En London tur for livet. (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2012
  • Opdateret: 9 jun. 2013
  • Status: Igang
Eva Smith er en helt almindelig pige fra England, men flyttede til Danmark da hun bare var fire måneder. Nu er hun 18, og er taget med sin mor til London. Forholdet til hendes mor er ikke det bedste, og derfor bliver Eva nødt til at bo ved sine to veninder, Kathrine og Sine. De tager til fest og Eva møder der en helt speciel fyr - Niall Horan. Det var som kærlighed ved første blik..

10Likes
2Kommentarer
1994Visninger
AA

16. Et sidste farvel.

Flyet var landet i lufthavnen. Jeg var tilbage i Danmark. En meget mærkelig følelse. Jeg skulle ikke længere snakke engelsk. Det gik pludselig op for mig, at jeg havde glemt at ringe til min mor, for at sige jeg kom hjem. Jeg ringede til hende. Intet svar. Jeg prøvede igen, og igen, og igen. Stadig intet svar, så til sidst blev jeg nødt til at ringe til min far. Han tog den heldigvis. "Hvorfor var du i London så lang tid? Jeg har savnet dig meget," sagde han. "Jeg forklarer senere, jeg skal lige have mine ting, ring når du er her." Så lagde jeg på, og gik hen for at hente mine ting. 

 

