Med mig

En opvarmning, uden ændringer så...

2Likes
0Kommentarer
204Visninger

1. Han...

 

Ordene flyver stadig rundt i rummet. Nu er de bare lydløse. De rammer hårdest når de ikke behøver at blive sagt, alt det kræver, er et blik og du ligger sammenkrøbet, ude af stand til andet end, at håbe på din mentale fosterstilling kan afværge de slag der følger. 

”Skat der er mad nu” mors stemme er rolig, men jeg kender hende, og hun kender… nej jeg vil ikke tænke på det. Måske kan i dag blive anderledes. Måske kan vi spille normale. Narre andre at tro på det og til sidst overbevise os selv.

”Jeg kommer” ordene er indøvede. En rutine, ligesom at børste tænder, eller at trykke på snooze knappen en gang for meget, hver morgen. 

På samme måde er salede nicoise en gentagelse. Mors ihærdige forsøg på, at følge trop med sin omgangskreds’ stræben efter økologi og stationcars.

”Spis nu lidt”

”Jeg er ikke sulten” svarer jeg uden at se på hende. Min ansigtsmimik danser tango. Blink, smil, rynke bryn, intet smil.

”Jeg har tysk for så…” jeg sender en undskyldende tommelfinger i retning af døren.

Hun nikker. Selv med blikket fast rettet mod min tallerken ved jeg det.

”Måske kommer…”

”Nej” jeg knuger så hårdt om tallerknen, at mine knoer er hvide. ”Nej mor, ha… du har ikke godt af, at være sammen med… bare lad være ok?”

Hun kigger ikke på mig, hun svarer ikke. Jeg ved hvorfor. Han kommer forbi og jeg kan intet gøre. Bare ligge i min mentale fosterstilling og håbe. Håbe at denne gang vil være anderledes. At han vil… nej det er håbløst, han vil aldrig ændre sig og mor vil aldrig se det i øjnene.

Ti minutter max. Han her. Små fuld, kærlig. Kærlig. Jeg kan høre ham. Han råber. Mere end blot små fuld. Om lidt vil han være her. På mit værelse. Med mig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...