Player - One Direction (SLUT)

Det var aldrig meningen at Summer ville opføre sig som en player, det var aldrig meningen at hun fik følelser for Harry, Louis, og Zayn. Det skete bare, og nu er hun splittet imellem dem, hvem skal hun vælge, og hvem skal hun såre. Drengene har ingen idé om at de allesammen dater den samme pige, for hun gør sit allerbedste for at holde sit efternavn ude af billedet, og gør alt hvad hun kan for ikke at blive set med dem i pressen. Hvad sker der hvis drengene finder ud af det?

(Historien er delt op sådan, at Leprechaun skriver fra Summers (og andre mulige piger) synsvinkel, og AmaliePayne skriver fra drengenes. Læses på eget ansvar!)

20Likes
24Kommentarer
2523Visninger
AA

2. Summer's synsvinkel.

Jeg slog øjnene op, og hovedpinen indhentede mig straks, i takt med kvalmen der ulmede i min mave, helt klart en af de 'gode' tømmermænd. Jeg var tilbage i min egen store drømmeseng, med de små hjerter hængende i gardinerne. Da jeg strakte min arm ud, fik jeg fat i et lille krøllet stykke papir, med et nummer på. Aftenen før kom strømmende tilbage til mig, og det gik op for mig at jeg havde slået mig rigtigt løs ligesom jeg plejede. ''Skal du ikke snart op?'' jeg for op af sengen ved lyden af den velkendte stemme. ''Far!'' lo jeg og hoppede op i armene på ham. Han havde været væk i næsten en måned nu, og jeg vidste bare at han ikke var hjemme længe. Hans arbejde bestod af at rejse verden tynd, og efterlade sin datter i hånden på sin formue. ''Den står på Peru om lidt, jeg skulle bare lige holde øje med om du kom op fra dine tømmermænd'' han sendte mig et smil, og vendte så om i døren igen. Jeg gik over til mit skab med et suk og trak noget tøj ud, inden jeg hoppede i mine Converse, og kørte ned mod Starbucks. Damen ved kassen så som sædvanlig træt og irriteret ud, men det var der jo selvfølgelig ikke noget at sige til når køen bestod af lutter morgentrætte mennesker, og det hjalp nok heller ikke at hun selv skulle så 'tidligt' op. Klokken var alligevel ved at blive elleve, men jeg var ikke den eneste der sov længe i sommerferien. Jeg bestilte en helt sort kaffe og gik så hen til et bord i hjørnet der var mit stambord.

 

Jeg så op fra min iPhone og så ind i de dybe, mørke øjne der smilede til mig, og skinnede i lyset fra lamperne. ''Hvad?'' spurgte jeg irriteret og lagde mobilen på bordet. Han grinte let og rakte mig min sølv-pung der sikkert havde kostet mere end de Converse jeg havde på. ''Åh... tak...'' mumlede jeg med et let smil. Han rakte mig hånden og skulle til at sige noget men jeg stoppede ham ''Zayn Malik? Jeg ved det!'' jeg prøvede at sende ham et sødt smil, men det at han grinte fik mig til at rødme så dumt. Da han satte sig foran mig med sin kaffe rakte jeg hånden ud imod ham igen ''Summer'' han smilte igen og gav min hånd et lille klem. ''Undskyld, jeg bliver nok bare mundlam når jeg ser så smuk en pige...'' sagde han stille og bed sig lidt i læben. Jeg lo ''er det det bedste du kan komme på? Jeg har hørt bedre replikker, men sødt at du prøver!'' han løftede det ene øjenbryn, og det gik op for mig hvor hårdt det egentlig lød, men sådan var jeg vel. ''Jeg mener det?'' han smilede stadig, hvilket fik mig til at smile igen, og jeg begyndte stille at knække mine fingre.

''Right!'' svarede jeg og trak på skuldrende. Min kaffe var sikkert blevet kold så jeg rejste mig og smed den ud i skraldespanden, og da jeg vendte mig om stod Zayn med et stykke papir i hånden. Jeg måtte have lignet et stort spørgsmålstegn, for han begyndte igen at grine. ''Ring til mig?'' smilede han. Jeg trak på skuldrende og stoppede det i min baglomme med et blink. Jeg virkede ligeglad, men på en måde fik hans bløde smil, og sexede stemme det til at sitre i mig, så jeg fik en stor trang til at se ham igen. Jeg stod nu med to numre i lommerne, og det måtte virke som et stort dilemma, men jeg vidste lige hvem jeg skulle ringe til først..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...