Når døden sig nærmer

Pigen Scarlett's mor er netop død og nu skal hun bo hos sin uhyggelige onkel og snart opdager hun mange flere ting end godt er...

3Likes
2Kommentarer
936Visninger
AA

1. Den aller sidste

Scarlett lagde nye roser på sin mors grav og fjernede de gamle. Hendes mor døede for en uge siden og dog var det som om det var få minutter siden hun fik stukket en kniv i ryggen og faldet død om. Det havde været det mest forfærdelige syn. Scarlett begyndte igen at græde som hun havde gjort et utal af gange siden sin mors død. Ingen vidste hvem der havde dræbt hende og hvorfor. Men kun én ting var i Scarlett's hoved: nu var hun helt alene. Hendes far var død hendes mormor morfar farmor farfar og hendes mor var døde. Hele hendes familie. Undtagen én. Men HAM talte hun ikke med som 'familie'. Hellere børnehjem end ham. Men hun vidste at de ville tvinge hende. Hun kunne intet gøre. "Scarlett?". Scarlett drejede sig væk fra personen der talte. Hun ville ikke se hende i øjnene. "Scarlett" prøvede hun igen og stilte sig foran hende. Men Scarlett drejede sig væk igen. Hun vidste at hun ville tvinge hende med til ham. "Scarlett!" stemmen var nu skrap og Scarlett tog mod til sig og kiggede hende lige i øjnene. Hendes gudmor Ingrid kiggede ned på hende. "Scarlett vognen er kommet!". "Hvilken vogn?" mumlede Scarlett selvom hun udemærket vidste hvad hun talte om. Scarlett tørrede sine øjne. "Scarlett det er vognen der skal køre dig til sir Nikolas!" sagde Ingrid opgivende. "Kan du ikke bare adoptere mig Ingrid? Du er min gudmor! Bebe! Alle andre end HAM!" plagede Scarlett. "Nej Scarlett det har jeg sagt jeg kan ikke adoptere dig så længe du stadig har levende familie!". Scarlet mumlede uforstålige lyde og steg op i hestevognen. "Det var godt" sagde Ingrid og satte vognen igang. Scarlett kiggede sørgmodigt ud på den by der før havde været hendes hjem. Det var ikke fordi hun mistede venner. Dem havde hun ingen af og havde aldrig haft det. Nej det var mindrene. Minderne hendes familie havde skabt til hende i denne lille by. Tårene trængte sig på men hun afslog dem. Hun ville ikke græde mere. Nu var alt ligemeget. Hun skulle bo hos sin onkel sir Nikolas i hans gamle palæ med tjenere og stuepiger. Så skulle hun være en lille kludde dukke og gå med alt for stramme kjoler fyldt med frynser og plastic blomster og bittesmå højhælede sko. Men værst af alt: gode manere. Og ikke bare de gode manere alle børn bliver opdraget med. Nej dem der siger at hun hverken må lege shoppe ellerfå venner. Hun skulle sikkert sidde på et biblotek og læse fransk og tysk og alle de sprog han mener er vigtige. Og så selvfølgelig for at gøre det hele værre ville hun få privat undervisning. Hun kiggede ud af vindduet. Hendes onkels palæ lå helt derude hvor kragerne vender så det ville sikkert tage mange timer før de nåede frem. Hun sparkede til en af sine mange kufferter og begyndte at græde. Hun kunne ikke længere holde dem tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...