Little Things ~1D♥.

SE TRAILER!...

Stephanie Atkinz, er blot en helt almindelig pige, hun har venner, familie og faktisk også en kæreste ved navn Daniel. Stephanies forældre er ikke sammen mere, hun er bange for at blive såret da hun er blevet forladt i sorg en gang før da hendes far døde under en brand. Stephanie er bange for at blive såret af Daniel, han er klar til meget mere end hun er, han vil mere end bare at kramme, kysse, holde i hånd og nusse, men det er hun langtfra klar til, hun er bange for hvad der skal ske.. Hun tager så på et uventet besøg hjem til Daniel, hun fortryder det dog da hun finder en pige i samme seng som ham. Stephanie skynder sig så ud af huset med tårer i sine øjne. Hun kommer til at løbe ind i en dreng, selveste Harry Styles - Stephanie prøver at holde sin temperament nede og sit hoved koldt da det jo er den kendte Harry Styles fra One Direction.

79Likes
44Kommentarer
8077Visninger
AA

14. 13. ,,The problem is, that I still love you."

Jeg kunne slet ikke beskrive mine følelser. Den sidste uge, havde været så super fantastisk. Harry og jeg, havde været ude. Vi var startet på et frisk, efter alt det pis der var sket mellem os. Vi har aftalt, at intet skulle komme imellem os, men jeg havde også sagt til ham, at han ikke skulle lade mig, komme i vejen for ham og drengenes forhold. Jeg vidste ikke rigtig med Zayn og Harry, om var er 'cool' nu. Det måtte vi bare håbe på.

Jeg var lige vågnet, og solen skinnede. Det var Lørdag morgen, og jeg havde allerede boet hos Harry og Louis i nogle måneder. Her var pisse hyggeligt. Især når de andre drenge kom hen og besøgte os. Ja, Liam, Niall og Zayn boede her jo ikke, så de kom altid herover.

De kom i al fald, HVER fredag, og det var bare pisse hyggeligt! Enten gik vi ud og spiste, eller lavede selv mad herhjemme, og hyggede os til klokken lort.

Jeg nåede ikke rigtigt at tænke mere, før jeg følte at en bumpede op på mig. "HARRY!", skreg jeg af grin da han begyndte at kilde mig. "STOP", grinede jeg. Men han blev ved. Efter nogle minutter, stoppede han, men blev liggende. Han kyssede mig på munden, og udviklede det til snav. Nu havde jeg chancen for at gøre hævn.

Jeg overmandede ham hurtigt, og begyndte at kilde ham. "Cheater", sagde han og begyndte at grine og vride sig. "Næh", sagde jeg flabet og blev ved med at kilde ham. Men så stærk som han var, fordi han trænede ret så tit, overmandede han mig hurtigt og vi landede nede på gulvet. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg kneb øjnene sammen og lod ham kilde mig, mens jeg vred mig og skreg af grin.

Klokken var allerede blevet halv tolv om morgenen, så vi besluttede os for at gå ud. Og til min store overraskelse, havde de andre drenge dækket bord, og sat sig i sofaen. "Hvor er morgenmaden?", spurgte jeg og kiggede på dem. "Jeg kan ikke finde ud af at lave mad...". svarede Louis en smule flovt. Jeg kunne ikke lade være, og slap et lille fnis ud. "Kom, så skal jeg lære dig at lave pandekager!", sagde jeg og gav ham et smil.

Harry havde sat sig og joinet de andre, i sofaen. "Okay, først starter du med at finde tingene frem vi skal bruge. Hvis jeg tager skål, pisk og en pande frem, kan du så tage det andet frem?", spurgte jeg og havde allerede fundet panden og sat den på kogepladen. "Of course", svarede han.

"Okay, start med mel og mælk", sagde jeg og tog pisken og en skål frem. "Javel, Sir!", sagde Louis og fik mig til at grine. "Pas på, du", sagde jeg truende og truede med pisken. Vi grinede begge, og Louis' satte mælken og melen på bordet. "Så find 2 æg, så tager jeg sukkeret og saltet", sagde jeg og ledte efter sukkeret og saltet. Da vi havde sat alle tingene på køkkenbordet, kiggede jeg rundt og syntes at der manglede noget. "VANILJE!", råbte jeg. "Vanilje?", spurgte Louis. "Ja, vanilje", sagde jeg. -"Det gør bare, så det smager ekstra godt. Trust me".

