morderen

til min klasselære lotte på løkken central skole. dansk aflevering..

1Likes
0Kommentarer
386Visninger

1. Morderen

 

Jeg gjorde det. Det var mig. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg var tvunget. Tankerne fløj gennem hovedet på mig, som da patronen lydløst og hurtigt fløj gennem rummet. Jeg kunne ikke klare det længere - det pres hun lagde på mine skuldre. Nu stod jeg og så på hende, blodet der væltede ud, de livløse øjne, den blege hud. Jeg garanterer, at jeg selv var lige så bleg. Jeg måtte flygte. Jeg måtte ud der fra. Jeg kom hen til døren. Pistolen lagde jeg tilbage i støvlen under det højre bukseben. Jeg åbnede døren forsigtigt og gik ud der fra. Jeg prøvede at opføre mig normalt, men det var så svært, for hver gang jeg gik forbi et ansigt, følte jeg, at de vidste, hvad jeg havde gjort. Jeg følte, at lige så snart de var forbi mig, ville de ringe efter politiet. Det gjorde de selvfølgelig ikke. De havde ingen ide om, hvad der var sket med deres elskede nabo. Hvor skulle jeg tage hen. Jeg vidste jo godt, at lige meget hvor jeg tog hen, ville de finde mig og sætte mig i fængsel. Jeg ville ikke i fængsel. Jeg ville nyde den sidste tid, jeg havde. Skoven! Selvfølgelig! Det var der mit gamle træhus var. Jeg havde sikkert stadig et par gamle kiks deroppe. Så dér gik jeg hen. Jeg registrerede ikke engang, om jeg begyndte at løbe, eller om jeg gik hele vejen. Jeg havde kun én følelse i kroppen. Den eneste tanke og den eneste følelse, jeg havde, var at komme væk. Endelig kom jeg ud i skoven. Der var mørkt, for det var allerede aften. Der var selvfølgelig endnu mørkere i skoven, for alle de høje træer holdt månens lys væk fra mig. Det var næsten som om, de var ved at vælte ned over mig. Jeg kom til et kæmpestort træ. Det var større end mange af de andre træer, og dér var min træhytte. Det var den, jeg legede i som barn. Min far havde hjulpet mig med og bygge den, for min mor havde altid for travlt. Hun havde heller aldrig set den, og det kommer hun heller aldrig til. Ja - det var min mor, jeg havde skudt. Hun lyttede aldrig til mig. Hun gav mig ikke den respekt, jeg fortjente at få, og når hun endelig lyttede, så havde hun ikke andet end negative kommentarer til det. Min far havde hængt sig selv. Det var sikkert også min mors skyld. De råbte altid af hinanden. Det var den dag, jeg kom ud i garagen og så ham hænge der. Igen var der det livløse blik. Ingen bevægelse. En lille smule blod i mundvigen. Jeg havde ikke sagt det til mor. Jeg havde bare ringet til politiet og ambulancen. Hun fandt selvfølgelig ud af det, da de kom.

Jeg fandt et lille tæppe oppe i træhytten. Det var fyldt med jord, men det gjorde ikke noget. Jeg skulle bare have det til et nødstilfælde - altså hvis det blev for koldt, for det var jo efterår. Jeg kunne ikke sove. Jeg skulle holde mig vågen, hvis nu politiet kom. Jeg havde tænkt mig at hoppe ud fra træhytten og håbe på, at jeg ville blive slået bevistløs eller ihjel, så jeg ikke behøvede at fortælle dem  noget som helst, og så ville de ikke kunne gøre mig noget. Hellere det, end at sidde i forhør. Jeg var vågen hele natten, og hver en lille lyd ude i den mørke skov gjorde mig bange. Jeg  var mest bange, fordi jeg havde lyst til at slå flere ihjel. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg burde jo have fået et ar for livet. Men tanken om at leve et farligt liv gav mig en følelse, jeg aldrig før havde oplevet. Pludselig hørte jeg en gren knække. Jeg blev bange og vidste med det samme, at jeg ikke var alene i den kæmpestore skov. Jeg trak hurtigt pistolen i forsvar. Jeg gik forsigtigt hen til det lille vindue i hytten, og stak hovedet hurtigt ud. Snart efter så jeg en mørk skikkelse. En mand? Det var svært at se. Han var iført en ternet hat og en sandfarvet trenchcoat. Han trak på en sort sæk, som så ud til at være meget tung. Det så ud som om, han var på vej ned til søen. Hvad var der mon i sækken? Jeg valgte at følge efter ham, da han var et godt stykke henne imellem en masse buske og grene. Jeg kunne næsten ikke se ham længere, men jeg kunne huske hvad retning han var gået i. Rigtig nok skulle han ned til søen, men hvad skulle han? Jeg stod gemt bag et stort tykt træ med pistolen knuget ind til brystet. Adrenalinen pumpede rundt inden i mig. Han åbnede sækken, og kæmpede med at få noget op af den. Endelig fik han fat i noget. Jeg blev lamslået, da jeg så, hvad det var. To små børn - en pige og en dreng. De var ikke mere end 7-8 år. De havde blå mærker, stiksår og blod over det hele. Jeg blev bange. Manden var jo psykopat. Hvis han kunne slå små børn ihjel, hvad ville han så ikke gøre mod den voksne mand, der havde stået og luret på ham. Det hele sortnede. Én ting var klart. "Løb!", skreg det i mig. Mine ben rykkede sig ikke ud af flækken, men mit hjerte bankede, som om jeg allerede løb. Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg kiggede hen mod manden igen. Det var helt forkert. Det var ikke børnene der lå ved søens bred længere. Det var... Manden?!  Børnene stod og sparkede til ham. Det kunne ikke passe. Jeg så jo selv, at børnene var bevistløse. Da de endelig fik sparket ham i vandet, gik de ind i skoven. Jeg satte mig forpustet op ad det store træ. Jeg var bange. Var det sådan, det havde set ud, da jeg skød min mor, eller var det værre? Var jeg en psykopat? Var det hele bare en drøm? Tankerne ramte mit hjerte som pile. Jeg var pludselig opløst af tåre. Jeg havde ikke grædt i mange år. Jeg krøb sammen, og lukkede mig inde. Jeg ville ikke kunne sige dette til nogen. Hvad nu? Var det bare forbi? Jeg mærkede pludselig en hjerteskærende følelse. Jeg havde glemt alt om pistolen i hånden. I min angst havde jeg klemt mine hænder... og trykket på aftrækkeren. Var det det? Var det bare forbi?

lavet af A.L. mortensen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...