Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1487Visninger
AA

5. 3. Kapitel

"Tag mig med til paradis, og lad mig ba-ade, i dit guddommelige solskiiin" synger jeg glad, da jeg halvt springer ned af trappen i min tynde natkjole. Min mors afmålte stemme afbryder min sang med et 'godmorgen'. Høfligt hilser jeg igen og sætter mig på en af de tre egetræsstole, der står rundt om det lille, høje bord i mørkt træ. Vores køkken og dagligstue er kun sparsomt møbleret. Spisebord og stole, et gammelt komfur, et køleskab, en mørkerød sofa med et lavt sofabord, en enkelt grøn lænestol og lidt småpynt rundt omkring, som min mor har sat op for at få huset til at se lidt finere ud. Vi er ikke fattige, men når vi kun kan leve af mors indtjening, så er vi rent ud sagt heller ikke spor rige.

I brødkurven på køkkenbordet i hjørnet finder jeg nybagt hvedebrød, som jeg smører jordbærmarmelade på og spiser med velbehag. Ud af øjenkrogen ser jeg min mor observere mig. Trodsigt sørger jeg for at spilde lidt marmelade, og det jeg får den ønskede virkning.

"Nelly! Sikke et svineri!" 

Jeg er ligeglad. Min mor har aldrig nænnet at slå mig, og pryglene har for det meste været det, der fik mig til at adlyde.

"William var forbi tidligere. Altså før du stod op. Du burde faktisk begynde at stå tidligere op generelt, ved du godt det? Du sover jo dagen væk, når du kan komme til det! Måske er det noget," går hun igang. Jeg afbryder hende for at få hende tilbage til pointen.

"Hvorfor var William her?"

"Æh, ja, William var forbi for at invitere dig på middag i aften. Jeg ville vække dig, men han sagde, at vi nødigt skulle forstyrre din skønhedssøvn - selvom du dårligt havde brug for den. Han er noget så godhjertet. En rigtig gentleman."

"Hvad så? Skal jeg så ikke afsted alligevel?" Jeg kvæler den lettede fornemmelse, jeg får.

"Naturligvis skal du det." siger hun forbavset og sender mig et sigende blik. "Han henter dig her klokken atten og tager dig med ud at spise. "

Da jeg er færdig med at spise min morgenmad, går jeg ind på mit værelse igen. Da tager jeg ganske afslappet tøj på: en let orange sommerkjole. Så sætter jeg mig på sengen og venter.

Klokken atten vil William komme og hente mig. Måske klokken nitten vil han fri til mig, hvis han da stadig ønsker dette. Endelig vil jeg kunne flytte fra det hjem, jeg altid har hadet. Ligeså snart brylluppet er slut, vil jeg skulle bo hos ham i den store flotte villa med æbletræerne langs grusvejen, der leder op til huset. Jeg vil kunne sidde på balkonen hver morgen og se ud over engen, den støder op til. Om aftnen kan jeg sidde der med min mand, og sammen kan vi drikke et glas af den forbudte drik, for den vil ikke længere være forbudt. Når jeg spilder vinen på min kjole, vil vi begge le, og William vil love mig en ny kjole, som er endnu smukkere. Og så vil vi se solnedgangen sammen og tale om verden og kærligheden og alt det smukke, der findes, som et ægtepar skal gøre. Det er den perfekte fremtid. Hvorfor sitrer mine fingre så stadig så nervøst?

 

Da jeg hører det banke på døren, er jeg for længst færdig med at gøre mig i stand. Sømmeligt, som en dame bør gøre, går jeg hen til døren og lukker op. Foran mig står William så nydelig i sit sorte jakkesæt og hvide skjorte. Synet af ham tager næsten pusten fra mig. 

"Godaften Nelly." siger han og tager let min hånd i sin. Så lader han flygtigt sine læber berøre mine knoer og sænker min hånd igen. Jeg tager lidt mod til mig og læner mig så frem, stiller mig på tæer og kysser forsigtigt hans kind. Den er helt glatbarberet, og den bløde hud føles kølig mod mine læber.

"Som sædvanlig ser du ufatteligt skøn ud Nelly." Han drejer hovedet og hvisker det ind i mit øre, mens jeg stadig står på tå. Jeg vipper foden tilbage, så jeg står normalt.

"Tak William. De ser ganske flot ud selv, må jeg sige." Selv har jeg skiftet til en dæmpet mørkegrøn kjole, der sidder tæt i livet med et skinnende grønt bånd omkring. Mit hår er opsat med et sløjfebånd i, der står godt med kjolen.

