The Only Way Is Up ~ 1D ~

Da Catrines mor beslutter sig for at hun skal et år til London hvor hendes far bor, havde hun ikke troet at det ville ende som det her. Da hun ankom startede hun på en musik skole. Hun klarede det ikke så godt og de andre på skolen var ikke særlig søde. Men hvad sker der når en helt bestemt person hjælper hende? Så kan det være at de andre på skolen finder ud af at hun faktisk har talent?
Da Catrine ankom i London vidste hun ikke at hendes far var kendt og at
han var gode venner med One Direction.

Men altså, for en pige der ikke ved hvem One Direction er, kan man ikke forlange for meget af vel?

31Likes
16Kommentarer
2091Visninger
AA

7. Kapitel 6

Det her kapitel er ikke rettet, men jeg synes bare ikke at i skulle vente mere! :)x

 

Niall var virkelig sød mod mig, ingen tvivl om det. Og jeg tror at er begyndt at holde af ham. Han er også en nem person at holde af, han er sød, sjov, venlig, rar og..............

Cat, tag dig lige sammen ikk? Skal jeg virkelig skære det ud i pap for dig??

Han er en kendt sanger, fra det verdens kendte boyband One Direction!

Forhelvede.

Han er sikkert bare sød mod dig fordi han kender din far. Desuden kender du ham ikke rigtigt. Du har bare lige sovet hos ham fordi du ikke kunne komme ind på dit værelse. Det er en tilfældighed. Det betyder ikke at han kan lide dig.

Du har nok ret. 

Vent.

Gav jeg lige mine tanker ret? Kan man overhovedet det? 

Efter Niall og jeg var kommet ud fra hospitalet havde jeg slappet lidt af. Et koma er jo ikke så slemt, vel? Han kunne jo havde været død. Men et koma, kan det ikke vare flere år?!? OMG... Hvad hvis han vågner om 20 år?!?!? 

Slap af Catrine.. Det er din far du tale om. Han klarer den. 

Jeg kiggede på Niall da jeg hørte han nævnte mit navn.

"Hvad?" Jeg havde ikke hørt hvad han sagde.

"Hører du ikke efter?" Han gav mig et blændende smil. Wow.. Niall. Stop dog. Du giver mig et hjertestop hvis du bliver ved.

"Nå... Hvis jeg bliver ved med hvad?" Han smilede kækt til mig. WTF?!?! 

"Sagde jeg det højt?" Mine kinder blev varme og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hans dejlige latter fyldte mine øre. han smilede sødt til mig.

"Ja det gjorde du... Så hvad er det jeg gør?" han kiggede nysgerrig på mig. 

"Du har ikke tænkt dig at lade det ligge vel?" Jeg kiggede små irriteret på ham, men bare for sjov. Heldigvis begyndte hans mave at rumle, også lige på slaget! 

"Skal vi ikke finde et sted at spise" Han smilede kækt til mig og svarede mit spørgsmål. "Tjooo... Men jeg lader dig ikke slippe så let." Han blinkede med det ene øje og gik så lidt hurtigere.

Jeg rystede på hovedet af ham og satte tempoet op. 

Han vil aldrig få det ud af. Never. 

I hvert fald ikke nu.

***

Han stoppede op foran et sted jeg aldrig har været før. Oven over døren stod der: Nandos. Hmmm... Aner ikke hvad det er.

Jeg kiggede spørgende på Niall. Han så mit ansigtsudtryk og så meget overrasket ud. 

"Har du aldrig været på Nandos før?!?!?"

Jeg rystede langsomt på hovedet. Hvad er der galt med det? 

Hans læber formede et O "Så er det på tide - Du er virkelig gået glip af noget!" 

Han gik med hurtige skridt ind af døren, og jeg kunne ikke gøre andet end at følge efter - Lidt lige som en andemor med sine kyllinger. Eller... I det her tilfælde - Kylling.

Jeg blev mødt af varm luft, og der duftede af kylling. Apropos kylling - Wierd.

Niall fik mig virkelig til at slappe af, hvilket var utroligt dejligt. Han er helt nede på jorden, sammen med resten af One Direction. Det havde jeg aldrig forestillet mig at jeg skulle sige. Men det er de. På en måde. De er oppe og køre, men de har det jo bare sjovt, ikke? Live while we're young.

See what i did there?

