The fire in your heart ~ 1D

Destiny er en pige på 17 år. Hendes 18 års fødseldag nærmer sig.Hun er meget spændt, da hun har fået lov til at tage ud og rejse med en veninde når hun er fyldt 18 år. Hun ligger mange planer om, hvor hun vil hen. Hendes bedste veninde, Beverly, skal med hende.
De har store planer for ferien. De vil gerne møde nogle nye venner, og muligvis ende med af få en sommer romance, så måske, hvem ved, kan ende med at seriøst forhold.
I denne Movella følger vi Destiny og Beverly på deres skønne ferie, som ender med ikke at være lige det de havde regnet med.... Hvad vil der ske?

5Likes
10Kommentarer
1306Visninger
AA

8. Er du lidt forelsket?

Destinys synsvinkel

 

Jeg må indrømme, at drengene ikke er så slemme som jeg havde forventet. De var meget flinke, og de tænkte ikke så meget på sig selv. Deres accenter var nu også meget søde. Jeg var ikke sikker, men jeg tror ikke det er sidste gang jeg vil møde dem, men det skal de ikke vide! Det ville ødelægge mig image totalt. Det har jeg arbejdet så meget med, og det skulle ikke faile fordi jeg var svag i nogle få sekunder.

"Skal jeg lave morgenmad, eller skal vi købe noget vi kan spise?" Beverly havde en pande i hånden og så spørgende på mig. "Jeg synes godt vi kan spise morgenmad på en café eller noget." Jeg smilede til hende som om jeg havde noget at skjule. Hvilket jeg også havde på en måde... Jeg kunne godt lide drengene, men det var der ingen som skulle vide. "Ok. Så lad os komme afsted. Jeg er sulten, og hvis vi er hurtige, kan vi måske nå det inden der kommer for mange for at spise." Jeg nikkede, og vi gik ud i entreen. Jeg tog min fine sommerjakke på og et par converse med kilehæle. Det var seriøst mine ynglings sko! De var så gode, og så var de stilede samtidig. De bedste sko jeg har ejet.

Vi var nu nede på gade og gik hen mod gågaden. Mad skulle der til! Min mave rumlede... Lidt ligesom når Niall er sulten.... Måske har Beverly ret... Jeg er måske en pige udgave af ham. Underligt, men det er muligt. Men det skal ingen vide! 

Endelig kom vi til at lille hyggelig café. Vi bestilte en rigtigt engelsk morgenmad med små pølser, bacon, scrampled eggs og bønner. Mums. Det havde jeg ikke fået længe, så det faldt lige på et tørt sted. Det var lige noget jeg havde brug for. 

Jeg fik et chok da det pludselig var en som rørte ved min skulder. Jeg gav et lille skrig fra mig. Nogen grinte bag ved mig, og jeg vente mig om. Hvem stod der? Det gjorde drengene... Men vent, hvordan vidste de, at vi var her? 

"Stalker i os eller sådan noget?" Jeg så forvirret på dem. "Nej, det gør vi ikke. Det var Beverly som skrev og spurgte Harry om vi ikke kom fordi, og da vi har ferie, kunne vi lige så godt kigge forbi." Forklarede Zayn og så på Harry med et drillende smil. Harry slog Zayn let på skulderen. Jeg skulede over til Beverly. Jeg havde ikke noget imod at drengene var her, overhoved ikke, men hun kunne da have sagt noget til mig om det. 

"Skal vi ikke hænge ud igen i dag? Det var som om, at dagen i går sluttede for hurtigt." Niall så først på Beverly og derefter over på mig. Jeg kiggede ham dybt i øjnene. Det dejlige blå øjne. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men jeg kunne godt lide det. Det var som om jeg var fortryllet. Jeg tvang mig selv til at se den anden vej for ikke at komme til at virke tiltrukket af ham, men det var jeg.... Eller nej... Jo... Forvirring! 

"Ja, det lyder som en god idé, men hvad skal vi lave?" Beverly så afvendtende på drengene. "Nu hvor i er piger, kunne vi tage ud og shoppe?" Liam på på os og afventede, at v tilkendegav vores mening om den idé. "Shopping! Det er den bedste ting at bruge sin tid på. Det vil jeg meget gerne!" Jeg var helt oppe og køre og kunne ikke vente med, at komme igang med at købe en masse nyt og lækkert tøj... Ikke at jeg manglede, men nu var vi jo i London, og her var fede butikker, så det var oplagt. 

Vi rejste os op, betalte for maden og gik ellers ud for at shoppe. Jeg så over på Beverly, og hun gik hånd i hånd med Harry. Det var nu lidt sødt. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Jeg havde på fornemmelsen, at de var meget glade for hinanden, og det var jeg meget glad for på deres begges vegne. Det ville sikker blive hårdt når vi igen skal hjem til Danmark. 

"Hva' så? Hvad for noget skal du købe?" Niall gik nu ved min højre side og smilede stort. "Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke jeg skal have noget bestemt. Tøj, sko, bælter, smykker og takser du ved. Det som piger normalt køber når de shopper." Jeg så smilende tilbage på Niall. Vi gik og skubbede lidt til hinanden, og det var meget hyggeligt, men alligevel også underligt. Tænk at man kan ændre holdninger til en person på så kort tid. 

