The fire in your heart ~ 1D

Destiny er en pige på 17 år. Hendes 18 års fødseldag nærmer sig.Hun er meget spændt, da hun har fået lov til at tage ud og rejse med en veninde når hun er fyldt 18 år. Hun ligger mange planer om, hvor hun vil hen. Hendes bedste veninde, Beverly, skal med hende. De har store planer for ferien. De vil gerne møde nogle nye venner, og muligvis ende med af få en sommer romance, så måske, hvem ved, kan ende med at seriøst forhold. I denne Movella følger vi Destiny og Beverly på deres skønne ferie, som ender med ikke at være lige det de havde regnet med.... Hvad vil der ske?

5Likes
10Kommentarer
1276Visninger
AA

17. Bliver det forhold nogensinde genoprettet?

Destinys synsvinkel

 

Jeg var vågnet i armene på Niall. Skønne Niall! Jeg havde lyst til at blive liggende, men det ville jeg ikke få særlig meget ud af. Jeg havde ting der skulle gøres og mennesker jeg skulle have snakket med. Det var ingen tid at spilde. 

Eftersom Niall lå med armene rundt om mig, var jeg nødt til at vække ham for at jeg kunne komme ud af sengen. 

Han åbnede øjnene og så på mig. Hans krystalblå øjne borede sig dybt ind i mine. Det fik min mave til at vende sig et par gange. Jeg elskede at være så forelsket og vide, at det var gengældt. 

"Godmorgen babe." Sagde Niall, og så på mig med et meget forelsket blik. Jeg kunne ikke lade være med at smile til ham. Jeg følte mig altid så kejtet og blød i knæene når jeg var sammen med ham. Skønt, skønt. I skulle ønske jer en kæreste så god som min... Men der findes jo kun en som er så god, og ham har jeg, så det kan i nok ikke. Jeg vil ikke dele!

"Godmorgen." Jeg var netop kommet til mig selv igen. Niall grinede lidt, da han sikkert havde opdaget, at jeg lige havde været i min egen verden igen. Det skete efterhånden tit for mig....

Jeg tog min mobil op og kiggede ned på skærmen. Det var ikke nogen beskeder eller opkald. Beverly kunne da ikke sove endnu, kunne hun? Jeg var ikke sikker, men jeg ville i hvert falde finde ud af det, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg var blevet lidt urolig.

"Er det noget galt søde?" Niall så på mig med et lidt undrende blik, at han sikkert kunne mærke på mig, at der var et eller andet galt. "Det er bare Beverly. Hun har ikke ringet eller skrevet, og det ligner ikke hende at sove så længe. Jeg er nødt til at finde ud af, hvor hun er og om hun har det godt." Jeg fik det sagt med en lidt urolig stemme. Det var ikke meningen, men jeg var urolig, og så var det svært at styre.

"Hey, rolig nu. Fald helt ned. Nu går vi lige ud i køkkenet og tager noget morgenmad, og så skal jeg nok hjælpe dig med at lede efter hende." Det var bare typisk Niall at tænke på mad før alt andet. "Selvfølgelig vil du have noget at spise først. Hvad havde jeg regnet med?" Jeg så på ham med et drillende blik. Han  rækkede tunge af mig, og smilede så til mig.

Vi gik ud i køkkenet for at finde noget morgenmad. Jeg var egentligt også ved at være noget sulten. Jeg kunne næsten ikke spise noget, for jeg var bekymret for min bedste veninde. Er der nogen som føler med mig? Ja? Ok, det var rart at høre, at jeg ikke er den eneste, som reagere på denne måde!

 

***

 

Vi var blevet færdig med maden, og var nu på vej ud af døren. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Vi havde lige fået overtøj på, da døren gik op. Der stod hun. Beverly. Jeg løb hen til hende og omfavnede hende. 

Jeg ville virkelig gerne stille hende en masse spørgsmål, men da hun græd, var det vidst ikke lige det rigtige tidspunkt at begynde på sådan noget. Jeg aede hende på ryggen for at berolige hende. Efter noget tid virkede det vidst også, da hendes vejrtrækning blev mere og mere rolig. 

"Hvad er der sket søde?" Jeg så på hende med et forvirret og trist blik. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, og hvorfor hun var så ked af det. "Det er Harry...." Jeg rystede på hovedet. Jeg følte virkelig med hende, da jeg vidste, hvad det næste hun ville sige var. "Han vil ikke høre på mig, og han er meget sur på mig. Han tror jeg frivilligt var gået i seng med Brian... Men det er jo ikke sandt. Hvorfor vil han ikke bare lytte til mig? Jeg forstår det ikke..." Hun så frustreret på mig. 

