Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1486Visninger
AA

11. 9. kapitel

Søndagen oprinder, og jeg trækker i en ny kjole, William købte som erstatning for den iturevne. Det silkebløde brune stof smyger sig perfekt om min krop. Kjolen er meget fin, men det gør ingenting, for efter det sædvanlige sygehusbesøg skal min mor og jeg i kirke. Der tager vi altid lidt finere tøj på. Min mor mener, at Gud synes godt om det på den måde. Jeg mener, at Gud er ligeglad med vores ydre, men det er bare et ud af mange spørgsmål, min mor og jeg ikke kan komme til enighed omkring, og så er det selvfølgelig mig, der må adlyde hende. Det samme gælder omkring mit hår, som i dagens anledning er sat op med et meget rødt sløjfebånd.

"Er du klar til at gå?" spørger min mor i en iskold tone, da jeg kommer nedeunder. Jeg nikker. I øjeblikket er vi ikke på særlig god fod. Da jeg først kom hjem ved midnat for et par dage siden af, for hende, uforklarlige årsager, og jeg nægtede at fortælle hvorfor, blev hun stiktosset. Skældsordene haglede ned over mig, og hun løftede endda hånden til at slå. Jeg havde aldrig troet, hun faktisk ville gøre det, men hun gjorde det. Gav mig en let og hurtig lussing. Det gjorde ikke særlig ondt udenpå, men hun gjorde det. Der mistede jeg al respekt, jeg måtte have haft for hende.

Turen til sygehuset foregår i stilhed. Faktisk taler vi ikke et eneste ord til hinanden, men jeg ser min mor sende mig vrede blikke ud af øjenkrogen engang imellem. I mit hoved tordner hendes stemme stadig, men jeg er ligeglad. Jeg fortryder intet. Den fredag var den bedste i mit liv. Nu ved jeg helt sikkert, at jeg elsker Philip, selvom jeg har kendt ham i så kort tid. Måske er det sandt, hvad der står i kærlighedsromanerne. Kærlighed ved første blik altså. Nu gælder det så bare om at finde ud af, hvad jeg skal gøre i forhold til William. Men det er et problem, jeg ikke kan overskue at rode med nu, så jeg skubber det om i baghovedet og koncentrerer mig i stedet om nuet.

Min mor går forrest og skubber dørene til sygehuset op. Hun marcherer direkte ind i en ældre mand, der støtter sig til en snoet træstok, og da han vælter, siger hun intet, men går bare følelsesløs videre.

"Har De brug for hjælp?" spørger jeg ham og rækker en hånd mod ham, mens jeg ser min mor brase videre ind gennem et par store grå døre - uden så meget som at se tilbage efter mig. 

"Tak min pige, hvor er det sødt af dig." svarer han med en hæs stemme og bryder ud i et hosteanfald. Han tager imod min fremstrakte arm, og jeg haler ham op. Hans vægt er foruroligende let at trække, og jeg må støtte ham lidt, indtil han har genvundet balancen.

"Jeg undskylder på min mors vegne. Hun er lidt, æhm, nervøs over min fars tilstand. Det er intet personligt, eller noget." siger jeg lidt flovt til ham, selvom det ikke er helt sandt. Hun ville have gjort det uanset hvor rask, min far var. Sådan er hun bare.

 "Det skal du ikke tage dig af. Jeg er vant til den slags. Folk respekterer ikke altid den ældre generation, som man gjorde, da jeg var barn." Til min store overraskelse ler den ældre mand, så de vise blå øjne ser ganske unge og livlige ud. Hans hvide skæg hopper op og ned. "Men jeg er ked af det med din far."

"Tak..." svarer jeg, da jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal sige. Da jeg står og blokerer vejen lidt for ham, bliver situationen en smule akavet, fordi ingen af os siger noget. I stedet for at rykke mig, skynder jeg mig at sige noget.

"Skal De poste et brev?" Han står med en hvid konvolut i hånden.

"Ja, det skal jeg. Det er en anmodning om optagelsen af et lån." forklarer han. "Min kone og jeg har ingen penge tilbage. Men mig skal du ikke have ondt af. Penge er ikke alt. Det betyder noget, men størst af alt er kærligheden. Først når man mister den, har man mistet alt. Det må du huske, min pige." Han siger det med et smil på læben, men på hans øjne kan jeg se, at han mener det meget alvorligt. 

"Det vil jeg huske. Tak." Jeg flytter mig, så han kan gå forbi mig, men da han er kommet flere meter væk, råber jeg efter ham ved en pludselig indskydelse: "Skal jeg poste det? Jeg skal forbi posthuset alligevel!" lyver jeg. Men han ser så hjælpeløs ud, og jeg har virkelig fået respekt for manden. En underlig trang til at hjælpe ham overtager min krop: måske fordi jeg ikke er i stand til at hjælpe mig selv. Manden giver mig taknemmeligt kuverten, så giver vi hånd og går hver til sit. Jeg går ind ad de samme døre, jeg er gået igennem hver søndag længe nu.

Da jeg træder ind ad døren, ligger min far helt stille på briksen. Slanger er tilsluttet hans næse, og han trækker vejret tungt og lyder anstrengt.

"Far?" Jeg lægger mærke til, at min mor sidder ved siden af briksen med udtryksløse øjne ligesom sidste gang. Men denne gang er de udtryksløse på en anden måde. Der er noget galt.

