Det døde fodboldhold [Konkurrencebidrag]

Hvorfor åbner dørene i klubhuset sig, når der ikke står nogen bag dem? Og hvorfor knirker gulvbrædderne, når der ikke er nogen der går på dem? Hvorfor lyder der nogle gange skrig, andre gange sang fra omklædningsrum 3, når det er helt tomt?

4Likes
3Kommentarer
686Visninger
AA

3. Døre der åbner

Tavsheden sænker sig igen. Det er ved at være en time siden vi skiftede emnet ’gyserhistorier’ ud med ’forelskelse’. I princippet er der ikke så stor forskel på de to ting. Begge er skræmmende og sandsynligheden for at en dreng skulle falde for mig, er hen ad ligeså stor som, at dette klubhus skulle være hjemsøgt. Altså er chancerne minimale!

Ikke desto mindre vælger gulvet i samme øjeblik at give en skæbnesvanger lyd fra sig. Igen kan jeg mærke en prikken i nakken. Endnu engang har mine nakkehår valgt at stille sig på tåspidserne.

Jeg må med gru indrømme overfor mig selv, at jeg tror mere på hjemsøgte klubhuse, end jeg tror på at der nogensinde vil være en dreng der falder for mig.

En dør går op. Jeg kan tydeligt høre den. Det er ikke døren ind til redskabsrummet, hvor vi sover. Ud fra lyden at dømme, må det være en af dørene til omklædningsrummet. Måske nr. 3…

Jeg kigger afventende og skræmt over på Klara. Hun er den ældste, hun er lederen, hun må vide, hvad vi skal gøre! Hun slikker sig nervøst om læberne og kigger omkring. Mit blik følger hendes. Hen ad den store madras, over til den grønne trampolin, op til saltoplinten, videre til den tredelte plint. Jeg aner ikke hvad hun kigger efter, og jeg kan mærke uroen tage til i kraft.

”Jeg vil gerne hjem.” Mies stemme lyder tynd. Jeg kigger over på hende, hun ser endnu mere rystet ud end jeg føler mig. Jeg åbner munden for at sige noget.

”Selvfølgelig tager vi ikke hjem, Mie,” afbryder Klara mig, før jeg overhovedet begynder at tale. ”Tænk på hvor lang tid det har taget at få lov til at overnatte heroppe. Selvfølgelig tager vi ikke hjem. Bare på grund af en latterlig gyserhistorie, pfy!”

Klara virker roligere nu, hvor Mie åbent har ytret tvivl. Sådan er det altid. Jeg kan mærke, at min egen mave falder mere til ro. I hvert fald indtil endnu en dør går op. Døren ind til hallen. Gulvet knirker igen. Min mave har glemt alt om den ny fundne ro og er nu i gang med at øve sig i at binde knuder. Den er god til det.

Gulvet stopper med at knirke. Så går døren til redskabsrummet op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...