Theres No Turning Back Now {Justin Bieber}

Janel Hartman er en 17 årig helt normal pige. Hendes liv har forgået stille og roligt, lige indtil den dag hun kommer forsent for tredje gang, og af den grund ender til eftersidning. Til eftersidningen møder hun skolens bande, men hun har ingen idé om hvad hun er ved at rode sig ud i. Der kommer til at ske en drastisk ændring i Janels liv, og hun bliver viklet ind i en ny og forunderlig verden med skolens mystiske bande, som samtidig også er skolens Bad Boys...

24Likes
8Kommentarer
2480Visninger
AA

3. Eftersidning - Kapitel 2 - Del 2

A/N: Så er jeg færdig med del 2. Hvis du læser det her lige nu, ville det betyde meget hvis du lige gad smide en kommentar, og like min historie, da det ville hjælpe mig meget i "As Long As You Love Me," konkurrencen. Tusind tak.:-)


_________________________________________________________________________



"Lektierne til i morgen: fra side 134 til 137 i jeres matematik bog." Sagde læreren, og skrev det op på tavlen.
Hun vendte sig om mod os efter at have skrevet det op. "Hvis i har spørgsmål til opgaverne er det nu i skal sige det." Hun kiggede rundt.
"Ingen? Jamen så må I gerne pakke sammen." Sluttede hun af, og begyndte at samle sine ting op fra katederet.
Lyden af snak, stole der skrabede mod gulvet, og elever der samlede sine ting sammen, fyldte det ellers så stille klasseværelse.
Jeg samlede mine ting sammen, og tænkte på Melanie. Hun havde fortalt mig at hun havde fået eftersidning, så hun skulle sidde i en time i morgen efter skole. Jeg var derimod så heldig at jeg slap, da jeg alligevel skulle til eftersidning i to hele timer nu. Jeg sukkede, rejste mig op fra stolen, tog min taske på, og begyndte lige så stille at gå ud af klassen, og hen imod det lokale vi skulle have eftersidning i.
Jeg stod foran døren, og tog en dyb indånding. Her skulle jeg tilbringe to timer, uden at må lave noget.
Jeg åbnede langsomt døren op, og blev nærmest blæst væk af larmen der gik mig i møde.
Der var omkring otte personer herinde - det var ikke nogen jeg kendte særlig meget til, og det var også dem jeg helst undgik i frikvarterene.
Tre personer sad på bordene og snakkede til venstre side. De så ganske almindelige ud, men så var der fem der sad på den anden side. To af dem sad på bordene, imens de tre andre sad på stolene med fødderne oppe på bordene. Det var vidst nok der hvor larmen kom fra. De snakkede højt, grinede, og kastede ting efter hinanden.
Jeg undrede mig over hvor læreren var, imens jeg gik over og satte mig oppe foran, længst væk fra de andre.
Jeg sad der bare, og prøvede på at være så lydløs som muligt. Siden jeg var den eneste pige her, var der ikke rigtigt nogen jeg kunne snakke med. Eller nogen jeg kendte godt nok til at kunne starte en samtale med for den sags skyld.
Larmen fortsatte, og efter et stykke tid mærkede jeg pludselig noget ramme mig i ryggen, så jeg vendte mig automatisk om.
Gruppen på 5 grinede højt. Tsk. Så morsomt var det da heller ikke...
Jeg vendte mig om og forsøgte at ignorere dem. Det ville være en løgn hvis jeg sagde at det var behageligt at sidde her.
Der gik ikke særlig lang tid, før jeg blev ramt med flere papirskugler. Det fortsatte i 5 minutter mere, og jeg var ved at blive godt irriteret.
Jeg forsøgte stadig at ignorere dem, men da jeg blev ramt endnu en gang, vendte jeg mig om og sendte dem et dræberblik.
"Hvad ville I?" Udbrød jeg irriteret.
