Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1480Visninger
AA

10. 8. kapitel

"Philip?"

"Nelly? Du fandt det!" udbryder Philip glad og sender mig sit store hvide smil. Jeg er forvirret. Har Philip planlagt dette? Tydeligvis. Men det er vel okay. Faktisk er det helt okay. I virkeligheden synes jeg nok, det er mere okay, end det burde være.

"Det var ikke så svært, når jeg havde sådan et flot kort at følge!" svarer jeg og ler. Han stemmer i, og et øjeblik lytter jeg bare til lyden af hans ru latter og min bløde, der blander sig sammen til en smuk melodi. Så ser jeg, hvordan stedet egentlig ser ud.

Hybenbuskene rundt om stedet gør, at den lille plet virker meget intim. Sandet, som udgør grundlaget for stedet, er næsten helt hvidt, og der ligger ikke en eneste sten i det. Til gengæld er der spredt et tæppe udover det, som fylder næsten halvdelen af pladsen. Det er lysegrønt med gule og orange og lyserøde markblomster på. Ovenpå det står der er kurv og intet andet. Philip sidder også på det. Det hele ligner en perfekt romantisk skovtur fra film. Jeg slår tanken ud af hovedet. Dette er en venskabelig middag og intet andet. 

"Kom og sid ned." siger han og klapper på tæppet overfor sig. Jeg gør, som han siger, og så betragter jeg ham bare i smug, mens han åbner kurven og tager en hel middag op derfra, som han stiller pænt og sikkert op på tæppet. Brød, pålæg, kager og endda rødvin!

"Hold da op," udånder jeg. "Hvad skal alt det her til for?" 

"Jeg tænkte bare, at du måske trængte til et frirum..." Han ser på mig på en måde, så jeg føler, han ser lige igennem mig. "Jeg er menneskekender." tilføjer han, trækker på skuldrerne og smiler. Jeg smiler tilbage, men ser også lidt flovt ned i tæppet, der føles blødt mod mine bare ben.

"Tak.. Det er alt for meget."

"Narh. Jeg har en fornemmelse af, at du ikke får den... opmærksomhed, du fortjener normalt." svarer han. Så ser han lidt undskyldende på mig, som om han fortryder. "Ikke at jeg skal blande mig i dit privatliv, det er bare. Du ved." siger han, selvom jeg egentlig ikke ved. 

"Fik du egentlig set på sangen?" spørger han mig, inden tavsheden når at blive pinlig, da jeg ikke svarer ham. 

"Den er faktisk færdig."  Jeg kan mærke, hvordan jeg lyser op. Helt tilfældigt havde jeg puttet den i lommen, da jeg gik nedenunder og fandt kuverten med kortet i, så jeg hiver den frem og rækker ham den.

"Nej." Han gør en afværgende bevægelse.

"Hvad mener du med nej?"

"Jeg vil opleve den rigtigt. Syng den for mig."

Mine håndflader bliver svedige. Jeg har aldrig sunget rigtigt for nogle. Mine forældre kan ikke have undgået at overhøre mig nogle gange, men jeg har aldrig rigtig sunget. Ikke med tilhørere. Og nu skal jeg tilmed gøre det overfor en, der tilsyneladende har forstand på musik.

"Nej det.. Det kan jeg ikke." stammer jeg. 

"Vrøvl. Se, nu starter jeg sådan her, og så kommer du bare på." Inden jeg når at svare, tager han en guitar frem bag sig, som jeg slet ikke havde lagt mærke til, og begynder at spille. Melodien er velkendt. Det er melodien til min sang. Og da de bløde toner griber mig og fylder den lune aften med sød musik, sker det helt automatisk. Jeg synger bare.