Vi gik ind i stuen og satte os i sofaen. Niall var gået med os derind. "Niall? Kan du ikke gå ud og lave noget te? Jeg tror lige Beverly trænger til at snakke med mig alene." Jeg smilede udskyldene til Niall. Han smilede igen og nikkede så, hvorefter han gik ud i køkkenet for at lave te. 

"Fortæl så søde. Hvad er der sket?" Jeg så spørgende på hende. Hun græd lidt mere, men begyndte så at fortælle. "Jeg vågnede og så din seddel. Jeg ville til at ringe til dig, men der var ikke mere strøm på min mobil..." Det forklarede, hvorfor hun ikke havde givet nogen besked om, at hun var stået op. "Jeg gik ud og spise pandekagerne i køleskabet. Jeg vidste, at det var Harry som havde lavet dem. Jeg kom til at tænke på Harry, og at jeg skulle have snakket med ham..." Jeg nikkede og så afvendtende på hende. hun åbnede munden og snakkede lidt videre. "Jeg tog mine ting og gik hen mod hans lejlighed. Da jeg stod udenfor hans dør, skulle jeg lige tage mod til mig inden jeg bankede på. Det var Louis som åbnede døren, og jeg blev lukket ind. Jeg fortalte det hele til Louis, så han kendte sandheden." Jeg nikkede, og undrede mig over, hvornår Harry ville komme ind i billedet. Men jeg fik så svaret på det spørgsmål i det næste hun sagde. "Han gik ind efter Harry, og lidt efter kom de begge gående. Jeg kunne se, at Harry var skuffet over mig, og jeg tænkte, om jeg overhoved ville have en chance for at blive hans kæreste igen. Vi sagde begge kun "Hej" til hinanden i starten. Derefter begyndte jeg at forklare..." Jeg var nysgerrig, og ville bare gerne havde hende til at forklare videre. Hun hulkede lige lidt inden hun kunne fortsætte. Det havde tydeligvis taget hårdt på hende. "Han sagde, at han ikke ville høre det, og at det ikke var fair overfor ham på nogen måde. Jeg var ved at bryde fuldstændig sammen. Han ville ikke lytte overhoved. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt til ham, når han ikke vil lytte til mig. Han tror jeg har været ham utro, men det har jeg ikke. JEG BLEV VOLDTAGET! Hvorfor vil han ikke lytte!?" Hun var meget frustreret, og jeg forstod hende godt. 

"Jeg kan se, hvad du mener søde. Jeg er her for dig uanset hvad, og det må du aldrig glemme!" Jeg så på hende med at seriøst blik. Hun nikkede, og jeg gav hende et stort kram. 

"Skal jeg snakke med Harry for dig? Jeg kan mærke, at du ikke er stærk nok lige nu til at tage den op med ham, men det er jeg." Jeg så på Beverly og afventede et svar fra hende. Hun kneb øjnene hårdt sammen og nikkede så.

Niall kom ind af døren med tre kopper te. Han gav en kop til mig og en til Beverly. Det var en god te, og jeg var sikker på, at det var lige det hun havde brug for. 

 

Harrys synsvinkel

 

Jeg var nede. Nej. Nede er ikke nok til at beskrive det. Jeg var knust. Mit hjerte var itu, og det kunne ikke ordnes igen. Pigen i mit liv havde været mig utro med sin ex-kæreste. Jeg var sur, skuffet, ked af det og frustreret. Jeg kunne ikke beskrive det. 

"Hvorfor lyttede du ikke til hende? Jeg er sikker på, at du ikke kender hele sandheden Harry. Hun havde mere at sige end det hun fik sagt!" Louis så surt over på mig. Jeg rystede bare på hovedet og gik ind i stuen for at se tv og tænke på noget andet. Jeg så ud af øjenkrogen, at han himlede med øjnene og gik over for at åbne døren, da nogen bankede på. 

"Hej Destiny. Kom indenfor!" Jeg gad ikke se hende lige nu, da hun sikkert ville snakke med mig om Beverly. Jeg orkede det ikke lige nu. Til mit held satte hun sig ud i køkkenet og snakkede med Louis. Louis nikkede og pegede ind mod mig. Jeg havde nok været for hurtig, for selvfølgelig ville hun snakke med mig. 

