Urokkelig Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 12 nov. 2012
  • Status: Færdig
Denne novelle udspilles i året 1918. Philip og Nelly møder hinanden for første gang på et gadehjørne i byen, og lige siden begynder forelskelsen at spire og siden hen blomstre. Men Nelly holder noget skjult for to personer, hun holder af, på een gang. Hvad sker der, da det hele kolliderer? | Dette er en romantisk, men også tragisk, fortælling om, hvordan to mennesker finder kærligheden for derefter at miste den. | Konkurrencebidrag til 'Besat-konkurrencen'.

11Likes
64Kommentarer
1443Visninger
AA

12. 10. kapitel

Jeg går ind ad døren og ser mig omkring. På dørerne omkring mig er der forskellige former for dørskilte, der alle har det tilfælles, at der står navne og et nummer. Hernede kan jeg umiddelbart se fra nummer ét til otte, så jeg får styr på mine rystende ben og går op ad betontrappen midt i lokalet.

På første sal er numrene ni til seksten. Jeg snurrer rundt og finder nummer tretten, som jeg går hen til. Så står jeg der en stund uden at røre mig. Hvad vil jeg egentlig her? Hvad skal jeg sige, når han lukker op? Goddag, min far er lige død, og jeg elsker dig, så jeg håbede, jeg kunne være lidt her. Det duer jo ikke... I virkeligheden burde jeg slet ikke kontakte ham. Hvad, jeg gjorde, var forkert, for jeg er forlovet. Og alligevel fortryder jeg ikke. Men kan jeg forvente af Philip, at han vil have mig, når han finder ud af, at jeg er forlovet?

Hvis han finder ud af det. Nej, jeg ryster på hovedet af mig selv. Han skal vide det. Jeg kan ligeså godt få det overstået og fortælle det. En plan tager form i mit hoved. En plan jeg ved, jeg vil fuldføre.

Jeg elsker Philip. Det står helt fast. Jeg elsker derimod ikke William. Jeg ved, jeg holder af ham, men det er bare ikke det samme. Først må jeg fortælle Philip, at jeg er forlovet. Derefter at jeg vil gå fra min forlovede. Til sidst at det er fordi, jeg elsker ham. Jeg vil hellere være sammen med ingen end at være sammen med William, når Philip eksisterer. Planen lyder enkel og let, men det kan gå hen og blive svært. Jeg tager en dyb indånding og banker på. Venter. Hører nogle stemmer, fodtrin, og så bliver døren åbnet.

"Hej Philip, jeg er ked af, hvis jeg forstyrrer. Ser du, der er noget, jeg.. altså.. Må jeg komme ind?" udbryder jeg, og Philip smiler stort og forvirret.

"Det er en overraskelse, det må jeg sige. Men selvfølgelig må du komme ind, du er altid velkommen i min ydmyge bolig." Han blinker og gør en bydende gestus. Jeg træder ind i gangen og tager skoene af, mens han tilføjer: "Min bror er godt nok på besøg, men det skal du ikke tage dig af. Han kan være lidt arrogant, men han er god nok, så hvis han ikke virker så flink, skal du bare ignorere ham.

Det slår mig lidt ud. Tanken om at jeg ikke skal være alene med Philip. Men på den anden side betyder det, at mine indrømmelser og min kærlighedserklæring må udskydes, og det letter faktisk i øjeblikket. Måske er det også meget fint, at der er en fremmed. Måske vil det hjælpe mig med at holde sammen på mig selv.

Philip fører an gennem lejligheden. Den er stor og rummelig. Møblerne er meget fine, og der er fuldstændig rent. Det undrer mig lidt, for jeg havde slet ikke forestillet mig, at Philip ville bo i sådan et hjem. Nærmere i et lille middelklasses bondehus. Men dette er virkelig fornemt. Især de smukke silkegardiner og de kreative malerier, som jeg mistænker ham for selv at have lavet, pryder værelserne, så lejligheden bliver meget personlig og unik.

"Jeg har lige fået uventet besøg William. Jeg håber, det er i orden at," når Philip at sige, inden jeg træder ind ad døren, og Phillips talestrøm bliver afbrudt af et forvirret: "Nelly?"

"William? Hvad laver du her?" når jeg at spørge, inden sammenhængen går op for mig. Min bror er godt nok på besøg, hører jeg Philips stemme i mit hoved. Philip og William er brødre. Philip og William er brødre! Det føles, som om mine ben falder sammen under mig, men det gør de ikke. Jeg står hjælpeløs midt på gulvet og beder til, at dette ikke vil ødelægge noget. At jeg ikke sårer nogen. At jeg stadig kan blive mere for Philip end bare det, jeg nu end er. 

"Hvad jeg laver her? Jeg er såmænd henne for at fortælle min kære bror Philip, at jeg er blevet forlovet. Dele den glædelige nyhed. Det er vel logisk nok selv for dig. Så kan du vel svare på det selv samme, for det har jeg lidt sværere ved at finde logikken i Nelly." svarer han forurettet, og jeg står bare mundlam tilbage efter hans svar, der føltes som et slag med en hammer.

"Jeg, øhm, altså..."

"I kender hinanden?" Deres ens brede næser. Deres markerede ansigter. Rynken mellem øjenbrynene. Jeg burde have regnet det ud, sekundet jeg indså, at de lignede hinanden! Blot fordi øjen- og hårfarverne ikke passede, var jeg dum nok til ikke at tænke efter en ekstra gang. Jeg slår mig selv i tankerne over min dumhed. 