 

I min drømmeverden er intet umuligt

Som jeg ønsker kan jeg kærtegne dit ansigt

Fortælle dig at du skal være min

Ligesom jeg altid vil være din

 

Dit skæve smil er alt der mig altid kan nå

Når en lang dag den er kedelig, trist og grå

Lyt nu her, jeg vil altid følge dig

Jeg vil kun at vi skal gå samme vej

 

Hold om mig, en sidste gang

Lad denne nat, være evigt lang

Lyt nu til min kærlighedssang

Den kommer kun fra mit hjerte

For mit hoved kan ikke finde nogle ord

Dertil er min kærlighed for stor

Lov mig at du aldrig slipper mig

Jeg elsker dig

 

Jeg ved, du tror, at lille jeg intet forstår

Men jeg ved, hvor du er, når det bliver forår

Det, jeg mener, er, at jeg tager med

Uden dig vil jeg aldrig ku' få fred

 

Hold om mig en sidste gang

Lad denne nat være evigt lang

Lyt nu til min kærlighedssang

Den kommer kun fra mit hjerte

For mit hoved kan ikke finde nogle ord

Dertil er min kærlighed for stor

Lov mig at du aldrig slipper mig

Jeg elsker dig

 

Da det sidste vers begynder, lægger han guitaren fra sig og lægger sig ned på ryggen med hovedet hvilende på armene. Han lukker øjnene, og stilheden lægger sig over os, da jeg tøver. Så nikker han, næsten umærkelig, som tegn til, at jeg skal fortsætte. Og jeg aner ikke, hvor denne trygge følelse kommer fra, men pludselig føler jeg mig helt sikker på mig selv. Derfor synger jeg videre, og da min spinkle stemme blander sig med bølgernes brusen, opstår der en helt særlig magi, som sætter sig inde i mig. Måske er det det, man altid har beskrevet i bøgerne, jeg har læst. Følelsen af lykke.

 

 Nu ved jeg, at det er løgn

Man sagde altid at tiden stod stille

Når man var med sin elskede

Men sandheden er,

at det går alt for stærkt

 

Den sidste tone klinger ud i natten, og jeg lukker selv øjnene et øjeblik. Så læner jeg hovedet tilbage og ler. Det føles, som om jeg hele tiden gør det, når jeg er sammen med Philip. Men denne gang ler han ikke. Den eneste lyd, jeg kan høre fra ham, er hans kraftige åndedræt, der bryder min latter.

"Din stemme er så smuk Nelly." siger han til sidst. Jeg svarer ikke, men betragter ham i stilhed, mens han sætter sig op og læner sig ind mod mig. Vores lægge rører hinanden.

"Mener du det?" spørger jeg åndeløs - alt for bevidst om hvor tæt vi sidder.

"Mm. Den er næsten lige så smuk som dig." Da han siger det, skubber han en hårlok til side fra mit ansigt, og jeg er alt for tæt på at læne mig endnu længere ind mod ham. Det kræver al min viljestyrke at læne mig bagover, og han gør det samme, da han opfatter min reaktion. Han virker så god, så blid: så perfekt.

"Må jeg ikke male dig? Smukke ting og smukke mennesker er noget, jeg elsker at fange i det rette øjeblik. Selvfølgelig vil jeg ikke kunne få din skønhed overført til lærred, men jeg ville være meget beæret, hvis jeg fik forsøget." Hans spørgsmål overrasker mig, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil lade ham gøre det.

I sin kurv har han et lille lærred, nogle pensler og en farvelade. Hvorfor aner jeg ikke, og da jeg spørger, svarer han, at man aldrig ved, hvornår det rette øjeblik viser sig at komme. Jeg sider så stille som muligt, mens han maler, men af og til tager vi en pause og spiser lidt mad. Ingen af os rører vinen. 

Omsider nikker han til mig, og jeg slapper af i kroppen. Det er tusmørke nu, så der er i hvert fald gået nogle timer, mens vi har siddet her, men det er gået så stærkt. Selvom jeg ikke kunne røre mig, kunne jeg sagtens tale, og det gjorde jeg. At jeg kunne komme ud med så mange følelser og tanker på en gang, anede jeg ikke. Om min strenge mor, syge far, hvordan jeg måtte stoppe på skolen i byen, fordi det var for dyrt. Men William har jeg ikke nævnt med et ord.

Philip har også fortalt en masse. Det føles, som om jeg kender ham, bedre end jeg kender William, selvom vi først lige har mødt hinanden. 

"Må jeg se?" spørger jeg i en drillende tone. "Eller er det simpelthen blevet for grimt?" Han griner, ryster på hovedet og rækker mig lærredet.

Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men under ingen omstændigheder dette. På billedet sidder en ung kvinde med stor hat på og glatte røde hårlokker hængende ud under den. Hendes lyseblå sommerkjole er i samme nuance som det smukke hav, men den er alligevel lysere. Farverne er i det hele taget smukke, og de ligner fuldkommen dem, der virkelig er her. Men det flotteste på billedet er kvindens ansigt. Så uskyldigt, men alligevel så modent. Det hjerteformede ansigt har en flødefarvet hud, og den røde mund er kraftigt markeret. Den lille opstoppernæse tilføjer ansigtet et barnligt udseende, men øjnene ser ældre ud, som de er omkrænset af lange mørkebrune vipper, og de brune øjne skinner af lykke, selvom solen er ved at gå ned. Dens orange farver kan skimtes over horisonten, hvor himmel bliver til hav.

"Det er så smukt." siger jeg og rækker ham det. Han ryster igen på hovedet og giver mig det tilbage. "Smukt som modellen der stillede op til det. Jeg ønsker, at du skal have det. Så du ikke glemmer mig." Hans stemme lyder så alvorlig, og jeg skælver. Jeg vil ikke glemme ham. Tanken skræmmer mig.

Da jeg tager imod billedet, rører vores hænder hinanden, og jeg kan ikke lade være: jeg lader mine slanke fingre lukke sig om hans. Han tager min hånd i sin; fletter sine fingre ind i mine. Hans håndflade føles så varm mod min.

"Kom med." siger jeg. Jeg ved ikke, hvad der pludselig gør mig så modig, men jeg føler mig så tryg og sikker på, at jeg gør det rette. Det føles så naturligt, da jeg trækker Philip ned til havet, hvor jeg tager skoene af og lader mine fødder kærtegnes af det stadigt varme sand fra eftermiddagens sol. Min hat lægger jeg ved siden af, og jeg lader mit hår falde løst ned over mine skuldre. Jeg har ikke haft håret løst ude med andre mennesker i flere år. Min mor mener, at det er upassende, men det føles så frit, da jeg endelig lader det falde, at jeg beslutter, at det aldrig mere skal sættes op.

Philip tager selv sine sko af, og han trækker også blusen, han havde på, over hovedet, så han står i nøgen overkrop overfor mig. Musklerne er ikke store og opsvulmede. De har en perfekt størrelse, de er let markerede, og hans talje fremtræder slankt. Jeg træder hen og lader en hånd glide henover den. Philip rører sig ikke, men stirrer fraværende på et punkt langt borte. Så pludselig, uden varsel, griber han i min kjole, men slet ikke som William. I stedet for at rive den itu, knapper han den blidt op i siden, og lader det bløde stof falde til jorden. Så tager han selv sine bukser af, mens jeg bare ser på ham. Men da vi til sidst står overfor hinanden kun i vores undertøj, føles det, som om intet kan forstyrre os. Der er ingen andre på stranden, vi er helt alene i vores egen lille boble.

Philip tager min arm og trækker mig ud i havet. Det blågrønne vand føles først koldt mod mine ankler, men jeg vænner mig hurtigt til det, og til sidst er vi ude, hvor vandet næsten går til min talje. Jeg tager begge Philips hænder og lader den ene åbne min BH. Så lægger jeg hans ene hånd på mit bryst og den anden om min nakke. Jeg føler ikke, at jeg selv styrer min krop, og jeg aner ikke, hvordan jeg ved, hvad jeg skal gøre. Men jeg ved det bare.

"Er du klar over, hvor svært det er for mig at modstå trangen til at kysse dig lige nu?" spørger Philip, hvis hånd stadig hviler blidt på mit bryst, mens hans tågede øjne borer sig dybt ind i mine. Så dybt, at jeg holder vejret.

"Så lad være." 

Det er utroligt, hvordan et enkelt møde på et gadehjørne og et så simpelt svar kan føre til en sådan lykke, jeg føler lige nu. Da Philip læner sig ned mod mig og kysser mig, overgiver jeg mig til længslen. Da William kyssede mig første gang, troede jeg, det føltes helt rigtigt, men nu ved jeg, at jeg tog fejl. Dette er rigtigt. Dette er ægte. Philips pjuskede hår mellem mine fingre er mere rigtigt end Williams blonde. Philips varme læber mod mine er mere rigtige end Williams kolde. Phillips bankende hjerte mod mit er det mest ægte, der findes i hele verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...