Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1468Visninger
AA

6. 4. kapitel

Jeg er halvvejs hjemme, da jeg ser den gamle, smudsige kro, min far altid gik på tidligere for at drikke sig plørefuld. Af en eller anden grund tiltaler dens slidte, røde facade mig, og lyskæden, der oplyser den udefra, blinker til mig i natten. Jeg er klar over, at min mor aldrig vil bifalde dette. Faktisk ved jeg, at hun ville blive rasende, hvis hun fandt ud af det. Alligevel går jeg, uden at tøve, op på dørtrinnet til kroen, hvor jeg går ind uden at overveje at banke på. Det komplet modsatte af hvad jeg burde have gjort. Jeg burde holde mig langt herfra.

Kroen er ikke så stor, men er til gengæld propfyldt. På de grønne træbænke sidder beduggede herrer og synger kæmpeviser, mens rigeligt berusede vagabonder tumler rundt under bordene. Musikken fra en harmonikaspiller lyder over lokalet, og et par entusiastiske mænd valser rundt oven på bordene til melodien, mens de skråler en masse uforståeligt og holder pause for at skåle engang imellem. Bare ud fra første øjekast ved jeg, at dette ikke er et sted for mig. Jeg kan ikke umiddelbart se en eneste kvinde. Jeg burde helt sikkert ikke være her.

Jeg er ikke sikker, men måske den tanke dét, der får mig til at blive. Min mor har altid kaldt mig rebelsk og håbløs. Sagt at jeg da heller aldrig ville lytte. Og nu indser jeg, at der i hvert fald er et gram af sandhed i det. Men hvorfor skulle jeg også kun adlyde mine forældres ord? En pige på min alder bør have lov at tage vare på sig selv, en pige på min alder bør have lidt frihed. Jeg har aldrig villet acceptere at blive behandlet som en løve i et bur.

"Hey, hey, hey! Se lige engang." siger en lavstammet mand med ølvom og sort busket skæg og tager fat i mine kinder rundt om min hage. "Hvad laver du her smukke? Dette er ikke et sted for  tøser som dig!" råber manden, og hans venner griner. Flere mænd vender sig om og ser denne vej, og udfra deres ansigtsudtryk er det tydeligt, at de ikke er vant til kvinder på kroen. "Men bliv endelig prinsesse, så skal jeg nok være din prins!" fortsætter han, men det er svært at forstå, hvad han siger. Han er så fuld, at hans stemme er grynet, og ordene flyder sammen, så de umuligt kan skelnes fra hinanden.

Pludselig mærker jeg en hånd snige sig ned af min ryg. Jeg handler hurtigt og uden at tænke. Hvis jeg havde nået at tænke, havde jeg aldrig turdet gøre det. Et smæld lyder og min hånd efterlader mandens kind med et stort rødt mærke. Han hyler op, og jeg skynder mig videre. Hans venner griner.

Et par minutter går jeg bare rundt og føler mig totalt malplaceret, men jeg nægter at gå herfra. Jeg har det, som om jeg er nødt til at bestå en eller anden prøve, og jeg dumper, hvis jeg bare forlader stedet. Desuden har jeg brug for distraktion. Alt for mange tanker går gennem mit hoved i forhold til det kommende ægteskab, og jeg frygter, at hvis jeg går nu, så vil jeg bare gå tilbage til restauranten og aflyse brylluppet. Men det ville være dumt. Jeg holder jo virkelig af William, og det er nok bare nervøsiteten, der taler.

Pludselig spotter jeg en, jeg kender. Kender er måske så meget sagt, men jeg genkender ham. Selvom jeg kun har mødt ham en enkelt gang, ved jeg, at han er den eneste, jeg vil kunne overskue at tale med her.

Resolut går jeg op imod baren, hvor han sidder med et stort krus øl. Jeg sætter mig ved siden af ham og lader først som om, jeg slet ikke har set ham. Det får den ønskede effekt.

"Frøken Sallingbo?" spørger han, og jeg vender mig om og ser ind i hans grå øjne, som stadig ser så mystiske ud i den dunkle belysning i kroen.

"Undskyld, kender jeg Dem?" spiller jeg, men tilføjer et smil for ikke at virke utilnærmelig eller led.

"Undskyld, jeg hedder Philip.Vi gik ind i hinanden på gadehjørnet?" siger han, og jeg nikker genkendende. Philip. Det er altså, hvad den mystiske mand hedder. Dog ser jeg automatisk undrende på ham, da han direkte giver mig sit fornavn. Han lægger mærke til det og tilføjer: "Tja; jeg går ikke så meget ind for at blive tiltalt med mit efternavn. Et eller andet sted virker det meget upersonligt, synes jeg."

"Nå ja! Naturligvis! Det var en lidt pinlig affære, det må De undskylde. Jeg er meget klodset" siger jeg og halvt ignorerer hans bemærkning om efternavne. Jeg stemmer i, da hans dybe latter besvarer min undskyldning. Faktisk er det sandt, hvad jeg sagde. Jeg er født med en evne til at være enormt klodset på de forkerte tidspunkter. I virkeligheden var det et mirakel, at jeg intet gjorde galt - rent fysisk i hvert fald - under middagen med William. William, ham burde jeg tænkte på og ikke Philip. Alligevel lader jeg mit blik glide hurtigt over ham, da han ser væk. Første gang, vi sås, lagde jeg slet ikke mærke til, hvordan han gik klædt.