 

***

 

"Vi skal så meget her ind!" Vi var kommet til en New Yorker, og jeg var ved at dø! Jeg måtte bare derind, og det kunne kun gå for langsomt! Det var lige før jeg trak alle sammen med mig, for jeg ville ikke gå rundt derinde alene. 

"Jeg skal havde den her! Den er så fed!" Jeg holdt et par shorts i cowboy stof op. Det var en amerikansk flag på. De var bare overdrevet lækre, og jeg kunne ikke gå ud derfra inden jeg havde købt den. Det endte dog med, at jeg fik nogle støvler, et bælte, en bikini, 3 t-shirter og 2 par bukser med i købet. Det var meget, men det var det værd. 

Jeg stod oppe ved kassen og skulle til at betale. Jeg kunne ikke finde min pung. Hvorfor skulle jeg også ligge den i bunden? Det var da ikke normalt. "Nu skal jeg." Sagde Niall og tog son pung frem. "Nej, det behøver du ikke, jeg kan godt selv betale. Jeg skal bare lige finde min pung." Jeg så over på Niall med at skævt smil. "Nej. Tag det som en gave fra en sød dreng til en endnu sødere pige." Han blinkede til mig, og inden jeg kunne nå at protestere, havde han betalt for det hele. "Tak, men det havde du ikke behøvet. Jeg kan godt selv betale for mit tøj." Jeg så over på ham med et lettere irriteret udtryk. Hvorfor skulle han være så pokkers sød altså! Det var ikke fair. 

Vi gik nu hen mod Nandos. Selvom vi havde været der dagen inden tog vi derind for at få noget frokost. Jeg var ved at være godt sulten. 

Vi bestilte hver især en ret magen til den vi fik i går, for så var der ikke så meget at tænke over. Vi sad og ventede på vores mad, og pludselig mærkede jeg noget i min hånd. Jeg så ned, og der var en hånd i min. Jeg fulgte armen med øjnene, og det viste sig, at det var Niall som ville holde mig i hånden. Jeg trak min hånd lidt til mig. Et trist udtryk dukkede op på hans ansigt. Jeg himlede med øjnene og lagde så min hånd i hans. Nu lyste han op med et stort smil, og så var han glad. Skulle der virkelig ikke mere til at gøre den dreng glad? Det må jeg nok sige. Han måtte jo gå rundt og være glad hele tiden så. Det måtte vel nok være rart.

Så kom tjeneren med maden, og vi gik i gang med at spise. Nøj hvor var det godt med noget at spise. Det havde jeg trængt til længe. Min mave havde rumlet uafbrudt den sidste time. Det havde været ulideligt. 

Da vi var færdige ville drengene betale. Det var som om de ville købe os eller noget. De gav os alt, og det var ikke fordi vi var billige at have med på shoppingtur eller i det hele taget at have med at gøre... Ok. Ingen misforståelse her tak!

"Det her skal du have søde." Niall var henne ved mig, og han holdt en sød lille æske frem mod mig. Jeg tog den. Det var lidt sødt, for han havde allerede givet mig så meget, og det eneste jeg havde gjort var, at holde ham lidt i hånden. Det måtte betyde mere for ham end det gjorde for mig. Jeg åbnede æsken, og der lå en halskæde. Det var et lille hjerte i sølv, og kæden var også i sølv. Den var virkelig sød, det måtte jeg indrømme, men jeg vidste ikke helt, hvorfor jeg skulle have den. "Tak Niall. Det er virkelig sød, men det havde du ikke behøvet. Jeg har ikke engang noget til dig." Jeg så forbavset på ham, for jeg vidste ikke hvorfor jeg havde fået den overhoved. "Du er så sød, og den ville passe godt til dig. Du skal ikke give mig noget igen. Det er en smuk halskæde til en smuk dansk pige." Han tog halskæden ud af min hånd og lagde den om halsen på mig. Jeg forsøgte ikke at rødme, men det gik ikke. Den røde farve strøg lige op i mit ansigt. Han var bare så fandens sød mod mig, og jeg fattede bare ikke grunden til det. Kunne han li' mig? Altså sådan li' li' mig? Nej, det kunne ikke være rigtigt. Hvorfor skulle Niall Horan kunne lide lille ubetydelige mig? Jeg forstod det ikke i mit hoved.

Noget var gået op for mig. Jeg var ved at falde for Niall, men jeg ville ikke indrømme det overfor migselv. Jeg måtte bare vente og se tiden an.

 

________________________________________________________________________________________________________________

 

Hej alle sammen.

Hvad synes i så hva'? Var det på tide at Destiny skulle indrømme sine følelser overfor Niall? Tror i der kommer noget mellem dem, eller håber i der bliver en masse drama? 

Smid gerne en kommentar, og hvis i lyster må i meget gerne trykke på 'like' oppe i toppen.

Love ya'll :D Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...