Louis kiggede bare mærkeligt, og lod sig kigge efter, hvad jeg puttede i skålen. Først mel, så sukker, så meget, meget lidt salt. Så lidt vanilje pulver.. Eller jeg kom til at putte meget vanilje i. Derefter knækkede jeg de to æg, proppede mælken i og satte Louis til at piske dejen.

Klokken halv et, var pandekagerne færdige og vi satte os til at spise. Jeg kunne høre drengene sige, "mmmmm", hver gang de tog en bid. "Er det et godt, mmmmm, eller et dårligt, mmmmm?", spurgte jeg, og kunne ikke lade være med at smile da de svarede, at det var et godt "mmmmm".

Efter morgenmaden, gik Harry og jeg ud i byen. Selvom jeg næsten hele mit liv, havde boet i London, havde jeg aldrig taget mig sammen til at prøve London Eye. Så Harry havde tvunget mig til det.

Men selvfølgelig, på vejen over blev vi overfaldet af fans og paparazzier. Og jeg kunne ikke lade være med at sige "det er okay" til Harry, så han kunne give autografer, da nogle piger også spurgte om min. Jeg blev smigret. "Mange tak", sagde en af pigerne. "Oh my god. Tak, tak tak!", sagde den anden. Den tredje var nok min favorit, "Tak! Du er bare så smuk. Dig og Harry er så søde sammen". Da hun sagde, at jeg var smuk, rødmede jeg. Jeg sagde mange tak, og i lige måde. Jeg blev helt varm indeni, og Harry kunne ikke lade være med at smile.

"Jeg forstår ikke, hvordan I kan hade det her", sagde jeg til Harry. "Hade det? Det gør vi overhovedet ikke. Det kan måske bare godt være ret så trætne, ikke at kunne gå på gaden, uden at blive overfaldet af fans og paparazzier. You feel me?" forklarede han, efterfulgt at et spørgsmål. "Ja, jeg forstår dig", sagde jeg.

Han tog min hånd, og trak mig ind i køen til London Eye. Køen var ret lang, og mange stod og stirrede på Harry og jeg. "Hvad nu.. Hvis vi er oppe i den, også er der bare en eller anden der overfalder os?", spurgte jeg Harry om, som bare begyndte at grine. "Eller, hvad nu hvis der er en eller anden total sindssyg fan, som så overfalder mig og dræber mig, og tvinger dig til at være sammen med hende, for ever and ever?", spurgte jeg, men flækkede derefter af grin. "Tja, det sker jo også ret tit", sagde han og smilede.

Jeg havde nærmest kvalt Harrys hånd, under den hele 45 minutters lange tur. Tror jeg nok, den varede. Udsigten, var fantastisk. Solen skinnede, og lyste hele byen op. Alle de mennesker, som ellers virker så store nede på jorden ved siden af dem, lignede små myrer heroppe fra. "Hvor langt oppe er vi, egentlig?" spurgte jeg, og kiggede ned. Jeg gik automatisk et skridt tilbage, da jeg syntes det var pisse klamt alligevel. "Aner det ikke. Kom nu her hen" sagde Harry, og nærmest trak mig over til ham. Han omfavnede mig, og hviskede "jeg giver aldrig slip på dig". Jeg vendte mit hoved på skrå, lænede det over og kiggede Harry i øjnene og kyssede ham. "Stephanie?", spurgte han. "Ja?".
"Jeg elsker dig", sagde han mens han flettede vores fingre sammen. Vi var lige kommet så højt op man kunne, men jeg følte at jeg fløj helt op til skyerne, efter det han sagde. Jeg smilede og rødmede, helt automatisk, og glemte helt at sige at jeg også elskede ham. Måske var det forsent? hm.

Da vi kom hjem, var det også blevet sent. De andre drenge sad i sofaen, og så tv. Undtagen Zayn. Og pludselig, slog det mig.. At jeg egentlig ikke havde sagt undskyld, efter det... Efter.. You know.
Vi havde egentlig bare aftalt, at lade det ligge.. Men det poppede hele tiden op. "Hvor er Zayn?" spurgte jeg. "Ude på terrassen", svarede Liam. Jeg smilede til ham, og gik ud på terrassen. Da jeg kom ud, mødte jeg duften af røg.