"Skal vi?" spørger han og smiler, og jeg tager den arm, han tilbyder mig. Vi går hen til en lille hestevogn, som trækkes af en enkelt broget hest. Der er forrest et sæde til kusken, en lille overvægtig mand i for stramme benklæder, og bagved er en lille sort bænk, hvorpå vi skal sidde. William hjælper først mig op og går derefter selv op. Så vrinsker hesten, kusken råber og vi kører ud i den lune aften.


 

"Hvad synes du om maden Nelly?" spørger William mig, og jeg fortæller ivrigt, at den er langt bedre end min mors. Som en spøg. Den slags, jeg ved, jeg ikke bør sige. William ser lidt underligt på mig, men lader ikke min dumhed ødelægge stemningen.

"Jeg er glad for, at du kan lide den, for Nelly, jeg håbede helt ærligt, at denne aften skulle blive perfekt. Indtil videre er den det, men den kan dårligt være andet i dit selskab."

"Årh William, det er i sandhed en dejlig aften." 

I det samme, jeg siger det, begynder en ny stille sang. Restauranten er så fornem, at jeg aldrig har været på en, der bare lignede, skønt jeg flere gange har spist middag med William i byen. Musikken her bølger blidt ud over salen fra et lille orkester bestående af et par fløjte- og violinspillere, og nogle, der spiller på instrumenter, jeg ikke genkender.

"Vil du danse med mig?" spørger han, og det føles, som om tusind lys tændes i mig. Jeg har altid elsket at danse, men aldrig før har jeg prøvet det med en mand som William eller et sted som dette. 

"Det ville være mig en fornøjelse." 

Sammen går vi ud på dansegulvet arm i arm. Det føles, som om alle andre par ser på os, da William lægger sin arm om mit liv og svinger mig bagover. Selvfølgelig er det blot noget, jeg bilder mig ind, og jeg burde ikke være så indbilsk, men jeg kan ikke lade være. Roligt danser vi i glidende bevægelser rundt, som var vi smeltet sammen til ét. Da sangen slutter drejer William mig rundt og trækker mig til slut ind til sig, så vi står i tæt omfavnelse. Så kysser han blidt min hals og går ned i knæ. Jeg holder vejret.

"Nelly Juliane Sallingbo. Vil du gifte dig med mig?"

I det øjeblik står alting stille. Som han er i knæ og ser op på mig med sine blide blå øjne, bliver jeg lokket til med det samme at kaste mig i hans arme. Men han holder en æske op i brunt læder, som indeni er betrukket med rødt silke, og i den ligger den smukkeste guldring. Den har mange detaljer og er snoet på den smukkeste måde. I midten sidder en stor sten, der funkler i de mange levende lys, der oplyser lokalet. Men på trods af dette, hans bedende øjne, den fantastiske ring, så bliver jeg igen pludselig usikker, selvom jeg egentlig havde truffet min beslutning. Er jeg klar til dette?

Du skal takke ja, hører jeg min mors stemme i hovedet. Og det er også det rette at gøre. Desuden vil jeg jo få et fantastisk ægteskab, som kun de færreste piger som mig kan drømme om.

"Det vil jeg William." Jeg lyder mere sikker, end jeg føler mig. 

William rejser sig op og trækker mig ind til sig igen. Først giver han mig forsigtigt ringen på min ene blege finger, og så kysser han mig. Vores læber mødes i et saligt kys for første gang, og det føles vidunderligt. Aldrig havde jeg anet, hvordan et kys ville føles, men nu ved jeg det, og da hans læber slipper mine, lader jeg mine fingre glide op på dem igen. Så husker jeg igen, at jeg er forlovet, og kvalme stiger op igennem min hals.

"William, jeg er så lykkelig, men jeg har brug for noget luft. Jeg tror, jeg går hjem. Der er trods alt kun en halv kilometer herfra." gisper jeg og forsøger at lyde rolig.

"Men, jeg kan da gå med dig, jeg," begynder han, men jeg afbryder.

"Jeg har også brug for at være lidt alene." Han ser uforstående og lidt såret på mig, så jeg tilføjer: "Det er sådan en pigeting" og blinker. Han kysser mig igen, men det føles ligesom lidt forkert denne gang. Så slipper jeg hans hånd og forlader restauranten for at gå hjem under måneskinnet, der lyser den unge nat op.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...