Jeg rejste mig op og gik hen mod mit værelse, men Louis tog fat i min arm og satte mig ned igen. Jeg sukkede og så afventende på en lettere vred Destiny som nu stod lige foran mig. 

"Jeg har lige noget jeg skal have snakket med dig om Harry!" Hendes øjne lynede. Hun var vred. Det var tydeligt for enhver. 

"Hvis det er omkring Beverly, så bare glem det. Jeg orker ikke at snakke om hende lige nu." Jeg så opgivende på hende. "Nu du nævner det.... Jeg skal faktisk snakke med dig om hende, og Louis støtter mig, for han ved, hvad jeg vil sige. Derfor foreslår jeg, at du bare sidder der, tier stille og lytte!" Hun sagde det med en bestemt stemme. "Jeg magter det ikke. Jeg går ind på mit..." Mere nåede jeg ikke at sige. "Hold kæft og hør efter! Jeg gider ikke det her Harry. Lyt til det jeg siger, og så kan du gå bagefter!" Jeg sukkede opgivende og så på hende. Det var ikke noget at gøre, for de var 2 mod mig, og jeg magtede ikke at gøre modstand. Hvorfor skulle de gøre dette mod mig? Kunne de ikke fatte, at jeg var knust? Kunne de ikke fatte, at jeg lige havde mistet mit livs kærlighed? Var de helt blæst i hovederne?

"Lytter du nu, eller skal vi virkelig binde dig og putte tape for din mund?" Hun så ud til at mene det. "Ok. Hvad er det, der er så vigtigt?" Jeg så irriteret på dem. Det var ikke fair. De behøvede ikke forklare mig flere gange, at pigen jeg elskede havde været mig utro. Hvorfor ville de støtte Beverly op i det her? Det var hende, der havde været utro, og ikke mig. De brude være på min side i det her. Det var mig det led under det her. Hvorfor fattede de bare ikke noget som helst?! 

"Ok. Så hold kæft nu, og hør hvad jeg har og sige. Beverly tog med Brian for at beskytte dig og os andre, så han ikke skulle skade nogen af os. Hun gjorde det af kærlighed Harry. Hun så det som den eneste mulighed. Hun ville ofre sig selv for, at vi ikke skulle komme til skade. Hun vidste, at det kun var hende han ville have." Sådan havde jeg ikke set på det. Jeg fik pludselig lidt skyldfølelse overfor Beverly. Men det var alligevel et spørgsmål som plagede mig. "Hvorfor gik hun i seng med ham? Hun vidste, at jeg elskede hende, og jeg troede også hun elskede mig. Der tog jeg vel fejl. Jeg elsker hende. Og ikke bare som i "ligegyldigt", men som i "ægte". Jeg føler mig knust indeni, og jeg føler mig trådt på! Så hvorfor var hun mig utro med Brian?" Jeg så på Louis og Destiny. Jeg ventede på et svar. 

"Hun gik ikke i seng med ham at egen fri vilje, Harry. Hun blev voldtaget af ham, og hun kunne ikke gøre modstand. Som du ved, er han meget stærkere end hende. Han ville have hende med hjem til Danmark igen, men det ville hun ikke, så hun fik en ny plan." Jeg så forvirret på Louis, som lige havde sagt det. En plan? Det havde jeg da ikke hørt noget om. Mon det var det Beverly ville have snakket med mig om tidligere? Jeg var ikke sikker, men jeg ville gerne høre noget mere om den plan. "Hvad var det for en plan?" Jeg så på dem med at meget nysgerrigt blik. "Hun ville flygte fra ham. Hun gik med ham ind i flyet, og da der blev sagt, at flyet ville lette om 5 min. sagde hun, at hun havde glemt sin noget udenfor flyet. Hun rejste sig op, og gik ud af flyet. Da hun var lange nok væk, satte hun i løb. Hun løb hele vejen ud til vejen og fangede en taxi. Hun blev kørt hjem til Nialls lejlighed. Hun vidste, at jeg ville være der og hun havde brug for at snakke med mig om det. Vi tog imod hende, jeg fik snakket med hende, og efterfølgende fik jeg lagt hende til at sove, da det hele havde taget meget hårdt på hende. Hun var bange for, at hun havde mistet dig for evigt. Du er hendes et og alt Harry! Forstår du det? Hun elsker dig af hele sit hjerte. Hun har virkelig brug for dig. Hun er bange. Bange for at Brian kommer efter hende igen. Hun savner dig! Du skal være der for hende. Det er nu hun har mest brug for dig, og så hjælper det ikke, at du sidder her og har så pisse ondt af dig selv!"

