Little Things ~1D♥.

SE TRAILER!...

Stephanie Atkinz, er blot en helt almindelig pige, hun har venner, familie og faktisk også en kæreste ved navn Daniel. Stephanies forældre er ikke sammen mere, hun er bange for at blive såret da hun er blevet forladt i sorg en gang før da hendes far døde under en brand. Stephanie er bange for at blive såret af Daniel, han er klar til meget mere end hun er, han vil mere end bare at kramme, kysse, holde i hånd og nusse, men det er hun langtfra klar til, hun er bange for hvad der skal ske.. Hun tager så på et uventet besøg hjem til Daniel, hun fortryder det dog da hun finder en pige i samme seng som ham. Stephanie skynder sig så ud af huset med tårer i sine øjne. Hun kommer til at løbe ind i en dreng, selveste Harry Styles - Stephanie prøver at holde sin temperament nede og sit hoved koldt da det jo er den kendte Harry Styles fra One Direction.

79Likes
44Kommentarer
7966Visninger
AA

4. 3. „The hardest part of moving forward is not looking back.“

Flere måneder var gået, og Daniel havde prøvet at kontakte mig for at sige undskyld. "Forhelved, forstå det nu. Jeg er ked af det! Undskyld" hans ord lød, som om han mente det. Men jeg ville ikke begå den samme fejl igen. Jeg fik myrekryb, bare over hans navn.

Min mobil begyndte at ringe, og jeg fik et smil på læben da jeg så det var Harry. Men da jeg tog mobilen, var det ikke hans stemme, men Louis'. "STEPHANIE, HARRY E.." mere fik Louis ikke sagt, før røret blev lagt på. Lidt senere fik jeg en sms fra Harry, "Undskyld, det var bare Louis der tog min mobil. Kommer du ikke over? Drengene savner diiiig! xx" jeg smilede mens jeg læste den. Jeg skyndte mig hurtigt at svare, "jo, selvfølgelig! kommer straks! x".

Jeg fik mit overtøj på, samt mit tørklæde og vanter. Det var slutningen af efteråret, så det var pisse koldt. Og mit ben, var heldigvis blevet godt igen. Men lige da jeg gik ud, blev jeg nærmest overfaldet af paparazzier. Der fulgte mange ulemper med, at være bedsteven med en kendt. Faktisk, hele bandet fra One Direction. Fx paparazzier. Satans paparazzier, dem kunne man ikke få fred af. "Har dig og Harry noget?" jeg rystede straks på hovedet, og kunne mærke hvordan rødmen kom frem i hovedet på mig. Shit shit shit. "Er du sikker?", før jeg nåede at svare var jeg løbet væk.

Jeg blev hurtig varmet, af drengenes kram. "Aaaw, kom her!" sagde Harry og trak mig ind til sig, da han så jeg nærmest klaprede tænder af kulde. Efter lidt tid, fik jeg sat mig ned i sofaen, og Harry trak et tæppe over mig. Harry havde lavet en kop varm kakao til mig, hvilket varmede endnu mere. De andre drenge skulle gå, da de skulle have en drenge aften men Harry ville hellere lige være sammen med dig, da det var længe siden vi havde set hinanden.

Vi sad og zappede rundt på tv'et, eller Harry gjorde mens jeg drak af min kakao. Pludselig, fik jeg lyst til at tudbrøle, da jeg så hvilket program vi var slået op på. Mig og min far, plejede altid at dø af grin over South Park. En tåre faldt, efterfulgt af nogle andre. Jeg ville ikke have Harry til at se mig græde. Jeg snøftede, og Harry kiggede over på mig. Shit. "Hey, græder du?" og med de ord, brød jeg ud i gråd. Harry satte sig hen ved siden af mig, og trøstede mig ved at gnubbe sin hånd op og ned af min ryg.

"Hey, Steph. Hvad er der galt?" spurgte han. Jeg åbnede munden for at fortælle det, men der kom ingen ord ud af min mund. Efter jeg havde grædt lidt, dæmpede jeg ned. Men da jeg begyndte at fortælle om hvor meget jeg savnede min far, røg tårerne ud som en tsunami. "Det er okay at savne ham" mumlede han i mit øre. "Jeg savner ham bare så meget, at det gør ondt" sagde jeg, og hulkede.