Ja, ja.. Jeg kan huske en af deres sange! Er faktisk ret stolt! 

Tilbage til virkeligheden. 

Nandos. Niall. Yes, yes.

"Hvad skal du have?" Nialls Irske accent er simpelt hen så kær! 

"Hmmmm.... Hvad kan du anbefale?" Jeg kiggede ned i menu kortet for at finde noget der lød lækkert. 

"Okay, jeg bestiller noget som jeg godt kan lide til dig. Okay?" Jeg kiggede op på ham og nikkede. Og med det gik han op for at bestille.

Jeg kom til at tænke på min far. Hvordan kunne jeg bare sidde her og hygge mig når min far ligger i koma? Hvor er jeg dog egoistisk! Jeg fik dårlig samvittighed og tårrende begyndte at komme op til mine øjne. Men jeg kan jo ikke gøre så meget. Et koma er et koma, og sådan er det.

Jeg må bare håbe på det bedste.

Nialls synsvinkel

Jeg gik op for at bestille noget at spise. Jeg var mega sulten. Jeg havde taget Cat med hen på en Nandos for at hun kunne slappe list af. Hendes far var i et koma, og jeg ville helst ikke have at hun skulle bekymre sig for meget. 

Hun virker som en pige der godt kunne bekymre sig over de mindste ting. Men jeg vil nu også sige at hun virker rigtig sød. Det var egentlig et stort tilfælde at jeg mødte hende. 

Jeg tænkte tilbage - Eller tilbage og tilbage, det var i weekenden - Første gang jeg så hende i elevatoren. Lad os sige det sådan, at hun er i hvert fald ikke en grim pige. 

Det var ret hyggeligt at hun så kom op i vores lejlighed - eller min lejlighed - og mødte drengene. Især fordi at hun ikke var en fan. Ahhh.. Det var så dejligt ikke at blive skreget op i hovedet. 

Det var endelig blevet min tur i køen.

"Hvad skulle det være??" Pigen bag disken lavede store øjne da hun kiggede op fra kasseapparatet. 

Hun blinkede et par gange. Det lignede at hun lige skulle sikre sig at hun ikke tog fejl. 

Jeg smilede bare venligt til hende "2 gange nr. 7 og 2 store Pepsi, Tak"

Hun nikkede bare, stadig lidt forbavset over at se mig. 

Jeg gik ned til Cat med vores mad. Jeg satte mig ned med et bump. 

"Dear food. Please come to the paradise in my stomach....." Jeg stoppede min 'joke' da jeg så at Cat havde tårrer i øjnene. Slev om jeg ikke har kendt hende særligt længe, kunne jeg ikke lide at se hende sådan der.

Jeg satte mig over ved siden af hende og lagde mine arme om hende. Hendes duft fyldte mine næsebor.  Hun lagde sit hoved på min skulder og snøftede. 

"Cat, der er intet du kunne have gjort anerledes. Han skal nok klare den" Jeg kørte min hånd på hendes ryk for at berolige hende. Jeg ved at det hjælper, det fandt jeg ud af i morges.

Hun smilede svagt.

"Nå lad os få dig til at tænke på noget andet..." Jeg tænkte mig om. "Lad os lære hinanden bedre at kende. Vi laver en spørgerunde... Okay??" Jeg kiggede glad på hende og hun nikkede bare. 

"Okay jeg starter... Alder?"

"17"

"Yndlings farve?"'

"Blå"

"Yndlings nummer?"

"Ehm.... Finally Found you - Enrique Iglesias"

"Forældre?"

"Skilt"

"Søskende?" 

"Nej"

"Yndlings film?" 

"Ehm... Den er svær. Alt andet end gyser film, jeg kan godt se dem men der for det meste alt for uhyggelige...."

Der kom et lille fnis ud fra mine læber.

"Okay, min tur!" Hendes tonefald var meget glad og jeg kunne ikke lade være med at smile.

"Alder?"

"19"

"Yndlings farve?" 

"Alle farverne!!" 

Hun begyndte at grine ved mit svar.

"Hund eller kat?"

"Dem begge!"

"Altså det kan du ikke! Du skal vælge!" Hendes stemme var barnlig, så jeg valgte at række tunge af hende.

"Hmm.. Yndlings film?"

"Scream og Saw filmende"

"Søskende?"

