Trouble - One Direction

Sex, sjov og eventyr. Det er det, livet går ud på for den 18-årige Nelly James. Hun elsker at feste og grine, og hun siger aldrig nej - især ikke hvis der er en smule fare i sigte. Hun lever livet og nyder det i fulde drag. Hun har alt, hvad hun kunne ønske sig - bortset fra kærlighed. Hun er aldrig rigtig blevet elsket, ikke for den hun virkelig er. Men Nelly har vendet sig til det, og hun leder ikke længere efter kærlighed. Faktisk prøver hun at undgå den. Når hun møder en sød fyr, holder hun sig altid på grænsen mellem sjov og kærlighed. Lige på vippen - aldrig over kanten. Men hvad sker der, når hun en dag møder en, der ikke vil spille efter hendes regler - en, der skubber hende helt ud over kanten?

50Likes
24Kommentarer
2389Visninger
AA

4. All It Took

Liams synsvinkel

Børnene springer rundt ved springvandet, dypper deres små hænder i vandet en gang i mellem og griner, da de prøver at sprøjte det på hinanden. Forældrene står lidt fra og snakker, ældre mennesker sidder på bænkene eller går tur med deres hunde, mens der en gang imellem kommer et par unge mennesker gående, der skyder vej gennem parken. Men ingen af dem er Nelly.

Indtil videre har næsten ingen genkendt mig. Måske er det solbrillerne, eller måske er det bare held. Det er ikke, fordi det ville gøre mig særlig meget, men jeg er sikker på, at hvis Nelly var vidne til det, ville hendes stereotype-billede af berømtheder blive endnu værre. Hvis det overhovedet kan det.

Jeg rejser mig fra kanten af springvandet og putter hænderne i lommerne, inden jeg giver mig til at gå lidt rundt omkring springvandet. Jeg stiller mig derefter med front mod springvandet, så jeg kan holde øje med det meste af parken. Solen skinner ind i min øjenkrog, hvilket får mig til at knibe øjnene lidt sammen på trods af mine solbriller.

”Hey.”

Jeg vender mig om mod stemmen og kniber øjnene endnu mere sammen, da solen nu rammer mig lige i ansigtet. Jeg tager hånden op for at skygge for solen, så jeg kan se personen.

”Jeg troede ikke, du ville komme,” indrømmer jeg og smiler skævt.

Hun smiler lidt og går tættere på. Jeg vender mig helt om mod hende og lidt mere, så jeg kommer til at stå med ryggen til solen. Nelly smiler og ser på mig. Hun kniber øjnene lidt sammen, da det nu er hende, der bliver irriteret af solen.

”Er det ikke mig, der burde tro det?” spørger hun og ser på mig.

Jeg trækker på skuldrene. ”Måske troede jeg, at du ikke ville komme, fordi du troede, at jeg ikke ville komme, så derfor kom jeg heller ikke?”

Nelly kniber øjnene lidt sammen og siger til sidst: ”Måske...”

Vi ser lidt på hinanden, indtil hun vender sig om og begynder at gå. Jeg slutter mig til hende.

”Så... Hvad har du tænkt dig, vi skal lave?” spørger hun og ser på mig med et hævet øjenbryn.

Jeg trækker på skuldrene og putter hænderne i lommerne. ”Det ved jeg ikke.”

Jeg kan mærke hendes blik på mig, så jeg ser på hende med et smil.

”Har du ikke nogen planer?” spørger hun.

”Ikke for i dag.” Jeg bliver ved med at se på hende. ”Har du?”

Hun ser skeptisk på mig, indtil hun begynder at smile. ”Jeg har faktisk noget, jeg skal have ordnet. Har du en bil?”

Jeg nikker lidt og stopper med at gå. ”Ja, det har jeg. Den her vej,” siger jeg og gør tegn med min hånd. Jeg vender om og begynder at gå tilbage, og hun følger efter.

Da vi når hen til en sort bil med tonede ruder, banker jeg på ruden til passagersædet. En stor, pumpet mand med en stram, sort T-shirt stiger ud af bilen på den anden side. Han lader døren stå åben og vender sig om mod os.

”Michael, jeg bliver nødt til at låne bilen. Du kan bare holde en pause og vente her, eller hvor du har lyst,” siger jeg så overbevisende, som jeg kan, og smiler til ham.

Han rynker panden endnu mere, end den altid er, og kaster et hårdt blik på Nelly, der står ved siden af mig. Ud af øjenkrogen ser jeg hende rette ryggen som i en udfordring. ”Det går ikke, og det ved du også godt. Jeg har allerede brudt reglerne ved at lade dig gå ind i parken alene. Jeg kan ikke lade dig køre alene ud med en fremmed pige.” Han kaster endnu et blik på Nelly, der bare stirrer tilbage på ham.

