5 år i helvede (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2012
  • Status: Færdig
5 år i helvede handler om mig. Jeg er blevet mobbet og "mishandlet" som min psykolog så pænt fortæller mig. Jeg kunne ikke fortælle nogen om det, for jeg følte at det ville ødelægge alt, hvis det stoppede. Jeg gik selv hen til mobberne/mishandlerne. Jeg kunne være blevet væk, men jeg kunne ikke...
Jeg var besat af smerte, og jeg kunne slet ikke få nok af den. Læs min historie '5 år i helvede' om mine 5 år i helvede.

*Jeg deltager i konkurrencen Besat med denne movella, og I må meget gerne smide et like og/eller en kommentar - gerne med konstruktiv kritik*
*Læsning er på eget ansvar!*

9Likes
11Kommentarer
1656Visninger
AA

5. Jeg fortalte det til mine trænerer.

I 6. klasse fortsatte det som det havde gjort i 4. og 5. klasse. Jeg havde vænnet mig til det, og jeg følte mig hel, efter de havde "mishandlet" mig. Men i foråret i 6. klasse var jeg til et weekendstævne i Frederacia, hvor jeg fortalte mine trænerer det hele. Det var alligevel blevet for meget.

Under en kamp var jeg blevet sparket af en af spillerene, og jeg havde fået nogle flash-backs som bare var for meget. Jeg fortalte det til mine træneree og en holdleder som var med. Jeg følte mig så lettet efter jeg havde snakket med dem om det. Og holdet fik det at vide. Jeg følte at jeg kunne være mig selv. Og alle var så søde, og de var meget hjælpsomme. Men mine trænerer ville fortælle mine forældre det, men jeg ville ikke have det. Men alligevel fik de mig overtalt. Der blev arrangeret et møde, hvor mine trænerer fortalte det til mine forældre. I starten udspurgte de mig hele tiden, men lidt efter lidt stoppede de. Jeg kom til psykolog for at snakke om det, men hun havde svært ved at tro mig, fordi (og jeg citere) "Du kan svare på alle mine spørgsmål uden at tænke, så det gør det svært for mig at tro dig... Det føltes meget planlagt, hvis du forstår?" Og da mine lærere fik det at vide troede de heller ikke på mig. Jeg har aldrig haft svært ved det faglige, og hvis man er dygtig fagligt, så kan man åbenbart ikke være blevet mobbet. Men det de ikke forstår er jo at jeg har brugt det til at kæmpe. Den smerte der flød gennem min krop var forfærdelig, men jeg brugte den til at kæmpe. Det forstår de bare ikke. Og de har alle spurgt hvem det er, som har "mishandlet" mig, og hver gang har jeg svaret: "Det ved jeg ikke." Og de forstår ikke at jeg har fortrængt det. Jeg vil ikke vide det, jeg vil ikke udpege dem. For mig gør det ikke noget at de er her. Jeg er jo ikke bange for dem. Jeg har fået noget af dem, de har ikke taget noget. De har givet mig den smerte jeg ikke kan leve uden. Den smerte jeg er/var besat af. Den smerte som gør at jeg kæmper for det umulige. Den smerte som gør mig til den person jeg er idag. Den smerte som jeg er fascineret af.

Slut.

Jeg går stadig til fodbold og til boksning for at få den smerten som jeg er besat af. Der er ingen fra min klasse som ved at noget af dette er fundet sted. I alt er jeg blevet voldtaget 17 gange. Mit spillernummer er nr. 17, som altid minder mig om at man skal kæmpe. Jeg går stadigvæk til psykolog, både med min præsentationsangst, som snart er helt væk, men også med mine traumer. Nogle gange går jeg om bag buskene, fordi jeg føler mig ensom, og fordi jeg savner det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...