Lykantrop

Lycan, tidligere Alice Raven, er varulv. I modsætning til de fleste andre varulve man hører om er det, det største der nogensinde er sket for hende, hendes livs drøm der er gået i opfyldelse.
Hun lever halvdelen af sit liv - den gode halvdel - i skoven som varulv, og den anden - den dårlige - som menneske. Hendes liv består hovedsageligt af de drab hun elsker og værdsætter så højt, og de sker ikke kun i varulveskikkelsen hvor det også er hendes blodtørst der taler, og bortset fra menneskeperioderne er hun fint tilfreds med sit liv.
Men en dag bliver et af hendes mord i menneskeskikkelsen opdaget, og hun bliver ført i fængsel. Det ser ud til at hun nu må tilbringe måneden ud - indtil hun igen er varulv - indespærret i en celle, men det udvikler sig til langt mere end det.
Lycan bliver godt og grundigt viklet ind i en konflikt, der er så ældgammel som verden selv.

15Likes
15Kommentarer
2255Visninger
AA

6. 4. kapitel

15 dage til fuldmåne

Did, did, did, did did, did did, did did, did did did.. Okay, jeg indrømmer at jeg havde sat mit lille værelsesur til at ringe klokken ti i elve. Bare hvis jeg nu skulle være optaget af noget andet og havde glemt det. Det er nu ikke fordi det er det i verden der var størst fare for: Allerede samme dag jeg fik den mystiske seddel af ”Lejemorderen” havde jeg fået tilladelse af min venlige vagt til at være ude i gården fra klokken fem minutter i elve til morgenmadstid – selvom han havde set meget forvirret ud da min forklaring havde været at jeg elskede at sidde oppe hele natten og kigge på månen når den kun var en tynd streg, sådan som den var lige efter nymåne.

Og, æh, jeg havde brugt tiden siden klokken 8 på mit værelse hvor jeg hvert femte sekund havde kigget nervøst på uret for at være sikker på at jeg ikke missede det.

Ja, jeg indrømmer, jeg havde været meget mere spændt på det end hvad godt var. Men til mit forsvar kan jeg sige.. Okay, jeg havde faktisk ikke engang noget at sige til mit forsvar.

Jeg havde bare den her underlige fornemmelse ved det hele. En fornemmelse af at noget ubehageligt af farligt – men samtidigt mystisk og dragende – snart skulle ske. Og jeg måtte for alt i verden ikke gå glip af det!

Da uret ringede skyndte jeg mig altså hen til min celledør og bankede på. Det lyder utroligt dumt, og sådan føles det også, men der står en vagt udenfor som så lukker mig ud og eskorterer mig ud i gården. Meget fornemt!

”Ønsker frøkenen allerede at blive fulgt til gården?” lyder vagtens meget høflige efterspørgsel, da han har åbnet døren for mig, og jeg nikker. Det er altså simpelthen så komisk at han spørger så pænt, og så derefter stiller sig bag mig med geværet pegene på mig. Men min indre morskab lader jeg mig selvfølgeligt ikke mærke med! Desuden er jeg lidt for anspændt i forhold til mit kommende møde til at jeg rigtigt kan synes at noget er sjovt. Hvordan fanden kan det påvirke mig så meget?

Normalt tager det mindst fem-seks minutter at gå fra min celle, men jeg går så hurtigt at vi når derhen på to-tre minutter, og faktisk kan jeg ikke blive lukket ud i gården endnu. Det er de utroligt påpasselige med, at man overholder tiderne. Men i det mindste har man mulighed for at komme ud i gården, og endda uden en vagt der følger en i hælene hvorhen man går.

De to minutter vi skulle vente sneglede sig afsted. Da klokken var fem minutter i elve var jeg hundrede procent sikker på at jeg havde ventet i en time, mindst!

Jeg skyndte mig ud af døren så snart de åbnede den for mig. Jeg var lige ved at styrte afsted i løb, men nåede lige i sidste øjeblik at stoppe mig selv og redde min værdighed.

Gården er en lille klam bart betonplet, fuldstændig som man forestiller sig en fængselsgård. Jeg er ret sikker på at der er flere af dem, for der er næsten aldrig nogen her, og der er på ingen måde plads til alle de fanger der er i det her sindssygt store fængsel. Men på den anden side kan det godt være at der kun er denne ene, og den bare ikke er særligt brugt, for ellers er det jo ikke sikkert at den der har kontaktet mig og mig selv hører til den samme gård?

I hjørnet af gården står der i hvert fald en container. Den er ret stor, men står godt gemt væk så man lægger ikke så meget mærke til den. Den har engang været orange, kan man se gennem laget af skidt, men nu vil man nok kalde den grå eller brun. Det er faktisk lidt underligt at den står der, for det virker ikke som om den bliver brugt til noget som helst. Måske er den blevet brugt til toilet engang, i hvert fald uofficielt, for den stinker af bræk, tis og lort, og jeg plejer at holde mig langt væk fra den.

Men i dag skal jeg jo så ind i den. Jeg går så hurtigt jeg kan uden at virke ivrig eller noget i den stil, og samtidigt så lydløst som det nu er muligt i den her elendige krop (som vi allerede har snakket om – lydløst som en kat, hvilket er fuldstændigt lydløst i forhold til et almindeligt menneske, men utroligt larmende i forhold til min ulvestandart).

Der er en dør i containeren som plejer at stå åbnet, men som er lukket nu. Helt klart et tegn på at der er nogen i den, hvilket jo er godt, men faktum at jeg nu er nød til at røre ved den er knap så godt!