Han åbner øjnene, da jeg siger hans navn. "Nelly? Så nåede du det." Hans stemme lyder meget uklar, og jeg kan kun lige skelne ordene fra hinanden.

"Hvad mener du? Nåede hvad? Hvad sker her?" Spørgsmålene vælter ud og min far sender min mor et sigende blik. Hun rejser sig, tøver, men læner sig så beslutsomt ned mod min far og kysser ham på panden. Så vender hun om og går ud af døren. Med en kraftesløs bevægelse vinker han mig hen mod sig, og jeg træder frem, til jeg står en meter fra sengen. Det kræver meget af mig at holde mig i ro, jeg kan umuligt sætte mig ned. Dertil er jeg alt for rastesløs.

"Jeg dør om lidt." starter han. Jeg føler ingenting, men lytter bare. Jeg kan dog ikke fatte, at han lige sagde det sådan. Da min moster døde og da min mormor døde fortalte min far mig det. Min mormor havde nu valgt at forlade denne verden til fordel for en bedre, havde han sagt, og min moster befandt sig nu blandt englene. Men her, da det gjaldt hans eget liv, siger han det så uindpakket, så simpelt, så virkeligt.

"Jeg forstår godt, hvis du ikke har noget at sige til det. Det er min egen skyld - delvist. Jeg har bare brug for at vide, at du ved, jeg elsker dig." siger han hæst. Jeg måber. Det har han aldrig før sagt.

Et bittert had bølger ind over mig. Løgn. Det er alt sammen løgn.

"Elsker mig? Hvorfor slog du mig så far? Hvor var du, da jeg havde det allersværest? Da jeg måtte gå ud af skolen, hvor var din støtte så? Du har aldrig elsket mig." Jeg er forvirret over mine egne ord, men det føles godt at komme ud med det. 

"Hvordan kan du sige sådan noget? Jeg er din far. Selvfølgelig elsker jeg dig." Jeg stirrer bare på ham. "Men jeg ved godt, at jeg ikke altid har været der for dig. Det må du undskylde. Tror du, du kan tilgive mig?" Han spørger mig, som om det er det naturligste i verden, at jeg skal tilgive ham nu, hvor han ligger for døden. Men bare fordi det er tilfældet, skal han ikke have min tilgivelse. Man skal gøre sig fortjent til den, og det har han i særdeleshed ikke.

"Aldrig."

"Du skal."

"Hvorfor?" 

Han sukker, da jeg sætter hælene i. "Jeg dør om lidt Nelly! Du er min datter! Ønsker du virkelig, at jeg skal ende i helvede, fordi du ikke kunne finde ud af at sige et lille bitte ord? I så fald er du da så egoistisk som en...

Jeg lytter ikke efter mere. Jeg havde ret. Han elsker mig ikke. Han udnytter mig bare til at få sin tilgivelse, så han kan komme i himlen. Men han fortjener det ikke, sådan som han har behandlet mig og min mor. Han fortjener det værste.

"Gid du må rådne op dernede." 

Jeg går ikke. Jeg bliver stående ved sengen og stirrer på ham. Han ser på mig også, men jeg kan ikke afgøre, om det er bittert eller bedende. Men jeg tilgiver ham ikke. I stedet bliver jeg stående i flere minutter, før han hvisker sine sidste ord, og livet løber ud af hans blik.

"Gud forbande dig Nelly."

Så løber jeg. Jeg løber forbi min grædende mor i venteværelset. Forbi de syge mennesker på gangene. Forbi de forfjamskede sygeplejersker, der råber efter mig, men som jeg ignorerer. Jeg løber ud i regnen, der øser ned fra et mørkegråt skydække. Jeg løber uden mål under lynene på himlen.

Jeg ender et sted i byen. Først kan jeg ikke genkende det, men så ser jeg, at det er gadehjørnet. Det gadehjørne. Jeg stopper op for første gang, og så ser jeg en knaldrød postkasse, der ser ganske malplaceret ud i den sørgmodige grå gade. Da kommer jeg i tanke om brevet i min hånd, som er blevet gennemblødt. Jeg hvisker et stille undskyld op mod himlen, og så lader jeg konvolutten glide ind i sprækken og falde ned i det hule rum.

Dér på gadehjørnet synker jeg sammen. Jeg aner ikke, hvor lang tid der går, men det føles som meget længe. Sorgen, jeg ikke havde regnet med ville komme, overvælder mig pludselig. Tabet af min far smerter langt mere end alle de slag, han i tidens løb har givet mig. Nu er det for sent at fortryde.

Mit blik glider henover de røde murstensfacader, hvilke der er små hyggelige og lune lejligheder bag. Som for at distrahere mig selv ser jeg på alle detaljer. En grøn potteplante i et vindue. Et smedejernsbord på altanen. Et blåt skilt hvorpå der med skråskrift står: Rosenhavevej. Hvilket ironisk navn. Her er der ingen roser, ingen glæde, ingen lykke.

Rosenhavevej. Mine tanker genkender navnet. Jeg husker navnet fra sedlen, jeg har kigget på så mange gange. Sedlen med hans adresse. Jeg rejser mig op med mine sidste kræfter og vakler hen mod døren til lejlighedskomplekset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...