Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1487Visninger
AA

9. 7. kapitel

Den næste morgen og formiddag bruger jeg på lidt tilfældige ting. Jeg burde gå igang med studierne, men efter hændelsen i går, føler jeg bare, at jeg trænger til at blive afledt af mere hyggelige og beroligende ting. Derfor nusser jeg lidt rundt omkring i huset ved at gøre rent og rydde op. Så bager jeg småkager og lufter ud. Den slags småting.

Huset er helt stille. Mor er ikke hjemme, da hun stort set alle hverdage og lørdage er ude at gøre rent på denne tid hos nogle rige madammer i byen. På sådanne hverdage er hun meget fraværende, når hun kommer hjem. Det var hun heldigvis også i går. Efter William og jeg sagde lidt akavet farvel - i hvert fald var det akavet fra min side, han selv virkede ganske almindelig - gik jeg ind og skulle igennem køkkenet for at nå op på mit værelse. Selvom min mor sad der, var hun så underligt optaget af en avisartikel, at hun slet ikke kiggede op, da hun spurgte, om det havde været en god tur. Med ryggen til svarede jeg selvfølgelig, at det var det, og så løb jeg ovenpå og skiftede tøj. På mit venstre bryst var der fem røde mærker.

Da jeg for anden gang havde fejet i køkkenet, besluttede jeg mig for at se på sangen, som Philip hjalp mig med. Den mystiske fremmede med de grå øjne med gulddråber i. Den mystiske fremmede der ikke længere virker så fremmed, når jeg tænker på ham.

Og pludselig flyver tiden af sted. Mens jeg skriver, fløjter jeg, og mit humør er igen højt. Først får jeg rettet det, jeg i forvejen havde skrevet, og derefter skriver jeg endnu mere på. Det er, som om ordene bare kommer intetsteds fra og bundfælder sig på papiret, uden jeg overhovedet behøver løfte den korte blyant. Aldrig før har jeg i virkeligheden oplevet, hvad personen i sangen oplever, men alligevel føles det, som om det er mig, alt dette sker for. Som om sangen er et udtryk for mine følelser. Og efter kun et kvarter stod jeg med den færdige tekst. 

Omkvædet bliver ved med at køre rundt i mit hoved. Den kærlighed tekstens hovedperson føler, den kærlighed er nok det mest dyrebare, der findes i denne verden.

 

Hold om mig, en sidste gang

Lad denne nat, være evigt lang

Lyt nu til min kærlighedssang

Den kommer kun fra mit hjerte

For mit hoved kan ikke finde nogle ord

Dertil er min kærlighed for stor

Lov mig at du aldrig slipper mig

Jeg elsker dig

 

Det virker så latterligt, men jeg kan ikke undgå at tænke på, om jeg nogensinde selv vil opleve denne form for kærlighed. Jeg elsker vel William, men helt ærligt, så føles det ikke som om disse ord er sande i forhold til den kærlighed, jeg føler for ham. Som om vores kærlighed ikke er ligeså ægte. Men selvom det smerter at indse, så fastholder jeg tanken. Det er vigtigt, at jeg ved, hvor jeg står. Også selvom jeg ved, at jeg er nødt til at gennemføre brylluppet uanset hvad. Og selvfølgelig også ægteskabet efter.

Siden jeg var lille, har jeg altid tænkt, at jeg en dag ville finde den eneste ene og derefter leve med ham resten af mit liv. Men det var før, jeg vidste, at eventyr var det pure opspind. Alt jeg vidste var, at sådan var det i de historier, min nu afdøde moster fortalte, og sådan var det i virkeligheden. Min mor havde altid kun haft den samme mand. Det virkede så rigtigt dengang, at han var den eneste mand i hendes liv, at han var min eneste far. Et sted mener jeg stadig, at det var sådan, det skulle være, men jeg er blevet klogere. Nu ved jeg, at min mor valgte den forkerte mand. Måske var der ikke andre mænd i hendes liv dengang, hun var ung, men der kunne være kommet det, hvis hun havde ventet. I stedet tog hun en mand som min far. Nok slog han aldrig hende, men han behandlede hende elendigt. Han sagde, at en kvinde skulle kende sin plads. Han sagde, at manden altid var den, der vidste bedst.

