En London tur for livet. (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2012
  • Opdateret: 9 jun. 2013
  • Status: Igang
Eva Smith er en helt almindelig pige fra England, men flyttede til Danmark da hun bare var fire måneder. Nu er hun 18, og er taget med sin mor til London. Forholdet til hendes mor er ikke det bedste, og derfor bliver Eva nødt til at bo ved sine to veninder, Kathrine og Sine. De tager til fest og Eva møder der en helt speciel fyr - Niall Horan. Det var som kærlighed ved første blik..

10Likes
2Kommentarer
2037Visninger
AA

13. Han elsker en idiot - mig.

"Du kan ikke lide mig, vel?" spurgte Niall og så på mig med blanke øjne. Vi var alene inde i et omklædningsrum. "Nej," sagde jeg til ham. "Jeg elsker dig." Han kiggede på mig. Jeg kunne se han var i tvivl. Det troede han ikke helt på. Men det var ikke bare noget jeg sagde, for at få ham til at tilgive mig. "Og det der var en kæmpe fejl, men jeg håber du vil tilgive mig," sagde jeg så igen. Han smilede og rystede på hovedet, fordi han tænkte at jeg bare var en kæmpe idiot, der stod og løj ham lige op i ansigtet. "Jeg gider ikke alle dine løgne," sagde han. "Niall, der er ikke andre end dig!" sagde jeg. "Nå, det lignede det godt nok ikke, da du sad og kyssede med en af mine bedste venner!" Han begyndte at græde. Jeg sad med krummede tæer, så meget skyldfølelse havde jeg. "Niall, jeg er ked af det. Jeg tænkte ikke. Harry og mig har ikke noget, bare rolig!" Jeg prøvede at berolige ham. Men det så ikke ud til, at det hjalp. Han trak blusen over hovedet, så jeg ikke skulle se, hvor ked af det han var. Jeg rejste mig op og gik hen, for at omfavne ham. Det skulle jeg ikke have gjort. Han skubbede mig ind i væggen, og det næste jeg huskede, var at jeg vågnede op og kiggede ind i de smukkeste blå øjne, jeg nogensinde havde set. Men så lige på en skadestue. Det blonde hår, også. Det fantastiske smil jeg så, lige da jeg åbnede mine øjne. Det bedste syn jeg nogensinde var vågnet op til. Det var som en engel. "Undskyld," sagde han uskyldigt, selvom jeg ikke bebrejdede ham. Jeg var fjolset. Jeg havde egentlig ikke kræfter til det, men jeg satte mig op, og kyssede ham. Jeg mærkede dog smerter i ryggen. Han viste mig et billede af første gang vi mødtes - det måtte være piger eller paparazzier der tog de billeder. Men det blev jeg bare glad for. Jeg kunne ikke lade vær' med at smile. Det var et billede hvor Niall havde armen rundt om mig, og hvor jeg bare stod og kiggede på ham og smilede. Midt i det hele ringede min mobil. Det var min mor. "Eva, undskyld.." sagde hun. "Jeg ved jeg har været uretfærdig, men sådan som du er nu, sådan var jeg også i mine unge dage." "Mor, det er okay, du har trods alt lade mig blive i England," sagde jeg. Jeg blev lettet over, at hun ikke var sur. "Så, hvordan går det?" Typisk mor-spørgsmål. "Tja, jeg har faktisk fået en kæreste.." "Nå, hvad hedder han så?" Jeg smilede, og sagde stolt "Han hedder Niall." Niall kiggede ned i sin iPhone, men reagerede, da jeg sagde hans navn. Han begyndte at smile forvirret. "Det er da et usædvanligt navn, men jeg synes du har snakket om ham, da vi var på vej til London," sagde hun. "Kendte du ham i forvejen?" Jeg smilede. "På en måde, ja." Jeg ville ikke have, at hun skulle vide at