Lykantrop

Lycan, tidligere Alice Raven, er varulv. I modsætning til de fleste andre varulve man hører om er det, det største der nogensinde er sket for hende, hendes livs drøm der er gået i opfyldelse.
Hun lever halvdelen af sit liv - den gode halvdel - i skoven som varulv, og den anden - den dårlige - som menneske. Hendes liv består hovedsageligt af de drab hun elsker og værdsætter så højt, og de sker ikke kun i varulveskikkelsen hvor det også er hendes blodtørst der taler, og bortset fra menneskeperioderne er hun fint tilfreds med sit liv.
Men en dag bliver et af hendes mord i menneskeskikkelsen opdaget, og hun bliver ført i fængsel. Det ser ud til at hun nu må tilbringe måneden ud - indtil hun igen er varulv - indespærret i en celle, men det udvikler sig til langt mere end det.
Lycan bliver godt og grundigt viklet ind i en konflikt, der er så ældgammel som verden selv.

15Likes
15Kommentarer
2283Visninger
AA

2. 1. Kapitel

Fuldmåne

Nejnejnej, nej, nej. Nej. Nej… Neej! Det må ikke ske igen, det må det ikke! Hvorfor, hvorfor, HVORFOR?!

Hvis jeg havde kunnet havde jeg nok skreget det, men jeg måtte nøjes med at mene det for de ord der kom ud af min mund var nærmere noget i stil med:”Uuuuurrh, uhuhuhuuuu, mmmh, mh, muhuuuuuh!”.

Det gjorde så ondt!

Prøv at forestille jer at i har to personer inden i jer. Den ene står for alt det du elsker og holder af, mens den anden står for alt det du hader og afskyer. De to personer lever i en evig kamp, men siden sidste fulmåne har den person du elsker haft overtaget, og du har kunnet være den du ønsker at være.

Og så sker det frygtelige, det du hele tiden har vist ville ske, men som du har prøvet at fortrænge:

Den person du elsker mister langsomt sin kraft, mens den person du hader, får mere og mere styrke.

Og du har ingen mulighed for at hjælpe den person du elsker! Du kan kun kraftesløst se til mens hele din verden styrter sammen.

Og så, når den pinefulde kamp er overstået, men det forkerte udslag, bliver lidelserne pludseligt fordoblet. Du skal nu ikke kun udholde lidelserne på sjælen, du skal også mærke din krop blive revet i stykker.
Dine knogler bliver bukket sammen og drejer, din hud sidder pludseligt helt løst, hvorefter den alt for hurtigt trækker sig sammen, dine negle og dit hår ubarmhjertigt bliver trukket ud, dine muskler blive slappe og dine sanser bliver svage.

Dette gennemlevede jeg lige nu. Synes af fuldmånen, som jeg havde prøvet på at gemme mig for, men som alligevel trængte igennem det tætteste mørke, havde sat gang i denne tortur, dette helvede.

Den ville aldrig, aldrig nogensinde, give mig fred.   

 

Pinslerne, eller ihvertfald de fysiske af dem, var ved at stoppe. Jeg kunne mærke de sidste små justeringer lægge sig på plads, men jeg kunne ligge nogenlunde stille uden at kaste mig rundt i smerte. Selv da det var stoppet helt lå jeg lidt, og lod endnu engang det forfærdelige budskab bundfælde sig:

Jeg var menneske.

 

 

Langsomt rejste jeg mig op. Min nøgne hud sved, men lige nu lagde jeg ikke mærke til det. I ly af natten sneg jeg mig afsted, påvej ud af skoven. Selvom det var sværere at finde rundt med mine svage menneskesanser kendte jeg skoven godt nok til at vide hvor det jeg søgte var henne.

Jeg havde nemlig, som ulv altså, fundet ud af hvilke huse der lå tættest på skoven. Og det var der jeg var påvej hen nu. Jeg skulle jo have et sted at bo, ikke?

Og der gik da heller ikke lang tid før jeg var ved mit bestemmelsessted. Et lille, men moderne nok, hus der så ud til at være beboet af få mennesker.

Lydløs som en kat, hvilket vil sige meget lydløst i forhold til et normalt menneske, men meget larmende i forhold til den standart jeg havde holdt den sidste måned, gik jeg igennem den lille forhave og op til døren. Prøvede tog jeg i håndtaget, og smilede triumferende da det gik med min hånd ned: Døren var ikke engang låst!

