SLETTET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2012
  • Opdateret: 27 dec. 2012
  • Status: Igang
Denne movella er slettet/stoppet (Sara Johnson er 17, og har aldrig oplevet eller følt ægte kærlighed. Hun er blevet holdt helt indespærret af hendes far, siden hendes mor døde da hun var 7. Hun har altid fået af vide at "Den store onde verden udenfor" ville dræbe hende hvis hun kommer ud. Men hun hungrer efter at komme væk fra sin far. Da hun endelig får mod nok til at prøve at flygte lykkes det. Hun kommer udenfor, men hvad sker der nu? Uden mad, penge eller tøj, begiver hun sig ud i livet. Og hvad sker der da en fremmed bil kommer og samler hende op? Er det hendes billet til hjælp? Eller måske kærligheden som hun aldrig har følt?)

25Likes
16Kommentarer
1791Visninger
AA

2. Run for life

 

Jeg løb. Jeg løb alt hvad jeg kunne, og for alt hvad jeg kunne få. Frihed, et liv og måske kærlighed. Alt det jeg aldrig havde haft. Da min mor døde, blev min ellers så kærlige far, syg. Han blev indlagt, hvor han fik stillet diagnosen som psykisk syg. Det eneste de gjorde ved et var at give ham nogle piller. Men det tager han ikke, så han bliver mere og mere syg for hver dag der går. Derfor er han som han er. Jeg hader ham, uanset om han har den sygdom eller ej.   

 

 

  Jeg stoppede med at løbe, da jeg var kommet sådan ca. 20 km.  uden for byen, stoppede jeg forpustet op. Jeg hostede, og begyndte af ryste af kulde. Det havde måske heller ikke været den bedste idé at flygte når jeg kun havde natshorts og en lille sort top, der stumpede lige over buksekanten. Jeg rejste mig op fra jorden, hvor jeg havde sat mig ned for at få vejret igen. Jeg kiggede mig omkring, og lagde mærke til hvor mørk det var blevet. Jeg børstede lige det sidste jord af mine shorts, da der kommer en stor sort bil, der ligner min fars bil utroligt meget. Jeg blev helt stiv, og kunne ikke bevæge mine ben. Jeg havde det som om jeg havde fået cement i kroppen. Døren til passager sædet blev åbent, og ud steg, til min store overraskelse, ikke en af min fars venner, men en dreng på min alder vil jeg tro. Han havde de største krøller jeg nogensinde havde set, og da jeg kiggede i hans grønne øjne var det som om mit blik blev låst fast. Vi stirrede hinanden i øjnene i 3 sekunder vil jeg tro, men det var også et sekund for meget.  

 

Harry's synsvinkel:

Mig og Liam var på vej hjem til Liam for at holde en video aften med de andre drenge, som allerede var hos Liam. "Liam, hvad er det?" spørger jeg, da jeg ser noget sidde ude i vejkanten. "En ræv vil jeg tro." svarede han, mens han stadig holder fokus på vejen. " Nej Liam, jeg tror det er et menneske, se en ræv ville ikke kunne rejse sig vel?" siger jeg, da skikkelsen rejser sig. "Er du sikker? Hvad tror du et menneske skal ude i en vejkant på denne tid?" svarer Liam tilbage, mens han kigger på uret, der viser at klokken er halv 11. "Det ved jeg ikke, men prøv nu lige at stoppe bilen. Måske er det en der har punkteret et dæk eller et eller andet." siger jeg. "Jaja," mumler Liam, "men nu når vi altså ikke at komme hjem i tide." Han holder ind ved vejkanten, og jeg stiger ud. Det første jeg får øje på, er en pige, - som ligner en der havde set et spøgelse - og som kun har et par shorts og en stumpet top på. Hun var noget af det flotteste jeg har set i mit liv. Hendes hud var helt bleg, som om hun aldrig havde været ude i solen, og hun havde lyst, blond hår ned til taljen. Jeg kiggede fra fødderne og op, men da jeg når hendes øjne, blev jeg helt tryllebundet. De var store og rav farvet, med lange sorte vipper der indrammede dem perfekt. Hun så ud som om hun fortrød, hun overhovedet havde kigget på mig. "Er du en far har sendt!, for hvis du er så sig til min far at jeg ikke tager tilbage, ikke til det helvede!" råber hun, hvorefter hun falder hulkende sammen. Jeg løber over og  prøver at få hende op at stå. Da jeg fik hende op, kom Liam ud af bilen, og kiggede spørgende og usikkert på mig på en gang. "Liam hjælp mig med hende!" sagde jeg med en bestemt tone. Om hun ville eller ej, tog vi hende med hjem til Liam. Vi kunne jo ikke bare lade hende ligge der. "Få hende ind på bagsædet Harry!" Sagde Liam, med den samme bestemte tone som jeg havde haft lige før. Vi kiggede kort på hinanden, og jeg kunne se han også ville tage hende med hjem. Efter vi havde fået hende ind og lagt hende på bagsædet, og selv sat os ind, fik vi bilen i gang. Efter få minutter med gråd, kunne jeg høre gråden forvandlede sig til en lille sød snorken, som fik både Liam og jeg til at smile. "Gad vide hvad hun mente med 'at hendes far havde sendt mig'.. Hvad tror du Liam?" spurgte jeg forsigtigt. "Jeg aner det ikke. Måske er hun løbet hjemmefra, jeg ved det virkelig ikke. Vi spørger hende imorgen, okay?" "Okay." svarede jeg træt.

________________________________________________________________________________  

Hvad syntes i? Det er min første movella, så bær' lige over med mig ikk? ;)Og jeg ved godt kapitlet er kort, men jeg syntes bare det skulle slutte der. Men hvad tror i der sker? Skriv en kommentar :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...