*

- Hør gerne "Titanic - My heart will go on (Instrumental)

De sidste dage havde jeg sovet hos Harry. Jeg var vågnet op, fra det samme mareridt hver dag.

"DER ER BRAND, BRANDDDD!" jeg hørte skrig rundt omkring. Jeg kiggede forskrækket rundt, uden at ane hvad der egentlig skete. "Mor? Far?" råbte jeg. "SKAT, LØB UD!" råbte min mor, udefra af. Jeg kiggede ud af vinduet, men der var for langt ned, og flammerne var allerede ved vinduet, så den eneste vej ud, var ned. Jeg brasede døren op, og mit hjerte hamrede afsted, da jeg løb ned af trappen. Men det kunne min ben åbenbart ikke tåle, så jeg faldt ned af trappen og skreg. "STEPHANIE?!" råbte folk udefra. "STEPHANIE?!" jeg kunne høre min mor begynde at græde og skrige. Jeg rejste mig op, og fik kæmpet mig et godt stykke ned ad gangen. "STEPHANIE!" råbte min mor, som var helt ude af den. "Mor!" råbte jeg, og lige i dét jeg skulle til at gå, faldt alt sammen for mig. Alt ramlede. Jeg kunne dårlig nok se, af alt den røg. Jeg hostede, og hostede og mit blik blev mere og mere sløset. "Stephanie, jeg har dig" jeg kunne dårlig nok høre min fars stemme, pågrund af lyden af alle møbler og træ der brændte. "Jeg skal nok få dig ud herfra" sagde han, og tog min hånd. Vi løb sammen, så hurtigt jeg nu kunne. Men pludselig, skete alt så hurtigt. Jeg hørte et bump bag mig, og min fars hånd slap mig. Jeg vente mig om, grædende og så hvad jeg ikke ville have set. "FAR!" skreg jeg. En hel bunke træ, fra gulvet ovenover var faldet ned over ham. Jeg kunne ikke se ham længere. "FAR!" råbte jeg. Jeg ville fjerne det han lå begravet i, men jeg blev taget rundt om livet og trækket ud.

Jeg skreg, og vågnede på grædende med Harry ved siden af mig. "Sssh. Det er okay, det er okay" sagde han og omfavnede mig. Mine øjne klistrede sammen, og tårerne væltede ud. Jeg var overrasket over, at jeg stadig havde tårer tilbage efter de mange nætter, med ren gråd. Harry omfavnede mig, og jeg følte mig tryg. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvor glad jeg var for ham. "Harry?" spurte jeg pludselig. Han kiggede ned på mig, og nussede mig stadig.

-"Ja?". Jeg tog en dyb indånding. "Du er fantastisk" sagde jeg og smilede. Jeg kunne mærke at han smilede, fordi han knyttede sig mere ind til mig. Sådan faldt vi i søvn.

*

(Nu behøver I ikke høre sangen mere)
 

Pludselig bankede det på døren hjemme hos mig. Jeg åbnede, da jeg ville have troet at det var Harry, men da jeg åbnede, viste det sig at være Daniel. Jeg var ved at lukke døren igen, men han holdte foden for døren. "Kom indenfor, før nogen ser os" mumlede jeg. Jeg ville nødig have paparazzier, til at tage billeder af mig og ham.

"Hvad vil du?" vrissede jeg hårdt af ham. "Det ved du udmærket godt. Altså, jeg ved ikke hvor jeg skal starte..." mumlede han. "Hvis du er kommet for at sige undskyld og bruge sådan noget pis, for at få mig tilbage igen, kan du godt skride igen", sagde jeg. "Hør nu på mig!" sagde han vredt, men alligevel trist. "Undskyld" sagde han. Han kiggede med sine sindssyge dejlige brune øjne. Jeg ventede med at sige noget. Han så ud som om, han ville sige mere, men der kom intet ud af hans mund. "Så du havde bare regnet med at du kunne komme her og sige undskyld, også ville alt blive o...", før jeg fik sagt mere, pressede han sine læber mod mine.

 

Husk at favoritte, like og skrive hvad I synes om novellen indtilvidere!
Skriv også hvad I synes om kapitlet, og nu fik I også at vide hvordan faderen døde! Og hvad med Daniel? Hvad synes I om ham, og hvad tror I at han er ude på? OG GLEM IKKE AT SE TRAILEREN HVIS I IKKE ALLEREDE HAR GJORT DET! <3

 

- Laura. xx
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...