"Eva.. Hvad var det for noget med alt den tid i London?" Egentlig gad jeg ikke snakke om det. Jeg sad heller ikke så godt. Vi sad i min fars slidte bil og stirrede ud af vinduet. "Det var bare.. En jeg mødte, som jeg boede ved..  Og mor og mig kom op at skændes over ligegyldige ting. Derfor boede jeg ved ham," sagde jeg. Jeg var nervøs for hvad han ville sige, da jeg sagde jeg boede ved en dreng. "Vent hvad? Ham?" Der kom den. "Ja. Det var min kæreste!" Det blev det ikke meget bedre af ifølge ham. "Øhm.." Han prøvede at lade vær' med at sige noget som jeg blev irriteret over. "Var din kæreste?" "Han er sådan lidt.. Langdistanceforhold. Han skulle på turné med sine venner, så det gik ikke helt, men vi prøver," sagde jeg. "Er det nu en af de drenge fra det band du drømmer om igen? Nu må du snart lige vågne op," sagde han. Han troede ikke på mig! Ja, jeg har nok sagt et par gange at vi var kærester, hvor det var løgn. Men nu var det jo rigtigt nok! Møg. "Det er rigtigt! Jeg har hans nummer og alt muligt!" Jeg blev helt vildt irriteret. "Det er fint, skat. Hvordan gik det med Sine og Kathrine?" Bare skift emne, fordi du ikke tror det er realistisk! Flot far. "Det ved jeg ikke," sagde jeg. "Jeg snakkede ikke så meget med dem." "Du boede da sammen med dem, ikke?" Han fattede ingenting. "Når jeg siger jeg boede ved en dreng, så er det jo klart jeg ikke snakkede så meget med dem! Og ja, det var ham fra One Direction, og jeg har billeder på min mobil af os sammen, og jeg fatter ikke hvorfor du ikke bare tror på mig!" Det var egentlig en latterlig grund til, at jeg blev sur. Men han troede jo ikke på mig. Der var nærmest kun stilhed resten af turen hjem. Nogle gange sagde han bare noget som: "Se der!" fordi der måske var noget helt vildt uinteressant, som han vidste jeg slet ikke gad at kigge på. Jeg havde pludselig et emne jeg ville snakke om. "Ved du hvorfor mor ikke tager sin telefon?" Han sukkede. "Nej." Hvis han ikke vidste det, hvorfor sukkede han så? Pludselig lagde han sin hånd over på mit lår og nussede det. Han fjernede den hurtigt igen. Prøvede han på at sige noget? Trøste mig, uden at vide rigtigt hvad jeg var ked af det? Nogle gange kunne han også bare trøste før han gav mig en årsag til at være ked af det. Men så var det aldrig noget jeg blev ked af. "Din mor fortalte om ham Niall. Hun sagde du kendte ham i forvejen, da I tog til London. Det var måske ham du boede med?" Jeg havde slet ikke lyst til at snakke om ham med min far. "Ja," svarede jeg bare, for ikke at føre samtalen videre. "Betød han noget for dig?" Tusind tanker fløj gennem hovedet. Det var pludselig begyndt at gå op for mig, at jeg allerede havde mistet ham helt. Næsten. "Han betød rigtigt meget," sagde jeg mens jeg græd. Jeg ville ikke miste Niall. Tænk, han var den eneste der kunne fuldende mig helt. Jeg sagde selv til ham at han var den chance som jeg aldrig fik igen. Men jeg vidste godt at otte måneder ikke gik. Ikke uden ham. Jeg måtte videre. Jeg havde besluttet mig, men stadigvæk forstod jeg ikke mig selv. Jeg tænkte på alle vores op- og nedture. Et lille smil på læben kom der engang i mellem fra mig, selvom jeg bar en stor sorg. Hvordan kunne et menneske betyde så meget? Nok fordi Niall var den rigtige. Men vi sagde farvel, som jeg har fortrudt. Jeg skulle bare have været stædig og sige at jeg ville med. Pludselig stoppede bilen foran min fars hus. Det var åbenbart begyndt at regne, det havde jeg ikke opdaget. Han tog min kuffert og så tog jeg de resterende ting. Jeg tog mine sko af ude i entréen. "Eva, vi skal lige snakke." Det lød ikke godt. Jeg skyndte mig ind i stuen. "Sæt dig ned," sagde han beroligende som om der var noget helt galt. Som jeg senere fandt ud af der var. "Hvordan skal jeg sige det her? Øhm.. Din mor er lige nu på hospitalet." Han tog min hånd. Jeg forstod ikke hvor han ville hen, bare at der var sket noget alvorligt. "Din mor har fået diagnosen kræft." Jeg var i chok. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere.. Hvordan jeg skulle håndtere at min mor var.. Døende. Måske skulle jeg bare leve ulykkeligt. Drukne mig selv i badekarret, kvæle mig selv i puden. Jeg bebrejdede mig selv hunrede procent. Alle de gange hvor jeg bare havde været sur og pisse umoden. Men stadigvæk elskede hun mig jo heldigvis. Men nu hvor hun var kræftpatient, kunne jeg jo lige så godt også selv bare dø. "Jeg kan tage dig med på hospitalet hvis du vil se hende," sagde min far. Jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke se hendes smerter. Jeg ville ikke kunne se hende i øjnene, hvis jeg nu besøgte hende. Tanken om det gav mig kvalme. Jeg skyndte mig op på mit værelse, og gemte mit hoved i puden, mens jeg græd. Hvorfor sker der altid noget dårligt? Jeg følte mig pludselig, uden grund, uelsket, ignoreret og uden venner eller familie. Jeg havde ingen grund til at leve. Lige pludselig blev jeg mindet om alle de øjeblikke med min mor da jeg var lille. Jeg sad på hendes skød. Hun lyttede på mine latterlige historier, legede med mig, gjorde min barndom til den bedste. At hun altid trøstede mig, når jeg var ked af det. Og da jeg var ældre - gjorde mig opmærksom på alt det vigtige. Fik mig til at glemme det dårlige. Kysse mig godnat, og bare altid være der. Jeg følte mig tryg. Se mig nu - jeg sidder og er knust over at jeg har været så ond. Jeg sidder og bebrejder mig selv. Jeg tænkte over om hun nogensinde ville få sit første barnebarn at se. Om hun ville overleve. Om hun ville være der for mine børn hvis jeg ikke selv var der. Eller om hun ville dø. 

