Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1445Visninger
AA

13. Epilog: nutid

20/6 1919

 

Kære dagbog. 

Dette er gang nummer trehundrede femogtreds jeg skriver i dig. Så mange streger er der på fortovet med kridt. Det her bliver sidste gang, jeg skriver i dig. Jeg kommer ikke til at sætte flere streger på fortovet. 

Nu har jeg siddet her i et år præcis. Det vil sige et år minus én dag. Jeg har nemlig ikke siddet her hele dagen i dag. Da jeg så, det var årsdagen, valgte jeg nemlig at rejse mig og gå en tur for første gang. Jeg ville ned og se stranden, hvor vi kyssede for første og sidste gang. Det gjorde ondt at se stedet først, men det gjorde også godt. Alt så ud præcis som jeg huskede. Og intet så ud, som jeg huskede det. For hun var der jo ikke.

Og dog. Det føltes, som om jeg stadig kunne dufte hendes søde liljeduft, og som om jeg kunne mærke hendes lille bløde hånd i min. Men det kunne jeg ikke. Selvfølgelig ikke.

Kære dagbog, jeg gjorde en forfærdelig opdagelse, hvilket nu er grunden til, at det er sidste gang, jeg skriver i dig. I en af hybenbuskene så jeg et rødt bånd, der var bundet om en gren. Det lignede umiskendeligt hendes hårbånd fra dagen, hvor jeg ødelagde alt. Jeg var så dum, kære dagbog. Der var så mange ting, jeg ikke havde nået at indse. At selv den bedste laver fejl. Du kan slet ikke forestille dig, hvor meget jeg fortryder nu.

Det var hendes bånd. Hæftet til det sad sangen, hun havde skrevet, og bagpå papiret havde hun skrevet med sine kluntede, men vidunderligt smukke bogstaver, som jeg læste, mens jeg næsten hørte hendes syngende stemme for mine ører:

Undskyld. Men jeg er nødt til det. Jeg overgiver mig til havet. Jeg overgiver mig til håbet om kærlighed på den anden side. Jeg elsker dig Philip, og jeg ved, at hvis nogen finder dette, er det dig. Jeg ønsker, at du skal have sangen og maleriet ligeså. Kan du huske, hvad du sagde, da du gav mig det? "Jeg ønsker, at du skal have det. Så du ikke glemmer mig." Præcis sådan har jeg det nu, hvor jeg overlader det til dig. Pas på dig selv.

Først nægtede jeg blindt, men til sidst indså jeg den nøgne sandhed. Den, som alle andre havde indset, da hun forsvandt. At hun var væk for altid.

Det er min skyld, det ved jeg. Jeg fortryder bittert, men der er intet, jeg kan stille op. Hvis jeg bare kunne spole tiden tilbage... Men det kan jeg ikke. 

Lige til sidst vil jeg gerne skrive det sidste vers af hendes sang. Jeg kom til at tænke på, at jeg på en måde er hovedpersonen i sangen. Den rammer mig i hvert fald hårdt. Jeg føler mig som offeret for tabet af min elskede. Og jeg synes, det sidste vers i sangen er så smukt og så sandt på een gang. Hvordan hun har vidst dette, før hun nåede at opleve noget selv, det ved jeg ikke. Men hun var noget særligt. Her kommer det:

 

Nu ved jeg, at det er løgn

Man sagde altid at tiden stod stille

Når man var med sin elskede

Men sandheden er,

at det går alt for stærkt

 

Nu vil jeg gøre, som hun beskrev i de andre vers. Jeg vil altid være hendes. Jeg vil kun, at vi går samme vej. Jeg tager med. Uden hende vil jeg aldrig kunne få fred. Ligesom hende vil jeg tage hen til havet. Hvilket sted kan være smukkere at gå bort, end et sted der altid vil se så uberørt ud? Som om intet er hændt, når det lige har taget et liv. Et sted der er så livsbekræftende og samtidigt så dræbende. Jeg glæder mig til at se hende igen. Nelly. Jeg elsker hende så højt, som jeg aldrig havde troet var muligt. Men jeg sagde jo, at kærligheden varer evigt. Præcis som besættelsen af den. Men jeg havde heller aldrig troet, at det ville blive så bogstaveligt. For jeg vil være væk for evigt. Jeg har fulgt mine egne ord til fulde.

Tak fordi du har støttet mig kære dagbog. Du har været min bedste og eneste ven det sidste år. Jeg vil grave dig ned på den lille private plads på stranden sammen med hendes bånd, sangen og maleriet. Så vil en del af mig stadig leve videre på overfladen. Sådan føles det i hvert fald. 

Farvel. Farvel for altid.

Philip

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...