The fire in your heart ~ 1D

Destiny er en pige på 17 år. Hendes 18 års fødseldag nærmer sig.Hun er meget spændt, da hun har fået lov til at tage ud og rejse med en veninde når hun er fyldt 18 år. Hun ligger mange planer om, hvor hun vil hen. Hendes bedste veninde, Beverly, skal med hende.
De har store planer for ferien. De vil gerne møde nogle nye venner, og muligvis ende med af få en sommer romance, så måske, hvem ved, kan ende med at seriøst forhold.
I denne Movella følger vi Destiny og Beverly på deres skønne ferie, som ender med ikke at være lige det de havde regnet med.... Hvad vil der ske?

5Likes
10Kommentarer
1299Visninger
AA

15. Friheden er skøn... Men til hvilken pris? - Part 2

Destinys synsvinkel

 

Jeg var nervøs. Jeg anede ikke, hvornår jeg ville få Beverly at se igen, og om jeg overhoved ville få hende at se igen. Hvad nu hvis hendes plan ikke lykkes? Ville hun nogensinde slippe helt for Brian, hvis den gjorde? Jeg indrømmede det. Jeg var lidt i panik over det her... Men hun var min bedste veninde. Selvfølgelig var jeg berørt af det. Jeg panikkede. Jeg var nervøs og jeg svedte... Hvilket egentligt var ret så ulækkert... Ad!

"Rolig nu søde. Hun skal nok komme tilbage igen." Jeg mærkede nogle varme hænder på mine hofter. Niall. Han havde sikkert kunne fornemme at jeg var oppe og køre pga. det her. Den dreng var bare så sød. Jeg fatter ikke, at jeg ikke kunne lide drengene første gang jeg mødt dem. 

"Jeg ved det godt, men jeg kan bare ikke lade være med at bekymre mig. Hun er min bedste veninde, og jeg har aldrig været ude for noget ligende." Jeg så på ham med et bekymret udtryk. Han tog min hånd og trak mig hen til sofaen. Han satte sig ned og trak mig med. Jeg sad nu på hans skøde. Han lagde armene om mig og vuggede mig stille og rolig fra side til side. 

Jeg vidste ikke hvorfor eller hvordan, men på en eller anden måde formåede han altid at gøre mig rolig. Han lagde sig ned i sofaen, og igen trak han mig med. Nu lå vi sammen i sofaen og slappede at. Vi lå i ske.... Det havde jeg aldrig kunne lide før. Spørg mig ikke hvorfor. Men med Niall var det anderledes. Måske var det fordi jeg var sikker på, at jeg ville være sammen med ham resten af livet. Jeg kunne bare mærke det indeni. Jeg blev varm  indeni ved tanken. 

Det bankede på døren, og jeg fór sammen. Hvem kunne det være? Beverly? Åh hvor jeg håbede på at det var hende. Jeg rejste mig så hurtigt op, at jeg blev svimmel. Jeg var ligeglad. Jeg løb hen til døren og rev den op. 

"Hvor er det godt du e.... Når... Det er bare jer." Jeg så bedrøvet på nogle forvirrede drenge. Det var bare Zayn, Louis, Harry og Liam. "Det er også godt at se dig Destiny." Louis så på mig med et forvirrende udtryk i ansigtet. Jeg forstod ham egentligt godt, men kunne man forvente jeg ville reagere anderledes? Nej vel? Godt vi er enige. God snak, god snak.... Eller noget.... Nevermind. Jeg tror i er med! Godt så!

 

Beverlys synsvinkel

 

Jeg var der næsten. Jeg græd, men om det var af glæde eller frygt vidste jeg ikke. Jeg var glad fordi jeg var fri for Brian nu, men jeg var ked af det, fordi jeg sikkert ikke ville få et lige så godt forhold til Harry som jeg havde før. Oveni det var jeg bange. Bange for at Brian skulle komme efter mig, når jeg kom hjem igen. 

"Så er vi her." Chaufføren fik mig ud af mine tanker. Jeg betalte ham og gik ud af bilen. Jeg stod foran bloggen med lejligheder i. Det var her jeg skulle ind. Det var her Niall boede, og jeg skulle bare derop med det samme. 

Jeg nærmest løb hen til elevatoren og skyndte mig ind i den. turen op føltes som en evighed. Da den endelig stoppede på den rigtige etage strøg jeg ud af den og hen mod Nialls dør. 

