Theres No Turning Back Now {Justin Bieber}

Janel Hartman er en 17 årig helt normal pige. Hendes liv har forgået stille og roligt, lige indtil den dag hun kommer forsent for tredje gang, og af den grund ender til eftersidning. Til eftersidningen møder hun skolens bande, men hun har ingen idé om hvad hun er ved at rode sig ud i. Der kommer til at ske en drastisk ændring i Janels liv, og hun bliver viklet ind i en ny og forunderlig verden med skolens mystiske bande, som samtidig også er skolens Bad Boys...

24Likes
8Kommentarer
2470Visninger
AA

2. Eftersidning - Kapitel 2 - Del 1

A/N: Hej.:-) Først ville jeg lige takke jer der har "Liked" min historie. Det betyder en del for mig. Det ville også gøre mig super glad, hvis i lige gad smide en kommentar på vejen, og gad fortælle mig hvad jeg måske kan gøre bedre til næste gang. Så Ris & Ros er selvfølgelig meget velkomne.
Så ville jeg lige minde jer om, at Justin her i min historie, ikke ville komme til at være den samme Justin som vi kender ham i virkeligheden. Men hvis i bare gider læse videre, skal i nok få en lidt blødere Justin at se. Godt så.
Lige en SIDSTE ting. Som i kan se på titlen, står der "Del 1", og det er altså fordi at hvis jeg satte del 1 og 2 sammen, ville det blive for langt. Så jeg sætter nu Del 1 ind, og lige så snart jeg er færdig med del 2, ville jeg sætte det ind. Og TUSIND tak fordi i gider læse den endnu en gang.:-)<3
Nå, videre til historien. ^^

