Lykantrop

Lycan, tidligere Alice Raven, er varulv. I modsætning til de fleste andre varulve man hører om er det, det største der nogensinde er sket for hende, hendes livs drøm der er gået i opfyldelse. Hun lever halvdelen af sit liv - den gode halvdel - i skoven som varulv, og den anden - den dårlige - som menneske. Hendes liv består hovedsageligt af de drab hun elsker og værdsætter så højt, og de sker ikke kun i varulveskikkelsen hvor det også er hendes blodtørst der taler, og bortset fra menneskeperioderne er hun fint tilfreds med sit liv. Men en dag bliver et af hendes mord i menneskeskikkelsen opdaget, og hun bliver ført i fængsel. Det ser ud til at hun nu må tilbringe måneden ud - indtil hun igen er varulv - indespærret i en celle, men det udvikler sig til langt mere end det. Lycan bliver godt og grundigt viklet ind i en konflikt, der er så ældgammel som verden selv.

15Likes
15Kommentarer
2196Visninger
AA

3. 2. Kapitel

30 dage til fuldmåne

Dunk. Dunk. Dunk. De første sekunder efter at jeg var vågnet, men endnu ikke havde slået øjnene op, bestod hele min verden af den frygtelige hovedpine, der var en af de forfærdelige følger af at være blevet menneske igen. Men lige nu var det langt fra mit største problem. Eller, problem og problem, men hvis jeg ikke var ude af huset inden for meget, meget kort tid ville jeg skulle tilbringe resten af måneden – indtil fuldmåne, og jeg blev ulv igen – i fængsel. Det havde jeg prøvet før, og tro mig når jeg siger at det er noget man helst vil undgå.

Jeg sprang rundt i huset og prøvede at finde frem til de forhenværende beboeres penge, samt kvindes tøj. Tøjet var let nok at finde, men det kneb med pengene. Det er jo de færreste der har kontanter liggende, men heldigvis fandt jeg en slidt læderpung som indeholdt de 1.000, 2.000 kroner. Ikke noget vildt, men bestemt bedre end ingenting!

Heldigvis havde kvinden, der indtil for nyligt boede i det hus jeg nu befandt mig i, en udmærket tøjstil. Ikke lige min smag, men det var noget jeg sagtens kunne vise mig i.

Og så var jeg ellers ude af døren. Vigtigste regel for ikke at blive taget for en forbrydelse: Forsvind fra gerningsstedet med det samme!

Jeg ved ikke hvordan det kunne ske. Måske var jeg for uopmærksom fordi jeg troede at jeg havde styr på det, i betragtning af hvor meget øvelse jeg havde? Måske havde hovedpinen forsinket mig, selvom jeg troede at jeg var van til det? Måske havde jeg været for uforsigtig i går og var blevet hørt eller set af nogle naboer, som så havde ringet til politiet? Måske var der en helt andet grund?

I hvert fald blev jeg taget af politiet.

Først hørte jeg bare en sirene, men det tænkte jeg ikke videre over. Det kunne jo være en ambulance, eller en politibil der var på vej til et andet sted? Det var først da jeg pludseligt var omringet af bevæbnede mænd at jeg fandt ud af at jeg skulle flygte. Måske kunne jeg have nået at slippe væk hvis jeg havde opdaget det allerede da jeg hørte sirenen, men nu var alle muligheder fuldstændigt spildt.  

Før jeg havde set mig om stod de rundt om mig med pistoler og råbte op om, om jeg gik med frivilligt. Tøvende rakte jeg hænderne i vejret, og der kom en ny politimand hen med håndjern som han hurtigt klikkede fast om mine håndled, hvorefter han meget bestemt bad mig om at følge med. Jeg havde en stor trang til at udbryde ”Okay folkens, slap lige af! Jeg har jo kun dræbt to mennesker, det er altså ikke noget”, men jeg var ret sikker på at sådan en bemærkning godt kunne føre til den lukkede – og eftersom det ikke lige var det sted jeg helst ville hen, lod jeg være med at sige det.  

Jeg halvt gik, halvt blev slæbt, ind i deres fine politibil, som jeg ville give meget for at have set noget før.

Jeg må indrømme at jeg faktisk faldt i søvn på turen. Jeg kan til mit forsvar sige at jeg havde forfærdelig hovedpine og kunne desuden ikke forsvare mig hvis der endeligt skulle være brug for det, fordi mine hænder var bundet. Men det nåede i hvert fald ikke at opfatte særligt meget af turen før bilen standsede og jeg blev bedt om at gå ud.

Vi stod foran en stor grå betonblok. Rundt omkring stod der andre, lidt mindre, betonblokke, og der var ikke er eneste træ i miles omkreds. Ikke godt!

Der var også høje hegn med pigtråd foroven, og vagter omkring hver udgang hele vejen rundt om fængslet. Hvis jeg havde været et almindeligt menneske havde jeg nok været ved at dø af skræk lige nu, men eftersom jeg kunne dræbe hele kvarteret på et par timer om en måned sagde det mig ikke det helt store.

Politimanden der også havde slæbt mig ind i bilen havde stået og snakket med en af vagterne mens jeg havde stået og set mig om. Nu trak han igen af sted med mig, ind af den overbemandede port i hegnet, og så ind ad en endnu mere overbemandet port der førte ind i selve fængslet. Det måtte virkeligt være et fængsel for sindssyge forbrydere, for sikkerheden var jo fuldstændigt sindssyg!

Inde i betonblokken trak politimanden mig straks til siden og ned ad en gang. Den første ned til et klaustrofobisk rum uden vinduer. Vægen, gulvet og loftet var alt sammen støbt af trist, grå beton, og den eneste møblering i rummet var et bord med to stole – en på hver side. Et rigtigt afhøringslokale!

Snart kom en mand gående ind i rummet. Han var iklædt et gråt jakkesæt der matchede rummet perfekt, og bar en rød mappe der sikkert indeholdt ”sagens” papirer. Han så meget advokatagtig ud, og jeg gik bestemt ud fra det var ham der skulle afhøre mig.

Han satte sig ned på den stol der var længst væk fra mig, åbnede mappen, og bad mig så tage plads overfor ham. Jeg gjorde roligt som jeg blev bedt om, og politimanden fulgte lydløst med, og placerede sig bag min stol.

”De er anklaget for mordet på Lucia og William Smith, frøken..” startede afhøringsmanden direkte ud. Jeg mærkede hurtigt at han tøvede efter frøken, som om han ledte efter mit navn, og jeg svarede derfor hurtigt ”Lycan, hr. Mit navn er Lycan.” Han samlede hurtigt tråden op igen og fortsatte: ”Frøken Lycan. Der er vidner der har set dem ankomme til Hr. og Fr. Smith’s hus omkring midnat i går, og du har senere været den eneste der er blevet set forlade huset siden mordet. Desuden er der blevet hørt mistænkelige lyde fra huset, imens du skulle have befundet dig der. Har du noget at sige til dit forsvar, frøken Lycan?”.

Jeg fik uvilkårligt lyst til overgivende at række armene i vejret på samme måde som jeg havde gjort da jeg var omringet af politimændene. I stedet nøjedes jeg dog bare med at komme med et roligt ”Nej”.

”De er hermed dømt til fængsel på livstid, for mord”, svarede afhøringsmanden, lige så roligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...