The Only Way Is Up ~ 1D ~

Da Catrines mor beslutter sig for at hun skal et år til London hvor hendes far bor, havde hun ikke troet at det ville ende som det her. Da hun ankom startede hun på en musik skole. Hun klarede det ikke så godt og de andre på skolen var ikke særlig søde. Men hvad sker der når en helt bestemt person hjælper hende? Så kan det være at de andre på skolen finder ud af at hun faktisk har talent?
Da Catrine ankom i London vidste hun ikke at hendes far var kendt og at
han var gode venner med One Direction.

Men altså, for en pige der ikke ved hvem One Direction er, kan man ikke forlange for meget af vel?

31Likes
16Kommentarer
2090Visninger
AA

6. Kapitel 5

Lyset ramte mig direkte i hovedet. Jeg vendte mig rundt. Hey, det her er ikke min seng? Den er alt for komfortabel. Jeg åbnede øjnene og kiggede forsigtigt rundt. Rummet havde jeg set før. Jeg prøvede at tænke tilbage til igår. 

Gyser film. Gemme mig. Liams skrig. 

Jeg er hos Niall. 

Men hvorfor kom min far ikke og hentede mig igår? Hvorfor er jeg stadig her? Og hvordan er jeg havnet på Nialls værelse?

Jeg hørte en diskret snorken og kiggede i retning af lyden. Niall lå på gulvet og sov? Men hvorfor gør han det? Han har jo en masse gæsterum i den her lejlighed.

Hvad foregår der her?? 

Jeg satte mig op og kiggede ud af vinduet. Solen var lang oppe. I don't get this.

Jeg skulle til at rejse mig op, da en stemme gav mig et chok. "Er du vågen?" 

Jeg kiggede forskrækket over mod Niall. Jeg mødte hans trætte morgen øjne, og nikkede så. 

"Hvad laver jeg her, hvorfor er jeg ikke hjemme?" Jeg kiggede indtrængende på ham. "Og hvorfor i alverden sover du på gulvet?" Han smilede over den sidste kommentar. 

"Du sover i min seng, og jeg blev nød til at blive sammen med dig i nat, hvis du nu vågnede." Han smilede.

Jeg nikkede bare som om det gav mening. "Og hvad med mine andre spørgsmål?"

Han tænkte sig godt om før han åbnede munden igen.

"Ehmmm.... Du er stadig her fordi............. din far ikke er kommet hjem endnu...." Han trak det ud som om han ikke vidste hvad han skulle sige. 

Jeg kiggede overrasket på ham "Hvad? Hvorfor?" Han kiggede ned i gulvet. 

Han kløede sig i nakken "Ehmmm.... Han er på en måde...... Han er...... Kommet til skade.... Så han er på......... Hospitalet." Han kiggede forsigtigt på mig og rejste sig op. Hvad? Ohh noo. Hvad er der sket? Det kan ikke være rigtigt.

Niall satte sig ned ved siden af mig. "Hvad er der sket med ham, er han slemt til skade?" Jeg kunne mærke tårende presse sig på. Jeg kiggede ind i Nialls øjne. 

Han lagde en arm om mig, og jeg fik det på en måde bedre af det. "Han kørte galt i bilen, men vi ved ikke hvordan han har det." 

Jeg kunne se i hans øjne at han var bekymret. Tårene begyndte at løbe ned af mine kinder. 

Han begyndte at køre sin hånd op og ned på min ryg "Shh shh... Det skal nok gå, din far er en stærk mand." Han gav mig et opmuntrende smil. Og han beroligede mig faktisk selvom jeg ikke rigtig kender ham. 

"Tak Niall." Min stemme var skrøbelig. Jeg havde brug for et kram. Virkelig. Og det kunne Niall se. Han rakte armene ud som et tegn på at jeg bare kunne kramme ham - hvis jeg ville. 

Jeg tog pænt imod det. Den dreng krammede utroligt godt. Det var virkeligt sødt og omsorgfuldt af ham.

Og så var det at det gik op for mig "Hvorfor sidder vi så bare her? Vi skal da derud!" Og så kom panikken frem i mig og jeg rejste mig hurtigt fra sengen.

Skolen måtte vente, det havde jeg ikke tid til i dag. Og jeg tror at Niall tænkte det samme.

Jeg løb ud i gangen og begyndte at tage sko på. Niall kom løbende lige efter mig. "Jeg kører dig derud." Jeg kiggede taknemmeligt på ham. Og han smilede bare. 

"Bare sæt dig ud i bilen jeg siger lige til drengene at vi går." Jeg kiggede spørgende på ham. 