Og nu er jeg måske alligevel ikke blevet klogere, viser det sig. Jeg er tæt på at gifte mig med en mand, jeg i virkeligheden knap kender. Måske begår jeg den samme fejl som min mor. Men han har altid virket så god indtil i går. Spørgsmålet er, om det, jeg så i går, var den sande William, eller om det, jeg plejer at se, er den sande William. Jeg ved det ikke, og måske finder jeg ikke ud af det før ægteskabet. Men da vil det være for sent. 

Mens jeg tænker, går jeg frem og tilbage i værelset. Det er umuligt at tage en beslutning, for mit hoved dunker, og mit syn bliver pludselig sløret, så klart og så sløret igen. Det føles, som om min dømmekraft er helt ude af spil. Fornuften kæmper mod mine følelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg pludselig føler sådan. William er jo perfekt, og jeg har længe været forelsket i ham. Men spørgsmålet er, om jeg virkelig elsker ham, som jeg sagde?

For mit blik ser jeg William, hvis korte hår bevæger sig let i blæsten, og hans blå øjne, der gennemborer mine med et kærligt blik. Et let smil sidder i hans mundvig, og selvom det er diskret, er det der uden tvivl. Du er jo gudesmuk frøken Sallingbo, sagde han, blot tredje gang han mødte mig. Nu er det måske et år siden. Ved mindet smiler jeg. Han har altid været god ved mig. Han ville aldrig gøre som min far. Han ville aldrig slå, aldrig håne aldrig undertrykke mig og tvinge mig til at adlyde hans ord.

Måske vil det hele blive godt alligevel. Måske er der ingen grund til, at jeg bryder mit hoved med det her. Det er jo indlysende. Hvorfor begyndte jeg overhovedet at spekulere på det her? Snart vil jeg være lykkelig for første gang. Snart vil jeg være Fru Ancher for første gang.

Jeg går nedenunder og synger sangen, jeg endelig har skrevet. Det føles, som om en tung byrde er lettet fra mine skuldre, og jeg svæver i en helt anden verden.

 

Dit skæve smil er alt der mig altid kan nå

Når en lang dag den er kedelig, trist og grå

Lyt nu her, jeg vil altid følge dig

Jeg vil kun at vi skal gå samme vej

 

Hold om mig, en sidste gang

Lad denne nat, være evigt lang

 

Jeg holder inde, da jeg ser en hvid kuvert, der ligger indenfor døren. Den er tydeligvis skubbet ind gennem brevsprækken. Mange breve får vi normalt ikke - stort set kun de månedlige regninger. Men dem får vi i starten af måneden, og nu er det midt i måneden. Jeg går hen og løfter kuverten op.

 

Nelly

 

Det er alt, der står på den. Men jeg har da aldrig fået brev før? Spændingen overtager mig, og jeg løber straks over til køkkenskuffen, hvor jeg finder brevåbneren frem. Kluntet og uvant skærer jeg konvolutten op, og der falder et sammenfoldet papir ud. Jeg samler det op og ser på det lysegrå papir. Og så slår jeg en perlende latter op. Det er et skattekort! Sådan et har jeg ikke set, siden jeg var fem, og min moster lavede en skattejagt rundt i huset, hvor jeg skulle finde et påskeæg.

Jeg drejer kortet, så det vender rigtigt. Mit hus er tydeligt markeret på det og ellers forestiller det vejen hen til stranden. Det hele er tegnet med sirlige blyantstreger, og bagefter er det blevet malet i de helt rigtige farver. Vores brune murstenshus, det gule sand og det lyseblå hav med en grøn undertone. Der er endda indtegnet måger på kortet. Alt er lavet perfekt.

Jeg tager en hurtig beslutning og stopper mit hår ind under en bredskygget sommerhat. Så springer jeg udenfor med kortet i kjolelommen. Jeg er overbevist om, at dette er Williams værk. Måske skal vi ride på stranden. Det har jeg altid ønsket, og William har flere heste.

Jeg følger kortet, selvom jeg kender vejen til stranden så godt, men da jeg først er på stranden, bliver det kompliceret. Jeg bliver ledt af veje gennem krat, hvor jeg aldrig før har gået, og jeg ender med at brase ud i et lille afgrænset område af stranden, hvor hybenbuskene skaber en perfekt privat stemning. Foran mig sidder en velkendt skikkelse. Men det er ikke Williams.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...