Little Things ~1D♥.

SE TRAILER!...

Stephanie Atkinz, er blot en helt almindelig pige, hun har venner, familie og faktisk også en kæreste ved navn Daniel. Stephanies forældre er ikke sammen mere, hun er bange for at blive såret da hun er blevet forladt i sorg en gang før da hendes far døde under en brand. Stephanie er bange for at blive såret af Daniel, han er klar til meget mere end hun er, han vil mere end bare at kramme, kysse, holde i hånd og nusse, men det er hun langtfra klar til, hun er bange for hvad der skal ske.. Hun tager så på et uventet besøg hjem til Daniel, hun fortryder det dog da hun finder en pige i samme seng som ham. Stephanie skynder sig så ud af huset med tårer i sine øjne. Hun kommer til at løbe ind i en dreng, selveste Harry Styles - Stephanie prøver at holde sin temperament nede og sit hoved koldt da det jo er den kendte Harry Styles fra One Direction.

79Likes
44Kommentarer
7924Visninger
AA

16. 15. „Sick of crying. Tired of trying. Yes I'm smiling, but inside I'm dying.“

''Harry! Jeg kan jo ikke gøre for at jeg er faldet for de fantastiske øjne og det charmerende smil, ligesom du! Jeg kunne på ingen måde finde på at stjæle hende fra dig!'', Zayns ord kom ud faste og han mente hvert ord. Jeg kunne se på Harry, at han skulle til at slå ham, men jeg løb hen og afbrød ham, "Harry forhelvede, STOP!". Jeg skubbede til ham. Zayn stod helt målløs. Harry kiggede undrende på mig, og jeg kunne bare se vreden i hans øjne. "Ikke nok med at du bollede ham, nu skal du også beskytte ham?!", råbte Harry. Hans øjne stirrende ind i mine. Hænderne som jeg havde holdt på hans brystkasse, for at skubbe ham væk, faldt ned langs siden. Stilheden tog over hele rummet, og de andre drenge stirrede bare.

Jeg tog blikket fra Harry, mens jeg gik et skridt tilbage. Jeg kiggede derefter på Zayn, og derefter på Harry igen. Jeg mærkede en tåre trille langsomt ned af min kind. Jeg stirrede bare på Harry, som også stirrede på mig. Hans blik var langt fra vredt nu.. Det var mere blødt og undskyldende. "Jeg sover i gæsteværelset", sagde jeg koldt og gik ind på gæsteværelset.

"Hey", Niall kom ind med sit overtøj på. "Hey", svarede jeg tilbage. "Det er ikke så godt, det der sker nu..", sagde han og satte sig i sengen, ved siden af mig. "Nope", svarede jeg tilbage. "Egentlig kom jeg bare ind, for at sige at vi andre ville gå hjem", sagde han. "Whaaaaaat! Øv. I kommer igen i morgen, eller måske først på Fredag?", spurgte jeg. Gud, hvor jeg ærgrede mig over at de andre skulle hjem nu.

"Jeg ved ikke helt med Zayn.. Altså.. You know", sagde han. Jeg nikkede og sukkede. Jeg krammede Niall som var han en bamse. "Vi ses", sagde jeg og sagde vinkede mens han var på vej ud af værelsesdøren.

Jeg tog min mobil op, og gik på twitter. Jeg kunne slet ikke undgå alt det hate. Mine mentions fløj hen ad landevejen, altså. "Harry doesn't deserve someone like her", tweeten fik mig til at tænke lidt. Den gjorde ondt, men hun havde ret.

Klokken var ikke mere end otte, ni stykker - men jeg var træt. Så jeg blev bare liggende i sengen.
Da jeg vågnede næsten morgen, havde jeg tænkt over meget, omkring mig og Harry. Han havde vendt min verden på hovedet. Både godt og dårligt. Der var altid noget ved ham, der kunne få mig til at smile. Jeg elskede ham, det gjorde jeg. Men.. nogen gange var jeg i tvivl om han elskede mig. Han sagde det, hver aften men.. om han mente det?

Jeg havde bare ladet mig hår være nede, og jeg kunne straks se i spejlet at det var fedtet, så jeg besluttede mig for at gå i bad. Badet var dejligt, afkølende men også dampende.