jeg var kærester med en berømt. "Nå, men ring lige senere, jeg skal vide hvornår du kommer hjem," sagde hun. "Ja, vi ses," svarede jeg. "Hvorfor sagde du Niall?" spurgte Niall nysgerrigt. Han forstod jo ikke dansk. "Min mor har krav på at vide hvem min kæreste er," svarede jeg. Niall skulle til at sige noget, da vi blev afbrudt af en læge. "Eva? Eva Smith?" "Ja?" svarede jeg. "Du må gerne tage hjem nu. Du får nok lidt smerter i ryggen, men der er ikke noget galt. Stadigvæk skal du nok slappe af idag." Hun kiggede hele tiden på Niall, men lod bare som om han var et helt almindeligt menneske. Jeg tror hendes datter er en fan, for hun så for gammel ud til at være det. Jeg satte mig op og Niall reagerede hurtigt, og skyndte sig op fra stolen for at hjælpe mig med at stå op. Jeg sagde det gik fint. Jeg gjorde tegn til, at han ikke skulle hjælpe. Uden jeg overhovedet havde nogen anelse om, hvor ondt det egentligt gjorde, trådte jeg ud på gulvet og lagde vægten ned i mine fødder. Det skulle jeg ikke have gjort. "Av!"  Det lød som om mine knogler i ryggen knækkede. Heldigvis var de ikke brækkede.  Niall hjalp mig med at gå og så kørte vi hjem til ham.

Jeg havde det faktisk som om, jeg boede i England nu. Jeg var også blevet meget bedre til at udtale ordene - bare lidt irsk, jeg var jo næsten altid sammen med Niall. Han parkerede bagved uden at nogen opdagede os. Han skyndte sig ud af bilen og hen til min bildør. Jeg havde knap nok fået selen af, inden han åbnede døren. Han rakte sin hånd ud, og jeg støttede mig op af ham. En rigtig gentleman. Han hjalp mig indenfor og hen i sofaen, hvor han hentede en pude og et tæppe. Jeg var så træt, så jeg lagde mig ned. Lige ved kaminen. Den var dog ikke tændt. Han hentede mine ting. Han satte brænde ind i kaminen og satte ild til det. Lige det man havde brug for. Selvom det var sommer, må jeg dog indrømme at det stadig er lidt koldt med shorts og t-shirt på. Niall kom hen til mig og satte sig i sofaen ved siden af der hvor mit hoved lå. Jeg lagde puden til rette på hans lår, og så lagde jeg mig ned igen. Niall nussede mit hår. Min mor plejede altid at gøre det da jeg var mindre, når jeg ikke kunne sove. Det virkede hver gang. Hans hænder føltes så dejlige i mit hår. Der gik ikke lang tid, før jeg faldt i søvn. Jeg vågnede igen, da jeg hørte at døren gik op. Jeg vågnede af det, men lod som om jeg sov. "Shh," sagde Niall. "Eva sover." "Undskyld." Det var Louis. "Jeg kommer for at aflevere dine ting," sagde han. "Bare læg dem ind på mit værelse," svarede Niall. Niall begyndte igen at nusse mit hår. Jeg vidste ikke, om han gerne ville op fra sofaen, men jeg var ligeglad. Han måtte ikke gå. Jeg hørte Louis, som kom ind i stuen. Jeg kunne mærke, at han satte sig oppe over mig på kanten af sofaen. "Du kan virkelig godt lide hende, hva'?" spurgte Louis. Han snakkede lidt lavt. "Jeg elsker hende," svarede Niall. Jeg  blev så glad. Jeg havde lyst til at vågne op og sige at jeg også elskede ham. "Jeg smutter igen," sagde Louis. "Eleanor og jeg skal over til nogle venner. Men vi ses måske senere." "Vi ses, Louis." Da jeg hørte hoveddøren blev lukket, åbnede jeg lige så stille øjnene. Niall kiggede ud af de store panorama vinduer. Niall opdagede jeg havde åbne øjne. Han kiggede ned til