The Notebook - 1D

Darcy er navnet er på en 17 årig pige fra Manchester. Darcy blev som kun 1 årig adopteret væk til en anden familie. En hemmelighed hun aldrig har fået fortalt. Ikke før hendes adoptivfamilie en dag går bort i en bilulykke. Hendes adoptivmor overlader hende nemlig et brev i hendes testamente. Et brev hvor hun får hele historien omkring sin adoption af vide, dog ikke hvem hendes rigtige forældre er. Men det er ikke det eneste hendes mor overlader hende, hun får nemlig også fingrene i en notesbog. En notesbog der vil vende op og ned på hele hendes liv.

*Historien vil blive skrevet i to tider, hendes biologiske mors ungdom (Faith) og Darcys ungdom.*

149Likes
286Kommentarer
17352Visninger
AA

18. Actually seeing the concert and get letter number 5 while telling my family that Xavier is back

Dette kapitel er ikke rettet igennem.

Darcys synsvinkel

"Jeg kan ikke tro det." Sagde Harry igen for hundred og syttende gang og gav mig endnu et kram, sammen med min mor. "Tænk at du er blevet så stor." Sagde Louis og afbrød det hele ved at svinge mig rundt. "Det er jo min yndlingsonkel." "Åhh søde du gør mig helt sentimentalt." "Jeg kan ikke tage æren, det var mor der skrev det i sin notesbog." Sagde jeg og lavede et nik hen til hende. "Du har læst den?" Konkluderede hun, mens hun fik det til at lyde som et spørgsmål.. "Jeg arvede den af min mor." Sagde jeg efter at have nikket. Inden jeg skyndte mig at tilføje: "Min plejemor." "Er hun død?" "Jaa desværre, hende, Tom og Sarah døde i en bilulykke." Sagde jeg og kiggede trist ned i gulvet. Hun nikkede trist for at vise at hun forstod. Et øjeblik opstod der en akavet stilhed. Ingen vidste hvad de skulle sige efter den bekendtgørelse, men det var okay for det var nok at de var her. 

"Der er noget jeg må fortælle jer." Begyndte jeg. Jeg blev nødt til at fortælle dem det med Xavier inden jeg fortrød, desværre kom en mand ind i samme øjeblik og afbrød os. Manden der hed Paul gjorde - efter at have krammet mig - os påmærksom på at vi blev nødt til at gå, da de skulle til og begynde koncerten. "Du må fortælle os det senere skat." Sagde mor, og aede mig på armen, inden hun gav mig et kram. "Vil i blive her omme? Eller vil i hellere om og se koncerten ordentligt?"  Spurgte Danielle, og sendte os et smil. "Hvis det ikke gør noget, så vil vi godt om foran. Jeg vil gerne prøve at opleve hvordan det er at se en One Direction koncert." Svarede jeg, og gav dem alle et kram. "Bloody festlig." Mumlede Louis, inden vi gik ud af døren. "Kom tilbage efter koncerten, så du kan fortælle os hvad det var du ville!" Råbte far efter os på vej ud af døren.

"Så hvordan syntes du det gik?" Spurgte Val, da vi næsten var henne på vores pladser, og der kun var 5 min. til at koncerten startede. "Godt. Det var lidt akavet, men.. åhh jeg kan ikke tro at jeg har mødt dem. Jeg er så glad. Med det samme jeg trådte ind i rummet kunne jeg mærke, at det var mine forældre. De er en del af mig. Det føltes underligt, men jeg vidste at det helt sikkert var dem." Smilede jeg og hoppede næsten af fryd. "Aww hvor er det godt at høre søde. I så også så glade ud derinde." "Du følte dig vel ikke som tredje hjul?" Spurgte jeg, og fik med det samme dårlig samvittighed over ikke, at have præsenteret hende ordentlig som den pige der havde hjulpet mig igennem alt hele mit liv, og støttet mig uden at dømme mig igennem alt. "Nej, nej overhovedet... Lidt men det er okay, jeg mener, jeg ville nok have været på præcis samme måde. Helt ærligt det er første gang du møder dine forældre, det er virkelig stort Darcy." Sagde hun, og gav mig et kram. "Jeg er bare så glad på dine vegne." Mumlede hun ind i mit øre. "Er du klar til at fortælle dem om Xavier?" Spurgte hun om, da hun havde trukket sig ud af krammet. "Så klar som jeg nu kan blive... men jeg glæder mig ikke til at se min mors reaktion, ikke når de lige er kommet frem igen fra deres 'skjul'."  "Det forstår jeg godt, men du bliver nød til det Darcy. De ved hvordan vi kan beskytte dig ikke?" Sagde hun medfølende, og aede mig på ryggen. "Jo, men lad os nu ikke tænke på det... lad os nu danse og se koncerten." Jeg smilede stort, rejste mig op, og skreg som en sindssyg fan, da selveste One Direction gik på scenen for første gang i mange år.

