Mørkeblå

Det hele havde været så mærkeligt. Den nye dame, den mystiske musik ja og stemmen som ikke var ham. Men det mærkeligste var helt sikkert den gamle bog som var endt i han taske uden han selv havde vidst det.
Han kiggede i sin taske trækede den gamle bog op. Var det bare ham eller kunne han høre den mystiske musik igen? Han rystede på hovedet og lod som ingenting men alligevel vidste han godt at han havde hørt noget svagt musik. Vi følger i denne historie Peter som kommer ud på sit livs største eventyr via en bog, og hvordan dt så ender ved jeg ikke endnu...

5Likes
18Kommentarer
936Visninger
AA

1. Den Mystiske Bog.

 

”Husk nu at låne at et par noder.”

”Åhhh… kunne jeg bare få en eller to fridage?!”

Der var en kort pause.

”Jeg gider ikke diskutere det med dig. Nu går du op og finder nogen melodier som du vil spille, og husk nu at tage klavernoder og ikke violinnoder. Du ved jo selv hvor dårligt det lyder hvis du spiller efter violinnoder. Violin er alligevel også alt for piget!”

Peter havde altid ønsket sig at lære violin, Det var sådan et flot instrument men hans far havde insisteret på at det ikke var noget for ham og at han hellere skulle starte til klaver.

Far havde altid det strenge tonefald på når det gjaldt kombinationen noder og bibliotek.

Peter blev stående et stykke tid på det gamle gulv. Hvorfor skulle far også altid være så meget efter ham?! Han stod og rodede med noget papir i lommen. Det var et gammelt stykke nodepapir som var blevet godt mørt efter at have ligget der i lommen hele tre dage. Nåh, han måtte jo på et eller andet tidspunkt gøre som hans far sagde. Han begyndte at gå op ad den smalle trappe op til musiklokalet. 23, 24, 25, seksogtyve lodne, grimme stentrappetrin var der op til bibliotekets musiklokale.

 ”Det forbandede bibliotek!”

”SSSHHHHHHHH” lød det henne fra en af de gamle nodehylder hvor en gammel tyk bibliotekar stod og satte bøger på plads.

Hvis bibliotekarer slet ikke fandtes ville verdenen være meget sjovere og meget mere spændene!

SSSHHHHHHHH!!!”

Hvad!? Han sagde da ikke noget? Eller gjorde han? Det var da ikke ham der havde sagt noget?

Han Klemte hårdt på sit stykke papir i lommen af aggression. ”Avv!!!”

Han kiggede sig omkring i det mørke bibliotek. ”Hvem sagde noget?”

”Tig stille! Har dine forældre ikke lært dig at man ikke må larme på biblioteket?!”

Der blev helt stille.

Havde papiret lige sagt noget?… Nej det er jo umuligt.

Peter gik videre hen af det knirkende tregulv hen mod den sædvanlige trehylde med klassiske noder for klaver.

Men var det ikke en ny nodebog som var kommet på hylden?

En stor tyk og mørkeblå bog stod på hylden uden navn. Den så kedelig ud men på en eller anden måde syntes Peter at der var noget fascinerende ved den. Han tog den ud af hylden og tørrede støvet af. Var det bare ham eller kunne han høre musik? Underlig musik. Men det lød ikke rigtigt… både mol og du på én gang… hhhhmmmmm, det var nok bare ham som havde fået for meget musik i dag. Men der var alligevel noget der fik ham til at sætte den på hylden igen. Sikkert fordi hans far ikke ville lade ham låne den. Den var sikker alt for gammel til hans smag. Han tog en af de andre lidt nyere bøger ud fra hynden og tænkte at det ville være bedre at tage. Han tog den med sig hen får at låne den ved den gamle bibliotekar og rakte den hen til hende. Hun kiggede venligt på ham og så på bogen.

”er du ikke ny?” spurgte Peter som om han kendte hende.

Hun smilte bare og blinkede så med sit ene rynkede øje og lagde så bogen ind i en underlig maskine skrev så noget på den store computer og tog bogen ud og afleverede den så til ham. Var hans taske ikke blevet tungere? Han gik ned til sin far og sukkede indvendigt. Han var vidst blevet lidt skør med alle de ting han bildte sig ind.

”Nåh så du har fundet dig noget?”