”Michael, kom nu. Der er jo ingen, der finder ud af det. Hun er en pige; se hvor smal og lille hun er.” Jeg ser sigende op og ned af Nelly, der ser på mig med et hævet øjenbryn. ”Hun kan ikke gøre mig noget,” tilføjer jeg og ser på Michael igen. Jeg må bide mig selv i kinden for ikke at grine over det blik, Nelly sender mig.

”Jeg er ked af det, Liam, men det kan jeg ikke.” Han ser udtryksløst på mig og trækker lidt på skuldrene.

Jeg skal lige til at komme med endnu en nytteløs kommentar, da Nelly rækker en hånd frem for at stoppe mig og rammer min mave.  Jeg ser ned på hånden og så på hende. Hun trækker den til sig igen og lægger armene over kors. ”Hvad så hvis du kommer med? Må vi så tage hen, hvor vi vil?” Hun hæver begge øjenbryn og formår igen at se ud som en kæmpe udfordring.

Jeg prøver at holde et smil tilbage, da jeg finder det komisk, at hun så bekymringsløst lægger sig ud med en mand på Michaels størrelse.

”Selvfølgelig, miss,” siger han og ser på hende. Han tager fat i bildøren for at sætte sig ind, men bliver stoppet af Nelly.

”Kan kompromisset så ikke være, at du sidder bagi?”

Michael rynker panden, så alle rynkerne blive dybere end før. ”Mig?”

Nelly nikker og ser ham lige i øjnene. ”Så kan du holde øje og gøre dit arbejde, men vi kan lade, som om du ikke er der. Det er en win-win.”

Michael ser lidt på hende, indtil hans ansigt løsner sig lidt op igen. Han ser så på mig.

Jeg trækker lidt på skuldrene og smiler. ”Hun har ret.”

Vi ser lidt på hinanden, indtil han hæver øjenbrynene, og et smil hiver op i hans ene mundvige. Han ryster næsten umærkeligt på hovedet, mens hans overkrop forsvinder ind i bilen, da han tager sin telefon og andre ting og sætter sig ind på bagsædet. Jeg går om på den anden side af bilen og sætter mig ind bag rattet. Nelly sætter sig ind på passagersædet ved siden af.

”Vil I det mindste så sige, hvor I skal hen?” spørger Michael omme bagfra.

Jeg ser på Nelly, der også ser på mig. Hun smiler og svarer: ”En hundekennel i Dartford.”

* * *

”Drej til højre her.” Nelly læner sig lidt frem i sædet og kigger ud af vinduet, da jeg drejer. Hun smiler og læner sig tilbage. ”Nu er vi her snart.”

Jeg kaster et hurtigt blik på hende, inden jeg igen ser ud igennem forruden. ”Vil du så fortælle mig, hvad det er, vi skal?”

Hun smiler bare og bliver ved med at se ud af vinduet.

Jeg bliver ved med at køre og dreje, når jeg får besked på det, og til sidst ender vi på en lang grusvej ude på landet langt fra den nærmeste by. 

”Er du sikker på, at den her vej fører nogen steder hen?” spørger jeg skeptisk og ser på Nelly.

Hun nikker og smiler svagt til mig. ”Vi er der bogstaveligt talt om 10 sekunder.”

Jeg ser lige ud igen og efter et par meter, begynder jeg at se noget, der kunne ligne et hus. En lille gård dukker frem for enden af vejen. Jeg kører op foran og parkerer bilen.

Nelly tager fat i dørhåndtaget og åbner sin dør. Da jeg ikke gør mine til at gøre det samme, ser hun på mig. ”Skal du ikke med?

”Vil du så fortælle, hvad det er, vi skal?” spørger jeg og ser spørgende på hende.

”Hvad tror du, vi skal?” siger hun og smiler af mig. ”Jeg skal købe en hund!”

Jeg hæver det ene øjenbryn og ser vantro på hende. ”Bare sådan?”

Hun himler med øjnene og smiler lidt. ”Ikke vær dum. Jeg har haft planer om det i lang tid. Nu var bare den perfekte mulighed.” Hun ser lidt på mig, inden hun stiger ud af bilen. Jeg kaster et hurtigt blik på Michael, inden jeg følger efter hende.

”Kom, vi skal ind herovre,” siger hun og begynder at gå om bag huset. Bag mig kan jeg høre Michael stige ud af bilen, inden jeg går efter Nelly.

Omme i haven er der et lidt mindre hus, hvor der kommer massere af gøen og andre dyrelyde fra. Nelly går hen mod den åbne dør, netop som en lille, tynd kvinde kommer ud. Hun ser op fra sin blomstrede stråhat i hendes hænder og lyser hurtigt op i et smil, da hun ser Nelly, der står lige foran hende.