Jeg skubbede den forsigtigt op, og listede ind. Det var frygteligt for mig at jeg næsten ikke kunne se noget, når jeg nu var van til at have totalt nattesyn, men jeg kunne lige akkurat se nok til at jeg kunne liste rundt uden at gå ind i noget. Lidt nattesyn har man vel lov til at have, selvom man ikke er i den rigtige skikkelse!

Mit mål var køknet, så derfor blev jeg ret glad da den første dør jeg gik indad førte lige derind. Jeg må indrømme at selvom jeg ikke gjorde det her for fornøjelsens skyld, men faktisk af nødvendighed, så blev jeg altså allerede en smule ophidset da jeg fandt skuffen med køkkengrej. Eller rettere sagt, knive.

Meget forsigtigt, for ikke at komme til at klirre med knivene, tog jeg dem op, en efter en. Dejligt med en familie – eller hvad det nu var – der passede ordentligt på deres ting! Alle deres knive var helt skarptslebne, og der var det ene vidunder efter det andet jeg fik hevet op af skuffen.

Jeg var dog begyndt at blive en smule utålmodig, så jeg fik hurtigt valgt to.. våben.   

Så smed jeg resten af knivene på gulvet. Ja, det lyder måske lidt underligt, men nu skulle jeg jo have lokket dem herind! Det er nok noget af det eneste gode ved at være menneske: At se et menneskeansigt i totalt chok over at der står en nøgen pige i personens eget køkken med to af personens egne knive i hænderne og et sindssygt smil på læben.

Så jeg larmede altså. Da der ikke var nogen reaktion på den klirrende lyd af knivene der ramte gulvet, tog jeg et par af dem op igen og smed dem hårdt ned mod de andre. Det frembragte et ordentligt spektakel, hvis jeg selv skal sige det, men jeg måtte gentage det nogle gange før jeg endeligt hørte en skræmt kvindestemme der vist prøvede at vække sin mand.

”Hvad er der?” lød nu en søvndrukken mandestemme. ”Hør” svarede kvindestemmen bare, og jeg skyndte mig at larme lidt mere med knivene.

”Je-, jeg tror der er nogen inde i huset”, hviskede kvinden med bævrende stemme, ”du må hellere gå ud og se hvem det er”. Der var stille lidt, med så kunne jeg høre en dyne blive skubbet til siden, og snart lyden af fodtrin, der kom tættere og tættere på.

Da han trådte ind af døren stod jeg ulvestille, og kiggede bare på ham. Selvom jeg så småt var begyndt at blive ivrig, og jeg faktisk skulle lægge en smule bånd på mig selv for at blive stående som jeg stod der, så var hans ansigtsudtryk virkeligt det værd. Den blanding af chok og rædsel det udtrykte, jeg kan slev ikke beskrive det!

Men så kastede jeg mig også over ham. Jeg var efterhånden blevet ret god med en kniv – gæt selv hvornår jeg havde øvet mig – så det gik hurtigt. Jeg må indrømme, jeg blev måske også lidt for grebet og kom til at gå lidt amok, i stedet for at trække det i langdrag som jeg ellers har for vane at gøre.

Jeg kunne godt mærke at jeg efterhånden var virkeligt oppe at køre, og det undrede mig kort da det ellers kun var når jeg var ulv at jeg var så boldtørstig. Men så kom kvinden løbende for at se hvad der var sket siden hendes mand skreg sådan, og jeg rendte straks efter hende.

Jeg var ikke van til at være så langsom og svag, og derfor nåede hun faktisk at smutte fra mig. Hun var næsten ude af døren, men da hun måtte stoppe op for at åbne nåede jeg hende. Åh hvor var det dog godt at høre hendes skrig!

Men det bedste var nu alligevel at skære halsen over på hende. Selvom det slet ikke smagte som gjorde når jeg var ulv, kunne jeg ikke lade være med at kaste mig over den strøm af blod der flød fra den dybe flænge.

Og mens jeg halvt sad, halvt lå, og slikkede det blod der stadigt kom flydende op, ja så forsvandt blodtørsten langsomt, og jeg blev til at nogenlunde anstændigt menneske.   

Og med det kom trætheden også. Snart sov jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...