Lykantrop

Lycan, tidligere Alice Raven, er varulv. I modsætning til de fleste andre varulve man hører om er det, det største der nogensinde er sket for hende, hendes livs drøm der er gået i opfyldelse.
Hun lever halvdelen af sit liv - den gode halvdel - i skoven som varulv, og den anden - den dårlige - som menneske. Hendes liv består hovedsageligt af de drab hun elsker og værdsætter så højt, og de sker ikke kun i varulveskikkelsen hvor det også er hendes blodtørst der taler, og bortset fra menneskeperioderne er hun fint tilfreds med sit liv.
Men en dag bliver et af hendes mord i menneskeskikkelsen opdaget, og hun bliver ført i fængsel. Det ser ud til at hun nu må tilbringe måneden ud - indtil hun igen er varulv - indespærret i en celle, men det udvikler sig til langt mere end det.
Lycan bliver godt og grundigt viklet ind i en konflikt, der er så ældgammel som verden selv.

15Likes
15Kommentarer
2230Visninger
AA

4. 3. Kapitel - 1. del

27 dage til fuldmåne

 

”Der er morgenmad, frøken Lycan!” blev jeg vækket med denne morgen, ligesom jeg var blevet i forgårs og i går. Det var helt utroligt så høflige alle vagterne var over for mig, med deres pæne sprog og manérer og jeg blev altid tiltalt ”Frøken Lycan”. Ikke at jeg klager, jeg undrede mig blot over det når jeg havde set hvordan de behandlede de mandlige fanger!

Men de var vist heller ikke van til at have kvinder her i fængslet. Så vidt jeg havde forstået var det et fængsel for mere eller mindre sindssyge mordere, hvilket sagt med deres ord betød ”En person hvem har myrdet en eller flere mennesker, som gældende person ikke har personlige forbindelser til”. Og i den kategori var der åbenbart ikke særligt mange kvinder!

Nå, men jeg var i hvert fald på vej ned til morgenmad, flankeret af den venlige vagt. Han vist var min faste vagt, det var i hvert fald altid ham der fulgte mig rundt. Vi snakkede aldrig sammen, jeg kendte ikke engang hans navn. Jeg tror faktisk ikke at jeg har sagt et eneste ord til ham overhovedet, men det er nu ikke noget vildt. Jeg har stort set ikke sagt noget siden jeg kom hertil.

Vi nåede ned til spisesalen uden nogen komplikationer. Ikke noget nyt. I spisesalen var der allerede næsten fuldt, og lyden af bestik der klirrer, folk der snakker og mad der bliver tilberedt fyldte rummet. Heller ikke noget nyt.

Jeg satte mig på min sædvanlige plads i hjørnet, så langt væk fra det hele som muligt. Som menneske er jeg en ret nederen person, hvis jeg selv skal sige det. Jeg holder mig så langt væk fra andre mennesker som muligt, siger ikke noget medmindre det er yderst nødvendigt og laver ikke andet end hvad der er skal til for at holde mig i live.

Der er helt utrolig service her i spisesalen. Hver plads har sådan en lille elektronisk ting hvor der står dagens retter – der er oftest to-tre til aftensmad og frokost, mens der til morgenmad dog kun er en – og så trykker man bare på det man vil have, og så kommer der en tjener ned til en med det! Det er nærmest ligesom på en restaurant, og det lever i den grad ikke op til de historier der går om maden i fængslet, maden er som regel også rigtig lækker. I dag stod menuen på scramble eggs med bacon og toast til. Ikke lige men livret, men bestemt ikke dårligt da! Jeg trykkede på det, og satte mig så ellers til at vente på maden.

Allerede to minutter efter kom en tjener ned med maden. Han stillede den foran mig uden et ord og jeg sagde heller ikke noget. Det er ligesom her ligheden med en restaurant hører op, for jeg kan ikke forestille mig en restaurant hvor tjeneren ikke siger at ord når han eller hun kommer med maden. Okay, det skal jeg ikke utale mig om for jeg går aldrig på restaurant. Men jeg kan ikke forestille mig det!