Zayn lå med albuerne på kanten, og kiggede på udsigten. Solen var ved at gå ned, og det var ved at blive køligt. "Hey", sagde jeg. "Hey", sagde han og kiggede på mig. Han slukkede smøgen og jeg gik op ved siden af ham. "Hvordan går det?", spurgte jeg. "Tja.. Det går vel fint", svarede han. Jeg kiggede på ham. Han blev ved med at kigge ud over udsigten.

"Undskyld", mumlede jeg. Han tog sit blik fra udsigten, og plantede det på mig. "Undskyld?". "Ja undskyld... Undskyld fordi.. jeg gjorde det. Det burde jeg slet ikke have gjort. Det var pisse klamt af mig. Du er jo en af mine bedstevenner, og du har altid været der for mig. Også.. bruger jeg dig bare. Det.. Det må du altså virkelig unds.." "Hey," afbrød han. -"Jeg kunne have stoppet det. Ja, jeg var fuld. Men jeg kunne godt tænke. Jeg vidste hvad vi gjorde. Jeg kunne have stoppet det, men.. det gjorde jeg ikke", fortsatte han. Jeg var målløs. Hvad skulle jeg sige? ..

"Jeg elsker dig", sagde han og krammede mig. "Jeg elsker også dig. Du er en af mine bedstevenner, glem ikke det", sagde jeg. "Stephanie.. Jeg elsker dig", sagde han igen. "Ja, det har du lige sagt?", sagde jeg og smilede undrende. "Jamen Steph.. Jeg elsker elsker dig", sagde han igen og først nu gik det op for mig hvad han mente. "Zayn...", mumlede jeg. Igen, var jeg målløs. En mærkelig følelse bredte sig rundt i min krop. "Det er okay", sagde han. "Hvad?", jeg forstod ingenting lige nu. "Det var noget lort, at jeg sagde det. Undskyld, bare glem det", sagde han og rystede på hovedet.

Før jeg sagde mere, gik jeg indenfor. Jeg var pludselig virkelig træt, så jeg gik ud og børstede tænder, tog Harrys trøje på igen, som jeg også havde haft på i morges, og lagde mig i sengen, efter jeg havde sagt godnat til de andre.

Lidt efter, brød tårerne igennem. De flød ned af mine kinder. Alle følelser, jeg havde gået og gemt. Jeg havde slet ikke haft tid, til at sørge over min mor, som døde for flere måneder siden. Og min far.. Ja, det var jo egentlig også virkelig lang tid siden, men alligevel. Også pludselig alt det her med Zayn...

Jeg kunne høre Harry, komme ind og ligge sig ved siden af mig. Han kyssede min kind, og undrede sig over hvorfor jeg snøftede. "Hvad er der galt?", spurgte han bekymrende. "Det er bare... du ved. Det med min mor. Jeg savner hende bare så meget", sagde jeg. Jeg magtede ikke at fortælle ham, om det Zayn havde sagt. "Så så.. Jeg er her. Det hele skal nok gå. Bare husk på, hun vil altid være her. Hun er lige i dit hjerte. Ligesom din far", sagde han trøstende, og fik mig til at smilede. Jeg vendte mig om, så vi lå næse mod næse. Han så mig smile, hvilket fik ham til at smile.

Han lå stadig og omfavnede mig, hvilket var ret dejligt. Vi lå begge stille og roligt, og jeg kunne ikke lade være med at, ligge mærke til Harrys langsomme og dybe vejrtrækninger. Jeg smilede for mig selv. Gud, hvor jeg egentlig elskede den dreng. Selveste Harry Styles. "Harry?", hviskede jeg. "Ja?", svarede han. "Sover du?", "Ja". Jeg grinede lidt. "Haha", sagde jeg ironisk. Jeg hørte ham grine. Lidt efter, blev der stille igen. "Jeg elsker dig", sagde jeg så. Jeg kunne mærke at han strammede vores omfavn, og kyssede mig i håret. "Jeg elsker også dig".

Hvad synes I om kapitlet? Og om at Zayn fortalte at han VIRKELIG elsker Stephanie, altså at han har følelser for hende? Og hvad tror du Stephanie gør ved det? Og hvad hvis Harry finder ud af det, hvad vil der så ske? Stephanie og Zayn.. Bliver der noget med dem? SKRIV HVAD I TROR, DER KOMMER TIL AT SKE? :) Igen, mange tak fordi I læser novellen, means alot.

- Kys, Laura. Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...