De sagde ingenting. De smilede i stedet og prøvede at se uskyldige ud, ved at se op i forskellige retninger, og fløjte som om jeg slet ikke havde snakket til dem. Jeg undrede mig lidt over hvorfor jeg næsten aldrig så dem i skoletiden. Nu hvor jeg kiggede godt og grundigt på dem, så de heller ikke ud som de fleste personer der gik på skolen. De så mere ud som dem der foretrak ballade frem for alt andet. De skilte sig ud med deres læderjakker, øreringe i ørene, hår der strittede lige op, og kasketter. De var ikke nogen man lige havde lyst til at starte en diskussion med.
Jeg vendte mig om igen, og lagde armene over kors. Der var kun gået omkring de 30 minutter af eftersidningen, så jeg skulle stadig sidde her i en time og en halv. Hvorfor var her ingen lærer?
Jeg sukkede, og stirrede lige frem på den mørkegrønne tavle. Eller jeg stirrede nærmere lige igennem den.
Det fortsatte i nogle minutter, indtil jeg hørte skridt, og en eller anden kom hen og stillede sig lige foran mig, hvilket selvfølgelig resulterede i at han blokerede mit syn.
Jeg kiggede op, og stirrede ind i nogle hårde karamel farvede øjne.
Han lænede sig meget langsomt frem i mod mig, og støttede albuerne mod mit bord.
"Hvordan har sådan en køn lille dame gjort sig fortjent til at blive smidt til eftersidning?" Spurgte han.
Han stod lidt for tæt på for min smag, så jeg lænede mig langsomt tilbage på stolen, og prøvede på ikke at se alt for nervøs ud. Jeg rømmede mig.
"Jeg kan ikke se hvorfor det skulle interessere dig." Svarede jeg, og rykkede lidt på mig.
Han svarede mig ved at grine kort, og rette sig op.
Jeg betragtede ham lidt. Han var pæn. Hans øjne havde en lysebrun farve, der mindede lidt om honning eller karamel, og så havde han også et flot smil. Det ville ikke undre mig hvis piger klyngede sig til ham fra højre og venstre. Men på trods af hans gode udseende, var der stadig et eller andet ved ham der gjorde mig lidt underlig tilpas.
Han lænede sig tilbage mod bordet bag ham, og betragtede mit ansigt i et lille stykke tid. Det her var ved at blive ret akavet.
"Hvad hedder du?" Spurgte han så, langt om længe.
Jeg hævede øjenbrynene. Hvorfor spurgte han så meget?
"Hvorfor?"
Han fnyste.
"Er det virkelig så svært at svare på et spørgsmål?"
"Er det virkelig så svært ikke at stille så mange spørgsmål?" Svarede jeg igen.
Han sendte mig et halv-smil, og hævede øjenbrynene en anelse.
"Du er vidst en stædig en, hva?" Sagde han, og stod op.
Jeg svarede ikke, men kiggede derimod væk. Jeg ønskede mest af alt bare at han ville gå.
Han gik et skridt tættere på mig.
"Jeg gør dig da ikke ubehageligt tilpas, gør jeg?" Spurgte han med en hæs stemme, og kom langsomt tættere på mig igen.
Jeg vendte hovedet mod ham, og prøvede at skjule nervøsiteten i min stemme.
"Nej.. Hvorfor skulle du gøre det?"
Han stirrede bare på mig, og langsomt buede hans ene mundvig opad.
Han rettede sig op endnu en gang og gik forbi mig. Han gik over til de 4 andre i et normalt tempo, og jeg kunne ikke lade vær med at lade mit blik følge ham til han satte sig hos drengene. Jeg ville ikke lyve - han gjorde mig lidt nervøs.
Pludselig blev døren smækket op, og jeg vendte hovedet til højre med et sæt - og ind kom læreren.
"Undskyld forsinkelsen!" Sagde han forpustet.
Jeg rettede mig op på stolen, stønnede, og begravede mit ansigt i mine hænder.
Typisk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...