"Er de her stadig?" Han nikkede bare og løb så ind i lejligheden.

Jeg sad ikke særlig længe ude i hans bil, før han kom løbende. Og få sekunder efter var vi på vej til hospitalet.

 

Niall's synsvinkel

 

Harry havde sat en vildt uhyggelig gyserfilm på - eller det synes Cat i hvert fald. På et tidspunkt da jeg kiggede over mod hende sad hun med hovedet under det tæppe hun havde på. Jeg smilede automatisk og kiggede igen på filmen. 

Jeg kiggede på klokken. Den var 2 om natten. Vi havde set en masse film og var nu godt trætte. De andre var gået ind i seng. Cat's far var ikke kommet og det var 3 timer siden han sagde at han ville være her. Catrine var faldet hurtigt i søvn, og lå stadig i sofaen.

Min mobil viberede på bordet og jeg tog den hurtigt for ikke at vække hende.

"Hallo" Sagde jeg lavmeldt.

"Hej Niall." Stemmen var svag og lød træt, men jeg kunne godt høre hvem det var.

"Hey Allan! Hvor er du henne?" Min stemme var stadig lav, men denne gang med en smule bekymring.

"Ehmmm.. Jeg ligger på hospitalet, jeg er kørt galt og.... øhmm..." Det blev stille i telefonen.

"Allan? Er du okay?" Jeg kunne høre nogle nye stemmer i baggrunden og en høj bibben. 

"Hvad sker der?" Min stemme var en smule frustreret. Og pludselig lagde han på.

Jeg kiggede forvirret på mobilen. Fuckkk... Jeg tror at jeg dropper skolen i morgen. Jeg bliver jo nødt til at hjælpe Cat.

Jeg kiggede over mod Catrine som så så fredfyldt ud. Jeg kan da ikke være bekendt at vække hende nu?

Jeg gik over mod hende. Hun sagde nogle små lyde hvilket fik mig til at trække på smilebåndet. Det er underligt at hun får mig til at smile, jeg kender hende jo ikke 100%. Men det jeg kendte virkede meget sødt.

Jeg tog min ene arm under hendes lår og den anden ved hendes nakke og løftede hende op. 

'Wow, hun er let'. Jeg bar hende ind på mit værelse, da de andre drenge havde taget alle gæsteværelserne. Jeg lagde hende forsigtigt i min seng. 

Hun sagde nogle underlige lyde og smilede i søvne. Hvilket fik mig til at smile - igen.

'Jeg tror at jeg holder øje med hende, hvis nu hun vågner.' tænkte jeg. Jeg satte mig ned på gulvet og lagde et tæppe hen over mig. 

Det næste jeg kan huske er at jeg åbner øjnene. Værelset er lyst, hvilket må betyde at det er morgen. En lyd kom fra sengen, og jeg kiggede derover. Cat var på vej ud af sin seng.

 

"Er du vågen?" Det var det eneste jeg lige kunne komme på. Hun kiggede forskrækket over mod mig, og nikkede så. 

"Hvad laver jeg her, hvorfor er jeg ikke hjemme?" Man kunne se forvirringen i hendes øjne. "Og hvorfor i alverden sover du på gulvet?" Jeg kunne ikke lade være med at smile af det sidste hun sagde. 

"Du sover i min seng, og jeg blev nød til at blive sammen med dig i nat, hvis du nu vågnede." Jeg kunne ikke fortælle det hele endnu.

Hun nikkede bare som om det gav mening. "Og hvad med mine andre spørgsmål?" sagde hun lidt frustreret.

Jeg tænkte sig godt om før jeg svarede hende.

"Ehmmm.... Du er stadig her fordi............. din far ikke er kommet hjem endnu...." Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare hende. skal jeg fortælle det med hendes far? 

Hun afbrød mine tanker "Hvad? Hvorfor?"

Jeg bliver nødt til at fortælle hende det. "Ehmmm.... Han er på en måde...... Han er...... Kommet til skade.... Så han er på......... Hospitalet." Hendes ansigt ændrede sig til frygt. Jeg rejste mig hurtigt op og satte mig ved siden af hende.

"Hvad er der sket med ham, er han slemt til skade?"Hun kiggede mig direkte ind i mine øjne. Hendes øjne var blanke.

Jeg lagde min arm om hende, for at berolige hende. "Han kørte galt i bilen, men vi ved ikke hvordan han har det." 

Også kunne hun ikke holde tårende tilbage. Jeg ved ikke hvorfor, men det gav et stik i mit hjerte at se hende sådan.

Jeg begyndte at køre min hånd op og ned af hendes ryg, for at berolige hende endnu mere.

