Lykantrop

Lycan, tidligere Alice Raven, er varulv. I modsætning til de fleste andre varulve man hører om er det, det største der nogensinde er sket for hende, hendes livs drøm der er gået i opfyldelse. Hun lever halvdelen af sit liv - den gode halvdel - i skoven som varulv, og den anden - den dårlige - som menneske. Hendes liv består hovedsageligt af de drab hun elsker og værdsætter så højt, og de sker ikke kun i varulveskikkelsen hvor det også er hendes blodtørst der taler, og bortset fra menneskeperioderne er hun fint tilfreds med sit liv. Men en dag bliver et af hendes mord i menneskeskikkelsen opdaget, og hun bliver ført i fængsel. Det ser ud til at hun nu må tilbringe måneden ud - indtil hun igen er varulv - indespærret i en celle, men det udvikler sig til langt mere end det. Lycan bliver godt og grundigt viklet ind i en konflikt, der er så ældgammel som verden selv.

15Likes
15Kommentarer
2192Visninger
AA

1. Prolog

Da jeg trådte det første skridt ind på den skovsti, der førte til mit hjem, vidste jeg med det samme at der var noget galt: Jeg blev jaget. Ikke bare forfulgt, men jaget. Jeg prøvede at sige til mig selv at det ikke var noget, men inderst inde var jeg ikke i tvivl om at noget forfulgte mig. Jagede mig.

Jeg begyndte snart at løbe, først langsomt og nærmest kontrollered, men snart overtog angsten og jeg løb sanseløst afsted, uden at ænse andet end at slippe væk fra min forfølger. Svagt, snarere mærkede end hørte, jeg lyden af noget der fulgte efter mig i løb, og jeg pressede mig selv endnu mere. Men selvom mit overlevelsesinstinkt bød mig fortsætte, tvang mine ben videre selvom intet andet i min krop kunne løbe mere, vidste jeg inderst inde udmærket godt at kampen var tabt på forhånd. Denne jæger var alt, alt for mægtig over for sit bytte.

Jeg kunne ikke løbe mere. Mine ben stoppede helt af sig selv, og jeg lukkede øjnene, klar til at dø.

Smerte.

Og så ændrede scenariet sig pludseligt: Jeg var ikke længere Den Jagede. Jeg var Jægeren.

Jeg løb afsted, nu på fire ben, på jagt efter et bytte. Jeg var vild af blodtørst, men alligevel uhyggeligt klar i hovedet, og mine sanser var skærpet til det yderste. Jeg bevægede mig afsted, hurtigere end jeg nogensinde havde bevæget mig før, men alligevel fór jeg fuldstændigt lydløst igennem skoven.

Instinktivt vidste jeg at jeg skulle holde mig væk fra huse, og blive ind i skoven.

Snart nåede en fyldig og utroligt indbydende duft mine fintfølende næsebor: Menneskeblod. Snart fandt mine ører også de lyde som kunne forenes med lugten: Lyden af et regelmæssigt åndedrat og en svag lyd af et bankende hjerte.

Jeg kunne ikke holde mig tilbage, og gjorde sådanset heller ikke forsøg på det, jeg sprang bare afsted uden andet for øje end at sætte tænderne i det lille menneske jeg viste var her lige i nærheden.

Snart kunne jeg også se det: Det var en lille pige der gik nervøst igennem skoven med trippende skridt og kiggede ind mellem træerne, som om hun vidste at jeg snart ville springe ud derindefra.

gik jeg til angreb. Der var ikke rigtigt nogen kamp, for pigen kunne på ingen måde hamle op med min hurtighed og styrke. Jeg vidste instinktivt hvordan man dræbte: Hvordan man nød et drab.

Jeg lod mine sylespidse tænder klappe sammen om hendes arm, og følte den umådelige tilfredsstillelse ved lyden og følelsen af at den brækkede. Pigen skreg af smerte, men heldigvis bevarede hun bevidstheden.  

Jeg nød lyden af hendes skrig, og blev ude af mig selv for at påføre hende mere smerte. Jeg knækkede også hendes anden arm, først et bræk og så et andet. Blodrusen strømmede igennem mig, og jeg glædede mig allerede til det næste træk. Pigen var ved at miste bevidstheden, og jeg vidste at jeg skulle skynde mig hvis hun stadig skulle kunne mærke det når jeg nåede til højdepunktet.

Jeg kunne mærke at jeg var ved at gå amok og gjorde intet for at stande mig selv. Lyden af hendes skrig i mine ører, og smagen af hendes blod i min mund fik mig til sanseløst at rive og flå i hendes tøj, i hendes hud. Blodet strømmede i stride strømme ned i min trængende hals, samtidigt med at hendes skrig langsomt forstummede, men jeg havde ikke fået nok.

I min blodrus kastede jeg hende mod jorden, igen og igen. Jeg rystede hver eneste legemsdel af hende, og åd hver en stump i mig. Tilsidst var der ikke andet tilbage end en stor pøl af blod, der langsomt var ved at tørre ud. Jeg selv faldt også langsomt til ro, og sandheden gik op for mig:

Jeg var blevet en varulv. Og jeg elskede det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...