____________________________________________________________________________


"2 timer?!" Udbrød Melanie, og hamrede sin bakke med mad, ned på cafeteriaets runde bord.
Jeg nikkede og tog plads, imens jeg stillede min egen bakke, ned på bordet.
Hun stønnede.
"Jamen så kan vi heller ikke tage til biografen idag." Klagede hun, og satte sig ned overfor mig.
Jeg studerede hendes surmulene ansigt i et par sekunder, og et fnis undslap mig.
"Hvad er der?" Spurgte hun, og kiggede på mig.
Jeg lænede mig tilbage på stolen, og smilede.
"Jeg synes egentlig bare at det er ret komisk, at du er mere sur over at jeg har fået eftersidning, end jeg er."
Hun fnøs.
"Er du klar over, hvor lang tid jeg har ventet på at den film skulle udkomme?" Hun sukkede, og lænede sig selv tilbage på stolen. "Så må vi vel bare tage ind og se den i morgen." Hun sendte mig et blik, og lagde tryk på 'i morgen'.
"Javel frue," sagde jeg, og smilede stort.
Resten af pausen foregik i snak, og der gik ikke spor lang tid, før klokken ringede ind til time, og vi pakkede vores ting sammen.
Vi smed resterne ud i den næsten fulde skraldespand, og stillede derefter bakkerne på plads.
Vi begyndte at gå i gennem gangene, der var fulde af elever, der stod og snakkede ved skabene.
"Hvilket fag skal du ha-?" begyndte jeg, men blev øjeblikkeligt afbrudt af en høj stemme .
"Melanie!" Råbte personen. Alles hoveder vendte sig mod stemmen, og derefter på Melanie. Vi vendte os om for at se hvem der kaldte, og blev overrasket.
"Hvem er det?" Jeg vendte hovedet mod Melanie.
"Ryan Caldwell," Svarede hun.
Ryan Caldwell? Jeg prøvede at tænke mig godt om. Hun havde nævnt hans navn for nogle uger siden, men jeg kunne ikke huske i hvilken sammenhæng.
Jeg vendte blikket tilbage mod ham, og kunne se at han ikke var alene. To andre fyre, gik tæt bag ham, og de så langt fra venlige ud.
Melanie fik et hårdt udtryk i øjnene, og lagde armene over kors.
"Hvad ville du Ryan?" Spurgte hun, da han nåede frem til os, og sendte ham et dræberblik.
Han så helt afslappet ud, som om han var vant til spørgsmålet, og sendte hende bare et dovent halv-smil. Han gik over og lagde sin arm om skulderen på hende. Hun brød sig tydeligvis ikke om det, for hun rystede den af sig øjeblikkeligt.
"Hvad ville du?" Gentog hun.
"Kan du ikke se det?" Han sukkede - hvilket lød falsk i mine ører - og gik op foran hende, og lagde sine hænder på hendes skuldre endnu en gang.
"Jeg ville gerne have endnu en chance," Sagde han, og så på hende med et alvorligt udtryk.
Melanie fnyste, og rullede med øjnene.
"Du har da ikke allerede glemt det der skete sidst, har du?"
Jeg vendte hovedet en smule, og kunne se at de havde skabt sig en del tilskuere.
"Lad os bare gå," mumlede jeg til Melanie og trak lidt i hendes arm, men hun blev bare stående, og jeg blev ignoreret.
Ryan lod som om han tænkte, og kom med et svar, Melanie tydeligvis ikke havde forventet.
"Hvad mener du?"
Hun måbede, og der gik kun et par sekunder, før hendes udtryk ændrede sig til et vredt et.
Før jeg overhovedet nåede at registrere hvad der skete, havde hun løftet hånden, og slået ham tværs over ansigtet, så det gav genlyd. Der blev helt stille.
Ryan så først overrasket ud, men det blev lidt efter lidt erstattet med et koldt udtryk.
Melanie vendte sig om for at gå, men hun nåede ikke ret langt, for inden længe, havde Ryan grebet fat i hendes håndled.
"Slip mig!" Udbrød hun.
Jeg kunne ikke bare stå og se til længere, så jeg valgte endelig at bryde ind, og trådte et skridt frem.
"Slip hende!" Jeg prøvede at se bestemt ud, men jeg vidste ikke om han lod sig narre.
Han vende blikket til siden hvor jeg stod, som om han først lagde mærke til mig nu, og gav mig elevatorblikket. Han hævede øjenbrynene og rettede ryggen, så han stod i sin fulde højde.
"Og hvad har du tænkt dig at gøre?" Spurgte han med et hånligt smil, men slap dog alligevel Melanie's hånd.
Jeg gav ham det koldeste blik jeg kunne mønstrere.
"Bare lad hende være." Svarede jeg langt om længe.
Melanie snøftede lige før hun løb forbi os alle, med tårerne løbende ned af kinderne.
"Melanie!" Kaldte jeg. Jeg skulle til at løbe efter hende, men blev stoppet da Ryan greb fat i min albue, og hviskede: "Du kommer ikke til at slippe så let."
Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg prøvede at skjule mit ubehag med et fnys, og løsrev min arm fra hans faste greb.
Jeg gik lige forbi ham og de to andre, og satte farten op mod toiletterne, hvor jeg regnede med at Melanie var.
Mine skridt gav genlyd i de nu tomme gange.
Jeg stoppede til sidst op foran toiletterne, og trak blidt ned på dørhåndtaget, og hørte en snøften.
"Mel?" Kaldte jeg stille.
Jeg gik langsomt ind, og lukkede døren efter mig, og rigtigt nok, dér sad hun helt alene, med tårerne strømmende ned af ansigtet.
"Åh Mel.." Jeg fik det helt dårligt på hendes vejne. Jeg gik hen og satte mig ved siden af hende, og lagde armene om hende.
Hun lod sit hoved hvile mod min skulder, og der sad vi bare i et stykke tid.
"Undskyld.." mumlede hun hæst.
Jeg vendte hovedet mod hende en anelse.
"For hvad?" Spurgte jeg.
Hun rettede sig op, og tørrede tårerne væk med ærmerne, hvorefter hun rømmede sig.
"Kan du huske den dag jeg fortalte dig jeg skulle på date med Ryan?" Hun kiggede på mig. Jeg nikkede.
"Det hele gik fint i starten, indtil jeg kom tilbage fra toilettet. Jeg hørte ham snakke i telefonen." Hun kiggede væk.
Efter lidt tid fortsætte hun.
"Det hele havde bare været et væddemål."
Jeg måbede. "Et væddemål?"
Hun nikkede. "Det hele er alligevel min skyld. Jeg skulle ikke have faldet for det til at begynde med." Hun snøftede en enkelt gang, før hun sagde: "Men nu ved jeg da at alt ikke altid ser ud som det er,".
Hun rejste sig op, og rakte mig en hjælpende hånd, hvilket jeg med glæde tog imod. "Tak," sagde jeg med et lille smil.
Jeg børstede mit tøj af.
Der gik ikke spor lang tid, før det lige pludselig slog mig, at vi ville komme for sent til time. Det så ud til, at det også gik op for Melanie.
I det første sekund kiggede vi på hinanden, og i det næste sekund var vi ude af døren i lynets hast.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...