I'm Sick - One Direction

Skør, sjov, flabet og underlig; det er Marie-Louise Swan. Med selvtilliden i top og facaderne i bund, styrer den 18-årige pige gennem hverdagen med hjælp fra sin veninde Andrea. Der er dog én forhindring. Diabetes. Men en sygdom der varer resten af livet, skal ikke stoppe den livsglade Marie-Louise. Dog beslutter en elevatore sig for at stoppe hende og Andrea, en dag på vej hjem. De to piger sætter sig ned og håber på at der ikke går alt for længe, blandt andet fordi Marie-Louise har glemt sit druesukker. Timerne går og Marie-Louises blodsukker bliver lavere og lavere. Da Marie-Louise besvimer og Andrea går i panik, griber elevatorens to andre passagerer ind. Snart er de ude af elevatoren med en grædende Andrea og en besvimet Marie-Louise. De to drenge tager derefter hen på hospitalet sammen med deres venner, for at sikre sig at de to piger er okay. Snart er et venskab mellem de syv unge mennesker opstået og nogle følelser begynder også stille og roligt at opstå.

34Likes
78Kommentarer
2691Visninger
AA

6. Everything Has Changed - Taylor Swift Ft. Ed Sheeran

Marie-Louises synsvinkel:

"Rie! Stop dog! Hvor stor chance er der for at det er dem?" råber Andrea op af trappen efter mig, før jeg smækker døren ind til mit værelse, hvor jeg smider mig på min seng. Tårerne er allerede bgyndt at løbe ned af mine kinder, efterfulgt af hulkene og snøftene. Døren går op og jeg ved det er Andrea der træder ind. 

"Det kan jo godt være at hans forældre hedder det samme som dine. De er nok ikke de eneste der hedder det, vel?" sukker hun. Jeg sætter mig op og kigger med tårefyldte øjne på hende.

"Vores forældre hedder det samme, og du har selv lige indrømmet at vi ligner hinanden!" råber jeg ad hende.

"Skal vi gå ned og vise ham det billede, så?" råber hun tilbage og går hen mod mit skrivebord, hvir min computer står igen, efter jeg satte den herop i går. 

"Det gør du ikke! Jeg vil ikke vide det!" råber jeg ad hende igen og rejser mig fra sengen og går ligesom hende hen mod skrivebordet. Hun griber min computer og før jeg ved af det er hun henne ved døren med den, hvor hun snupper min nøgle og lukker døren efter sig. Et lille klik bekendtgører at ingen kan komme hverken ud eller ind af rummet før hun har låst op.

"ANDREA!" skriger jeg ad hende og hamrer en hånd i døren. Stadig grædende vender jeg mig om og lader mig glide ned langs den hvide dør. Hvorfor, Andrea? Hvorfor?!

 

Louis synsvinkel:

Efter fem minutter kommer Andrea tilbage med Ries computer under armen. Hun sætter sig for bordenden igen og åbner den, mens vi andre bare kigger på hende. Hun venter lidt før den velkendte lyd af en opstartende mac lyder. Hvor er Rie henne?

"Er det her nogen du kender?" sukker hun træt og skubber computeren hen foran Niall. Nialls ansigt forandrer sig pludselig fra glad, til utrolig forvirret.

"Det er mine forældre?" svarer han og kigger forvirret på Andrea. Hun sukker igen og klapper computeren sammen.

"Du har en lillesøster." siger hun og kigger rundt mellem os alle sammen, der forbløffede kigger på hende.

"Rie er adopteret, det har hun altid vidst. Hun har kendt navnene på sine forældre og haft et enkelt billede. Jeg går op til Rie igen, jeg var ikke helt venlig mod hende." fortæller hun og rejser sig. Endnu en gang forlader hun os totalt forvirrede. 

Der sker det. Niall bryder sammen. Han mumler noget med 'hvorfor har jeg ikke vidst noget?' mens Liam sidder med armene omkring ham. Vent! STOP! Hvad var det lige du sagde, Andrea? Marie-Louise har to brødre? Niall har en søster også? HVAD? 

