Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1464Visninger
AA

7. 5. kapitel

"Skal du virkelig bare ud at gå en tur i den mundering Nelly?" Mit hjerte hamrer, da min mors stemme stopper mig, mens jeg har den venstre hånd hvilende på håndtaget. I den mundering. Egentlig har jeg ikke gjort så meget ud af mig selv. Mit røde hår er sat op i en ganske almindelig stram hestehale, og så har jeg taget en lyselilla tætsiddende kjole på. Ganske neutralt. Hun spørger nok kun fordi, hun er mistroisk. Hvilket hun har god grund til at være.

"Aha." svarer jeg. "Jeg tror, jeg går på stranden bare. Mit hoved værker, så jeg har brug for frisk luft." det er anden gang indenfor et par dage, jeg bruger frisk luft som undskyldning. "Jeg ved ikke, hvornår jeg er tilbage, mor, måske tager jeg en dukkert." siger jeg holder tasken, jeg bærer over armen op og skynder mig ud, før hun når at svare mig. I virkeligheden er der slet ikke håndklæder eller badedragt i den, som jeg antydede overfor min mor. I den ligger penge til frokosten og min sangtekst. 

Vinteren var mild, og foråret var overraskende varmt. Sommeren lever fuldstændig op til forventningerne, jeg fik til den. Hver dag er vejret lunt, mens kun lette briser bryder det ellers vindstille vejr. Desuden er der sjældent regn, og når det endelig kommer, er det i små mængder og varer ikke længe. Denne dag er ingen undtagelse. Solen skinner dejligt, og den blide vind leger med mit hår.

Inden længe kan jeg igen se kroens røde krakelerede maling, og jeg følger den lave musik, der kan høres gennem de åbne vinduer. I dag lyder det mere som en kombination af harmonika- og fløjtespil.

Da jeg endelig står foran døren, tøver jeg. I går gik jeg nok så beslutsomt ind, men nu, hvor jeg ikke er beruset af hverken lykke eller nervøsitet, forekommer det hele mig langt mere virkeligt og skræmmende. Men Philip venter på mig derinde, så jeg er nødt til at gå derind. For helt ærligt så vil jeg virkelig gerne se ham igen. Han er så forskellig fra William, det ved jeg efter kun at have mødt ham to gange. Spontan, løssluppen, mystisk. 

Jeg træder ind i kroen. I dagslyset, der strømmer ind gennem vinduer og revner i kroens trævægge, ser lokalet helt anderledes ud. Det er egentlig større, end jeg troede, men det er også endnu mindre velholdt. Beskadigede billeder hænger på væggene og splintret glas ligger i små bunker rundt omkring. Men den joviale stemning blandt mændene får mig fuldstændig til at ignorere det. Dette er et godt sted; et sted jeg har lyst til at være. Desuden er der ingen mænd i dag, der kommer hen og rører ved mig, selvom få hvisker og peger herhen. Måske har de allerede vænnet sig til mig? Ellers er de bare ikke nær så fulde allerede her ved frokosttid. Der er heller ikke ligeså mange kunder.

"Nelly!" halvt råber Philip et sted fra, og jeg lader hurtigt mit blik glide hen over bordene. I et hjørne sidder han med et krus øl som i går, og jeg ser, at der står et overfor, hvor der ikke sidder nogen. Glad vinker jeg og går mellem de forholdsvis virkelighedsnære mænd over mod bordet.

Da jeg kommer nærmere bordet, bliver jeg bekymret. Hvordan skal jeg hilse på ham? Den rent fysiske del har vi ikke været igennem før. Det kan gå hen og blive virkelig akavet.

Det viser sig, at det gør det ikke. Philip giver mig hånden, men han kysser den ikke, som William ville have gjort. Jeg kysser heller ej ham på kinden, men giver hans hånd et klem, som bliver besvaret med et fast kortvarigt tryk.

"Har du taget sangen med?" spørger han og går direkte til sagen. Jeg nikker, hiver den op ad tasken og rækker ham den. Han lægger den på bordet foran sig, smider albuerne op på det og læser koncentreret teksten. Nu bliver jeg så nervøs for, at han ikke kan lide den. Så vil han måske ikke hjælpe? Nej, Nelly, sådan duer det ikke at tænke, siger jeg til mig selv. I stedet vælger jeg at distrahere mig, og da der ikke er så mange valgmuligheder her på kroen, falder mit blik på Philips ansigt.

Det er som om, det er første gang, jeg virkelig ser ham. Første gang var jeg jo flov og koncentrerede mig kun om min værdighed. Anden gang vi mødtes, i går aftes på kroen, var kroens belysning dunkel, og jeg fik heller ikke der set ham ordentligt. Nu kan jeg se, at hans hår er kastanjebrunt og krøllet. Ikke sådan nogle proptrækker krøller, men mere nogle bølger, der komplimenterer hans ansigt. Jeg tror, han havde haft gele i håret i går og den dag på gaden, så det kommer bag på mig, både at hans hår bølger, men også at det er så langt. Men det er langt på en sød pjusket måde, som ser kønt ud på en naturlig måde.

