Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1470Visninger
AA

4. 2. Kapitel

Mine fødder værker allerede efter den første kilometer. Endnu en gang er det skoenes skyld. Men min mor mener, at den slags sko er en af de ting, der skal til, før jeg er virkelig repræsentabel. 

"Sig mig Nelly, hører du overhovedet efter?!" spørger min mor mig og river mig ud af mine tanker. Jeg nikker bare. Det er tydeligt, hvor jeg har mit temperament fra.

Hun sukker. "Nelly, der er noget, vi må tale om. Hvordan går det med dig og William? I har tilbragt en del tid sammen på det sidste." 

Jeg tøver lidt, før jeg svarer. Hvordan går det egentlig? Vi har rigtig nok været meget sammen, og jeg nyder, når vi er det. Vores samtaler er dybere, end dem jeg har med nogen anden, og han får mig til at føle mig speciel, når han fortæller mig, hvor henrivende jeg er. Men han har endnu ikke kysset mig. Måske læser jeg hans signaler helt forkert? Jeg ved det ikke. "Det går ganske godt. Jeg begynder at holde af ham." svarer jeg til sidst lidt undvigende.

"Holde af ham? Så det er ved at blive alvorligt med jer to, ikke sandt?" spørger hun mig og hæver det ene øjenbryn, som hun har for vane at gøre.

"Det.. Det tror jeg. Jeg ved det ikke. Jeg er usikker på, hvad han synes om mig." indrømmer mig og lader mit blik glide ned til jorden.

"Det er faktisk en del af det, jeg vil sige. Nelly, William holder også meget af dig. I går spurgte han om min bevilling. Jeg gav ham den."

"Hvad mener du mor?" spørger jeg, selvom jeg forstår det hele udmærket. Jeg kan bare ikke forholde mig til det.

"William frier til dig i morgen Nelly. Og du skal takke ja." Sådan siger hun bare.

En tid siger ingen af os noget. William frier i morgen. Han kan virkelig lide mig. Den sidste tanke varmer mit hjerte, men den første gør mig nervøs. Frustreret. Mest af alt fordi jeg tilsyneladende ikke får et valg. Tanken gør mig vred. Måske vil jeg takke ja af mig selv. Det skal jo være ægte, ikke? Skal jeg tvinges ind i ægteskab?

"Hvorfor mor? Hvorfor må jeg ikke selv bestemme? Det er min fremtid." vrænger jeg.

"Tal ordentligt pigebarn. Du skal have respekt for din mor." siger hun i et overraskende behersket tonefald. Hun fortsætter blidt, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad årsagen til skiftet i tonefaldet er. "Grunden er såmænd ganske simpel Nelly. William har status. Hans navn er kendt i de finere kredse. Han vil kunne give dig alt det, vi ikke har kunnet. Det er måske din eneste chance for at blive en rigmandsfrue, Nelly. Og det er dér, du hører hjemme."

"Så du mener, at jeg skal gifte mig med ham på grund af hans formue?"

"Nej. Det er ikke kun derfor. Nelly, han er parat til at gifte sig med en pige som dig - fra middelklassen. Det kan jo kun betyde, at han virkelig elsker dig. Selvom han ikke har sagt det. Og det er jo alt, man ønsker for sit barn. Jeg ønsker, at du skal blive lykkelig og være tryg."

Den sidste kilometer taler vi slet ikke sammen. Men jeg ved, at min fornuft har givet hende ret, uanset om mit hjerte har. Men det må det have. Ingen mand er mere perfekt end William. Hvorfor skulle jeg kæmpe imod, når jeg får chancen for at tilbringe resten af mit liv med min drømmemand?

Lige inden vi træder indenfor sygehusets døre, får min mor mig til at forsikre hende, at jeg vil tage imod frieriet. Jeg lover hende det. 

 

"Kom ind." En hæs stemme, der ikke kan være andre end min fars, svarer på de forsigtige bank på døren, min mor laver. Hun åbner først døren på klem og går så indenfor. Hun vender sig om og rykker på hovedet i retning af en seng. Lydigt følger jeg hende. 

"Hej skat. Hvordan har du det?" spørger min mor. Min far ryster bare på hovedet. Måske har han opgivet? Jeg ved ikke, om den følelse, jeg mærker, er lettelse eller sorg, selvom det ikke burde være så svært at kende forskel på de to følelser. Det giver mig lidt dårlig samvittighed, at jeg ikke med det samme udelukker muligheden for, at det er lettelse, jeg føler. Jeg ved, hvad jeg burde føle.

"Kan jeg hente noget til dig far? Noget te eller?" spørger jeg, som jeg ved, begge mine forældre forventer af mig.

"Nej tak." Han når lige at fremstamme det, før han bryder ud i et voldsomt hosteanfald. Årsagen er lungekræft forårsaget af hans enorme tobaksforbrug. Jeg husker, at jeg en enkelt gang for et par år siden lige så forsigtigt foreslog, at han skulle skære ned på antallet af cigaretter. Det udløste en lussing, og derefter fik jeg "røvfuld", som han udtrykte det. Det var den eneste gang, han brugte en bøjle i stedet for bare håndfladen. I hvert fald så vidt jeg husker."

Sådan sidder vi bare en tid. Mine mor ligner en, der ikke aner, hvad hun skal gøre af sig selv. Hendes ansigt er udtryksløst, men hendes spejlblanke øjne afslører, at hun føler et eller andet. Hvad det er, ved jeg ikke.

Selvom jeg ved, mine forældre vil anse det for uopdragent, er jeg nødt til at spørge. Spørgsmålet har brændt i min hals længe, men jeg har ikke turdet spørge i frygt for, hvad min far ville sige. Men nu, hvor han ser så svag ud, er jeg ikke længere angst. 

"Far?"

"Hmprf" grynter han til svar. 

"Hvor længe?"

Min mor gisper, og min far ser overrasket på mig. Jeg kan dog ikke helt tyde blikket, han sender mig. "Ikke længe." 

Jeg er forundret over, at han overhovedet svarer, så jeg nikker bare næsten umærkeligt og ser ydmygt ned på mine hænder, der ligger i skødet. Ikke længe. Igen ved jeg ikke, hvad det er for en følelse, der overtager min krop.

Resten af besøgstiden forholder vi os i tavshed. Den er ikke behagelig, som min forestilling er, at den burde være. Den er lettere anspændt. Til sidst løsnes det dog da min mor rejser sig.

"På gensyn Henrik." Min far nikker bare. Jeg har ikke svært ved at forlade ham, da min mor går hen imod døren. Vi ser ham igen på søndag, som sædvanlig, efter gudstjenesten. I mellemtiden vil jeg ikke savne ham. Jeg ved ikke, om min mor vil. Men det må hun gøre. Ellers forstår jeg ikke, hvorfor vi overhovedet besøger manden, der på en gang er så fremmed og velkendt for mig. Han har heller aldrig behandlet hende godt, selvom han aldrig har hævet hånden overfor hende en eneste gang. I det mindste ikke mens jeg har set det.

På vejen hjem tager jeg de høje sko af og spadserer med dem i hånden. Jeg ignorerer min mors utilfredse protester.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...