En London tur for livet. (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2012
  • Opdateret: 9 jun. 2013
  • Status: Igang
Eva Smith er en helt almindelig pige fra England, men flyttede til Danmark da hun bare var fire måneder. Nu er hun 18, og er taget med sin mor til London. Forholdet til hendes mor er ikke det bedste, og derfor bliver Eva nødt til at bo ved sine to veninder, Kathrine og Sine. De tager til fest og Eva møder der en helt speciel fyr - Niall Horan. Det var som kærlighed ved første blik..

10Likes
2Kommentarer
1925Visninger
AA

6. "Kom aldrig tilbage mere."

Næste dag vågner jeg ved at min telefon ringer. Det var min mor.. "HVOR HELVEDE ER DU?!" råber hun ind i telefonen, så det gør mega ondt i mine ører. "Hold nu kæft mor, de andre sover! Jeg er ved Kathrine og Sine, hvor fanden skulle jeg ellers være?!" svarer jeg irriteret. "Du kommer hjem, og det er NU!" Jeg hader når min mor er sådan en lyseslukker. "Nej. Jeg bliver her sammen med Sine og Kathrine, for de bliver her i længere tid. Så jeg bor ved dem nu. Jeg henter min bagage senere. Hej-hej." og så skynder jeg mig at lægge på. Derefter fortrød jeg det virkelig. Jeg fik skyldfølelse, men det ville jeg ikke have min mor skulle se. 

Da jeg kom hjem til hotelværelset, var der ikke rigtigt nogen. Jeg gik ind på min mors værelse, og så at hun sad med albuerne på låret, og holdte hovedet med hænderne. Jeg sagde hej på en 'irriterende-teenage-måde' og hun drejede bare hovedet, og kiggede på mig. "Sine og Kathrine bliver her indtil den sidste uge i sommerferien. Så tager jeg med dem hjem der." sagde jeg med løftet øjenbryn, og så meget irriterende ud. "Jamen tak fordi du ville være sammen med din mor og din lillebror i den her uge!" ironisk ment, kan man roligt sige. Hvor min mor derefter smiler til mig, selvfølgelig også ironisk. "Ja, det er godt mor, jeg tager over til dem nu." Jeg lød pisse arrogant, og det var som om jeg måtte alt, og fik alt hvad jeg pegede på. Jeg gik hurtigt ud, med et lille irriterende smil på læben, men bliver stoppet af min mor, lige da jeg står i dørkammen, og derefter siger hun: "Kom aldrig tilbage mere." jeg stopper hurtigt med forskudte ben, og står bare der, imens mit smil blev tørret af mine læber. Jeg gik ind på mit værelse og smækkede døren efter mig, pakkede mine ting så hurtigt jeg kunne. Jeg blev nødt til at gå fem gange frem og tilbage, for at få alle mine ting med. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne, for at få det overstået.

Da jeg endelig har fået alle mine ting ind hos mine veninder, snakker jeg med dem om det der skete. De trøstede mig, og havde meget medfølelse. Pludselig kom jeg i tanke om at jeg slet ikke havde tænkt på Niall hele dagen. Og da jeg så kommer i tanke om det, tænker jeg jo selvfølgelig på ham. Det gjorde ondt at tænke på ham. Jeg tror jeg.. Jeg tror rent faktisk at jeg savnede ham. Jeg kunne bare ikke få mig selv til, at tilgive ham. Men jeg kunne heller ikke være sur på ham. Jeg havde så super-meget skyldfølelse. Både over det med Niall og det med min mor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg havde skyldfølelse efter det Niall gjorde. Men det havde jeg bare. Jeg var lidt ked af at han ikke havde haft ringet hele dagen. Efter det han gjorde igår, undrede det mig bare at han overhovedet ikke havde haft ringet.. Var han bare sådan en player, som fandt en lækker pige, og så fandt en der var lækrere, og bare droppede den anden? Det virkede bare ikke sådan. Jeg ville bare glemme ham men det kunne jeg ikke. Mine veninder sagde at vi skulle se film, så jeg kunne komme på andre tanker. Men pludselig kan jeg bare høre den sætning i mit hoved igen og igen:  "Kom aldrig tilbage mere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...