Jeg var faktisk ret sulten, så jeg gik straks i gang med maden. Men da jeg var halvvejs igennem blev jeg afbrudt af en person der højlydt rømmede sig lige bag mig. Hurtigt vendte jeg hovedet, og så en skummelt udseende mand stå bag mig. Først og fremmest var han utroligt høj, jeg er sikker på at han målte mindst to meter! Han var helt bleg, og gik i kulsort tøj der fremhævede det virkeligt meget. Hans hår var langt, busket og virkeligt tykt, og så havde det en sort farve der så fuldstændigt unaturlig ud i forhold til hans hudfarve. Hans øjne var helt stikkende og mørke, og hans fremtoning var generelt ubehagelig og truende. Men egentligt så han meget godt ud, på sin egen mystiske, uhyggelige måde.

Ligesom med selve stedet er jeg sikker på at hvis jeg var et almindeligt menneske ville jeg være skrækslagen ved synet af ham, men nu rørte det mig ikke det mindste.

”Jo, der er ingen tvivl. Det må være hende!” hørte jeg ham hviske, helt sikkert til sig selv. Så hævede han stemmen, og nu var jeg ret sikker på at det var mig han henvendte sig til. Han sagde: ”Jeg har noget jeg skal overbringe til dig”. Han holdt en pause, og jeg tænkte på at hans stemme var dyb og ru, og at det lød som om han næsten aldrig brugte den. Præcis som min egen. ”Eller jeg tror da det er dig. Ham jeg snakkede med beskrev dig som ”Fantastisk smuk pige. Helt bleg, og med langt kulsort hår og stikkende grønne øjne. Men det du virkeligt kan kendetegne hende på er at hun ikke vil reagere på dit udseende,” og det passer ret godt til dig, gør det ikke?” fortsatte han, og slog en gnæggende latter op. Jeg kiggede irriteret på ham, og nikkede så. ”Nå, du ved måske hvem der er jeg snakker om? Jeg skal give dig det her,” sagde han, hvorefter han rakte mig en lille krøllet seddel. Jeg tog imod den, men ville ikke åbne den nu. Det kunne sagtens være han prøvede at gøre grin med mig, og derfor ville jeg lade som om jeg slet ikke ville åbne den, så han ikke kunne grine af at jeg havde hoppet på den. På den anden side kunne det jo godt være at det rent faktisk var noget, så det ville være dumt ikke at beholde den.

Manden stod lidt og studerede mig, men da jeg ikke gjorde mine til at åbne seddelen vendte han sig om og begyndte at gå væk igen. Lige da jeg også selv skulle til at vende mig om for at spise maden færdig vender han hovedet og råber over skulderen: ”Hvis du skulle få brug for mig så spørg efter lejemorderen! Så skal de nok finde mig”. Så er han væk.

Jeg vender mig om, og giver mig til at spise færdig. Jeg må indrømme at selvom jeg virkeligt ville ønske at jeg fuldstændigt ligeglad så er min nysgerrighed altså virkeligt blevet vakt af den mand. Hvis det nu ikke bare er et nummer, hvem er det så der har skrevet den seddel til mig? Jeg kender ingen mennesker! Og hvad skulle det handle om? Det eneste jeg kunne forestille mig kunne beskrive mit udseende er dem der har opdaget mig i nærheden af mine seneste ofre, eller set min anholdelse. Men hvorfor og hvad skulle de dog skrive til mig? Og hvorfor skulle de dog sende det via en lejemorder? Og hvordan fanden skulle de kunne vide at jeg ikke ville blive skræmt af mandens udseende?

Spørgsmålene overfalder mig, og jeg skynder mig at spise færdig så jeg kan komme tilbage til min celle og få læst seddelen. Så kan jeg vel få svar på mine spørgsmål!

Jeg finder hurtigt min vagt. Det er virkeligt tåbeligt, man skal finde sin vagt når man er færdig med maden og vil tilbage til sin celle. Uden et ord låser han døren til spisesalen op, og gennem mig ud foran ham hvorefter han låser den igen.

Jeg indrømmer gerne at jeg er lettet da jeg endeligt et tilbage i cellen. Jeg går direkte hen og sætter mig på briksen, forberedt på at blive skuffet over at det bare er en idiot der vil lave sjov med mig. Så folder jeg forsigtigt sedlen op. Der står:

”Vi ved hvad du er. Mød mig i gården i containeren, kl. 11 natten efter nymåne”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...