Liam sidder hos Niall der stadig græder og mumler ting som 'Hvorfor vidste jeg det ikke??' og 'skal jeg ringe til dem' Harry og Zayn sad og var i chok, jeg var på vej op på Marie - Louise's værlse. Alt det med Marie-Louise og Niall var godt og dårligt, godt fordi så ville jeg helt klart se hende igen og dårligt fordi Niall er overbeskyttende og aldrig ALDRIG vil accepter at jeg er forelsket i hans søster, SUK! 

Jeg banker stille på ind til det værelse, hvor jeg gætter på de er, da der lyder højlydte hulk derinde fra.

"Vi kommer ned om lidt, bare gå ned!" hører jeg Andrea sige inde fra den anden side. Jeg sukker lydløst og går ned af trappen igen og ned til de andre. Jeg føler mig stadig i chok, men alligevel føler jeg at jeg kan gøre andet end at sidde og kigge ud i luften på en stol. 

Da jeg sætter mig lægger jeg en hånd på Nialls skulder, som jeg klemmmer blidt, mens han stadig græder. Både af fortvivsel og glæde. 

 

Marie-Louises synsvinkel: 

"Rie, stop nu, please!" tysser Andrea på mig. Vi sidder op ad døren, mig grædende og hende med armene om mig, mens hun tysser på mig. Niall er min storebror. Niall freaking Horan er min storebror. Min bror er en verdensberømt dreng, der rejser verdenen tynd med sine bedste venner. Både ham og hans bror lever med vores forældre, mens lille mig bare blev givet væk. Hvorfor? Hvorfor havde de ikke beholdt mig, men både Niall og hans bror?

"Hvorfor?" 

"Rie! stop det, de havde sikkert en god grund!" råber Andrea af mig nu, men det er bare svært at fatte. 

"Jeg sagde jo til dig at jeg overovedet ikke havde lyst til at vide det." siger jeg igen. 

"Syntes du ikke at Niall fortjener at vide at han har en søster?" spørger hun igen, en smule hårdt.

"Gå. Jeg vil gerne være lidt alene." sukker jeg og lukker øjnene. Andrea sukker næsten lydløst, før hun fjerne sine arme og rejser sig. Jeg kan mærke at hun skubber døren op og lukker den igen.

*

Timerne er gået og jeg har siddet op af den dør og sovet og grædt hele dagen. Jeg rejser mig og går over og åbner mit vindue på vid gab.  Øvet hopper jeg op i vindueskarmen og sidder med benene ned langs ydermuren. En ting jeg gør ofte. Jeg smiler stille og kigger på solnedgangen over de mange huse. Tårerne er begyndt at tørre på mine kinder og vinden lager blidt med mit hår. Måske skulle jeg bare acceptere det og få det bedste ud af det? 

I det samme lyder en svag banken på min dør.

"Rie?" Nialls grådkvalte stemme får mig til at vende ansigtet mod ham. Jeg vender mig hurtigt i vindueskarmen og springer ned. Jeg er i tre hurtige skridt henne hos ham og omfavner ham. Tårerne begynder at strømme ned af mine kinder, og gør hans trøje våd. Hans hoved hviler også på min skulder og jeg kan mærke min t-shirt blive fugtig. 

*

"Nå tudekor, skal i med ned?" Andreas stemme får os begge til at kigge op. Vi har stået et stykke tid bare vugget hinanden frem og tilbage med tørre kinder. Niall trækker sig væk og tørrer hurtigt nogle tårer i øjenkrogen væk. Jeg sender ham et mega smil. Glædestårerne truer igen med at vælde ud af mine tårekanaler, men det sker ikke.

"Du er ond, du er, A?!" siger jeg og trækker hende med ned i stuen. Måske begyndte jeg bare at græde fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagerer? Hvem ved? Jeg smiler for mig selv og går ind i stuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...