Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1457Visninger
AA

8. 6. kapitel

Den lækre ost smager fantastisk på brødet, jeg brugte formiddagen på at bage. Min mor sidder overfor mig og ser på mig med et blik, jeg hverken kan forstå eller greje.

"Hvad?!" spørger jeg til sidst med munden fuld af mad. Straks lukker jeg den igen og synker. "Undskyld, men hvorfor ser du sådan på mig?" spørger jeg så mere høfligt, men alligevel med en irriteret undertone.

"Jeg sidder bare og tænker på, hvor flot en brud, du vil blive. Du ved, vi skal faktisk snart fastsætte en dato, og så er der jo kjolen og festen for slet ikke at tale om selve gæstelisten! Det skal jo også planlægges, hvor du skal bo efter brylluppet. Jeg mener, jeg går stærkt ud fra, at du skal flytte sammen med William straks, men jeg tænker på, om I måske ville.."

"Stop lige dér. Behøver vi tale om alt det der nu?" spørger jeg, men jeg er egentlig ikke så vred, som jeg lyder. Jeg er mere forvirret. Mere end nogensinde faktisk. Det er helt tydeligt for mig hvorfor. Jeg glæder mig til brylluppet - mere end jeg havde forventet, jeg ville. Men samtidig er der noget, der gnaver. Jeg har det, som om navnet 'Philip' er brændt ind i panden på mig og enhver kan gennemskue, hvad jeg har lavet. Ikke at jeg egentlig har lavet noget. Vi har jo kun snakket, knap rørt hinanden...

"Det gør vi faktisk. Men vi kan jo tage det fra en ende af. Det er jo klart, at det skal være et kirkebryllup, men hvor ville du foretrække at holde festen? William siger, at han kan leje byens  forsamlingshus, men ellers kan det blive afholdt som havefest hos ham. Jeg har ikke set hans have, men du ved jo, hvordan huset ser ud udefra. Tænk at han i en alder af femogtyve år kan være i besiddelse af så mange penge! Jeg ved godt, at arven selvfølgelig gav ham en del af dem, men firmaet har virkelig været en succes." siger hun og taler videre om at sådan burde ungdommen være: som William. Hårdtarbejdende, flittige genier, som kan håndtere ansvaret, der naturligvis medfølger. Hun bliver afbrudt af en banken på døren, og jeg bakker taknemmeligt over mod den.

Præcis som for et par aftener siden, står William udenfor døren. Denne gang er det blot højlys dag, og bag ham er hestevognen ved at køre væk. Mon han skal blive?

"Hej Nelly." siger han, og vi hilser formelt på hinanden, inden han forklarer med et spørgsmål. "Vil du med mig ud og gå en tur? Jeg synes, der er mange ting, vi skal have talt om." Han ser alvorsfuldt på mig, og jeg nikker. Min mor bekymrer jeg mig ikke om - jeg er ikke i tvivl om, at hun har smuglyttet - så jeg lukker blot døren bag mig og lader William tage min arm.

En tid går vi uden at tale sammen. William leder os ind i skoven nær huset, og træerne tårner sig op over os og lader kun svage lysstråler skinne igennem deres mørkegrønne blade. Vi går på en smal skovsti, og det er så dunkelt, at jeg knap kan se ind mellem træerne. Men jeg hører klokkeklart fuglene og blæsten, der flyver rundt et sted mellem trækronerne.

"Der er noget, jeg vil spørge om Nelly." siger William pludselig, og jeg bliver nærmest irriteret over hans stemme, der ødelægger den absolutte ro og magiske atmosfære, der indhyller skoven. Men det er jo latterligt.

"Mm?" mumler jeg og ser på ham for derefter at rette blikket mod mine sko.

"Vil du flytte ind hos mig efter brylluppet?" William lyder meget selvsikker og siger det, som om det er enorm ting, der nok vil overraske mig meget. Men det gør det ikke. Han ved godt nok ikke, at min mor omtalte det for kun små tyve minutter siden, men det er jo ganske almindeligt, at man flytter sammen efter brylluppet.

"Det, ehm," min hals bliver tør. Hvad skal jeg svare? Hvis jeg flytter sammen med William, så vil Ph... Nej, det er ligemeget. Den her tøven handler om mig som kvinde, om at jeg ikke er sikker på, at jeg føler mig klar. "Det vil jeg tænke over."

