The Notebook - 1D

Darcy er navnet er på en 17 årig pige fra Manchester. Darcy blev som kun 1 årig adopteret væk til en anden familie. En hemmelighed hun aldrig har fået fortalt. Ikke før hendes adoptivfamilie en dag går bort i en bilulykke. Hendes adoptivmor overlader hende nemlig et brev i hendes testamente. Et brev hvor hun får hele historien omkring sin adoption af vide, dog ikke hvem hendes rigtige forældre er. Men det er ikke det eneste hendes mor overlader hende, hun får nemlig også fingrene i en notesbog. En notesbog der vil vende op og ned på hele hendes liv.

*Historien vil blive skrevet i to tider, hendes biologiske mors ungdom (Faith) og Darcys ungdom.*

149Likes
286Kommentarer
17352Visninger
AA

3. Feeling lost and lonely while reading a letter from my mom

17½ år senere

Darcys synsvinkel

"Du er adopteret." Det var den samme sætning jeg hørte inde i mit hoved som et ekko igen og igen. Tårerne farvede papiret jeg holdte mellem mine rystende hænder. Jeg var ensom. Uden familie og nu det her. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne rumme det. Alt var så forvirrende og tanken om, at et eller andet sted i verden, var der en kvinde uden en barn, der hver dag savnede mig, var ikke til at tro. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne tro på det. Lige om lidt ville der sikkert hoppe en tv-vært ud fra et skjul, og fortælle mig, at jeg er på skjult kamera og at min familie ikke døde, at det alt sammen var fup. Håbet var dog så småt ved at rende ud. Jeg lod min krop glide ned af væggen bag mig, da mine rystende ben ikke længere kunne bære min krop. Jeg læste brevet igen og igen. Brevet var det eneste ud over en åndssvage notesbog som jeg havde arvet. Heldigvis havde jeg underligt nok et konto stående i mit navn med utrolig mange penge på - et konto jeg ikke ved hvor kommer fra - så jeg kunne da i det mindste få et sted og bo. Det var meningen, at jeg skulle pakke hele huset ned i støvede kasser i dag, så jeg kunne komme videre, men tanken var ikke til at bære. Man kunne da ikke putte 18 års minder ned i en kasse til 10 pund stykket, og så kaste dem væk som om de intet betød. Bare lade dem stå og rådne op i et pakhus et eller andet sted. Jeg kunne ikke give slip. Det gjorde for ondt. Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg med den ene hånd holdte om mine ben - jeg havde trukket op under hagen - og med den anden hånd knugede jeg om brevet - som var det den sidste Pepsi i ørkenen - så jeg endnu en gang kunne læse det, selvom jeg efterhånden kunne det uden ad.

Kære Darcy

Hvis du læser det her, er det værste sket, og jeg er der ikke længere til at holde om dig og kysse dig på panden når livet bliver hårdt. Darcy det var aldrig min mening, at du skulle få det af vide sådan her. Jeg ville ha' fortalt dig det den dag du blev 21, det kan jeg love dig. Det er ikke let for mig at skrive det her. Min skat, min elskede skat.. Du er adopteret. Jeg er ikke og har aldrig være din biologiske mor, selvom jeg altid har elsket dig som min egen og det samme har Tom, selvom han heller ikke er din biologiske far. Vi fik dig da du blot var et halvt år. Din mor og far.. de kunne ikke have dig, selvom jeg ved de gerne ville min skat. De ville ha' gjort alt for at beholde dig, men i stedet ville gud, at vi fik dig. Et mirakel vi altid har takket ham for. Jeg er så stolt af dig Darcy. Du har lært mig så meget. Du er så stærk, en styrke jeg ville ønske jeg havde, en styrke du nu skal bruge. Jeg ved det bliver en hård tid, men du skal nok komme igennem den skat. Husk hvad jeg altid har sagt; Stjerner skinner ikke uden mørke! 

Vi elsker dig så højt min skønne pige! Behold mig i dit hjerte så vil jeg aldrig være længere end et hjerteslag væk.

Kys og knus fra Rachel, din mor.

Jeg foldede brevet sammen og puttede det i baglommen på mine bukser. Jeg tørrede kinderne og forsøgte at rejse mig op, selvom hele mit skelet rystede som et halmhus i en orkan. Det værste var næsten at jeg ikke engang var sur på hende. Hvis jeg så bare kunne være sur på hende og far.. Eller Tom.. Eller hvad han nu var. Men jeg kunne ikke. De mennesker havde givet mig alt jeg kunne drømme om, og det ville ikke være fair at skælde ud på dem. Jeg ville altid beholde hende i mit hjerte. De var min familie, alle sammen. Tom, Rachel og Sarah. Sarah var min lillesøster.. som så ikke var min lillesøster alligevel. De døde alle sammen på vej hjem fra et møde i skolen der omhandlede Sarah, der havde det svært. Det var en spritbilist der kørte inde i dem. Tom og Rachel døde på stedet mens Sarah først senere døde af sine kvæstelser på hospitalet. Sarah var min lille engel. Jeg elskede hende uendeligt højt. Hun var den smukkeste pige jeg kunne tænke mig til, men alle hendes klassekammerater drillede hende, og kaldte hende brillieabe og grimme, på den måde røg hun bagud i skolen. Nogen gange er det utroligt at små børn kan være så onde. Det stak mig i hjertet hver gang jeg måtte tage imod en grædende Sarah i min dør om natten, der ikke kunne sove på grund af de grimme ord hun hver dag fik smidt i fjæset. Jeg begyndte at græde igen ved tanken om Sarah. Jeg har aldrig følt mig så bloody hjælpeløs, som da jeg langsomt så livet slippe ud af hende på hospitalet, mens jeg holdte hendes hånd. Det gjorde så ondt inden i. Jeg ville så gerne ha' hjulpet hende. Hvis jeg kunne havde jeg med glæde givet hende mit liv. 

