The fire in your heart ~ 1D

Destiny er en pige på 17 år. Hendes 18 års fødseldag nærmer sig.Hun er meget spændt, da hun har fået lov til at tage ud og rejse med en veninde når hun er fyldt 18 år. Hun ligger mange planer om, hvor hun vil hen. Hendes bedste veninde, Beverly, skal med hende.
De har store planer for ferien. De vil gerne møde nogle nye venner, og muligvis ende med af få en sommer romance, så måske, hvem ved, kan ende med at seriøst forhold.
I denne Movella følger vi Destiny og Beverly på deres skønne ferie, som ender med ikke at være lige det de havde regnet med.... Hvad vil der ske?

5Likes
10Kommentarer
1330Visninger
AA

4. FERIE!!

(1 uge senere)

 

Destinys synevinkel

 

Yaay!! Nu skal jeg på en fantastisk, uforglemmelig og mega skøn ferie. Og det bedste er, at det er med min bedste veninde. Kunne man ønske sig mere? Det skulle lige være en fantastisk kæreste som man kunne dele det med... Men det må vente, for nu skulle vi afsted. 

Vi havde pakket, og vi var klar. Klar til eventyr og nye oplevelser. Væk fra lille Danmark. Det skulle blive skønt, og så en måned... Uden forældre. Kunne man ønske noget bedre? 

Vores kufferter var i bilen nu. "Pas nu på jer selv, ikke?" Sagde min mor bekymret. "Selvfølgelig skal vi nok det. Vi er jo faktisk voksne nu, og derfor har du ikke noget at bekymre dig om mor." Jeg smilede til hende, og gav hende et kram. Det var Robbin som skulle køre os til lufthavnen. 

Jeg tog Beverlys hånd, og vi gik sammen hen mod bilen. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven. Det killede dejligt. Nu skulle vi afsted. Endelig.

 

***

 

Lufthavnen var fyldt med mennesker af alle størrelser. Tykke og tynde, høje og lave. Alle slags. Vi kom hen til sikkerheds kontrollen. Vi krammede Robbin farvel, og lagde vores bagage op, så den kunne blive scannet. Tænk hvis vi nu var mordere eller noget.... Lignede jeg en morder? Sejt... Eller nej... Og så alligevel... Jeg vil gerne have en læderjakke med nitter.. Ok, fokus Destiny!

Både Beverly og jeg kom igennem sikkerheds kontrollen uden problemer. Heldigvis for det, for der var ikke noget som skulle kropsvisitere mig. Det ville bliver over mig lig siger jeg dig!! 

Vi satte os hen i caféen og bestilte en cappuccino. Den var god. 

"Jeg fatter ikke, at vi endelig gør det! Tænk at dine forældre vil betale for den her ferie. Hvor er jeg glad for, at du vil have mig med!" Beverly var helt oppe og køre pga. den her ferie. "Det er godt du er glad for det. Men nu skal vi hen til flyet, for ellers flyver det uden os, og det ville da ikke være en sjov ferie, hvis vi var fanget her, vel?" Beverly nikkede sig enig, og derpå giv vi hen mod flyet. 

Endelig fandt vi det rigtige fly, gik ind og fandt vores pladser. 1. class!! Det var som en drøm. Men intet kunne i følge mine forældre blive godt nok til mig. Jeg var deres guldklump... Sikkert fordi jeg var enebarn... Men det talte alligevel!

 

***

 

Endelig fremme i London. Fantastisk, og det var ikke andet end en time siden vi lettede fra Billund i lille Danmark. Skønt. Solen skinnede, og det var et fantastisk vejr. 

Da vi kom ud af lufthavnen, stod der en taxi som havde et skilt i forruden med vores navne på. Destiny Walker og Beverly Engmann. Det var det der stod i ruden. Føler man sig speciel... Ja, måske lidt... Eller nej, meget!! Det var overdrevet. Jeg var helt oppe og køre. Beverly og jeg hoppede op og ned at glæde. Det kunne næsten ikke passe det her. It was a dream come true! Jeg kunne ikke beskrive det. Derfor tog vi bare vores bagage og lagde i taxi'ens bagagerum.

