Øjnene siger alt

Pigen Jennifer er alt andet end normal.
Hun er uden for fællesskabet, og helt alene. Lige indtil hun ved et tilfælde møder en dreng, der på samme tid fanger hendes opmærksomhed og skræmmer hende fra vid og sans.
Han er ligesom hende helt speciel, og han er overbevist om, at han er sendt til Jorden med en mission.
En mission som viser sig at have stor betydning for Jennifer...

0Likes
3Kommentarer
469Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Øjnene siger alt



Kapitel 1

Jeg trak min grønne sweater omkring mig. Kiggede ud over det blå, bølgende hav og skærmede med hånden imod solen.
"Vil du med ud og bade?" Alexander lagde en hånd på min skulder.
"Ellers tak, jeg tror, jeg foretrækker at være på landjorden indtil videre." Jeg gav ham et kort blik.
"Men vandet er virkelig varmt, og vi tager en badebold med ud," sagde han og satte sig ned ved siden af mig. Han havde allerede skiftet til badebukser, og jeg kunne ikke undgå at se på hans vaskebræt af en mave.
"Jeg er ikke rigtig vild med vand." Jeg tog min iPod op af lommen.
"Er du sikker?" Han lagde sin hånd over min iPod. Jeg nikkede.
"Jeg tror der er nogle, der venter venter på dig," sagde jeg og kiggede bag ham på resten af mine klassekammerater.
"Du kommer bare, hvis du har lyst." Han blinkede til mig og gik hen mod de andre.
Jeg kunne bare ikke tage hans selvsikkerhed, og det at han troede, at alle piger faldt for ham, når bare han sendte et sødt blik og et skævt smil. Mine høretelefoner spillede allerede den fedeste rock, og jeg tog dem i ørerne.
Jeg lagde mig ned på ryggen og så op mod den lyse himmel, ikke en sky at se. Solen brændte stærkt, og jeg følte dens varme igennem hele min krop. Efter bare et par minutter kunne jeg føle den gennemborende hede.
Jeg rejste mig op og uden at se mig tilbage, gik jeg op mod parkeringspladsen. I det mindste var der læ ved busstoppestedet. Jeg satte mig ind i skuret, følte kulden gennemtrænge min hud. Bænken føltes kold mod mine lår, og jeg tog benene op til hagen, for at holde varmen. Lige om lidt ville jeg blive varm igen, lige om lidt ville kulden forsvinde, og gåsehuden ville forsvinde med den.
"Fryser du ikke?" Liza, min dansklærer, satte sig ind ved siden af mig. Jeg tog høretelefonerne ud af ørerne, og rystede på hovedet. "Du ser lidt kold ud. Vil du ikke med tilbage på stranden igen?" Hun så mig i øjnene.
"Jeg tror bare, jeg bliver her." Jeg trak på skulderen.
"Men vi skal nok være her i omkring en time mere, så du kan bare komme ned, ikke?" Hun rejste sig op. Jeg nikkede. Som om jeg virkelig ville gå derned uden en god grund. Og dejligt varmt vand, brændende sand og bagende hed sol var helt sikkert ikke grund nok. "Er du sikker?" Hvad skete der for, at alle stillede det spørgsmål? Hvad havde de regnet med? Et svar som: "Nej, jeg er ikke sikker."? Jeg så irriteret på hende, og nikkede endnu engang. Tog mine høretelefoner i ørerne igen. Endelig forsvandt hun.
Men hun havde ret, jeg kunne ikke sidde herinde i en hel time endnu, og vi skulle jo trods alt bare hjem bagefter.
"Hey, Liza, må jeg gerne tage hjem?" Jeg tog høretelefonerne ud af ørerne og løb efter hende. Hun vendte sig om mod mig. "Jeg har det ikke så godt." Jeg lagde dramatisk begge hænder på min mave.
"Jeg går ud fra, at du selv har penge eller et buskort?" Hun så tvivlende på mig.
"Selvfølgelig,” sagde jeg og smilede.
"Godt, jamen, så går jeg ud fra, at det er okay, men jeg er ikke sikker på, at der kører en bus før om en halv times tid." Hendes blik ændredes til bekymret. "Hvordan har du det?"
"Bare lidt varmt.” Jeg trak på skulderen. I det mindste løj jeg ikke, endnu. "og så har jeg måske også lidt ondt i hovedet og i maven. Og mine ben gør helt vildt ondt. Jeg må hellere sætte mig ind i skuret igen." Hun nikkede forstående.
"Jamen så ses vi imorgen," sagde hun smilende og klappede mig på skulderen. Jeg så en sidste gang mod vandet og de andre. De hoppede og løb, og kastede med en stor, rød badebold, som ikke så let kunne overses. De grinede og havde det sjovt, og jeg følte med det samme et stik i min mave. Hvorfor endte det altid sådan? Hvorfor endte jeg altid med at være udenfor? Jeg endte altid med at blive overset.
Liza søgte mit blik.
"Er du sikker på, at du er okay?"
"Jeg sagde det jo, det er bare lidt hovedpine," sagde jeg med irritation i stemmen. Jeg vendte mig væk fra hende og gik med hurtige skridt tilbage til mit gemmested.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...