”Nelly! Gud, hvad laver du her?” spørger kvinden og tager fat i Nelly, så hun kan give hende et kram. ”Du skal vel ikke have en til allerede?”

Nelly griner for første gang i dag, mens vi er sammen; faktisk for første gang, mens jeg har hørt det. Jeg smiler lidt og går langsomt hen mod hende og kvinden.

”Du ved, det ikke kun er for min egen skyld. Hende den gamle derhjemme kan slet ikke få nok, så hun har sendt bud efter en til. Men en mindre en denne gang,” siger Nelly, hvilket får kvinden til at le. Hun sætter sin stråhat oven på hovedet og ser over skulderen på Nelly, så hun får øje på mig.

”Hvem er dine venner?” spørger hun venligt og sender mig et smil.

Nelly vender sig halvt om og ser på mig. ”Det er Liam. Og hans ven derovre er Michael. Han er lidt genert, så det er bedst, hvis du bare lader ham være.” Hun ser på kvinden og sender hende et sigende blik, der får kvinden til at se med medlidenhed på Michael og holde sig forbavset over munden. Jeg bider tænderne sammen for ikke at grine.

Nelly ser på mig igen og smiler lidt. ”Liam, det her er Marilyn, men vi kalder hende bare Lynn.” Jeg smiler til Lynn og rækker hende hånden, som hun tager.

”Velkommen. Bare føl dig hjemme og se dig omkring.” Hun giver min hånd et beroligende klem, inden hun slipper den. Hun går lidt forbi os tilbage mod det store hus, inden hun over skulderen tilføjer: ”I ser bare, hvad I kan finde, og så ved I, hvor I kan finde mig, hvis I har brug for noget.”

Nelly ser kort efter Lynn, inden hun ser på mig. Jeg smiler til hende, inden hun vender sig om og går ind i huset til dyrene. Jeg følger efter hende uden at se tilbage for at tjekke, om Michael er med.

Hun går til venstre og sætter straks farten ned, så hun kan betragte hundene, der er i bure på begge side af gangen, der går hele vejen ned til enden af huset. Jeg går en meter bag hende og betragter hende. Hun ser i lang tid på hver hund, hun passerer, indtil hun går videre til den næste. Som om hun leder efter noget bestemt.

”Gør du det her tit?” spørger jeg og bryder vores tavshed, der ellers kun var blevet fyldt af piben og gøen fra hundene omkring os.

Hun ser kort tilbage på mig, inden hun vender tilbage til sin jagt. ”En gang i mellem.”

Jeg kniber øjnene en smule sammen og ser ned på hunden, hun er kommet til. ”Hvor mange har du da indtil videre?”

Hun sætter sig ned på hug og retter hånden frem mod den lille, hvide hund, der straks er henne ved hende og sige hej. Hun smiler og mumler noget til den, så den giver en lyd fra sig. Hun griner lavt og lader sine hænder glide hen over dens lange, bløde pels. ”Med denne her lille skat,” siger hun og ser op på mig med et smil, der får hendes øjne til at lyse, ”så er vi oppe på 4.”

Jeg smiler og ser bare på hende og hunden. Hun rejser sig op og får på en eller anden måde åbnet buret ind til hunden, der glad hopper op af hendes ben. Hun tager den op og smiler, mens den prøver at slikke hende i ansigtet.

Mens hun koncentrerer sig om den lille hund, træder jeg langsomt nærmere. Jeg ser på buret, hvor navn og info omkring hunden står på et hvidt, plastik skilt.

”Amigo,” læser jeg højt.

”Hvad?” Nelly ser forvirret op på mig.

Jeg peger på skiltet. ”Det hedder den.”

Hun ser på skiltet og smiler. ”Åh.” Hun ser ned på hunden igen og kører hånden hen over dens pels. ”Amigo.” Den bjæffer glad og slikker hendes hånd, hvilket får hende til at smile lidt bredere.

Jeg rækker ud og klør først Amigo bag øret for derefter også at lade min hånd køre hen over den hvide pels. Jeg smiler lidt, da den også begynder at slikke min hånd. Jeg ser op fra hunden og møder Nellys blik. Hendes blå øjne holder mig fast i lang tid; længere end jeg har lyst til at indrømme. Alt går langsomt, men det eneste jeg kan se er hendes store, blå øjne med en ring af guld rundt i den inderste kant af begge hendes øjne. Hun trækker sit blik til sig og ser ned på hunden igen. Hun smiler og begynder igen at kæle med den, som om intet var sket.

