For dum til kærlighed...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
Denne movella handler om 14 årige Camilla Knight der vælger at løbe hjemmefra, men det hele går godt nok ikke som planlagt.

Zille <3

4Likes
5Kommentarer
795Visninger
AA

4. Så var det bare afsted...

 

Jeg kunne ikke gå længere. mine ben de syrede bare så meget! Og jeg var bare så træt. Hvad mon Jonas havde sagt til hans forældre? min taske var jo stadig hos ham. Men jeg var ligeglad. Jeg vidste ikke længere hvor jeg var, og alligevel føltes det som om jeg kun havde gået i et kvarter, men solen var gået ned for længst og der var ved at være rødt ude over markerne. Solopgang. Jeg havde aldrig rigtig set en rigtig solopgang. Så jeg satte mig ned. Bare lige der på stedet. Og jeg sad og kiggede på at solen stod op. Jeg sad bare og kiggede og lod alle tanker suse gennem mit hoved, og så ud af mit hoved. Bare lade dem forsvinde. ligeså stille. Godt nok med en masse tårer på kinderne, men ellers var det meget rart. Det var faktisk ret smukt også. Faktisk meget smukt. Jeg tror aldrig jeg havde set noget så smukt, men jeg havde jo heller ikke levet længe. Men jeg havde åbenbart levet længe nok til at få et lorte liv. Hvad havde jeg dog gjort galt?

Alle sådanne nogle tanker fløj gennem mit hoved, og jeg var glad. På en måde. På min egen måde. Men ikke helt alligevel. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Jeg havde ikke ikke noget tøj med til at skifte, og ingen mad. Ingen penge, Og ingen tandbørste... Ad, men det måtte man jo ligesom leve med... Ad... Leve med dårlig ånde... Ad... Heletiden... Ad... Igen ... Ad....

Jeg var faldet i søvn. Jeg var faldet i søvn, ude i rendestenen. Jeg var vågnet af at en bil var holdt ind til kantstenen, for at se hvad der lå der i græset. Jeg blev bare liggende. For jeg kunne ikke rigtig andet. Jeg kunne faktisk ikke bevæge mig. Okay. Lidt en underlig følelse. Men jeg var ligeglad. Ikke ligeglad med at der var nogen der stod og kiggede på mig som om jeg var død, men ligeglad med at jeg lå der i græset. Jeg havde set min første solopgang. Og det var smukt.

Jeg kunne se den ene dame som var steget ud af bilen havde taget sin telefon frem. Jeg satte mig op. Lidt underligt for før havde jeg problemer med at sætte mig op, men nu var det næsten som om jeg fløj. Jeg sagde at der ikke var noget at være bange for, men hun ignorerede mig. Øv altså. Jeg kiggede tilbage der hvor jeg havde lagt og så et forfærdeligt syn. Et syn jeg aldrig glemmer. Jeg lå i græsset, helt uden at bevæge mig.

Da ambulancen kom, lagde de mig på en båre. Det var underligt for de tjekkede for puls, og der var en. Selvom jeg ikke var i min krop. Det måtte være et af de der drømme syn. Dem der hvor man vågner og så ikke er i sin egen krop? og så når ens krop vågner, så er man tilbage i den. Men i det her tilfælde var jeg lidt bange for om jeg overhovedet gad tilbage.

_________________________________________________________________________________

 

Hej mine fantastiske læsere <3

Undskyld den lange ventetid, og det meget korte kapitel, Men jeg har haft en halv depression, som så alligevel ikke var en depression, men bare stressede mig... Jeg har haft humørsvingninger og min lillebror skulle også døbes. Undskyld igen. Jeg skal nok prøve at være lidt mer' her inde, men det er bare lidt svært når jeg har minehumørsvingninger, så håber det lidt korte kapitel er nok for nu... Jeg har lige brugt en times tid på det, og var lidt bange, for siden var vidst brudt ned eller sådanne noget. Men den gemte, Så alt er bar fint...

Love herfra :*:*:* <3

 

XoXo

Zille <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...