Vi sad i "vores" taxi og grinede højt over alt muligt. Da v havde kørt i et kvarter, var vi ude foran et fantastisk hotel. Jeg havde ikke set noget lignende. Det var hvidt, og så var der guldkanter rundt om døren og i vinduerne. Der var kun en ting at sige. WOW. 

Vi kom ind i receptionen. "Jeg har bestilt et værelse. Mit navn er Destiny Walker." Receptionisten så på sin computer, gik så og kom tilbage lidt efter. Han scannede nøglekørtet ind. "Håber i får et skønt ophold her i London." Jeg smilede til ham og tog imod kortet. 

11. etage. Det var godt, at der var en elevator, ellers ville jeg have et hjertestop nu. Puha. Det ville ikke have været rart.

"Hvad er vores værelses nummer?" Jeg så på kortet og svarede så "1298. Vi er tæt på." Endelig fandt v værelset, kørte kortet igennem og lukkede døren op. Det var meget indelukket. Jeg trykkede på lys kontakten, og der blev lys. WOW! STORT HOTELVÆRELSE! Jeg var mundlam. Det var så stort, og vi var kun 2. Vi kiggede os omkring. Der var 4 værelser med en dobbeltseng i hver. Til hvert værelse var et badeværelse. Vi havde et stort køkken-alle-rum. Et stort tv og 2 store lædersofa'er. En altan havde vi også. Kunne jeg blive mere lykkelig? Nej, det tror jeg så ikke lige jeg kunne. 

Vi stod lidt ude på altanen og så ud over byen. Det var ved at være aftensmads tid, men jeg var ikke sulten. "Ved du hvad jeg vil nu?" Jeg så forventningsfuldt på Beverly. Som om jeg var tankelæser. "Nej, hvad vil du?" Spurgte jeg hende. "Jeg vil ud og shoppe!" "NU? På den her tid? Er det ikke lidt sent?" Jeg synes det virkede lidt dumt, men jeg gik dog med til det alligevel. 

Jeg greb min lille taske og nøglekortet, og så var jeg klar. Vi smuttede ud af døren. Nu skulle der shoppes igennem. Heldigvis var butikkerne stadig åbne. Det var som om de vidste, at vi var  byen. Skønt! 

Vi gik ned da gågaden. Aftenvinden var varm. Skøn sommeraften. Vi gik ind på en lille café. Det lyder underligt, men det var en af vores store drømme. At sidde på en café i London. Nu gik det i opfyldelse. 

Jeg lagde min taske på bordet, og vi gik derefter op for at bestille noget kaffe. En skramlen lød bag ved mig. Jeg vendte mg om, og så til min forskrækkelse en, som havde taget min taske, og nu var ved at stikke af med den. Hvorfor havde jeg taget højhælede på? Hvorfor? Og så lige i dag. Øv. Jeg løb efter tyven så hurtigt jeg kunne. Han var langt foran mig. Der var mange mennesker. "STOP DEN MAND! HAN HAR TAGET MIN TASKE!" 

Jeg kom lidt længere ned ad gange, og så til min forbavselse, at nogen havde stoppet manden, og nu stod med min taske i hånden. 5 drenge. Beverly var kommet hen til mig. Vi gik lige så stille hen til drengene. Da vi så hvem det var, tænkte jeg 'Åh nej. Hvorfor dem?' Det var One Direction. Jeg kunne ikke fordrage dem! Beverly derimod var ved at sætte sig ned og tude af glæde. "I... I er.... I er One Direction!!" Udbrød Beverly. Jeg slog mig på panden, da alle kiggede på os. Drengene stod og gloede på os.

 

_________________________________________________________________________________________________________________

 

Så fik jeg endelig One Direction drengene med. Yaay! Men hvad vil der ske? Kommer Destiny nogensinde til at kunne lide den? Og vil Beverly dø at hyperventilation? 

 

I må meget gerne liken eller skrive en kommentar, hvis lysten trykker sig på. Jeg modtager stadig gerne ros og ris. Elsker jer allesammen!! :D Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...