Jeg strækker langsomt hånden frem, lægger pegefingeren på håndtaget, og trykker så ned. Jeg skal ikke nyde noget af at mere end højest nødvendigt af mig rør ved den! Heldigvis går den op, og jeg kan liste ind af den lille sprække der kommer.

Jeg får brækfornemmelser af den stank der møder mig da jeg træder indenfor, og min forstærkede lugtesans hjælper på ingen måde på det!

Heldigvis bliver min opmærksomhed snart afledt af de 3 mennesker der står i den anden ende af containeren og kigger undersøgende, nærmest vurderende på mig.

Det var en muskuløs, fuldvoksen mand, mindst to meter høj og med kort højrødt hår, en elegant og kraftfuld lidt ældre dame, også meget høj og med nærmest sølvagtigt hår og en smuk, yndefuld, meget blidere end de to andre, ung kvinde, nærmest bare en pige, der var noget lavere end dem, og havde hår i en varm chokoladebrun farve. De havde alle en udstråling hvis lige jeg kun havde set når jeg kiggede mig selv i spejlet.

Jeg var ikke et sekund i tvivl – de var ligesom mig, de var varulve. En varm følelse af glæde og tryghed, følelsen af at høre til, begyndte at brede sig i min krop, men jeg prøvede instinktivt at skubbe den væk. Først kunne jeg ikke finde ud af hvorfor jeg gjorde det – selvom jeg aldrig havde ladet det få betydning, selvom jeg aldrig havde vidst at det havde en betydning, var der nu, hvor jeg endelig mødte andre af min egen slags, ikke nogen tvivl om at det var det i verden jeg havde allermest brug for. Det føltes som om jeg uden at have opdaget det havde været en ensom ulv, og at jeg nu endeligt havde fundet mit kobbel.

Men mit instinkt – det der ellers burde hyle af glæde – sagde mig at noget var galt. Og da jeg koncentrerede mig om at finde ud af hvad det var ramte det mig straks i hovedet som et piskeslag.

Lugten var forkert. Deres udstråling, som var den samme som min egen, havde blændet mig, men så snart jeg så bort fra den mærkede jeg lugten.

Den var helt, helt forkert. Selvom disse mennesker var ulve som jeg selv var de ikke mit længe ventede kobbel. De var fra et andet kobbel, det fjendtlige kobbel. Jeg ville aldrig kunne stole på dem!

Så snart jeg havde opdaget at de var ligesom mig var jeg umærkeligt trådt ud af min ellers stort set konstante forsvarsstilling, men nu genoptog jeg den hurtigt. Et menneske ville aldrig have opdaget forandringen, men da den unge kvinde udstødte et opgivende suk, og de to ældre antog en opgivende stilling, var jeg sikker på at de havde bemærket forandringen.

I nogle sekunder stod vi bare helt stille og stirrede på hindanden. Bedømmende, vurderende. Så tog den ældre dame et hurtigt, men alligevel underligt tøvende, skridt frem.

”Mit navn er Lumine. Og det er Solon og Atalante” bekendtgjorde hun, og nikkede skiftevis over mod manden og så kvinden. ”Vi er som dig” fortsatte hun, ”men alligevel anderledes. Dit skift sker ved fuldmåne, mens vores sker ved nymåne. Men du hører til hos os alligevel. Vores alfa, men mage, har skabt dig. Hvis du følger med os vil vi fortælle dig alt. Om dig selv og din historie, om varulve og vores historie, og vi vil fortælle dig alt om krigen”.

Hendes stemme var meget blid, men slet ikke behagelig at høre på. Den havde en skarp undertone, sådan en man hører hos folk der er kommanderer med andre – hvilket hun vel også gjorde, siden hun var alfa.

Hun stod og kiggede afventende på mig, og blikket i hendes isblå øjne var koldt og med en kant af afsky. Hun ville ikke have mig med fordi hun mente jeg hørte til hendes kobbel, hun skulle bruge mig, det var tydeligt. Også Solons grå blik var iskoldt, og Atalantas ellers varme, brune øjne var fulde af afsky.

Min første indskydelse var straks at afslå tilbuddet, men jeg var ret sikker på at de ikke ville acceptere et nej. Og jeg var meget sikker på at jeg ikke ville kunne klare mig mod tre andre varulve. Ganske vidst var jeg stærk, meget stærkere end både mennesker og ulve, men jeg havde aldrig kæmpet mod en anden varulv før. Jeg havde faktisk aldrig mødt andre end den der skabte mig.

Jeg havde altid betragtet mig selv som uovervindelig, men nu led min ellers urokkelige selvtillid frygtelige kvaler. Var jeg noget som helst værd mod en anden varulv? Ville jeg overhovedet kunne tæve pigen, som ellers bestemt ikke så frygtindgydende ud? Lumine snakkede om en krig: Ville jeg overhovedet kunne overleve der?

Jeg begyndte at blive bange, og bare det var lige ved at få mig til straks at udbryde et panikslagent ”Jeg følger med! ”. Jeg var aldrig bange. Denne nye følelse overvældende mig!

Samtidig ønskede jeg også den viden de tilbød. Jeg havde aldrig vidst noget om mig selv, den nyere del af mig i hvert fald, og ligesom med ensomheden var det noget jeg aldrig havde opdaget før, men nu hvor det blev mig tilbudt føltes det som noget jeg havde ønsket mig altid.

”Jeg tager med jer, ” sagde jeg endelig, men al den værdighed og stolthed jeg kunne mønstre, i stemmen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...