Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1456Visninger
AA

2. Prolog: nutid

26/10 1918

Kære dagbog.

I dag har jeg sat en ny streg med kridt på fortovet. Det er streg nummer hundrede otteogtyve. Nu har jeg altså siddet her i lidt mere end atten uger. Men det er det værd. Det skal det være. 

Jeg er ked af, at du, kære dagbog, må lægge øre til al min sorg. Men lige nu føles det, som om den ikke er til at bære. Selv efter atten uger er hun endnu ikke kommet. Jeg ved ikke, om det er fordi, hun ikke ønsker at se mig, eller om hun ikke kan finde mig. Måske var det naivt af mig at tænke, at hvis bare jeg blev siddende her, så ville hun finde mig. Jeg tror bare, at hvis hendes hjerte virkelig vil det, så vil hun ledes til stedet, hvor vi mødtes for første gang. Så her venter jeg. Urokkeligt sidder jeg på gadehjørnet og venter. Måske, måske vil jeg blive kendt som manden, der ikke kan flyttes. Folk vil tale, og så vil rygtet nå hende. Så vil hun finde mig, fordi hun ved, at det kun er for hende. Måske.

Du mener nok, at jeg er disideret dum. At opgive alting for at sidde og vente på en pige, jeg måske aldrig ser igen. Men du ved heller ikke, hvordan kærlighed føles. Det gør jeg. Og jeg ved, at hun var..nej, er mit livs kærlighed. Og så betyder penge ingenting. Men forbipasserende, der ingenting forstår, forsøger alligevel at række mig penge nogle gange, men så må jeg bare ryste på hovedet og sende dem et taknemmeligt smil. Jeg er ligeglad med penge nu. For hende vil jeg sove her på gaden i en sovepose resten af mit liv.

Nu har jeg sat et skilt op. 'Hvis De ser denne pige så vær sød at fortælle hende, hvor jeg er'. Billedet fra dagen på stranden ligger ved siden af. Det gør for ondt at kigge på det, men jeg behøver heller ikke gøre det. Billedet af hendes engleansigt og evigt optimistiske smil er som limet fast på indersiden af mine øjenlåg allerede. Med billedet har jeg hende med mig - om end det så er i fattig forstand.

Men nu vil jeg gå tilbage til...ingenting kære dagbog. Vær dog ikke urolig: jeg har en fornemmelse af, at jeg vil skrive i dig mange gange endnu. Men jeg er parat til at vente til evig tid på hende, hvis det viser sig nødvendigt. For til evig tid, så længe varer kærligheden. Besættelsen af den ligeså.

Philip

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...