Han har almindelige mørke cowboybukser på, en blå skjorte og en klassisk sort blazer. Skjorten er tilpas løs, sådan at hans muskuløse krop fremhæves, samtidig med at han ser ganske anstændig ud. Indeni nikker jeg anerkendende, selvom jeg slet ikke burde se på ham. Ikke sådan her i hvert fald.

Kromanden kommer hen og spørger, om ikke jeg vil have noget at drikke. Han spørger bare Philip og ikke mig. Jeg forventer at Philip vil ryste afvisende på hovedet som mine forældre eller William ville have gjort, men han overrasker mig ved at spørge. Jeg nikker, og han bestiller mig et krus øl. 

"Kommer De ellers tit her?" spørger han mig, da det er, som om der intet er at sige. Jeg ryster på hovedet.

"Nej, faktisk er dette første gang." 

"Hvad bragte Dem så hertil?"

"Ehm, jeg har haft en speciel dag." Jeg leder hurtigt opmærksomheden over på ham. Min forlovelse er det sidste, jeg ønsker at tale om. "Hvad med dig?"

"Jeg kommer her ofte. Det lyder måske totalt hjernedødt, men jeg skriver bedst her." siger han og holder sigende en blok op. "Det er, som om min hjerne ikke fungerer optimalt i stilheden, men den summer af ideer, når jeg befinder mig i støj. Og det må man sige, at der er her."

"Hvad skriver du?" buser det ud af mig, og jeg glemmer helt at tiltale ham med 'De'. Flovt ser jeg ned dels på grund af det, og dels på grund af min upassende nysgerrighed. Dog lader det ikke til, at han overhovedet opfanger det.

"Digte. Det meste af min tid går med at digte og male. Jeg drømmer om en dag at udgive en digtsamling og i det hele taget blive forfatter, selvom jeg for det meste kun skriver for mig selv og min egen skyld."

"Hold da op. Jeg ønsker engang at synge på fine steder, men min mor ville slå mig ihjel, hvis det var, hvad jeg ville bruge min fremtid på. Hun er overbevist om, at kun få kvinder er egnet på arbejdsmarkedet, og at jeg aldeles ikke er en af dem. Nogle gange ville jeg bare ønske... Jeg ved det ikke. Glem det." siger jeg og afslører meget mere overfor denne fremmede, end jeg nogensinde havde troet, jeg ville turde. Men det føles helt naturligt, som vi sidder her på kroen. Som om jeg taler til nogen fra en helt anden verden. Ikke at det ville føles naturligt. Det er bare ikke til at forklare.

"Jeg synes, man bør gå efter sin drøm. Det kan godt være, man ikke rammer månen, selvom man sigter efter den, men måske falder en stjerne uventet for din fod. Det sagde min far altid..." Da jeg ikke svarer fortsætter han. "Skriver du selv dine sangtekster?" 

"Jeg ville ønske, jeg kunne. Lige nu arbejder jeg med en sang, jeg har næsten skrevet teksten, men den vil bare ikke hænge sammen. Jeg ved ikke, hvad der mangler." svarer jeg ærligt.

"Hvad handler den om?" spørger han, og jeg aner et oprigtigt glimt af nysgerrighed i hans øjne.

"At miste den store kærlighed."

"Skal du have hjælp med den? Jeg vil med glæde sætte en eftermiddag af til at hjælpe dig." siger han, som om det er ganske naturligt at mødes med en fremmed og skrive sange. Jeg gyser ved tanken. En fremmed. Det er, hvad han er. Og så føles han alligevel så bekendt. Tilsyneladende er vi også ved at blive rigtigt bekendte. Jeg bed mærke i, at han også sagde 'du' til mig. Altså måtte han alligevel have lagt mærke til mit akavede fejltrin.

"Det ville jeg være dig meget taknemmelig for." svarer jeg ham efter lidt tøven og overrasker mig selv.

"Skal vi sige frokost i morgen? Klokken tolv? Vi kunne mødes og spise her." siger han og laver en bydende gestus mod nogle af bænkene i lokalet. Da jeg ser alle mændene, hører jeg igen musikken, mine ører ellers havde lukket ude, og straks er jeg tilbage til virkeligheden.

"Undskyld, hvad er klokken?" spørger jeg og lyder allerede desperat.

"Et par minutter over midnat. Hvorf...?" Jeg er allerede på vej væk. "Har vi en aftale frøken Sallingbo?" råber han efter mig, som om han er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Måske er han det også. Han forekommer mig meget gådefuld.

Jeg nikker, men selv på denne afstand ved jeg, at han ser det. "Kald mig endelig Nelly!" råber jeg løssluppent og stormer ud af døren. Jeg føler det, som er jeg ganske beruset, selvom jeg ikke kan forklare hvorfor. Øllet fik jeg aldrig smagt, men bare tanken om at det stod der til mig, gør mig bedre tilpas.

Klokken tolv i morgen har jeg en aftale med manden fra gadehjørnet. Philip. Hvis William vidste...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...