Little Things ~1D♥.

SE TRAILER!...

Stephanie Atkinz, er blot en helt almindelig pige, hun har venner, familie og faktisk også en kæreste ved navn Daniel. Stephanies forældre er ikke sammen mere, hun er bange for at blive såret da hun er blevet forladt i sorg en gang før da hendes far døde under en brand. Stephanie er bange for at blive såret af Daniel, han er klar til meget mere end hun er, han vil mere end bare at kramme, kysse, holde i hånd og nusse, men det er hun langtfra klar til, hun er bange for hvad der skal ske.. Hun tager så på et uventet besøg hjem til Daniel, hun fortryder det dog da hun finder en pige i samme seng som ham. Stephanie skynder sig så ud af huset med tårer i sine øjne. Hun kommer til at løbe ind i en dreng, selveste Harry Styles - Stephanie prøver at holde sin temperament nede og sit hoved koldt da det jo er den kendte Harry Styles fra One Direction.

79Likes
44Kommentarer
7969Visninger
AA

8. 7. „The truth is, everyone is going to hurt you. You just got to find the ones worth suffering for.“

Jeg lå inde i sengen, og græd. Lydløst. Jeg lod tårerne falde ned af min kind. Der var én grund til alle de tårer der faldt ned af min kind. Hvad hvis jeg aldrig kom til at se hende igen? Jeg.. Jeg havde altid hadet min mor. Vi havde aldrig haft det perfekte mordatter forhold til hinanden, som jeg havde ønsket mig.. Det ændrede sig, efter hun blev syg. Hun havde fået brystkræft. Jeg kunne ikke klare ét tab mere.

Tårerne var efterhånden stoppet. Der var ikke flere tårer tilbage. Jeg havde grædt i en time. Mindst.
Harry troede at jeg stadig var forelsket i Daniel, men det kunne han sgu godt glemme alt om. Daniel var og forblev væk. Det skulle aldrig mere være mig og Daniel.

Jeg kunne høre Niall grine helt ude fra stuen af. Zayn havde været inde hos mig, for at fortælle om jeg var sulten. Jeg nikkede. Det var tre kvarter siden. Zayn havde ikke spurgt hvad der var galt med mig og Harry, men der var somregel altid et eller andet med mig og Harry. Vi blev uvenner over ingenting. Denne her gang, havde Harry misforstået mig. Jeg fik jo ikke engang talt færdig.

Det bankede på døren, og Niall dukkede op i døren. "Der er mad" sagde han med et skævt smil. Jeg nikkede bare. Hvis jeg talte, ville jeg bryde sammen igen. "Hey, hvis der er noget kan du altid komme til mig. Jeg er her for dig, Steph" sagde han og krammede mig. Jeg nikkede roligt og krammede ham. "Skal du med ud og spise noget sammen med os andre?" spurgte han. Jeg smilede og fulgte med ham. Jeg havde næsten ikke fået noget at spise, men da jeg så Harry var jeg pludselig ikke sulten længere.

Harry kiggede på mig, og jeg kunne se hvordan han skulle kæmpe for ikke at få samvittighed over mascaraen, der flød rundt i ansigtet på mig. De andre drenge snakkede allerede, da jeg satte mig ned overfor Harry. Jeg kiggede ned i min mad og rørte rundt i det. Sådan sad jeg længe. Pludselig hørte jeg en stol, skrabe hen ad gulvet og Harry var på vej væk. Jeg tog hurtigt fat i hans håndled, og han vente sig om og kiggede mig i øjnene. "Lad mig nu forklare" sagde jeg, men han fik bare rystet sin hånd ud af mit greb.

Jeg løb efter ham, "Harry forhelved. Lad mig nu forklare!" råbte jeg i gangen. Han smækkede døren, lige foran min næse og jeg kunne høre at han stod lige ude for værelses døren. Drengene, inde ved spisebordet, snakkede ikke længere. Al opmærksomhed var på Harry og jeg.

"Harry.. Vil du ikke nok lade mig forklare?" mumlede jeg, så lavt at jeg næsten ikke engang selv kunne høre det. "HARRY FOR SATAN, LAD MIG NU FORKLARE!" råbte jeg. Døren gik op, og han kiggede rasende ned på mig. "Så fortæl" sagde han koldt. Jeg åbnede munden klar og parat til at fortælle grunden til, hvorfor jeg var så ked af det for tiden. Men intet kom ud. Ingen ord. Intet.

"Jeg vidste det" mumlede han og lukkede døren. "Min mor har brystkræft" mumlede jeg, og tårerne faldt ned af mine kinder. Døren gik hurtigt op, og Harry kom ud til mig og omfavnede mig. Han hviskede op til flere gange, undskyld.

Senere den aften, sad vi alle 6 i stuen og så tv. Harry omfavnede mig og nussede mig. "Hvornår skal hun så opereres?" spurgte han forsigtigt. "Eh.." hvad fanden skulle jeg svare? Min mor og jeg havde slet ikke snakket om at hun skulle opereres, fordi vi ikke har pengene til det. "Eh?" gentog Harry, mig.

"Hun skal ikke opereres..." mumlede jeg. "What, hvorfor?" spurgte Harry hurtigt. "Det er ligemeget.." mumlede jeg. "Nej, det er ej! Steph, fortæl nu" sagde han. Jeg tog en dyb indånding, "som sagt.. har vi ikke rigtig nogen penge, fordi min mor ikke har haft arbejde i lang tid. Vi står i al for stor gæld, i banken og vi får aldrig tjent de penge ind" forklarede jeg og sukkede.