Jeg lod mit hår blive nede, så det kunne tørre. "Godmorgen", sagde Louis. "Godmorgen", sagde jeg og gav ham et smil. Ham og Harry sad i sofaen og så tv. Jeg kiggede slet ikke på Harry, men jeg vidste at han stirrede på mig mens jeg tog overtøj på. "Hvor skal du hen?", spurgte Louis. "Jeg går bare lige en tur", sagde jeg og gik ud af døren.

Ligeså snart jeg var kommet ned til parken, blev jeg straks overfaldet af paparazzier. Mange spørgsmål blev råbt op i hovedet, men jeg ignorerede dem bare, og spurgte om de ikke nok ville gå væk. Jeg ville ned og besøge min mors grav, som lå lige ved siden af min fars. Jeg satte mig mellem gravene.

Tårerne væltede pludselig bare ned. Jeg kunne slet ikke beskrive hvor meget jeg savnede dem. Først nu, lagde jeg mærke til hvor koldt her egentlig var. Klokken var kun halv ti om morgenen, men alligevel, Vinteren var vist på vej.

Egentlig, ville jeg bare blive her. For hvis jeg gik op til Harry og Louis, ville der sikkert ikke komme noget bedre ud af det, end det her. Jeg havde allerede lagt de søde roser, som var min mors yndlingsblomst, på hendes grav. Min far havde ikke rigtig nogen yndlingsblomst, så jeg havde også bare købt nogle roser til ham. Jeg havde været lang tid inde i blomsterbutikken for at finde nogle ekstra røde roser.

Jeg havde efterhånden siddet her i en time eller to og tænkt ret meget. På om, Harry og jeg egentlig passede sammen.. Mange sagde at vi gjorde, men mange ikke.

Ser du, Harry og jeg var faktisk vildt forskellige på mange måder. Jeg kunne ikke huske lige præcis hvilke, men der var mange. Men også mange ting vi havde tilfælles. Men var følelserne nu noget af det vi havde tilfælles?

Da jeg kom tilbage til Louis og Harry, havde de lavet noget mad. "Vil du have noget?", spurgte Louis. "Naah, det er okay. Jeg er ikke sulten", sagde jeg. "Men jeg har lavet det med kærlighed", sagde han. Jeg kiggede på ham. Kærlighed. Det var lige det jeg manglede. Ordet fik mig til at bryde sammen indeni. "Det er okay", sagde jeg hurtigt og skyndte mig ind på gæsteværelset. Tårerne væltede ud, efterfulgt af lydløse hulk.

Jeg kiggede på min mobil, og så at jeg havde fået en sms, fra Niall: Er du okay? x. Jeg lod langsomt mine fingre glide over min skærm. Var jeg okay? Nej. Nej, var mit svar. Jeg fik hurtigt en sms tilbage, Zayn føler sig skyld i det hele. Han er helt ude af den!.. Min mave vendte sig. Kan du ikke sige til ham, at han ikke skal føle sig skyld i det hele? Sig undskyld fra mig af. Sig at han er en super god ven. Svarede jeg tilbage. Er gjort. Han smilede. Håber dig og Harry finder ud af det! xo svarede Niall tilbage efter 4 minutter. Jeg tænkte meget, igen. Her siden i morges, havde jeg tænkt over.. om jeg bare skulle gøre det forbi, mellem mig og Harry. Men jeg ville fortryde det. Jeg elskede ham.. Det gjorde jeg.
Håber jeg også selv.. x. Svarede jeg Niall.

Efter nogle minutter, mærkede jeg hvor sulten jeg egentlig var. Jeg gik lige forbi toilettet, og rettede fjernede make-up'en der flød rundt under mine øjne. Jeg magtede ikke at ligge nyt mascara på, så jeg valgte bare at være naturlig. Og det var ikke fordi jeg var den grimmeste, nu da jeg havde en solbrun hud.

Jeg gik ud af badeværelset, og gik ud til drengene. "Er der stadig noget mad til mig?", spurgte jeg forsigtigt. Jeg så et smil på Louis' læber. "Ude i køleskabet. Det er pandekager.. Det er det eneste jeg kan finde ud af!", sagde han. Jeg smilede bare til ham og gik ud i køkkenet efter pandekagerne. Da jeg vendte mig om, stod Harry i døråbningen, mellem stuen og køkkenet.

