Der sidder du

Den handler om den lidt skæve teenager eksitens, der hedder Anna. Hun fortæller hvad der sker i hendes liv, igennem hendes tanker. Det skal læses.

- Jeg har valgt at skrive det igennem hendes tanker, da jeg bedre kan sætte mig ind i hende på den måde. Det er lidt et eksperiment, muligvis også en dårlig idé at droppe direkte tale. Men nu prøver jeg.

1Likes
1Kommentarer
356Visninger

1. Præsentation.

De sidder der. Happy as hell, mens verden suser forbi udenfor. Mor og datter. Uvidne om hvad der kommer til at ske om få minutter. Men hvad kommer der til at ske? Jeg ved det ikke. Ved du? De ved det heller ikke. Det kan være godt eller skidt. Hendes søde små  krøller står ud til alle sider, og hendes brune øjne lægger et lag af sødme over hele verden. Verden fra hendes øjne. Fra hendes synspunkt. Hendes navle.

 

De gullige og brunlige blade, regner ned over toget. Nogen gange er de der, og andre gange er de ikke. Det er grimt, på en smuk måde. Lidt ligesom verden. Bare omvendt. De peger ud af vinduet. Der var en ko. De griner. De smiler, og moren kysser barnet på håret. Giver hende kærlighed, og viser hende at verden ikke er så slem igen. De har en fortid. En fortid jeg overhovedet ikke kender til. For jeg har jo lige mødt dem. For mindre end 10 minutter siden. Og jeg sidder nu og fundere og fantasere om deres fortid. Måske er grunden til at de sidder alene, mor og datter, fordi at manden er skredet. Måske slog han moren. Måske har han begået selvmord. Måske er han blevet skudt i krigen. Den krig der for evigt huserer i verden. Sådan lidt rundt omkring. Hist og her. Det kan også være at de har været en smut på ferie hjemme ved bedstemor, og er på vej hjem til farmand, der står og venter på dem på stationen, med kærlighed til sine to piger. Måske går de alene hjem til deres 2 værelses lejlighed, og ser Pixeline, mens de spiser groft pasta med kødsovs. Der er så mange måske’er og så lidt viden i verden.

 

I dag bruger jeg dagen på tømmermænd. Kvalmen har mere eller mindre overtaget min krop, og sidder som en ond skabning og truer i maven. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af den. Hvad jeg egentlig skal gøre af mig selv. Jeg kigger ud over en sø. Den ser lidt trist ud i dag. Men det gør hele vejret. Det er gråt, og trist. Men inde i toget er der kærlighed. Kærlighed og Pixeline. Den brændende og udødelige kærlighed mellem mor og datter.

 

Mit navn er Anna. Jeg er hel, halv og halvanden. Nogen gange giver jeg mening, og andre gange ikke. Men du vil nu hører om min skæve eksistens. Den er lidt skæv. Lidt ødelagt, men omsorgsfuldt lappet med gaffa-tape. Jeg er meget ordinær. Ikke noget specielt. Intet unikt. Jeg er bare mig.

 

Lige nu er jeg 1.g’er på gymnasiet. Jeg synes at det er kedeligt. Fagene keder mig. Jeg mangler kreativitet, udfoldelse og udfordring. Ikke fordi at jeg ikke får udfordring. De udfordringer jeg får, er bare kedelige og det gør dem svære. Så jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre med dem. Jeg prøver at gennemføre dem. Bare tanken om at skulle gennemføre gymnasiet, er en kamp. Det at tænke tanken, at jeg om 3 år, gerne skulle stå med en hue på hovedet. Det er hårdt at tænke på. Jeg ved ikke om jeg kan. Der kommer usikkerheden op i mig. Den usikkerhed jeg hele livet igennem har trampet lidt på, og prøvet på at overvinde. Det er dog ikke lykkedes mig. Og jeg tror desværre aldrig at det sker. Usikkerheden overmander mig nogle gange.  Klynger mig til jorden, så jeg ikke kan trække vejret. Jeg ligger der helt hjælpeløs, mens usikkerheden psykisk voldtager mit sind. Sådan har det altid været. Jeg har altid været usikker på mig selv. På alt jeg gjorde. De ting jeg sagde. Det tøj jeg tog på. Mine meninger og holdninger. Selv de film jeg ser, og bøger jeg læser. Det er helt ned i det ekstreme at jeg finder usikkerhed. Den hader mig. Og jeg hader den. Jeg hvæser af den, men den vil ikke forsvinde.

 

En ting jeg er sikker på, er kærligheden. Kærligheden til få mennesker i mit liv. Specielt en. Hun er det smukkeste jeg nogensinde har set. Hun får mig til at svæve. Jeg føler mig værdsat. Elsket. Hun gør mig hel. Den eneste i hele verden, der nogensinde har fået mig til at føle mig værdifuld. Jeg er noget værd. Og det ved jeg når jeg er sammen med hende. Hun er essensen af smuk. Både indeni og udenpå. Over det hele.

 

Hvis folk skulle beskrive mig, ville de nok sige at jeg er skør. Men også beskrive mig som en behagelig type, der altid er glad. Det er nok også meget rigtigt. For at være ærlig, er jeg ikke helt sikker på hvem jeg er. Men det behøver man jo heller ikke at være. Men skal jo bruge hele sit liv på at finde sig selv. Men den tanke gør mig lidt deprimeret. Skal man lede efter sig selv hele livet. Og så først være sikker på hvem man selv er, de sidst 5 minutter inden man forlader jorden, og aldrig kommer tilbage? Jeg vil gerne vide hvem jeg er nu. Den ene dag er jeg glad. Den anden, er jeg helt nede. Nede over alt og ingenting i verden. Det er ting der ikke engang vedkommer mig, der gør mig ked af det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror måske bare at jeg er lidt nærtagende. Det er måske også et forkert ord at bruge. Men, jeg tager bare så mange ting til mig. Og tænker på dem, som var det mig det handlede om. Det skal man også lade vær med. Dumme mig. Men sådan er jeg måske bare. Lidt dum. Men alle er dumme. Vi er mennesker. Vi tænker ens.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...