Little Things ~1D♥.

SE TRAILER!...

Stephanie Atkinz, er blot en helt almindelig pige, hun har venner, familie og faktisk også en kæreste ved navn Daniel. Stephanies forældre er ikke sammen mere, hun er bange for at blive såret da hun er blevet forladt i sorg en gang før da hendes far døde under en brand. Stephanie er bange for at blive såret af Daniel, han er klar til meget mere end hun er, han vil mere end bare at kramme, kysse, holde i hånd og nusse, men det er hun langtfra klar til, hun er bange for hvad der skal ske.. Hun tager så på et uventet besøg hjem til Daniel, hun fortryder det dog da hun finder en pige i samme seng som ham. Stephanie skynder sig så ud af huset med tårer i sine øjne. Hun kommer til at løbe ind i en dreng, selveste Harry Styles - Stephanie prøver at holde sin temperament nede og sit hoved koldt da det jo er den kendte Harry Styles fra One Direction.

79Likes
44Kommentarer
7967Visninger
AA

2. 1. „Trust is like a mirror. You can fix it if its broken, but you can still see the cracks in it.“

"Jeg elsker dig". Daniels stemme var så beroligende. Især når han hviskede de tre ord, i mine ører under måneskindet. "Jeg elsker også dig" sagde jeg, og mente hvert ord. Jeg kunne næsten græde over, hvor lykkelig jeg var sammen med ham. Han kyssede mig på munden, og udviklede det hurtigt til et snav. Jeg kunne mærke hvordan han tog sine hænder under min bluse, men jeg skubbede ham væk, forsigtigt. "Hvad?" spurgte han, en smule irriteret. "Daniel, jeg elsker dig.. men, jeg føler mig ikke klar" sagde jeg. Han rullede med øjnene, men krammede mig så. Nogen gange forstod jeg ham ikke. Han kunne være sød, som sukker men så var han pludselig klar på meget mere end jeg var.

"Jeg må hjem" sagde han. "Kan jeg ikke sove hos dig i aften?" spurgte jeg. Jeg magtede ikke at skændes med min mor, fordi jeg ville komme forsent hjem. "Desværre, jeg skal til fodboldkamp i morgen tidlig, og jeg vil ikke vække dig om morgenen. Kom nu, jeg kører dig hjem" sagde han og kyssede mig igen.

"Tak", sagde jeg da vi var noget hjem til mig. "For hvad?" spurgte han. "For at være dig. Tak fordi du er her for mig. Tak for alt", sagde jeg. Han smilede, ligesom hans øjne. Han kyssede mig farvel, og jeg gik ud af bilen og så ham køre væk.

Jeg gik langsomt op til døren, og sukkede. Jeg åbnede stille døren, hvis nu min mor sov. Jeg skulle nødig vække hende. Men da jeg kommer ind i køkkenet, sidder hun ned og kigger direkte op på mig, på en kold måde. "Klokken er to", sagde hun, fuldstændig koldt. "Ja, og jeg er snart voksen, du behøver ikke bestemme hvad tid jeg skal hjem!" mit tonefald steg. Hun kiggede på mig. Lyset i køkkenet, fremhævede poserne under hendes øjne. Hun havde grædt. Et øjeblik fik jeg dårlig samvittighed, over at have råbt af hende.

Jeg gik op på værelset, efter at have mumlet undskyld til mor. Jeg bumpede ned i sengen, og lagde mit hoved på puden. Jeg kiggede på mit natbord, og mit hjerte sank dybt ned, da jeg så billedet med min far og mig. Jeg tog billedet til mig og krammede det. "Jeg savner dig så meget" mumlede jeg.

Tårerne trillede ned ad mine kinder, lydløst. Jeg følte det var min skyld. Selvom det på ingen måde, var min skyld. "Undskyld" mumlede jeg, mens tårerne fløj ned ad mine kinder, og ramte puden. Efter en halv times gråd, faldt jeg i søvn.

*

Næste morgen, vågnede jeg pågrund af regnen der ramte mit vindue. Jeg fik endelig overtalt mine ben, til at stødte mig så jeg kunne gå ud på badeværelset. Jeg var ved at dø af skræk, da jeg så mig selv i spejlet. Jeg lignede røv og nøgler. Mascaraen sad rundt omkring ved øjnene, og de trætte poser under øjnene var så tydelige at det gjorde helt ondt.

Jeg tændte vandet, og sprøjtede først koldt vand i hovedet, for lige at vågne og derefter varmt, for at fjerne al mascara. Jeg fandt min make-up taske frem, og tog min mascara, eyeliner og lipgloss ud af den. Jeg sminkede hurtigt mine øjne, og derefter malede jeg mine læber med en gennemsigtig, skinnende lipgloss, for at fremhæve mine fyldige læber.

Jeg besluttede mig for at tage noget afslapper tøj på. Jeg fandt en striktrøje, nogle jeans og et dejligt tørklæde som jeg tog rundt om halsen. Jeg valgte at lade mit blonde hår, være nede da jeg virkelig ikke magtede at gøre noget ved det.

Efter at have brugt en time eller to på at se fjernsyn nede i stuen, valgte jeg at tage over til Daniel. Klokken var 1, så han var nok hjemme fra kampen. Regnen fuckede mit hår op, men jeg var egentlig ret ligeglad, jeg ville bare se ham. Holde om ham. Det var det perfekte vejr, til alt det.

Jeg skulle til at banke på, men så at døren var åben. Jeg gik ind og hørte nogle underlige lyde. "Daniel?" råbte jeg. Intet. Lydene kom igen. "Daaaniel?" råbte jeg igen, og gik efter lydene. Efter lidt tid, opdagede jeg hvad lydene var. Jeg åbnede døren, og mit hjerte sprang op til flere slag over.

Jeg løb hen til ham, skubbede ham af pigen som han var i gang med, så han faldt ned på gulvet. "HVAD FANDEN HAR DU GANG I?" råbte jeg. Tårerne røg ned af min kind. "Shit, det her var ikke meningen.. Du.." hans ord sank væk, da jeg allerede havde smækket døren og løbet ud i regnen.

Her løb jeg som en gal, for at komme væk fra ham. Jeg ville aldrig se ham igen. Hvordan kunne han? Jeg var fandens lykkelig med ham. Det var som om at få et slag i maven. Som om ens hjerte brækkede midt over. Hvad var der at leve for nu? Mig og min mor skændes hele tiden, min far var væk, Daniel havde lige været mig utro. Jeg var ingenting uden dem. 

Jeg så to billygter, komme tættere og tættere på mig. Jeg tog en dyb indånding, og lukkede øjnene. En stor trutlyd, kunne sikkert høres gennem hele byen.

Lige da jeg troede alt var forsent, skete alt så hurtigt. Jeg blev ramt, men ikke af bilen. Jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at hulke. Mit hjerte bankede som en gal. Jeg vidste slet ikke hvad der foregik. Jeg kunne pludselig mærke hvor ondt mit knæ gjorde. "Er du okay?" en sød stemme, sang i mine ører. Jeg åbnede først mine øjne nu, og opdagede så hvem der lige havde 'reddet' mit liv.

 

 

- GLEM IKKE:
At skrive hvad I synes om kapitlet, hvad der kan gøres bedre osv. Glem heller ikke at like, eller favoritte!
(Undskyld for stavefejl)

~ Laura. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...