Efter en halv time med sang og pjat fra de ellers middelaldrene mænd, tog Harry mikrofonen, og fik et ualmindeligt seriøst ansigtsudtryk. "I ved nok alle sammen at det her band gik fra hinanden pga. mig. Jeg måtte desværre i en årgang forsvinde under jorden pga. flere trusler. Jeg er blevet nødt til at leve uden drengene, for at beskytte dem så bedst som jeg nu kunne. Det har været hårdt at leve uden dem, - de er min familie og mine brødre - men jeg er desværre blevet nødt til at gøre noget endnu hårdere i mit liv. Jeg er blevet nødt til at give mit hjertebarn, fars elskede lille pige, min eneste datter væk. I mere end 17 år har jeg ikke set hende. Det var min beslutning dengang. Et valg jeg tog udelukkende for, at beskytte min datters liv, også selvom det ville fjerne latteren fra mit. Men jeg har aldrig, aldrig prøvet noget så hårdt som at hive et barn - min egen datter - ud af armene på min grædende kone, der klyngede sig til Darcy med alt hendes kraft. Det var egentlig ikke min mening at fortælle jer det her, men i aften er der sket et mirakel. Min lille pige er kommet hjem. For første gang i 17 år har jeg fået lov til at holde min pige indtil mig, og forhåbentlig give hende en tryk fornemmelse. Hun fandt os, med hjælp fra min fantastiske kone, der i alt hemmelighed fik sneget en notesbog hen til Rachel, - Darcys adoptivmor - en notesbog Darcy under ulykkelige forhold fandt frem til, men det gjorde også at hun fandt frem til os. Der er noget jeg har brug for at fortælle hende; Jeg er ked af det min skat. Jeg har flere gange fortrudt det valg jeg tog, men jeg er glad for at høre, at du har haft et godt liv fuld af latter. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Og til mine fans; Jeg er ked af at jeg forlod jer uden et ord. I har altid været det der har holdt os i gang. Vores piger og drenge. Vores directioners. Og directioners.. SKAL VI FÅ GANG I DEN HER FEST ELLER HVAD?!" Råbte han, inden han sendte et luftkys ned til mig, og musikken til LWWY begyndte at spille. En lille tåre sneg sig ned af min kind over hans smukke ord, og jeg kunne forestille mig at den samme tåre lige nu gled ned af min mors kind. 

***

Efter koncerten skulle vi igen finde vej backstage. Jeg ledte vejen igennem de ufattelige mange kvinder og piger med Val lige bag mig. En fyr med hættetrøje på bumpede ind i mig med den ene skulder, men ellers kom jeg ubesværet frem. "Hey Darcy.." Sagde Val, og rev mig i armen. "Jaa?" Svarede jeg og vendte mig om. "Ham der lige bumpede ind i dig, efterlod dig et brev i tasken." Sagde hun, og pegede med store skræmte øjne på en hvid kuvert i min lomme. Jeg kiggede mig nervøst omkring, for at se om jeg kunne finde ham. Tænk at Xavier lige havde været så tæt på mig, uden at jeg så meget som havde opdaget det.. Jeg sagde endda undskyld til ham.

Jeg hev Val med hen i et hjørne, og åbnede hurtigt brevet med tungt åndedrag som altid.

 

Kære Darcy

Tillykke med at finde far og mor

Trist at alt ikke er så sukkersødt som du tror

Synd at der skal ske et mord

Snart vil du sige dit sidste ord

 

"Du skal snakke med dine forældre lige nu!" Sagde Val, og hev afsted med mig, mens jeg rystede af angst. Jeg skulle dø.. For fanden mand jeg havde endelig mødt mine forældre, og så skulle jeg bare dø. Well life sucks huh? Fuck jeg er deprimeret nu.

Vi kom hurtig forbi deres bodyguards, da de nu havde set at jeg var Harrys datter. Da vi kom ind i lokalet, blev vi igen mødt med åbne arme fra alle, og da jeg nåede til min fars arme kunne jeg ikke lade være med at hulke en gang. "Jeg elsker også dig far. Don't you worry mit liv har været perfekt." Mumlede jeg, så kun han kunne høre det.

"Hvad var det, du ville sige min skat?" Spurgte min mor, og joinede os i kort tid i gruppekram. "Jeg har noget meget seriøst jeg desværre må fortælle." Et øjeblik fik jeg lyst til at sige, at Val ville fortælle det, grine nervøs og chicken fuldstændig ud. Der var bare intet så akavet som når folk sad, og gloede alvorligt på en. "Igennem den sidste tid - faktisk i løbet af denne her måned, hvor jeg har fundet ud af, at i er mine forældre - har jeg modtaget nogle breve.. Nogle digte sendt af Xavier." Jeg kiggede seriøst ind i mine mors og fars øjne, mens alle de andre gispede, da jeg nævnte Xaviers navn. "Xavier er tilbage. Han er her i aften. Han er kommet for at..." Jeg trak vejret dybt ind, for at give mig mod til at afslutte sætningen. "Han er kommet for at dræbe mig."

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej peeps.

I'm back in business! 

Faktisk ville jeg have været tilbage før, men jeg har haft sindssygt meget at lave i ferien og har sådan set slet ikke haft tid til at skrive. Undskyld! Og undskyld fordi det her kapitel er så kort, jeg har ikke så meget tid.. Undskyld. 

Tak fordi i stadig hænger ved og tusind tusind tak fordi alle de søde kommentarer, det betyder så utrolig meget at i støtter mig... Bare lige for at holde jer opdateret så er jeg helt okay igen. Tak for tålmodigheden.

Kyzzzz og knuzz

P.S er i godt klar over hvor freaky det er at skrive om Harry som om han er ens far og er middelaldrene.. Jeg kan ikke kalde dem drengene :'( Det er så underligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...