 

****¨2 måneder efter.****

Respiratoren blev slukket. Min far trådte frem. Og min lillebror. Min mor sagde nogle ord til dem begge, inden det sidste farvelkys. "Kom hen til mig mit barn," sagde hun. Hun gav tegn til at jeg skulle gå hen til hende. Min mor var fuldkommen svag. Uden hår nogle steder. "Eva, Eva, Eva. Min lille pige." Hun tog min hånd. Tårene kom stille frem. "Et sidste øjeblik. Du er blevet til en smuk kvinde. Så ufattelig smuk. Intelligent, også. Du kommer til at lave store fremskridt. Jeg tror på dig. Jeg er ked af at jeg ikke altid var der for dig. Men jeg følte også det var smart at lade dig være. Lige om lidt er jeg her ikke længere. Jeg er ved at have svært ved at trække vejret. Men mit barn, du vil få en fantastisk fremtid. Stol på din mavefornemmelse. Jeg elsker dig." Min mor kunne snart ikke mere. Hun tog hårdt fast i min hånd. Jeg kunne høre hendes besværlige vejrtrækninger, som pludselig blev langsommere. Til sidst var der stille, og hun holdte ikke længere fast. Min far kyssede hende på læberne og så gik vi ud. Det sidste øjeblik med min mor. En læge gik ind til min døde mor. Min lillebror var helt ude af den. Jeg gik og holdte ham i hånden. Det var bestemt sværere for ham, end for mig. Han var jo kun ti år. Vi tog efter hjem til min far, hvor stilheden havde overtaget. Ikke akavet, bare en stilhed som alle havde brug for. Pludselig ringede Niall. Vi plejede at snakke hver dag, men det var blevet skåret ned til en gang om ugen, fordi vi ikke kunne holde fast. Jeg lagde på. Jeg gad ikke snakke med ham, nu hvor jeg var så ked af det. Selvom han plejede at være den eneste jeg ville snakke med, når jeg var så ked af det. Vores forhold var vel ikke som det plejede. Han sendte bare en SMS. "Please, call me. Baby, i miss you." Jeg havde lyst til at ringe. Og det gjorde jeg. "Endelig tog du den! Jeg har ringet så mange gange!" Jeg svarede ikke, men snøftede. "Hvad er der galt?" Jeg græd, og græd, og græd. "Min mor er.. Min mor er sovet stille ind nu," sagde jeg. Jeg havde fået forklaret før, at hun havde fået kræft. "Søde.. Jeg ville ønske du kunne komme hen til mig, så jeg kunne trøste dig," sagde han. Det beroligede mig en lillebitte smule. "Jeg savner dig så meget," sagde jeg. Jeg håbede han forstod det. Det var lidt svært at forstå hvad jeg sagde, når jeg græd så meget som jeg gjorde. "Nej, hvor ville jeg være der nu! For dig, så jeg kunne trøste dig og måske gøre det bedre med besvær, selvfølgelig." Han gjorde alting bedre. "Hun sagde hun elskede mig. Det har hun aldrig nogensinde gjort før." Det fik mig til at græde endnu mere. "Undskyld skat, jeg må gå. Jeg elsker dig så højt," hviskede han. "Og jeg elsker dig." 

Om aftenen sad jeg stadig på mit værelse. Uden mad, eller noget. Jeg havde ikke brug for det. Jeg tænkte, og tænkte. På min mors svage hud, som var så hvid, at den nærmest var gennemsigtig. Jeg tænkte på min fremtid - med eller uden Niall. Indtil videre var det uden. Jeg var så forvirret. Men en ting var jeg sikker på. Jeg bebrejdede ikke længere mig selv. Det stoppede da min mor sagde: "Jeg elsker dig." Tre ord kunne vende mine følelser fuldkommen. Stadig havde jeg det af helvedes til. Det var vel også forståeligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...