Når døden sig nærmer

Pigen Scarlett's mor er netop død og nu skal hun bo hos sin uhyggelige onkel og snart opdager hun mange flere ting end godt er...

3Likes
2Kommentarer
920Visninger
AA

7. Det mørke rum

Hun åbnede stille øjnene. Var hun virkelig i live? Det var for godt til at være sandt!. Hun rejste sig en smule besværet op. Hun strakte sig. Mand hvor gjorde det ondt at falde ned af den trappe!. Men der var noget helt galt. Hvor var Mads og sir Nikolas?. Først nu fik hun kigget sig omkring. Det var da ikke kælderen?. Her var ingen ting. Alt var sort. Et stort sort rum hvor hun var helt alene. Hun gøs. Hun begyndte at gå. Hun vidste ikke hvilken vej for der var ikke vægge gulv eller loft. Da hun havde vandret rundt i godt 3 og en halv time blev hun for alvor bange. Hun nev sig selv i armen. Det gjorde sindssygt ondt. Det var ikke en drøm.

Hun satte sig ned og begyndte at græde. For nogen timer siden var hun lykkelig over at være i live men nu ville hun virkelig ønske at hun var død. Tænk hvis hun skulle vandre rundt her alene til al evighed? Hun kunne ikke holde tanken ud. Hun tørrede sine øjne og stilte sig vaklende op. Den sidste tåre faldt på gulvet. Scarlett fik et chok. Der hvor dråben havde ramt lyste gulvet op.

Scarletts øjne der havde vænnet sig til mørke missede af den pludselige lyskilde. Da hun havde vænnet sig til lyset bevægede det sig. Det gled nogen meter hen og stoppede. Hun gik forsigtigt frem mod det. Da hun var 2 meter væk fra det gled det igen henover gulvet. Så forstod Scarlett det. Lyset ville føre hende væk fra det evige mørke!.

Hun begyndte at løbe. Nu standsede lyset ikke for at vente på hende. Hun løb og løb og løb. Hun havde mistet tidsfornemmelsen. Hun kunne have løbet i flere dage da lyset stoppede. Det gik ud. Men rundt om hende dannedes et mørkt rum. Med vægge, gulv, loft med en krog i, en stol, og... det var for godt til at være sandt- en dør.

Hun løb lykkeligt hen mod døren. Men da hun var kun én meter fra den blev hun kastet tilbage- som om nogen havde skubbet hende. Hun havde oven i købet fået stød. Hun rejste sig stønnende og gik vagt som mod døren igen. Hun raket ud efter håndtaget. "AAAAV!!" skreg hun. Det var som om at hendes hånd var blevet ramt af et lyn. Det måtte være et usynligt kraftfeldt men stød i. Lange skygge-agtige fangearme skød ud fra væggen og langede ud mod hende.

Hun skreg og løb ind under stolen. De rakte ud efter hende men kunne ikke nå hende. Langt om længe forsvandt de. Så døren var både beskyttet af kraftfeldt og skygge fangearme. Hun begyndte at græde igen. Hvordan skulle hun dog nogensinde slippe væk herfra?.

Hun prøvede igen og igen at komme ind til døren. Fra højre venstre og for neden. Men det hjalp ikke. For for hver gang fik hun stød og de lange skygge agtige fangearme kom for at tage hende. Hun blev mere og mere svag og mistede mere og mere mod for hver gang der gik. Hun sad bare på stolen og rystede og græd. Ønskede at hun var død.

Hun satte sig brat op. Mon hun kunne komme ind fra oven? Hun kiggede på krogen der bare hang dér lige over døren. Gid hun dog havde noget reb. "Men det har jeg jo!" udbrød hun. Hun løb hen og rørte ved kraftfeldet. De skygge agtige arme rakte ud efter hende. Hun knækkede med besvær det ene stole ben af stolen og løb frem mod fangearmene.

Hun slog af alt kraft på én af dem. Og ligesom hun havde håbet faldt den af. Da hun havde hugget 10-15 arme af trak resten sig tilbage. Hun gav sig til at binde dem sammen med stramme knuder.Og tadaa så havde hun et reb. Hun bandt den ene ende fast til remmene til bælter på sine bukser og kastede den ande ende over krogen. Hendes mod var vendt tilbage. Hvis det her ikke virkede var der intet der gjorde. Hun gik hen til den ende der lå på gulvet igen efter at midten hun hang på krogen. Nu gjaldt det om styrke og udhlodenhed (og ikke t ramme kraftfeltet). Hun asede og masede med at file sin egen vægt over kraftfeldet.

Endelig var hun lige under det. "Så er det nu" hviskede hun. Hun gav slip og lige som håbet gled hun ligeså let igennem som hvis det havde været en sæbe-boble. Hun gik triumferende hen og bankede på døren (der måtte jo være NOGEN der havde stillet en stol i rummet). Den blev åbnet. Hun kvalte et skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...