Med tårer i øjnene rejste jeg mig op, og begyndte at samle tingene sammen og putte dem ned i kasser. Møblerne var for længst blevet fjernet, så det var kun de sidste ting der skulle samles. Jeg stod et øjeblik og lod blikket hvile på et billede af min familie. Vi stod alle sammen og smilte, i vores fineste søndagstøj. Vi lignede den perfekte familie. Det var sådan en nem tid. Jeg smilede ved minderne inden jeg lagde billedet ned i en kasse, sammen de andre nips ting. Jeg tørrede hurtigt kinderne og pustede ud. Nu manglede jeg kun, at pakke en ting. Notesbogen. Notesbogen som jeg havde arvet af Rachel. Jeg lagde den ned i kassen.. uinteresseret. Jeg havde besluttet mig for at studere den når jeg kom "hjem". Jeg  lukkede låget på kassen, og lod den stå lidt mens jeg stak hænderne i mine baglommer og kiggede rundt i stuen. Jeg gik fra rum til rum i det lille hus. Slukkede lyset mens jeg grinte og græd over de mange minder der havde fundet sted i de forskellige rum. Som de julemorgener hvor mig og Sarah havde styrtet ind og hoppede i Tom og Rachels seng. Dengang jeg faldt ned af trappen og brækkede min arm. Alle de stunder på mit værelse med mine veninder og kærester gennem tiden. Måltiderne i køkkenet, og filmafterne i stuen. Jeg tog kassen op under min venstre arm, da jeg nåede tilbage til stuen. Jeg gik ud af stuen efter at ha' slukket lyset, og ud i gangen hvor jeg tog nøglerne og så mig en sidste gang tilbage, inden jeg slukkede lyset gik ud og låste døren. Jeg bar kassen ned til min bil, hvor jeg smed den ind i bagagerummet sammen med de andre. Jeg smækkede døren til bagagerummet i med et lille brag, inden jeg lænede mig op af bilen med armene over kors. Jeg studerede huset en sidste gang, huskede alle de fantastiske minder jeg havde der, mens tankerne og følelserne fløj rundt inden i mig. Jeg følte så mange ting på en gang, at det var svært at overskue. Alle de minder, føltes på en måde falsk efter at ha' læst brevet. Som om jeg har levet på en løgn. Jeg sukkede dybt og kastede mine nøgler op i luften for at gribe dem igen med et skævt smil, lidt stolt er man vel. Jeg hoppede ind i bilen, tog selen på og startede motoren og forlod gaden for sidste gang, mens jeg for mit indre så hele min familie stå og vinke bag mig med et stort smil på læben. Jeg tændte for radioen hvor en gammel sang med One Direction spillede. Little things hed den vidst. One Direction var ligesom Take That. På grund af en eller anden i bandet som jeg ikke kunne navnet på.. Harold eller sådan noget, var bandet vistnok gået fra hinanden for nu, at gøre sig et comeback. Måske skulle jeg købe en billet for sjov. Jeg skruede op fra varmen og nynnede med på sangen, mens jeg kørte hjem til min lejlighed i midten af London.

***

Jeg havde endelig fået båret den sidste kasse op af trapperne, og var nu klar til at sætte nøglen i låsen og komme ind. Jeg tændte lyset da jeg havde fået min dør op - som et hvert normalt menneske - og kastede mine nøgler hen på et bord i entreen. Jeg kunne høre Lufus komme mjavende mig i møde, mens jeg bar kasserne ind i min lejlighed, uden at bekymre mig om at pakke dem ud, gik jeg ind i stuen. Det måtte blive i morgen. Jeg smilede lidt ved synet af min dovne kat der strækkede sig efter en lille lur, mens den så utrolig misfornøjet ud over sådan at blive vækket. Jeg gik hen og tog den op i mine armen og bar den ind i køkkenet, for at give den noget mad. Lufus var forresten Sarahs kat som jeg nu havde arvet. Jeg strakte mig og gabte, inden jeg gik ind og tog et bad for at vaske en hård dag væk. Følelsesmæssig hård. Det var meget at overkomme. På kun 2 uger havde jeg mistet min familie, fået en lorte nyhed, flyttet hjemmefra, og pakket et helt hus ned i kasser. Jeg var træt på alle tænkelige måder. Fysisk og psykisk udmattet. Og det var heller ikke ligefrem fordi, at mit liv før den her uge havde været en dans på roser.  Da jeg var færdig og mit hår duftede af blomster, som altid, gav jeg mig til at redde mit lange brune krøllede hår ud. Jeg studerede mig lidt i spejlet. Mine øjne der ellers var grønne så helt røde og kaotiske ud af alle mine tårer og alle de følelser de gemte på. Det slog mig lidt, at det egentlig var dumt af mig, at jeg aldrig havde regnet ud, at jeg var adopteret da jeg overhovedet ikke lignede Tom og Rachel. De var begge lille og lidt buttet mens jeg var høj og slank. Tom var endda rødhåret, mens Rachel var blondine. Hvorfor havde jeg ikke regnet den ud? Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik ud i køkkenet for, at finde noget at spise. Bagefter gik jeg ind i min dejlige trygge seng, og puttede mig godt ned under dynen.  Den sidste tanke jeg tænkte lige inden jeg faldt i søvn var, at jeg måtte finde min rigtige mor og far. Jeg måtte vide hvem jeg var. Jeg ville da for dælen vide hvad jeg egentlig hed til efternavn.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Godt nytår peeps.

Plejer tømmermænd med saltstænger, Ramlösa og Desperate Housewives marathon.

Håber i kan lide kapitlet :-)

Lots of love..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...