"Harry..", mere fik jeg ikke sagt før Harry afbrød mig. Han lagde sine læber omkring mine, hvilken var en fantastisk følelse.. Det at have ham tæt igen. Men jeg skubbede min læber væk fra hans, og jeg kunne mærke til tåre ryge ned. "Det går ikke, Harry", sagde jeg og kæmpede med at holde de andre tårer inde. Harry rystede på hovedet. "Undskyld. Jeg skulle ikke have sagt det med dig og Zayn.. undskyld. Det var dumt. Forhelved, Steph. Jeg elsker dig. Undskyld. Jeg kan gøre det godt igen, jeg vil gøre alt for dig. Undskyld", sagde han. Jeg rystede stille på hovedet, mens min mave igen vendte sig. "Jeg er ked af det Harry", sagde jeg. Hver gang jeg blinkede, røg en tåre ned ad min kind.

Han rystede på hovedet, "nej, Steph. Gør ikke det her mod mig", sagde han. Jeg kunne se, hvordan hans øjne var i gang med at danne tårer. "Harry, kan du ikke se, at det ikke går mellem os to? Vi... Undskyld", sagde jeg og gik forbi Harry, og ud gennem stuen. Louis kiggede på mig, og så, så tårerne på mig. Jeg rystede på hovedet, og skyndte mig ind på gæsteværelset igen. Dér, brød jeg simpelthen ud igen og lod mig ikke stoppe. Gad vide, hvor mange tårer jeg havde tilbage.

En time senere, fik jeg en sms fra et nummer jeg ikke havde på min kontaktliste. Er du okay? Har hørt hvad der er sket mellem dig og Harry. Louis fortalte mig det. xoxo Eleanor. Nååå, det var Eleanor. Jeg skrev hurtigt tilbage, Jeg er faktisk langt fra okay. Tak for omsorgen, xx.

Dagen var efterhånden gået hurtigt, bare med at ligge inde i sengen. Jeg havde hørt Harry råbe nogen gange, og derefter Louis. Jeg havde ikke hørt efter hvad de råbte, men det var i al fald om mig. Jeg valgte at gå i seng. Jeg havde brug for at sove. Sove på alt det, der var sket.

Jeg gik ud og børstede tænder, redte mit hår. Jeg gik ind til Louis, der var i stuen. "Godnat", svarede jeg. Jeg undrede mig hvor Harry var, men.. "Kom her", sagde han i en omsorgsfuld stemme, og klappede på sofapuden ved siden af ham. Jeg satte mig ved siden af ham, og han krammede mig, mens jeg brød ud i tårer igen. "Han er altså virkelig ked af det", mumlede han. "Det ved jeg godt.. Men.. jeg kan bare ikke klare alt det her. Hvem ved, om han vil komme til at såre mig igen? Eller omvendt..", spurgte jeg. "Det ved, kun du og ham", svarede Louis.

Da jeg endelig kom under dynen, kiggede jeg bare op i loftet. Følelsen ikke at blive omfavnet og føle sig tryg... var her ikke længere. Og den ville sikkert ikke komme igen.

Jeg lukkede mine øjne, og prøvede at sove. Jeg var tæt på at falde i søvn, men da jeg nogle lange skridt, ude fra gangen af, som stoppede ved min dør, vågnede jeg igen. Men skridtene tilhørte ikke en fremmed, men Harrys. Jeg kunne genkende dem. Døren gik op, og jeg lukkede hurtigt mine øjne. Jeg havde grædt hele aftenen, så jeg var stadig fugtig rundt om øjnene. Døren blev igen lukket, og skridtene forsvandt ind på værelset. Han lagde sig ned i min seng, og omfavnede mig forsigtigt, efterfulgt af hans hvisken, "undskyld".

Jeg vendte mig om, og krammede ham ivrigt. "Undskyld. Undskyld. Undskyld", sagde han og jeg kunne høre på hans stemme, at han havde grædt. Jeg kyssede ham og han kyssede også mig. "Jeg elsker dig", sagde han. "Mener du det?", spurgte jeg ikke overraskende eller noget, men seriøst. "Ja. Det gør jeg, Steph. Det gør jeg virkelig", sagde han. Jeg smilede. Harry.. Han elskede mig. Ligeså meget, som jeg elskede ham.

 

HEEEEEEEEEEJ.
Undskyld fordi I skulle vente så lang tid på det nye kapitel! Undskyld, for stavefejl - har ikke rigtig læst det igennem. Men håber I kunne lide det!

Knus Laura xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...