Jeg stod nu foran den dør, jeg så mange gange havde gået ind ad efterhåneden. Men denne gang var det anderledes. Jeg var mere nervøs end jeg ellers plejede at være. Kunne jeg mon se dem i øjnene efter det her? Jeg var ikke sikker, men nu skulle jeg bare snakke med Destiny. Der var ikke andet jeg havde lyst til... Og så at sove. 

Jeg tog en dyb indånding og bankede på. Jeg hørte nogle fodtrin, og jeg blev lige pludselig nervøs. Der blev taget i døren, og Liam kom til syne. Hans ansigtsudtryk gik fra trist til overglad. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da han gav mig det største kram jeg nogensinde havde fået. Jeg begyndte at græde. Ikke af sorg, men af glæde. 

Liam trak mig med ind i lejligheden. "Se hvem jeg fandt." Man kunne høre på hans stemme, at han var meget glad. Jeg kom ind i stuen, og de var der allesammen. Destiny, Louis, Zayn, Niall og... Harry. Alle lyste op og var overglade. Alle bortset fra Harry. Jeg fik en klump i halsen. Jeg håbede ikke han var sur på mig, selvom det kunne tyde på det. 

"Søde. Jeg har været så bange og bekymret for dig!" Destiny trak mig ud af mine tanker. Jeg fik et kæmpe og varmt kram. Jeg var lykkelig over at min plan var gået så godt. "Det er godt at være tilbage." Jeg smilede stort. De andre krammede mig også, og jeg følte mig hjemme. Men da jeg ville give Harry et kram, undveg han mig. Hvad var der med ham? Jeg havde lige haft en meget grim oplevelse, og det var for at beskytte ham, og så er det her takken. Jeg blev knust lidt indeni, for jeg havde håbet på, at han ikke ville være sur på mig. Men det var han. 

"Jeg skal lige snakke med dig." Destiny trak mig med sig. Hun gik hen til Nialls værelse og lukkede døren bag sig. Vi satte os ned og snakkede sammen om alt hvad der var sket de sidste par dage.

 

Harrys synsvinkel

 

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun havde gjort det mod mig. Jeg forstod, at det var for at stoppe Brian, men at hun havde kørt den så langt ud, så hun havde været i seng med ham. Jeg var vred, ked af det, knust og såret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg måtte væk. Bare for en lille stund.

Jeg gik ud i gangen og tog min jakke. Jeg havde brug for at komme hjem og tænke. Tænke over, hvordan jeg skulle tage denne situation. Noget indeni mig sagde, at jeg skulle blive og få snakket med hende, men noget andet sagde, at jeg skulle gå hjem og være mig selv lidt. 

Jeg havde været på dobbelt date med Beverly, Destiny og Niall. Så var Brian kommet ind på resaurenten, og havde slået mig ned. Det næste jeg huskede var, at Beverly, min kæreste Beverly, var gået med ham. Da hun så lige pludselig stod der foran mig igen, kunne jeg ikke se hende i øjnene. Jeg kunne ikke klare hendes nærvær  Jeg ville gerne, men jeg kunne bare ikke. Den bedste mulighed for mig ville være, at tage hjem. Så det gjorde jeg.

Jeg boede ikke så langt væk, så jeg var hjemme på 5 min. Jeg låste døren op og gik ind, smækkede døren efter mig og løb ind på mit værelse. Nu var jeg jo ikke typen som græd meget, men jeg kunne ikke lade være. Jeg måtte af med følelserne på en eller anden måde. Jeg tudbrølede, og det ville ikke stoppe. Jeg var så nede over det her. Jeg kunne ikke få styr på noget i mit hoved. Alt ramlede sammen for mig. 

Jeg endte med at græde migselv i søvn.

 

Destinys synsvinkel

 

Jeg var glad for at Beverly var kommet tilbage. Jeg havde ondt af hende, selvom det hele var hendes egen plan. Jeg følte med hende, og hvis det havde være mig, som stod i den situation, ville jeg havde reageret på sammen måde. Men lige nu havde hun bare brug for en veninde som ville lytte og forstå, og det ville jeg.

Hun græd og jeg trøstede hende. Det endte med at hun sov op ad mig. Jeg lagde hende ned i sengen og lagde dynen over hende. Derefter gik jeg ud til drengene så hun kunne få lov til at sove i fred og ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...