Øjnene siger alt

Pigen Jennifer er alt andet end normal.
Hun er uden for fællesskabet, og helt alene. Lige indtil hun ved et tilfælde møder en dreng, der på samme tid fanger hendes opmærksomhed og skræmmer hende fra vid og sans.
Han er ligesom hende helt speciel, og han er overbevist om, at han er sendt til Jorden med en mission.
En mission som viser sig at have stor betydning for Jennifer...

0Likes
3Kommentarer
450Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Kapitel 2

Bussen kom et kvarter senere, og jeg steg på.
Jeg holdt mit blik for mig selv, så bare ud af vinduet. Kun seks stop tilbage.
De bølgende, kornfyldte marker strøg forbi. De nedslidte byer, med små genbrugsforretninger for forbi i høj fart. De var så små, at man ikke engang opdagede dem, og kun vidste de eksisterede på grund af de små byskilte.
Når vi standsede, kiggede jeg rundt på de folk, der kom ind og gik ud. Mit blik nåede en dreng, der var på omkring samme alder som jeg, 14. Han så mager og bleg ud. Hans hud var helt hvid og fin, uden en eneste urenhed. Hans kæbe var markeret og hans kindben fremtrædende. Hans læber var smalle og lyserøde. Øjnene var... næsten sorte... eller var de helt sorte? Hans hår var brunt og skinnede i lyset fra solen. Alt ved ham var så perfekt, så fejlfrit og så fuldstændig fantastisk. Det var som om han havde en aura af skønhed omkring sig.
Han følte mit stirrende blik i nakken, og hans hoved drejede sig langsomt mod mit. Vores øjne mødtes, og hans pupiller blev vidt udspilede. Han vinkede mig over til ham med den ene hånd. Jeg så modstræbende den anden vej, men blev alligevel fanget af hans blik. Det var så intenst, og vækkede med det samme min interesse.
Jeg rejste mig fra mit sæde, og vaklede mod ham, prøvede at stå fast ved stramt at holde om håndtagene, der var placeret på siden af sæderne.
Jeg fik sat mig ned, han så mig direkte i øjnene, og jeg blev skræmt af hans foruroligende, umenneskelige, rædselsvækkende blik. Men jeg kunne ikke se væk, de havde hypnotiseret mig. Langsomt åbnede han munden, og ud kom det mest skrækindjagende skrig, jeg nogensinde havde hørt. Det blev bare ved og ved og ved, som tinitus, bare højere. Jeg ville gerne holde mig for ørerne, men kunne ikke, jeg var som forstenet af hans blik. Lyden kom under huden på mig, og hårene på armene begyndte at rejse sig. Den store mund, som var intet andet end sort. Det var som at falde ned i et dybt, mørkt hul, hvor man aldrig vidste, hvornår man ville komme op igen. Man vidste aldrig, hvonår det ville holde op. Men langsomt lukkede han munden i, blev ved med at se mig i øjnene, og råbte roligt: "Eripias me!" Sekundet efter var han væk. Jeg så med store øjne på sædet ved siden af mig. Mærkede folks blikke på mig, som om jeg var en eller anden freak, hvilket jeg, i bund og grund, var blevet vant til med årene.
Han havde intet efterladt, ikke andet end hans blik, der stadig stod som printet på indersiden af mine øjenlåg.
”Så bliver det Nørrum, næste stop, Nørrum,” lød buschaufførens dybe stemme i højtaleren.
Min fødder gik hen ad gangen i midten af bussen, ned ad trappen og ud i den brændende hede. Jep, her boede jeg. I en mikroskopisk landsby uden noget som helst andet end et busstoppested, hvor der kørte en bus hver anden time, en Dagli´Brugs med kun to ansatte og et pizzaria, der var hjemsøgt af rotter. Det med bussen var især rart, når man skulle køre hen til skolen om morgenen klokken syv og man så kom tre kvarter for tidligt. Men jeg går ud fra, at man vender sig til det, jeg gjorde i hvert fald.
Jeg trak min skoletaske op omkring den ene skulder og gik med det slidte fortov ned mod mit hus.
Det plejede at være velholdt, men denne sommer var græsset ikke blevet slået en eneste gang og regnen havde sat sine tydelige spor på vinduerne.
Brat standsede jeg op. En skikkelse formede sig for øjnene af mig, langsomt blev den tydeligere og jeg genkendte nu det sorte hår og den hvide hud.
”Hvem er du?” Han så mig forvirret i øjnene.
”Hvem erdu?” Gispede jeg.
”Hold så op med det der!” Han tog sine hænder om mine overarme. ”Og svar mig så, hvem du er!”
”Jeg er ikke nogen,” svarede jeg, og fandt det skræmmende sandt. Jeg var ikke nogen, og jeg havde ikke været det i et godt stykke tid. Ikke lige siden ulykken med min mor og min søster.
”Lad vær med at lege med mig!” Han kiggede frustreret på mig og strammede grebet om mine overarme. ”Fortæl mig hvem du er.”
”Giv slip på mig!” Rædslen stod skrevet i mine øjne, men han gav ikke slip. Han blev ved med at se mig ind i øjnene, de hypnotiserende, sorte øjne. ”Lad vær' med det der!” Jeg så væk.
”Jeg lader være sekundet du fortæller mig, hvem du er. Hvorfor kan du se mig?” Han søgte mine øjne. Jeg stoppede med at vride mig.