"Storebror"

"Okay, jeg ved ikke hvad jeg mere skal spørge om......" Hun kiggede på mig med et sødt blik. 

Vi sad og kiggede på hinanden i et stykke tid og jeg var den der afbrød stilheden.

"Hvor skal du så være henne mens din far er i koma?" Jeg kiggede bekymret på hende.

"Ehm... Det ved jeg ikke. Jeg må starte med at blive der hjemme tror jeg?" Hun kiggede eftertænksomt ned på hendes foldede hender. 

"Hvis det er, er jeg lige over dig, så kan du bare komme op." 

"Tak Niall..." Hun kiggede mig dybt i øjnene. "Er der nogen sinde nogle der har sagt at du er en fantastisk person?"

Jeg rystede langsomt på hovedet. "Det ved jeg ikke helt?" 

"Så siger jeg det. Jeg har aldrig mødt nogle der har været så søde og omsorgsfuld. Du tænker utroligt meget på hvordan andre har det.. Og det er det der gør dig til en fantastisk person...." Hun kiggede ned i bordet i mens hun sagde det, og man kunne se at hun havde fået lidt farve i kinderne.

Jeg blev helt flov. Det gør jeg altid når folk roser mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg rejste mig og gik over til hende og gav hende et kram. "I lige måde Cat."

Hun sagde tak og vi sad og snakkede et stykke tid. 

"Kan jeg egentlig få dit nummer?" Hun kiggede forvirret på mig.

"Vil du have mit nummer? Men du er verdensberømt - selv om jeg ikke vidste det - men du er jo kendt??" Hun havde det sødeste ansigtsudtryk. Jeg nikkede bare. Og kom i tanke om noget. Hun blev da nødt til at se en af vores koncerter! 

"Hey, du kan da komme med til en af vores koncerter så du kan se hvad vi laver? Hvis du har lyst?" Jeg smilede over min fantastiske idé. Hun sad og tænkte et kort øjeblik.

"Det kunne da være hyggeligt!" Hun smilede stort.

Der er et eller andet ved hende, jeg ved bare ikke hvad. Hun er så............. Anderledes. På det gode måde.

Da vi var færdige og ikke rigtig vidste hvad vi skulle, besluttede vi os for at gå hjem af. Cat ville bare lige over til hendes far først, og jeg tilbød hende at følge hende derover.

En pige på hendes alder, der går alene, på en mørk vej.... Ahhh... Den går ikke. Ikke her i Londons gader... Man ved aldrig hvilke typer der lurer.

 

Cat's synsvinkel

Hospitalet var varmt og fuld af lys.

Det var efterhånden blevet mørkt udenfor og jeg var derfor taknemmelig for at Niall gik med mig. Jeg skulle jo også hjem på en eller anden måde, for det var jo Niall der kørte mig herover.

Jeg sagde godnat til min far og Niall kørte mig hjem. Det var hårdt for mig at være ved min far når han ikke 'rigtigt' var der.. 

Elevatoren sagde et højt diiiiiing og jeg kiggede på Niall. Han gik af sammen med mig og jeg kiggede forvirret på ham.

"Jeg skal lige sige ordentlig farvel." Jeg nikkede ved hans forklaring.

"Farvel Niall. Tak for din hjælp og din omsorg, det sætter jeg stor pris på!" jeg gav ham et ordentligt kram.

"Alt for dig" Han sagde det meget lavt og jeg er ikke helt sikker på om jeg skulle hører det. Jeg smilede ved hans ord. 

Jeg trak mig ud af krammet. "Hey, hvis der er noget ringer du bare, ikk? Nu er du jo helt alene i lejligheden." Han kiggede bekymret på mig.

"Jo, det skal jeg nok... Tak... Godnat" jeg begyndte at gå hen mod min dør, men vendte mig om på halvvejen og vinkede til Niall der var i elevatoren. Han vinkede igen og smilede charmerende til mig.

Ahhh.... Det smil får jeg aldrig nok af.

Heldigvis havde jeg fået min fars nøgler på hospitalet, så jeg kunne komme ind i lejligheden. 

Jeg låste døren efter mig og gik ind på mit værelse. Jeg smed mig i sengen med et suk og faldt langsomt i søvn. 

Det havde været en lang dag, og i morgen skulle jeg hen på musik skolen igen.

Jeg håber at de er sødere den her gang. 

ZZZzzzZZzzZZZzzzz.............

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...