Hans grå øjne får jeg også først set rigtigt nu. De er som en tåge - den grå farve flyder nærmest sammen - og langs pupillen er der små gyldne stænk, der gør hans regnbuehinde helt unik. 

"Dine øjne er flotte." udbryder jeg og klasker straks en hånd for munden. Men for sent. Philip ser overrasket op på mig, og det gør det ikke bedre, at jeg sidder og savler ud over min hånd med vidtopspærrede øjne. Men jeg er selv ligeså overrasket, som han må være. Sådan noget har jeg aldrig før sagt til nogen.

"Mange tak. Dine øjne er også smukke. Brune øjne har altid været min yndlings." 

"Tak." jeg ser ned i bordet.

"Når det kommer til teksten, kan jeg kun sige det samme. Altså, den er smuk. Jeg ved godt, hvad problemet er. Se her." Han lægger papiret mellem os, så vi begge kan læse det og indrammer to linjer med sine fingre.

I min drømmeverden er alting muligt

Som jeg ønsker, kan jeg kærtegne dit ansigt

"Ser du, i første linje er der elleve stavelser. I næste er der tolv. Det, der får sangen til at hænge sammen, er lige antal af stavelser. I de to næste linjer," han markerer ligeledes dem med et par fingre, "er der først tolv stavelser og dernæst ti. Jeg har læst det igennem af sangen, du har skrevet, og alt, du egentlig skal gøre, er at lave et mønster i det. Jeg foreslår, at de to første linjer får tolv stavelser og de næste to ti. Dette gælder naturligvis ikke i omkvædet, for der passer noderne fint til teksten." siger han.

"Du kan læse noder." Jeg spørger egentlig ikke, jeg konkluderer det nærmere.

"Ja, jeg spiller lidt guitar engang imellem." Altså han spiller, maler og digter. Han er tydeligvis utrolig kreativ. Endnu en forskel fra William. En kvalitet jeg måske ville ønske, William var i besiddelse af. Jeg kvæler tanken. William er jo perfekt.

Philip studerer teksten lidt mere, og medens han gør det, ser jeg på ham igen, mens jeg prøver at finde ligheder mellem ham og William, selvom det naturligvis er fjollet. Men jeg bliver overrasket. Det viser sig, at der alligevel er en hvis lighed mellem dem. Personlighedsmæssigt er de stadig som dag og nat, men nu ser jeg, at de har samme brede næse, markerede ansigt og rynke mellem øjenbrynene. Men William er blond og hans øjne blå, så det er stadig begrænset, hvor meget de ligner hinanden.

"Jeg kan ikke hjælpe så meget mere, ud over at jeg vil anbefale, at du bryder mønsteret ved at lave et tillæggsvers til slut med et andet antal stavelser. Det fungerer ofte godt." siger han og smiler. Ligesom jeg husker det, er det et stort smil, og ikke et med sammensnerpede læber som mit eget.

"Tak Philip. Du har været til stor hjælp." siger jeg, og først nu tænker jeg egentlig over, at det har han. Måske kan jeg endelig få sangen til at fungere og måske endda skrive lidt mere end to vers og et omkvæd. 

"Ingen årsag. Men nu skylder du mig en tjeneste." siger han og griner.

Vi bestiller først maden nu, og frokosten går strålende. Philip er utrolig sjov, og den positive energi, han udstråler, smitter af på mit humør. Oven i det hele insisterer han på at betale regningen, da vi er færdige med at spise. Mit krus med øl står stadig urørt.

"Hvornår kan jeg se dig igen?" spørger han; pludselig alvorlig.

"Ehm, det ved jeg ikke. Vi kan udveksle adresser, så kan du bare komme forbi. Jeg bor lige nede på Kystvejen i nummer fem." Så ryster jeg på hovedet. "Nej, du kan ikke komme forbi forresten, min mor, du ved." siger jeg, og han nikker forstående. Det er ganske almindeligt at piger på min alder ikke sådan må se fremmede mænd sådan i tide og utide. Eller overhovedet.

"Det er i orden. Men du kan jo få min adresse. Jeg bor i en lejlighed inde i byen." siger han, men jeg løfter afvisende hænderne op og siger, at det ikke går. "Må jeg i det mindste nedskrive det på en seddel, som du tager med dig?" spørger han, og jeg sukker opgivende. "Du vil jo gerne." driller han, og jeg giver efter. 

"Du skal være fri til at besøge mig når som helst. Du er en skøn pige Nelly." siger han og rækker mig sedlen. Det gibber i mig. Om det er fordi, vores hænder rører hinanden, omend flytigt, eller fordi, han direkte kalder mig skøn, ved jeg ikke. William har i hvert fald aldrig komplimenteret andet ved mig end mit udseende.

"Det vil jeg tage op til overvejelse." ler jeg og lader mig ikke mærke med den sidste del af det, han sagde.

Jeg går syngende hjem under solskinnet med sedlen fra Philip brændende i min lomme.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...