”Vil du ikke nok give slip?” Jeg så ham bedende i øjnene. Langsomt slap han grebet, og sekundet efter løb jeg alt hvad jeg kunne mod mit hus. Var ligeglad med om han fulgte efter, jeg skulle bare nå ind i huset. Ind i mit hjem, det hjem, som var mit helle, mit tilflugtssted. Der var sikkert og trygt.
Forpustet trykkede jeg håndtaget ned, smækkede den hurtigt efter mig, låste den i og kiggede ud af glughullet. Han var væk. Åndeløst smed jeg min taske på gulvet og løb op på mit værelse. Min redte, bløde seng dækket af pyntepuder så indbydende ud, og jeg smed mig ned på den. Kiggede op i loftet og hev efter luft. Gardinerne begyndte at slå mod vinduet og en skikkelse materialiserede sig for enden af min seng. Endnu engang var hans spørgsmål simpelt og naivt. ”Hvem er du?” Lød det igen og igen. ”Og hvorfor kan du se mig?”
”Nok fordi du konstant dukker op.” Jeg satte mig i skrædderstilling. Han så et kort sekund på mig, hoppede op i sengen og lagde sig oven på mig, mens han holdt mine hænder fast.
”Hvad er du?” Han stirrede mig ind i øjnene, som om han prøvede at tvinge et svar frem fra min underbevidsthed.
”Jeg er en pige, der går i skole og som har meget svært ved at få luft lige nu,” sagde jeg skræmt og snappede efter vejret.
”Undskyld.” Han hoppede ned på gulvet igen. ”Jeg kan bare ikke forstå det, du burde virkelig ikke kunne se mig.” Han tog sig til hovedet.
”Vil du sige mig, hvorfor jeg ikke burde kunne se dig?” Jeg satte mig op igen.
”Det er bare…” Han vendte hovedet mod døren. ”Eripas me.” I samme sekund forsvandt han.
Håndtaget på min dør blev trykket ned, og min far stak hovedet ind.
”Allerede hjemme?” Hans hæse, varme stemme fik mig til at føle mig tryg.
”Efter museet skulle vi ned på stranden.” Jeg trak på skulderen. ”Har vi noget at spise?”
”Hør her, jeg ved godt at du ikke kan lide vand, eller varme for den sags skyld, men du bliver da nødt til at gøre en indsats.” Han satte sig ned ved siden af mig.
”En indsats for hvad? For at de kan håne mig for mine fobier igen? Ellers tak.” Sengen knirkede, da jeg rejste mig op.
”Jeg mener bare…” Han så op på mig. ”Du skulle måske overveje at begynde hos den psykolog igen.” Han trak mig ned på sit skød og aede mig over håret.
”Det tror jeg altså ikke er nogen god idé, jeg mener… jeg tror ikke, at jeg har brug for en.” Jeg kunne godt selv høre løgnen bag min stemme. Men sidste gang jeg var hos en psykolog, havde jeg ikke følt mig sikker, og jeg havde ikke følt mig fortrolig med hende. Hun lod som om hun vidste, hvad der foregik inde i hovedet på mig, når hun i virkeligheden ingenting vidste om noget som helst. Hun havde sikkert ikke engang færdiggjort sin uddannelse.
”Jeg vil bare ikke have, at du skal frygte noget. Jeg vil ikke have dig til at være bange for noget som helst. En lille fobi skal ikke forhindre dig i at erobre verden.” Han smilede sit sædvanlige farsmil, det som fortalte mig, at han virkelig elskede mig, og virkelig bekymrede sig om mig.
”Men det vil ikke forhindre mig. Så længe jeg ikke vil være livredder, så går det nok,” sagde jeg og krammede ham.
”Okay, du ved jeg bare vil det bedste for dig,” mumlede han over min skulder.
”Hvad skal vi så have at spise?”
”Jeg tror, jeg vil lave mine verdensberømte frikadeller,” sagde han.
”Du ved godt, at de eneste, der kender til dem er dig og mig og Bitten, ikke?”
”Hvor vil du hen med det?” Vi begyndte at gå ned at trappen.
”Jeg siger bare, hvis det kun er tre personer, som kender dem, så er de måske ikke så berømte.” Hans overraskede udtryk fik mig til at grine.
”Hvad snakker du om?” Han begyndte at kilde mig. ”De er da totalt verdensberømte. Da din faster Bitten i sin tid var på jordomsejling var det hendes frikadeller der var på menuen hver aften. Alle elskede dem.”
”Nå ja, det er rigtigt, de elskede dem, fordi de brugte dem i stedet for et anker, så snørrede de dem sammen med Bittens verdensberømte spaghetti.” Jeg grinte højt.
”Skal du snakke grimt om Bittens verdensberømte båndspaghetti?” Han løftede mig op, og vendte mig om så jeg havde hovedet vendt mod gulvet.
”Jeg snakker ikke grimt om hendes spaghetti, det er bare fakta.” Jeg lo, mens han bar mig ned af trappen og smed mig på sofaen.
”Fakta er også, at du er ved at blive tung,” sagde han træt og satte sig forpustet ned i den nedslidte lænestol.
”Det er nok alle de frikadeller.” Jeg følte mig også pludseligt forpustet, men ikke nok til, at jeg ikke straks startede med at grine, da han begyndte at kilde mig igen.
”Har du lavet lektier?” Spurgte far. Jeg tændte for fjernsynet og mumlede et ja.
”Jeg mangler noget at lave fars af, kommer lige om to minutter igen.” Inden jeg nåede at sige noget var han ude af døren. Vi skulle nok klare os, så længe Dagli´Brugsen havde åbent 13/7, så skulle det hele nok gå. Og inden jeg nåede at tænke yderligere over tingene, begyndte fjernsynets larm at overdøve mine dybe tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...