Ordene kom meget bag på mig. At hun blev voldtaget? Jeg havde den dårligste følelse indeni lige nu! Jeg kunne slå mig selv lige i ansigtet med en kølle! Så dårligt havde jeg det med mig selv lige der. Hvorfor havde jeg dog ikke bare lyttet til hende? Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg måtte rette op på det hele igen... Hvis det da var muligt. Beslutsomt rejste jeg mig op. 

"Der er noget jeg er nødt til at gøre." Derpå forsvandt jeg hurtigt ud af lejligheden og smækkede døren efter mig.

 

Beverlys synsvinkel

 

Jeg sad i stuen på hotelværelset. Jeg så disney film og spiste en masse is. Det var det eneste jeg havde lyst til lige nu. Lige nu græd jeg over "Lady og Vagabonden". De to hunde var så glade, og det var jeg ikke. Mit liv var i ruiner, og min hjerte var blevet stjålet af en fyr, som var sur på mig, og ikke ville snakke med mig. Han ville ikke engang lyttet til mig. Jeg håbede på, og bad til, at Destiny havde fået det forklaret til ham, så han forstod, hvilken smerte jeg var gået igennem for ham.

Det bankede voldsomt på døren, og jeg sukkede. Jeg ville ikke have besøg nu. Jeg var for deprimeret! Hvorfor kunne verden ikke bare gå væk med sig og lade mig være med min nedtur?

Jeg gik hen op åbnede døren. Jeg var ved at gå bagover af overraskelse. Det var H...H...Harry? Hvorfor var han her? Jeg fattede det ikke.

"Må jeg komme ind?" Jeg var så meget i chok, så jeg ikke sagde noget. Jeg nikkede bare og lod ham komme indenfor. Jeg nåede knap nok at lukke døren efter ham, inden han havde lagt armene om livet på mig, vendt mig om, så jeg stod med fronten mod ham og pressede sine læber mod mine. Sommerfuglene i min mave begyndte og røre på sig, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet denne følelse. Kysset var fyldt med følelser, og jeg elskede det.

Han trak sig lidt fra mig og smilede kæmpestort til mig. Noget sagde mig, at det var lykkes for Destiny af forklare det hele. Jeg kunne ikke være gladere. Jeg græd næsten af glæde, og det var ikke tit jeg havde det sådan.

Vi gik ind i stuen og satte i sofaen. 

"Jeg er så ked at, af jeg ikke ville lytte til dig. Jeg vidste ikke, at han havde v.. voldtaget dig. Jeg er en frygtelig kæreste, og jeg er ked af det." Jeg kunne ikke tro, at han lige havde sagt det her. "Vil det sige, at vi er kærester igen?" Jeg så smilet komme frem på hans læber, og jeg vidste, at det var ægte, og ham mente at han virkelig var ked at det. "Jeg elsker dig SÅ meget Beverly, og hvis det ikke er for sent, så vil jeg gerne spørge, om du kan tilgive mig?" Han så nervøst og afvendtende på mig. "Jeg ved da ikke helt om jeg kan tilgive dig." Jeg sagde det med et drillende smil på læben og gav han et kys på munden. "Men jeg kan prøve på det. Og jeg elsker også dig. Rigtig meget endda." Harrys ansigt lyste op i et stort smil. Han tog fat rundt om mig og trak mig ind til sig. Hans læber landede igen på mine, og jeg kunne ikke være lykkeligere. Kysset var fyldt med følelser. Meget mere end der havde været i nogen af de andre, og jeg elskede det. 

Lige i øjeblikket røg en sang op i mit hoved. Jeg synes den passede så godt til dette øjeblik. Selvfølgelig var det en One Direction sang. En af de nye. Den hedder "Last First Kiss." 

Mit liv kunne ikke blive bedre nu. Lykken havde smilet til mig, og jeg kunne ikke være mere taknemlig.

 

________________________________________________________________________________

 

Hej venner! :D

Så kom de sammen igen. Hvad synes i? Er i glade for det? Hvad vil der ske nu? Tror i der kommer mere drama, eller bliver alt bare godt? 

Skriv gerne en kommentar om, hvad i synes om den. Jeg tager gerne imod kritik. Både god og dårlig ;)

Til sidst vil jeg gerne sige tak, fordi i læser min historie. Det betyder meget for mig! :*

Love all of you guys!! :D Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...