”Ja jeg fandt den her bog.”

”Godt min dreng. Jeg er glad for du endelig selv har fundet noget du gerne vil spille.”

”hm…” Peter ville ikke sige noget. Han ville bare hjem og kigge i bogen som han havde lånt.

Peter gik hen mod den grønne dør hvor der var de der stolper som sørgede for at men ikke stjal. De var lavet af plastik og noget andet elektrisk. De bippede altid så forfærdeligt højt hvis der var nogen der kom til at tage en dum lille ubetydelig bog med ud uden at have lånt den.

”BIP, BIP, BIP, BIP, BIP, BIP… Kom her dreng! Vi gider ikke have drenge som dig løbene rundt og snuppe bøger!” Der kom en kraftig, skallet mand gående med lange skridt hen mod ham og tog så hårdt fat i hans arm.

”Hvad? Jeg har da lånt min bog.” Det havde han da, det kan jeg selv huske jeg gjorde… Han gik da selv hen til den gamle smilende bibliotekar og rakte bogen til hende og så fik jeg den tilbage…

”Stop med at lyve og ræk mig den taske” Peter trak forsigtigt den gule skuldetaske af og gav den til den store sikkerhedsvagt.

”Der kan man bare se. Et styk bog hugget fra musikafdelingen.”

”Peter hvorfor skal du altid være et problem? Du kunne da bare have sagt hvis du gerne ville låne flere nodeboger. Det gør mig bare glad at se du gerne vil spille mere klaver” Øv! Far skulle altid blande sig!

”Det kunne måske ha’ været en lidt mere moderne bog men det gør ikke noget”

”Jeg undskylder for min søn. Vi skal nok gå op og låne bogen nu.” Det store faste greb slap mig og jeg kunne bevæge mig igen.

”Okay men hvis det sker igen skal du nok have pengepungen klar” Peter syntes ikke at sikkerhedsvagten lignede en sikkerhedsvagt... Mere en... Trommeslager? Nej... Noget andet... Der var det! Han lignede en kok!

Peter gik op til kassen for at låne bogen med sin far tavs som en myre. Underligt. Nu sad der en Ung mand med jakkeset på og tog imod bogen. Havde den nye dame allerede fået fri?

Der de var kommet hjem løb han ind på sit værelse og åbnede sin gule rygsæk. Det hele havde været så mærkeligt. Den nye dame, den mystiske musik ja og stemmen som ikke var ham. Men det mærkeligste var helt sikkert den gamle bog som var endt i han taske uden han selv havde vidst det.

Han kiggede i sin taske og trækede den gamle bog op. Var det bare ham eller kunne han høre den mystiske musik igen? Han rystede på hovedet og lod som ingenting, men alligevel vidste han godt at han havde hørt noget svagt musik.

Han åbnede den mørkeblå bog og en stor støvsky strømmede op i hans tynde ansigt så han fik sig en ordentlig forskrækkelse. Han begyndte at voldsomt meget hoste så meget at hans mor kom løbende ind til ham som en zebra på flugt fra en løve kridhvid i hovedet af forskrækkelse så han fik to store skeer hostesaft i én omgang skyllet lige ned i den lange hals. Peter havde efterårs ferie og det var der hans mor var allermest nervøs for hans ”helbred” som hun råbte til ham hver gang han gik ud i den kolde oktober luft.

Der han endelig fik lov til at gå ind på sit værelse satte han sig ved sit klaver, åbnede bogen og begyndte at spille efter den første sang han så.

”Så fik du endelig den bog med hjem” Peter kiggede omkring sig. Var det ikke den stemme som havde talt oppe biblioteket? En lille pivende stemme, sød som musik? Kom stemmen ikke fra hans lomme? Det var derfor bibliotekaren havde tysset på ham. Han tømte sine lommer. Fem kroner, et slikpapir og det sammenkrøllede nodeudklip han havde nusset med. Men det var ikke krøllet sammen længere? Underligt… Han var vidst ved at blive skør…

Han spillede videre på sangen og Peter havde ikke hørt noget stykke musik der lød så godt nogen sinde før. Det begyndte at blinke for Peters øjne. Var du ikke fugle der fløj foran ham… formet som "g"nøgler? Han kunne ikke se noderne og spillede forkert. Billedet røg væk og Peter faldt af stolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...