"Shh shh... Det skal nok gå, din far er en stærk mand." Jeg smilede opmuntrende til hende.

"Tak Niall." Hun så ikke for godt ud, så jeg besluttede mig for at tilbyde hende et kram. Hun tog pænt i mod det. Og imens vi sad der og krammede gav det et sæt i hende. 

"Hvorfor sidder vi så bare her? Vi skal da derud!" Og så rejste sig hurtigt fra sengen, og løb ud i gangen Jeg løb efter hende, og da jeg kom derud var hun allerede i gang med at tage sko på.

"Jeg kører dig derud." Hun kiggede overrasket op på mig, også sendte hun mig det sødeste smil ever. Jeg smilede bare igen til hende.

"Bare sæt dig ud i bilen jeg siger lige til drengene at vi går." Jeg var på vej væk da hun sagde "Er de her stadig?" Jeg nikkede bare og løb så ind i lejligheden.

"Drenge!" Jeg råbte så højt jeg kunne. De kom alle sammen løbende ud fra værelserne med totalt morgenhår. 

"Hvad er der?!" Det var Zayn. Han så godt sur ud, det var sikkert en af hans dårlige morgener.

"Jeg bliver nødt til at køre Cat til hospitalet." De kiggede alle overrasket på mig. Og alle deres blikke sagde Hvad-har-du-nu-lavet-Niall. Så bare for at sige at det ikke var mig fortalte jeg videre. 

"Hendes far er kørt galt - altså Allan. Og vi bliver nødt til at besøge ham" Jeg snakkede utroligt hurtigt men jeg tror at de alle forstod det.

Jeg fik det bekræftet da alle sagde i kor "Aaahhhh....." Og med det løb jeg ud af lejligheden og ned til Cat.

Også var det afsted til hospitalet. 

Cat's synsvinkel

Turen til hospitalet føltes som en evighed.

Der havde været stille i bilen hele vejen. Niall havde dog spurgt mig nogle gange om jeg var okay, men det var det. 

Der var få mennesker i receptionen. Niall gik over til damen "Hvad kan jeg hjælpe jer med?" Man kunne se at hun kæmpede for at smile oprigtigt.

"Vi skal se Allan Robinson Christiansen." Min stemme rystede en smule. Hun kiggede på sin computerskærm og svarede så "Han er på 2. sal, 5 stue, til højre." 

Niall tog fat i min hånd og førte mig over til en elevator. Han kendte åbenbart hospitalet. For mit vedkommende var det min første gang jeg var her, i hvert fald af det jeg kan huske.

Pludselig stod vi foran værelse 5. Jeg begyndte at blive meget nervøs. Vi gik ind af døren og det første jeg så var min far. Han lå med en masse slanger rundt om sig, og havde meget bandage på sig. Jeg løb over til ham og tårene kom igen.

"Far!" Jeg satte mig ned ved siden af ham. Han svarede mig ikke. Sover han?

I det samme kom en læge ind i rummet. "Du må være Catrine Robinson, ikke?" Jeg kiggede over mod hende. "Jo, det er mig." Jeg snøftede kort "Er han okay?" spurgte jeg bekymret. 

"Der er en god nyhed og en dårlig nyhed." Hun kiggede trist på mig. Jeg nikkede bare "Bare sig dem begge" Sagde jeg trist.

"Den gode er at han kun brækkede 2 ribben og hans højre krageben........." Er det den gode nyhed!?!?!? Hvad fanden er så den dårlige?!?!?!?

"Den dårlige er at da vi havde undersøgt ham, faldt han i koma af det store chok han havde fået og........"

"I KOMA!?!??!" Afbrød jeg. Og tårrene løb ned af mine kinder, "Nej, nej, nej.... Det kan ikke passe...." Jeg kiggede trist over på min far. 

Jeg kunne mærke en hånd på min skulder og jeg kiggede op, det var Niall. Han smilede omsorgfuldt til mig. "Skal vi ikke gå en tur, så du kan få noget frisk luft?" han stemme var forsigtig som om der var et lille barn han ikke ville vække. 

Jeg tænkte mig godt om. Jo.. Jeg havde nok brug for lidt luft. Jeg nikkede kort til ham og gav min far et knus.

Og sammen med Niall gik jeg ud af hospitalet.

 

______________________________________________________________________________

Hej alle sammen! Hvoran har i det? :) Jeg håber at svaret er godt!

Kan i lide det indtil videre? Giv gerne noget kritik til min movella. x

Jeg ved ikke hvor meget jeg for skrevet i den næste uges tid, da jeg har terminsprøver! :O

See ya soon

The Music Lover x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...