"Det vil du tænke over?" spørger han måbende. Egentlig finder jeg ham en smule arrogant. Som om det er indlysende, at jeg vil flytte sammen med ham. Men dette er ikke et godt tidspunkt at skabe splid mellem os på. Jeg nikker.

"Ja, du ved, jeg er ikke sikker på, om jeg er klar." Det er også sandt. Jeg ville ikke lyve overfor William. Det fortjener han virkelig ikke. Jeg har ikke behandlet ham godt. Måske skulle jeg lade være med at se Philip igen. Det ville jeg nok alligevel ikke komme til.. Hvis jeg ikke tager kontakt til ham, så.. Men dette handler stadig ikke om Philip.

"Nårh." svarer han og lyder stadig helt paf. Men jeg kan mærke, at han er ved at komme sig over "chokket". Han har noget mere på sinde.

"Var der," jeg synker - hvorfor bliver jeg så nervøs? - "andet du ville tale om?" spørger jeg og stopper op, for det føles forkert at gå så naturligt gennem skoven, når man skal tale alvor som nu. Man må se hinanden i øjnene, det er det eneste rigtige.

"Elsker du mig Nelly?" Jeg stivner. Spørgsmålet kommer helt ud af det blå. Men jeg er forlovet med denne mand, jeg ved, hvad jeg skal svare. Før jeg svarer, går der alligevel så lang tid, at det næsten begynder at blive pinligt.

"Selvfølgelig gør jeg det." svarer jeg til sidst. Det næste, der sker, går meget langsomt. I hvert fald i mit hoved. Måske fordi jeg slet ikke havde set det komme.

Først ser jeg et glimt i Williams øjne, som jeg har svært ved at sige, hvad betyder. I næste øjeblik træder han et skridt tættere på mig og hvisker noget i mit øre, der går for stærkt til, at jeg kan høre det. Så begynder han at kysse mig op ad halsen, og han bider let i min øreflip. Så holder han lidt inde, og jeg skælver. Han misforstår tydeligvis min reaktion og fortsætter mod mit ansigt, hvor han først kysser mine kinder blidt og derefter min mund: hårdt. Jeg ved ikke, om jeg skal besvare kysset eller ej, og i min forvirring tror jeg, jeg kysser halvhjertet igen.

Efter kun få sekunder begynder han at tage sin lette cardigan af, mens han fortsætter med at kysse mig. Jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal gøre, da han begynder at lægge sine hænder på mit bryst. Han rører først forsigtigt, men derefter virker det mest som om, han prøver at rive min kjole itu. Da det lykkes ham, griber han straks om mit ene bryst og lader sin tunge glide hektisk rundt i min mund. Han stønner.

Så kan jeg ikke klare mere. Febrilsk fjerner jeg hans hånd og træder et skridt bagud, så den sugende fornemmelse omkring min mund endelig løsnes og forsvinder. Mit bryst er ømt, og jeg føler mig sårbar, som jeg står der og viser så meget bar hud.

"Det, jeg, William... Jeg kan ikke gøre det, ikke nu, ikke her, ikke" Jeg leder omtåget efter de rette ord, men de vil bare ikke findes.

"Vi kan tage hjem til mig Nelly, jeg har så svært ved at vente, du kan ikke forestille dig det. Så mange gange har jeg fantaseret om dig, om os. Det er længsel Nelly, fordi jeg elsker dig, det gør jeg virkelig." siger han og ser ikke spor usikker ud. Glimtet i hans øjne lyser mere kraftigt nu.

"Jeg, jeg vil gerne vente. Til efter brylluppet." svarer jeg, da ordene endelig kommer til mig. Og det er også sandt. Altid har jeg været gudfrygtig, og det sidste jeg ønsker, er at skuffe gud. Men hvad så efter brylluppet? Vil jeg være klar der? Det må jeg tage stilling til til den tid. Lige nu gælder det om at få stoppet det her uden at forårsage en katastrofe.

"Det forstår jeg godt. Jeg ville vente til verdens ende på dig Nelly." svarer han, men han ser slet ikke ud, som om han mener et eneste ord af, hvad han siger. 

Så vender jeg om og går hjemad. William følger mig ved min side, men nu tager han ikke min arm. Desuden bruger jeg begge arme til at holde sammen på kjolen. Af og til ser jeg på William ud af øjenkrogen og ser, at han betragter mig. Min krop. Og nu kan jeg se, hvad det var for et glimt, han havde i øjnene. Et glimt han stadig har i øjnene. Lyst, men også noget andet.

Grådighed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...