"Det gør vi. Philip, det her er min forlovede. Nelly Sallingbo. Men det lader jo til, at I allerede har mødt hinanden. Hvordan kender I hinanden så godt, om jeg må spørge?" lyder Williams svar, og han nidstirrer sin bror med øjnene. De kolde blå øjne synes at skyde lyn. De har aldrig været de rette for mig. Jeg har altid haft brug for at falde i staver i tågen i Philips... 

"Forlovede?" Philip ligner en, der lige er blevet slået hårdt i maven.

"Jeg kan forklare!" råber jeg, selvom Philip står lige ved siden af mig. Jeg ser ham træde et par skridt væk.

"Det er jo bare skønt. Nu redder du dig selv ved at bruge en af kliché replikkerne fra film. Du er slet ikke den, jeg troede, du var." siger han med en blanding af afsky og sorg i stemmen.

"Min far døde i dag Philip! Og jeg var så forvirret over alt det her. Det med dig skete jo bare, jeg anede ikke at... Jeg ville fortælle dig det i dag. Om forlovelsen. Så ville jeg gå fra William, fordi jeg elsker dig. Jeg elsker dig Philip. Du må tilgive mig." siger jeg hulkende og gemmer mit ansigt i hænderne. "Du skal." Jeg hører min fars stemme for mig. Jeg gør jo intet andet end at gentage hans ord. Er jeg virkelig ikke bedre end det? 

"Hvorfor skulle jeg?" spørger han koldt, men fordi jeg kender ham så godt, kan jeg skimte de blandede følelser bag facaden, han har stillet op. Ønsket om at tro mig. Ønsket om at tilgive mig.

"Fordi jeg elsker dig." er alt, jeg kan svare.

"Du elsker ham? Min bror? Du er i sandhed heller ikke den, jeg troede, du var! Og det har du bare gået og holdt skjult for mig? Du fortjener ikke at blive en Faurshollt." afbryder William, inden Philip når at svare. Jeg synker en klump. Williams reaktion er så forskellig fra Philips. William virker reserveret og på en eller anden måde ydmyget, men den afsky, han også har i stemmen, er ikke blandet med den sorg, Philip uden tvivl føler. Som om William aldrig har elsket mig...

Selvom tanken først chokerer mig, indser jeg, at det er sådan, han hele tiden har haft det. I virkeligheden har jeg nok vidst det siden den sag i skoven, hvor han rev min kjole op og så så grådigt på mig. Men jeg har benægtet det, jeg ikke ville se. Det var afgjort en fejl. Nu står jeg i denne håbløse situation og samvittigheden gnaver i mig.

"Nej William, det gør jeg måske ikke," svarer jeg en smule vredt tilbage, da det går op for mig, at der forventes et svar af mig. "Men jeg ønsker virkelig stadig en dag at blive det. Men ikke som din kone." Min stemme bliver en grødet masse til sidst. Ordene, hvor jeg for alvor erklærer min kærlighed til Philip, svæver i luften.

"Mine øjne væmmes ved synet af dig. Jeg hader dig Nelly." svarer William bittert, men stadig ikke med det mindste spor af sorg i øjnene.

"Jeg elsker dig Philip." er mit eneste svar, på Williams ubarmhjertige konstatering. Hvorvidt det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men lige nu er det ikke ham, der betyder noget.

Philip tøver, og et håb spirer i mig, da hans tågede øjne skifter fra de søde og gådefulde, jeg efterhånden kender så godt, til at ligne de grå skyer udenfor, der sørgmodigt hænger på himlen. Håbet slukkes i mine øjne, såvel som kærligheden gør i hans.

"Åbenbart ikke nok. Og tænk at jeg elskede dig. Troede det. For ved du hvad Nelly? Det gjorde jeg! Selvom vi slet ikke kendte hinanden, var jeg sikker på, at jeg både elskede og kendte dig. Men nu viser det sig jo, at jeg tog fejl. Jeg kendte dig ikke. Jeg kender dig overhovedet ikke." 

"Du tager fejl Philip! Jeg ville sige det til dig, det ville jeg virkelig! Tro mig, vil du ikke nok?" beder jeg. Han ryster på hovedet.

"Hvordan skal jeg kunne gøre det nu? Jeg har altid søgt den ægte kærlighed, og jeg troede, jeg havde fundet den. Men den ægte kærlighed ville aldrig gøre sådan mod mig. Eller mod sin forlovede selvom han skulle være en anden. Du har forrådt os begge. Du aner ikke, hvor såret jeg er, eller hvor meget, det smerter mig, at skulle sige det her. Men du skal vide, at jeg mener det. Jeg vil have dig til at forsvinde nu Nelly. Og jeg vil aldrig se dig igen." 

Da han siger det, og jeg hører, hvordan hans tonefald skifter fra trist til vredt til trist igen, ved jeg, at det er slut. Han mener, hvad han siger. Jeg vil aldrig få min lykkelige slutning sammen med ham. Jeg vil heller aldrig blive gift med William, men lige nu ville jeg ikke blive det, selvom jeg havde haft valgmuligheden. Min mor vil hade mig for det, når hun vågner op fra choktilstanden over tabet af min far. Min far... 

Tanken om min far er dråben, der får bægeret til at flyde over. Lige nu føles det, som om jeg ingenting er værd i denne verden. Som om jeg ingenting har. Jeg husker den ældre mands ord, ham jeg hjalp på sygehuset, ligesom han sagde, jeg skulle.

Størst af alt er kærligheden. Først når man mister den, har man mistet alt. 

Jeg har mistet min far, min mor og Philip.

Jeg har mistet kærligheden.

Jeg har mistet alt.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...