"Men vi har penge til at hjælpe dig!" sagde han. Jeg sukkede, "det der, var grunden til jeg ikke gad fortælle det! jeg ville ikke plage om penge. Og det er alt for mange penge vi står i gæld med" sagde jeg. "Hvor mange?" spurgte han. Jeg rømmede mig lidt. "Lidt over 20.000".

"Det kan vi sagtens klare!" råbte Liam op, og gav mig et varmt smil. Jeg kiggede usikkert på dem alle. "I er de bedste" mumlede jeg og gav dem et kram.

Senere den aften, tog jeg hjem til min mor. For at være sikker på at hun havde det ok. Jeg fortalte de gode nyheder, med at drengene kunne betale kemo behandling og operationer. Det var hun blevet meget glad for.

Vores telefon ringede, og jeg skyndte mig at tage den. "Ja, hallo?" "Er det familien Atkinz?" spurgte en dyb stemme. "Ja, hvem er det her?" spurgte jeg tilbage. "Det er foged" sagde stemmen. "Foged? Ringer I ikke kun til folk, hvis de ikke har betalt husregning i flere måneder?" spurgte jeg, hvorefter jeg kom i tanke om at.. det havde vi jo ikke. "Jo. Og det har I ikke. Så I skal være ude af huset, senest klokken ti i morgen tidlig" sagde han. "Smider du os ud? Det kan du da ikke bare gøre?" råbte jeg. "Det kan jeg. Men hvis du hellere vil i retten, og tale om det dér, så er det helt fint med mig?" sagde stemmen. "Vi er ude, inden ti i morgen" mumlede jeg, og røret blev lagt på.

Jeg kiggede på min mor, der lå og sov foran TV'et. Jeg gik hen og slukkede fjernsynet. Jeg studerede min mor, mens hun lå og sov. Hendes hår der gik til skulderne, var uglet. Den kastagnebrune farve, hun havde farvet sit hår, var ved at falme ud. Små grå hår, viste sig.

Jeg kunne mærke hvordan, jeg havde brug for at snakke med Harry og fortælle ham at vi er blevet smidt ud. Jeg fiskede min mobil, op ad lommen og ringede til Harry. "Stephanie?" spurgte Harry med sin trætte stemme. "Shit, vækkede jeg dig?" spurgte jeg. "På en måde" sagde han. "Undskyld. Du plejer da ikke at gå så tidligt i seng?" spurgte jeg. "Vi har et interview, i morgen. Skal se frisk ud!" sagde han og jeg kunne fornemme at han smilede, fordi et lille grin kom ud.

Jeg sukkede. "Steeeph?" mumlede han. Han havde vist hørt mit suk. "Hvorfor ringede du?" spurgte han. "Jo... ser du... Vi er blevet smidt ud af huset. Vi skal være ude, senest i morgen tidlig, klokken ti" forklarede jeg. "Hvad? Hvordan... De kan da ikke bare smide jer ud?!" hans stemme havde hævet sig en del. "Jo, åbenbart kan de" sagde jeg. "Jeg siger til drengene at vi skal afsted nu. Vi aflyser interviewet i morgen. Vi er der snart! om en halv times tid, okay?" før jeg fik svaret ham, havde han lagt på.

Min mor var vågnet, og havde hørt min samtale. "Er.. Vi blevet smidt ud?" spurgte jeg. "Ja. Det kunne foged, åbenbart godt gøre. Men Harry har sagt, at vi kan bo hos ham indtil vi får penge til vores eget. Jeg skal nok finde et job" sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile, da jeg så et smil på mors læber. "Du er fantastisk" sagde hun og krammede mig.

Harry var kommet, og havde hjulpet med at pakke tingene. Vi havde egentlig  ikke så mange ting i vores hus, og møblerne havde min mor og jeg aftalt, at vi solgte så vi kunne betale lidt af regningen vi havde fået.

Klokken var nok blevet hen ad 4, da vi var kommet hjem til Louis igen. Louis og Harry boede sammen, og havde den fedeste og største lejlighed jeg nogensinde havde set. Vi gik alle direkte i seng, og sov med det samme.

Pludselig hørte jeg Louis råbe, "RING EFTER EN AMBULANCE!". Mit hjerte pumpede afsted, jeg spurtede ind til stuen hvor Louis sad, og der sad han på gulvet med min mor som dårligt nok kunne trække vejret. Jeg brød ud i tårer, og skyndte mig ned til min mor. "Mor, bliv. Du skal nok klare den, vær stærk". Jeg krammede hendes hånd. Niall havde ringet efter en ambulance, og vi kunne allerede høre dens sirener. "Jeg elsker dig" mumlede jeg til min mor, mens hun blev taget hen på en båre og op i bilen. Drengene og jeg, sad i bilen og kiggede på min mor som havde fået en iltmaske på. Harry sad ved siden af mig, og omfavnede mig. "Hun skal nok klare den. Det lover jeg" hviskede han i mit øre.

Sååå, hvad synes I om dette kapitel? Hvis der er nogen spørgsmål, så spørg nede i kommentaren. Hvad tror I, der sker med Stephanie's mor? Overlever hun?

Undskyld hvis der er stavefejl, jeg har ikke rigtig tid til at tjekke det i gennem. Men håber I har nydt/nyder novellen.

Og hvis du ikke allerede har set traileren, så gør det lige! Husk at like. Eller, det må I selv om! Tak fordi I læser. God afteeeen! xx

-Laura! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...