mig og smilede. Jeg satte mig lidt op, og kyssede ham. Jeg havde min hånd i nakken på ham. Jeg satte mig op - kysseriet stoppede ikke. Jeg satte mig oven på ham. Jeg trak ham derefter ind i et kram. "Jeg elsker dig," hviskede jeg til ham. Han trak mig tilbage, så han kunne kigge mig i øjnene. Jeg lænede mig ind til ham, så vores pander rørte hinanden. "Jeg elsker også dig." De blå øjne. Det hår. Det hjerte af guld.. Personen der havde alt det, elskede mig - Også selvom jeg bare havde været den største idiot. Jeg kyssede ham igen. Uimodståelig, er lige præcis det ord jeg skal bruge om ham. Han placerede sine hænder under mine lår og løftede mig op. Han bar mig ind i soveværelset. Han lagde mig lige så stille ned i sengen og lagde sig ved siden af mig. Han lagde sig tættere på mig og kyssede mig. Så lige da det skulle til at blive godt, ringede dørklokken. Niall stoppede og gav tegn til at han var irriteret. "Undskyld," sagde han. "Du skal ikke undskylde," svarede jeg. Niall gik ud til hoveddøren og åbnede. "Niall, der er fodbold i fjernsynet klokken halv 7 i aften! Jeg tænkte at jeg kunne komme og så kunne vi lave mad sammen og alt det der." Det var Liam. "Ja, kom ind." Jeg hørte at de gik ind i køkkenet. Jeg listede lige så stille ud. Jeg gik hen i dørkammen og lænede mig op af den. Liam så mig ikke. "Vi kunne også.. " Han opdagede mig. "Nå, hej Eva! Jeg forstyrrer vel ikke?" Jo, det gør du faktisk! Men det skulle jeg ikke sige. "Nej, overhovedet ikke!" Jeg smilede til Niall. "Nå, det var da godt. Er du en, der er til fodbold?" Liam havde åbenbart ikke andet i hovedet. "Ja, jeg spiller i eliterækken derhjemme i Danmark, så fodbold fylder meget i mit liv" svarede jeg. "Fedt," sagde han. Jeg prøvede at fange Nialls blik, men han havde travlt med at rode gennem alt det mad Liam havde med. Typisk. Niall stoppede, og kom hen til mig og krammede mig. Jeg forstod ikke helt. Han hviskede til mig. "Vi skal nyde de sidste tre dage sammen." Nå ja! Det havde jeg helt glemt. "Gå I tilbage til det I var igang med, så laver jeg mad." "Er du sikker på at vi ikke skal hjælpe dig, Liam?" Jeg havde bare lyst til at afbryde og sige at han godt kunne klare det. Jeg ville være sammen med Niall. "Hvis du lige hurtigt laver salat, ville det være dejligt." Helt ærligt. "Bare gå ind i sengen, Eva og hvil dig." Jeg må indrømme jeg blev lidt pigesur. Jeg gik og hørte at Niall snakkede om min rygskade. Bare ikke hvordan det skete. Jeg lagde mig ned i sengen. Jeg kunne høre en mobil på natbordet, som vibrerede. En SMS fra Harry. Jeg kunne ikke lade vær' med at læse den. "Hej Niall. Jeg er så ked af det, jeg ved hvor meget du elsker Eva. Jeg er sådan en idiot. Jeg ville gerne komme for at se fodbold, men jeg skal desværre noget. Jeg elsker dig, undskyld, undskyld, UNDSKYLD!" Jeg ringede ham op. Jeg fattede ikke hvorfor jeg ikke var genert. Han tog den. "Niall, jeg er så glad for du ringer." "Harry, det er Eva, jeg har snakket med Niall. Han er ikke sur på mig mere overhovedet, så jeg ved ikke om han er sur på dig. Jeg finder ham lige." Jeg skyndte mig ud i køkkenet. "Niall! Det er Harry, han vil gerne snakke." "Her bare giv mig mobilen," sagde han. Liam stod og kiggede forvirret på Niall. Jeg kunne ikke høre hvad Harry sagde, men Niall