Passet af Zayn, didnt know.

Mary er 17 år gammel, hendes forældre arbejder sammen, de ejer et stort tøjfirma. Så de rejser meget rundt, og laver møder, og får nye butikker rundt omkring. Marys forældre skal rejse over til Californien, og skal være der i 4 måneder. Men hendes forældre ville ikke have der skal ske noget med Mary, hun er kun 17 og de tror hun ikke kan passe sig selv. Så derfor ville de have deres Kollega, Trisha's søn til at passe Mary. Mary's forældre er bedstevenner med Trisha og hendes mand. Og derfor stoler på at deres søn som er 19 år kan passe hende.. Eller babysitte?

3Likes
1Kommentarer
562Visninger
AA

7. Hjælp!

Jeg vågnede op, ved at nogle blev ved med at ruske i mig. Jeg åbnede mine øjne og så rundt. Mennesker over det hele, jeg var omringet af mennesker. "Hun er vågen!" råbte en mand, der kom flere og flere. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen. Jeg drejede på mit hoved og så rundt, "hvad er der sket?" spurte jeg og så rundt. Jeg forstod ikke ret meget, folk talte i munden på hinanden. Jeg lå på asfalten, og der flød blod hen imod mig. "Flyt jer!" råbte en og skubbede til folk jeg så over mod personen der råbte. Det var en eller anden dreng med krøller. Det var som om jeg har set ham før, men var ikke sikker. "Mary er du okay!" spurte han til mig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Flere ruskede i mig, jeg begyndte at se tåge. Jeg holdte mig for ørene og bevægede mig som sindsyg. Drengen med krøller var ved at tage mig op men en stoppede ham. "Det kan være hun har brækket noget, du må ikke bære hende!" sagde en mand. Jeg hørte nogle sirener komme, jeg holdte mig for ørene igen. Jeg rullede nærmest rundt. Jeg havde smerter i hele kroppen. Jeg så på mine hænder. Som om der var blod overalt. Jeg begyndte at skrive, "lad mig være!". Jeg slog rundt, og det var som om jeg så en motorcykel foran mig. Som om den ville køre ind i mig. "Stooop, nej lad være!" skreg jeg. Folk gloede på mig, og over på det sted jeg så over mod. "Hvad er der?!" råbte flere efter mig. Der kom to mænd med en båre. Mærk hendes puls, sagde den ene. De mærkede rundt på mig, og ruskede i mig. "Kan du høre os? Hvad hedder du? Hvor gammel er du?" spurte de. Jeg så op på den ene, og ned igen. "Jeg.. jeg ved det ikke" sagde jeg og holdte mig for ørene. Det var som om, at alle snakkede til mig. Jeg kunne næsten kun se tåge. Jeg så sort, jeg kunne mærke jeg slog hovedet ned på asfalten.

Jeg vågnede op, og lå inde i ambulancen. Den krøllede fyr holdte min hånd, "det skal nok gå" sagde han smilene. Men på en måde så han også trist ud, jeg så længe på ham. "Hvad hedder du?" spurte manden mig. Jeg så over på ham, "Jeg ved det ikke.." sagde jeg og trillede en tåre. "Hvor gammel er du?" spurte han. "Jeg ved det ikke" gentagede jeg og snøftede. Manden gik over til Harry og de hviskede. Jeg så op på dem, og ned igen. Jeg vidste ikke havd jeg skulle gøre nu. De var nået frem til sygehuset, de kørte mig ind i et rum. "Mary! Maary!" råbte folk. Jeg så over mod dem der råbte. "Tsh" sagde en mand. "Ikke så højt". De gik over til mig og aede, kyssede mig. "Er du okay, har du det godt?" spurte en sorthåret dreng. "Hvem er i?" spurte jeg og rykkede mig lidt tilbage. "Bare rolig, jeg er Zayn. Det er Niall, Liam og Louis. Og det er din bedsteveninde Sophie" sagde han og pegede. "Jeg ved ik hvem i er, gå!" skreg jeg og smed min pude efter ham. De trak sig lidt tilbage, pigen så trist på mig. En stor mand, tog dem ud af rummet og gik over til mig. "Du har tydelig vis fået, hukommelsestab og angstanfald. Jeg så underligt på ham, jeg vidste ikke rigtig hvad han snakkede om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...