”Lad os gå ind og betale for ham,” siger hun pludselig og bryder tavsheden, som jeg knap nok havde lagt mærke til. Jeg nikker lidt og ser på hendes ansigt igen. ”Vil du ikke lige holde ham?” spørger hun og rækker mig Amigo. Jeg tager ham og smiler lidt, da han begynder at bjæffe igen. Nelly begynder at gå tilbage mod udgangen efter at have lukket buret, og jeg følger efter. Hun putter hånden ned i baglommen på sine stramme jeans og tager nogle sedler op. Mit blik hænger igen fast lidt længere, end jeg har lyst til at indrømme.

Da vi kommer udenfor, er Michael ikke nogle steder at se. Han må have været gået tilbage til bilen.

Nelly bevæger sig op mod huset, men stopper så pludseligt op, så jeg kommer til at gå ind i hende. Jeg ser ned på Amigo, der bare ser op på mig med et par store, brune øjne.

Da jeg ser på Nelly igen, kigger hun allerede på mig. Hun vender sig om igen efter et par lange sekunder og vinker til Lynn, der står i køkkenvinduet ud mod os og smiler. Hun gør tegn til, at hun kommer om to minutter, inden hun forsvinder.

Nelly vender sig om mod mig igen og smiler lidt, da hun ser på Amigo. Hun klapper ham ømt og ser op, så hun kan møde mit blik, der allerede hviler på hende. Jeg smiler lidt, men hun ser bare på mig; kigger mig lige i øjnene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har bare lyst til at røre hende og mærke hendes bløde hud. Pludselig strejfer hendes hånd min, men inden jeg kan nå at gøre noget, er Lynn kommet ud i haven til os.

”Jeg kan se, at I er faldet for Amigos brune øjne? Jeg havde faktisk fået et bud på ham, men du kan nu godt få ham alligevel, Nelly.” Hun smiler og ser varmt på Nelly. Hun vender derefter blikket mod mig og rækker ud efter hunden, som jeg giver til hende. ”Jeg finder lige papirerne og en sele, så kan I få ham med.” Hun sender os begge et smil, inden hun forsvinder igen.

Da hun er ude af syne, vender vi os mod hinanden og ser hurtigt på hinanden, inden jeg tager fat om hendes nakke og hiver hendes ansigt hen til mit. Hun tager fat i min trøje og ser på mine læber, indtil jeg presser dem mod hendes. Alt går amok; min krop er som fyrværkeri, der risikerer at gå ud, hvis den ikke er i kontakt med hendes.

Jeg trækker hende endnu tættere ind til mig, og hendes hænder vandrer rundt uden på mit trøje, indtil de endelig finder et smuthul og kommer ind under stoffet. Alle mine muskler spændes, da hendes hænder glider hen over min hud. De er hverken kolde eller varme, men de efterlader et spor af ild på min hud.

Hun trækker sit ansigt en smule væk fra mit og stopper kysset, selv om hun stadig bider blidt i min underlæbe, hvilket bare driver mig endnu mere til vanvid; får mig til at tvinge hende tættere på igen.

Hun slipper sit greb og lægger en hånd på mit bryst for at holde mig lidt væk. Jeg åbner øjnene og ser på hende. Hun ser på sin hånd, der griber fat i min trøje igen og klynger sig til den. Jeg rynker panden lidt, mens jeg betragter hende. Jeg kan ikke læse hende; kan ikke forstå, hvad der sker inde i hendes hoved. Jeg ved ikke, om hun fortryder, eller om hun vil have jeg går.

Pludselig ser hun op og møder mit blik. Et smil danner sig langsomt om hendes læber. Hun har et specielt glimt i øjet, næsten som om hun er stolt. Hun fortryder ikke.

Jeg lader min hånd falde ned, så jeg ikke længere rører hende, da det går op for mig.

”Jeg kender dig slet ikke,” mumler jeg og ser på hendes ansigt.

Hendes smil forsvinder kort for at blive erstattet af en nyt. ”Det behøver du jo heller ikke.”

Smilet på hendes læber er forsvundet, så hendes blå øjne bare stirrer på mig, som om de ser lige igennem mig.

Hendes greb omkring min trøje bliver strammere, da hun langsomt hiver mig ned til hendes ansigt, så hun kan lade sine læber ramme mine igen. Igen bliver min krop tændt som et fyrværkeri, da den kommer i kontakt med hendes. Med ild i fingerspidserne lader jeg mine hænder køre ned langs hendes arme og op af hendes krop.

Et kort øjeblik skælver hendes krop under min berøring, men det er så hurtigt væk igen, at jeg ikke når at tænke særlig meget over det.

En fjern gøen bringer os tilbage til den virkelig verden. Nelly trækker sig væk fra mig igen. Først hendes ansigt og derefter resten af hendes krop. Hun ser på mig i et par sekunder, inden hendes blik bliver draget mod huset, hvor Lynn frem med Amigo i snor. Nelly begynder at smile og gå hen til hunden, og igen er det, som om intet er sket. 

______________________________

Like and comment lil bitses ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...