sagde bare 'Harry det er okay, jeg ringer senere,' og 'Jeg elsker dig.' Hurtig samtale. Han rakte mobilen til mig, uden at fjerne øjnene fra maden. Jeg havde tænkt mig at gå ind i sengen igen, for at stirre op i loftet og kede mig. Men så asocial vil jeg jo ikke udstilles som. Jeg havde ikke snakket så meget med Liam i forvejen. Jeg blev ved drengene. Niall skar salat. Mens han spiste det. Jeg kunne ikke lade vær' med at komme med en spydig kommentar:  "Niall, husk at der skal være salat til os andre." Liam smilede til mig. Hans søde smil. Niall sendte bare et ironisk haha-hvor-er-du-sjov- smil. "Der er sådan en fest for kendte her i London i aften," sagde Liam. "Vil I med?" Jeg ville egentlig bare gerne være hjemme for at hygge mig med Niall, men måske skulle jeg komme lidt ud. Da Liam snakkede om den fest, mindede det mig om Sine og Kathrine.  De var stadig i London, de skulle være her til August. "Vil du det, Eva?" Niall kiggede bedende på mig. "Ja!" Selvom jeg ikke sådan rigtigt gad, så gav jeg stadig et troværdigt 'ja'. Jeg skulle ikke ødelægge Nialls aften. "Fedt, vi kører klokken 9, efter kampen." Liam skulle se sit fodbold. "Jeg dækker bord!" Jeg gad ikke, men jeg måtte jo gøre et eller andet. "Vi sidder i stuen, der er ti minutter til fodbold starter," sagde Niall. "Jer og jeres fodbold," sagde jeg og smilede til dem. Jeg tog tallerkener, bestik og glas. Jeg gik forbi kaminen og rundt om hjørnet, hvor tv'et hang. Jeg havde ikke set det før nu. Det var kæmpestort! Over 50 tommer, ihvertfald. "Tænd fjernsynet! Kanalen er på 104," sagde Niall inde fra køkkenet. "Sæt dig ned, vi kommer nu." Jeg satte mig til rette mens Liam og Niall kom med maden. De satte sig så ned og spiste. Kampen var ikke startet endnu, men der gik ikke lang tid. Jeg lagde mærke til Niall som skovlede mad ind i sin mund, holdte pause for at grine af noget fornærmende Liam sagde om det andet hold, og så spiste han videre. Jeg kunne ikke lade vær' med at smile lidt. Han mindede mig lidt om en lille dreng. Der gik ikke lang tid før han havde spist og skulle have portion nummer to. Jeg tror det endte med at han fik fire portioner - og de var altså ikke helt små. Jeg spiste ikke så meget. Jeg var ikke i humør til det. Da Niall blev færdig med at spise, 32 minutter inde i kampen, lænede han sig tilbage, og lagde armen rundt om min skulder. Jeg lænede mig ind til ham. Jeg havde lidt ondt af Liam, men han tænkte ikke over det, han så fodbold. Jeg fulgte ikke rigtigt med i kampen, men fik dog et kæmpe chok da Niall tog sin arm til sig selv, hoppede op af sofaen og jublede. Liam rejste sig bare op og råbte et eller andet kampråb. Jeg tror det hold, de holdte med, scorede. De sad bare der og gloede ind i fjernsynet, uden at tænke over hvad jeg så. Kampen var næsten slut. Jeg var begyndt at bære tingene ind i køkkenet og vaske op. Mens jeg stod og vaskede op kunne jeg pludselig høre to fodboldfikserede drenge som jublede. Jeg tror det rette hold vandt. Niall kom ud med nogle glas. Han kom hen ved siden af mig, mens jeg vaskede op. Jeg drejede hovedet og han kyssede mig på munden hvor han derefter lagde glassene i opvaskemaskinen. Så kom Liam ind af døren med en mærkelig egypter-dans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...